fbpx

Royal Metal Fest 2009

Sidste års meget vellykkede debut for denne festival efterlod mange i håbet om, at successen ville blive gentaget i 2009. Det blev den, endda med et line-up, der for alvor sætter Århus på det danske Metal landkort. Som en ekstra godbid til Metalfolket havde Metal Royale arrangeret en specialfremvisning af den amerikanske dokumentarfilm “Get Thrashed“ dagen inden selve festivalen, så man må sige, at forberedelserne var i top.
Som konferencier havde man igen i år hyret Obersten; et valg der ikke umiddelbart vakte jubel i RM-lejren, men han gjorde en noget mere afdæmpet figur end sidst – en meget positiv udvikling.

DestroyerBoy
Kev - Karakter: 4 / 6
Dette meget unge ensemble havde via en konkurrence vundet en halv times spilletid på Royal Metal Festival. Bandet har Jason Campbell i front, og hans ansigt var det eneste ansigt ud af de fem, jeg kunne genkende. Resten af bandet er nemlig nogle unge gutter, der hidtil ikke har gjort sig særligt bemærket på den danske scene. Det tror jeg personligt dog, at Destroyerboy vil lave om på, for optrædenen de diskede op med bar bestemt IKKE præg af, at de var bandets første koncert, eller at de kun havde spillet sammen i godt et halvt år. De virkede faktisk meget scenevante og særdeles uimponerede over det hele.
Stilen, som Destroyerboy udøver, er meget i stil med As I Lay Dying og deres lignende; altså meget melodisk og teknisk velfunderet metal, dog uden den rene vokal, hvilket vel altid er et plus. Numrene, de spillede, er vist alle på deres 5-numres EP, og så blev der vist plads til et nyt. Personligt havde jeg ikke regnet med det helt store show fra denne kant, og min karakter bærer måske nok lidt præg af overraskelsesmomentet. Jeg blev meget positivt overrasket, og det bliver meget spændende at høre, når bandet får udgivet noget håndgribeligt. Indtil videre er min nysgerrighed vakt!

Manticora
Kev - Karakter: 3½ / 6
Københavnske Manticora er et band, jeg aldrig havde hørt noget med før denne koncert. Deres image med lædertøj osv. har aldrig rigtig fanget mig, men nu kunne jeg altså ikke undslippe; koncerten skulle anmeldes af mig, da Metalmorfar var optaget andetsteds, og i bund og grund er jeg glad for det, for Manticora fik, til trods for lidt problemer med lyden i starten, spillet en ret fed koncert. Det er jo svært at stå og snakke om numrene blev leveret ordentligt osv. når jeg ikke kender en hujende fis til deres musik. I stedet vil jeg sige, at showet blev overbevisende leveret, og at Lars på vokal var en frontmand med krudt i røven; han fes rundt og gjorde sit bedste for at få publikum med. Responsen fra publikum blev da også bedre hen mod showets slutning, og alt i alt gjorde Manticora et fint indtryk på mig, i forhold til hvad jeg havde forventet.

Pretty Maids
Dan the Man - Karakter: 5 / 6
Hard rock! Er nok det tætteste drengene fra Horsens kommer på betegnelsen Metal, men i guder hvor kunne de gamle gubber servere varen! 1981 og still going strong, fyrede Ronnie, Ken og resten af slænget (resten er jo tilkommer i løbet af de sidste ti år) highlights fra en karriere der har rummet både op- og nedture af. Energien fejlede ikke en skid og Ronnie Atkins har bestemt ikke glemt hvordan man hæver publikum til en tilstand af ekstase i metalgudernes tegn. Med et hurtigt kig rundt på gulvet, kunne jeg spotte at der foruden mig selv kun talte få andre, der som jeg havde rundet de 30 år og havde de glorværdige dage af Horsens-drengene i hukommelsen. Det var også tydeligt, at der var en udbredt skepsis blandt publikum over et Hard Rock band til en Metal koncert. Skepsis blev dog hurtigt gjort til skamme, da de catchy sing-a-long songs fra Gubberne fløj ned fra scenen og smaskede lige i fjæset på samtlige gæster i Voxhall for fuld knald. I løbet af ingen tid, var gulvet forvandlet til en frådende pøbel, der bare ville have mere. Intet blev glemt og jeg er sikker på, at da sætlisten blev skrevet, var det med vilje at radio-hittet og svigermorsknækkeren ”Please don´t leave me” blev hjemme i Horsens og ekstra-numrene manifesterede en superfed koncert med ”Futureworld” og ikke mindst klassikeren ”Red, Hot and Heavy” der totalt rev publikum op i det røde felt, ikke mindst da Ronnie fik publikum med på fællessang a´la 1980´erne. Uh-Å-Åhh-Åh!!!

Shining
MetalMorfar- Karakter: 5 / 6
Shining er et band, der er kendt for noget specielle optrædender, hvor frontmanden Niklas Kvarforths selvdestruktive performance ofte helt har fjernet fokus fra musikken. Det var også klart, at der blandt publikum var folk, der i højere grad var kommet med forventninger om skandale end god Metal.

Denne gruppe af nøddehorn blev dog snydt, for det var en meget fokuseret Kvarforth, der sammen med resten af bandet stillede op til deres første koncert på dansk jord. Alle var klædt helt i sort, og sammen med en sparsom scenebelysning var det med til at iscenesætte en mørk stemning. En stemning, som fik mig til at tænke på Mayhems optræden sidste år – ikke helt så dyster, men alligevel meget indadvendt.
Musikalsk var Shining dog meget mere varierede, og selvom enkelte instrumentalpassager virkede stillestående, var det en helstøbt indsats, der støttede Niklas. Han fremførte numrene med al den smerte og vanvid, der er indbygget i dem, men lod de blive ved det. Således prellede tåbelige tilråb som ”vi vil se blod” af på ham, og det tætteste vi kom på det var rødvin, som han hældte på et par gutter foran scenen.

Det lykkes for Shining at trække publikum med ind i den mørke side af Niklas´ univers, men selv om det var fascinerende, var det ikke helt så betagende som på bandets albums, dertil udnyttede de ikke deres musikalske bredde fuldt ud. Alligevel var koncerten, med sin gennemførte opbygning af stemning og flot varierede Metal, mit absolutte højdepunkt på festivalen. Det var især positivt at den ikke blev domineret af performance, men at det vigtigste, musikken, var i centrum.

Born From Pain
MetalMorfar - Karakter: 3 / 6
Hollandske Born From Pain stod for en pause i strømmen af Metal, da de leverede vaskeægte Hardcore fra scenen i århus. Det gjorde de med masser af energi, som var mest markant på scenens for- og bagkant: bagest var det trommeslageren, der nærmest forsøgte at banke sine trommer ihjel, som var de angribende aliens; forrest var det sangeren Rob Franssen, der var så tændt, at han allerede efter 30 sekunder forsøgte at fremtrylle en circlepit. Den kom dog først efter et stykke tid, under nummeret “Enemy lines”.
Den positive start gik dog hurtigt over i ensformighed, og jeg havde svært ved at holde interessen fanget.
Et ufrivilligt lyspunkt indtraf dog, da et par heilende idioter nede foran blev sat grundigt på plads af Rob Franssen – et passende svar på en helt upassende opførsel. Alligevel kunne hverken denne episode, den gode lyd eller bandets engagement skjule, at musikken mangler variation og derfor ikke overbeviser.

Napalm Death
Kev - Karakter: 4½ / 6
Det var 3. gang indenfor 1½ år, at jeg skulle se Napalm Death. De har ikke skuffet endnu, og de gjorde det heller ikke denne aften. Det overrasker mig hver gang, hvor meget de giver den gas på scenen. Barney fiser omkring som han plejer og Shane, Danny og Mitch leverede som vanligt et tight og solidt baggrundsinferno.
Napalm Death’s show har ikke været underlagt de store forandringer det sidste stykke tid, men med en ny plade på vej kunne man håbe på smagsprøver, og sandelig så, om ikke man fik det! 2 nye sange i form af ”Brink of Extiction” og en jeg ikke lige fik fat i titlen på…. Dog lød det MEGET lovende, og det viste også, at Napalm Death bestemt ikke hviler på laurbærrene. Numre som vi blev begavet med talte blandt andre: ”Suffer the Children”, Sink Fast, Let Go”, ”Scum”, ”It’s a M.A.N.S. World” og selvfølgelig ”Nazi Punks Fuck Off”. Alt i alt blev der, nummermæssigt, leveret hvad man kunne forvente af gutterne. Jeg synes dog, at Napalm var federe de to første gange jeg så dem, men de leverede alligevel det fedeste show for mig på førstedagen af festivallen.

Horned Almighty
MetalMorfar - Karakter: 4 / 6
Der skal nok have været en og anden deltager, hvis tømmermænd fik et chok ved starten på festivalens anden dag. Den blev nemlig slået igang af Horned Almighty, som troppede op i klassisk Black Metal look: corpsepaint, pighalsbånd og nitter så langt øjet rakte. Heldigvis tager bandet ikke sit image så alvorligt, hvilket en udtalelse som ”Satan er en ven du ikke har mødt endnu” viser.
Når det drejer sig om musikken, er det anderledes alvorligt, for selvom stilen er nærmere Death Metal end egentlig Black, er der masser af knald på. Den langsommere del af numrene var knap så interessante, men med voksende tempo, steg kvalitetsniveauet tilsvarende. Og da tempoet overvejende var højt, blev starten på lørdagsprogrammet satans god.

Crocell
Kev - Karakter: 4 / 6
De 4 bands See You Next Tuesday, Aeon, Misery Index og Hate Eternal turnerer sammen, og skulle til Århus fra et job i Tyskland dagen før. Uheldigvis brød tourbussen sammen, hvilket forsinkede bands’ne og nødvendiggjorde ændringer I programmet. Et af disse var, at See You Next Tuesday blev erstattet med Crocell, som tog jobbet med ultra kort varsel, til trods for tømmermænd og en småsyg trommeslager.
Det gik egentlig fint for de 5 århusianere, der fik fin respons fra publikum. Mange var nok taknemmelige for at See You Next Tuesday afyste… Jeg var i hvert fald, og den lille halve time de brugte på scenen, blev ædt råt af det tilstedeværende publikum.
Ud af numrene de spillede, var det (især!) ”Winter is Coming” der skinnede igennem, men også ”Behind the Veil” og så en helt ny sag, der var rigtig dejlig up-tempo, behagede undertegnede. Alt i alt, var det et rigtig godt bytte, vi fik der…

Goat Udenfor bedømmelse
MetalMorfar - Karakter: X / 6
Metalfolket fik også en gedigen overraskelse, for netop som Crocell forlod scenen, blev den overtaget af Lasse Baks projekt Goat. Med både udklædning og optræden som taget ud af Casper og Mandrilaftalen, tumlede de 4 musikere rundt på scenen, mens de spillede en blanding af Punk og Metal. Det hele foregik i et hysterisk opskruet tempo, og var så kikset og utight, at det har kultpotentiale – derfor unddrager det sig normal bedømmelse.
Hele seancen var tilpas kort til, at det ikke nåede at blive kedeligt; i stedet blev denne omgang Mandril Metal modtaget som det var tiltænkt: med godt humør.

Corpus Mortale
MetalMorfar - Karakter: 4 / 6
Igen blev jeg mindet om, at den danske Death Metal scene indeholder mange bands, som helt og holdent har undgået min opmærksomhed. Denne gang skete det i form af hovedstadsbandet Corpus Mortale, som jeg først hørte denne lørdag – 15 år efter deres start.
Starten var nu ikke noget at råbe hurra for, for numrene virkede træge og uinteressante; bandets noget stillestående sceneshow hjalp ikke meget på situationen. Men efterhånden kom der mere liv i den ”døde krop” – musikerne tøede op, og der kom mere tempo på musikken.
Og det smittede af på publikum, som efterhånden blev trukket op i omdrejninger. På den måde fik Corpus Mortale til sidst hevet en god koncert i land via en god slutspurt.

Aeon
MetalMorfar - Karakter: 4½ / 6
Det næste band var heller ikke et, jeg kendte på forhånd – her havde jeg blot fået fortal, at deres tekster er stærkt anti-religiøse. Og det skal jeg da lige love for! Titler som ”Forever Nailed” og ”Caressed By The Holy Man” er ikke ment som hyldestkvad til kirken, specielt ikke når de formidles af Tommy Dahlström. Han har en vokal, som skifter ret fedt mellem growl og hvæsen og konstant er truende.
Musikalsk fik vi en gang traditionel Death Metal, som blev fremført af meget kompetente musikere. Mest iøjnefaldende var trommeslageren Nils Fjellström, der som en vanvittig bearbejdede sine tønder. Hænder og fødder kørte uophørligt, og han lagde en fantastisk bund, som virkelig gav numrene drive.
Sættet var desværre kortet lidt ned pga. programændringerne, men Aeon nåede at vise, at de virkelig kan deres kram; jeg ville meget gerne have hørt mere til dem.

Konkhra
Kev - Karakter: 4 / 6
Konkhra kan vel bedst betegnes som dansk dødsmetals grand old men. Efter den spæde start i slut 80’erne har bandet (Anders Lundemark) udgivet plader med jævne mellemrum, og efter nogle års stilhed er bandet tilbage på de skrå brædder. Bandet har en ny skive på vej, og naturligvis fik vi nogle smagsprøver fra den front, men det var meget tydeligt, at folk var kommet for at høre numrene fra ”Spit or Swallow”, og der blev da også disket op med et par stykker fra den skive. Ellers var ”Weed Out the Weak”-skiven også godt repræsenteret. Det stod hurtigt meget klart, at Konkhra virker som fornyet med tilgangen af to nye bandmedlemmer. De virker bare mere på, og musikken kommer langt ud over scenekanten. Dog skal det siges, at bandets krydsning mellem Hulk Hogan og julemaden, Lars Schmidt, bliver en anelse for meget at se på i længden. Ligeledes er Anders Lundemark ikke den mest aktive på scenen. De to er selvfølgelig heller ikke 20 år længere, men lidt mere aktivitet ville sgu være at foretrække. Når det er sagt, så blev ”Life Eraser”, ”Heavensent”, ”Facelift” og den nye tonser ”Hail to the King” leveret med overbevisende pondus, så mine forventninger til den nye Konkhra skive, ”Nothing is Sacred” er løftet betydeligt!

Misery Index
Kev - Karakter: 5 / 6
Jeg var meget tæt på at blive meget bekymret, da de første bulletiner om tourbussens fald løb ind. Misery Index var det band jeg havde glædet mig mest til at se, og derfor ville en aflysning fra dem være mere, end hvad der var godt for min sjæl.
Misery Index lagde, meget naturligt, ud med ”We Never Come in Peace”, og herefter blev deres grind/death metal leveret med en kirurgisk præcision, der får et nykøbt barberblad til at virke som en sløv satan. Deres halsbrækkende breaks sad lige i skabet og jeg tog mig selv i at stå og holde vejret flere gange, når et af de føromtalte breaks dukkede op. Det var virkelig en opvisning i musikalsk splendour, og især Sparkey Voyles virkede tændt.
”Pull out the Nails”, ”The Great Depression”, ”Conquistadores” og titelnummeret fra den nye skive var virkelig overdrevent fedt leveret. Jeg stod og havde lyst til mere, men måtte nøjes med at konstatere, at Misery Index leverede den fedeste koncert til dette års Metal Royale Festival, i mine ører.

Hate Eternal
Kev - Karakter: 4 / 6
Hate Eternal spillede på Voxhall for nogle år siden i forbindelse med deres forrige album. Dengang leverede de et superkedeligt show, og en performance der var direkte skuffende, så jeg var naturligvis lidt spændt på at se, hvad de nu fire mand kunne finde på at begave os med fra scenekanten.
Der gik ikke længe inden koncerten fra år tilbage var slået, i både bedre lyd, men også i performance. Erik Rutan var virkelig på, og lur mig, om ikke oplevelsen med tourbussen animerede ham,og hans gæve kumpaner til at levere et show fyldt med fart og masser af aggression. Numrene løber jeg sgu lidt rundt i, da han ikke var særlig god til at præsentere, men ”King of All Kings”, ”Bringer of Storms” og ”Behold Judas” var da vist med på setlisten. Jeg må indrømme, at jeg under koncerten med Hate Eternal kedede mig bravt, og allerede havde skrevet en sviner af en anmeldelse inde i hovedet. Dog her, et par dage efter, står koncerten klart inde i mit hoved og karakteren har ændret sig…. Der kan absolut ikke sættes spørgsmålstegn ved deres kunnen. Musikken har bare en tendens til at mudre sammen, og den opfattelse var jeg jo også af under showet….
Hate Eternal var klart det ”sværeste” musik denne aften, men et eller andet sted fik de sgu taget fusen på mig…

Destruction
MetalMorfar - Karakter: 4½ / 6
Da aftenens hovednavn gik på scenen, skete det med et kvarters forsinkelse, hvilket må siges at være meget imponerende, når man tænker på de problemer, der tidlige var med at få programmet afviklet.
Destruction bød på det, de har spillet gennem de sidste 25 år: hamrende Thrash Metal af den enkleste slags, med masser af knald på. Efter Hate Eternals flotte, men kedelige opvisning, var det nærmest befriende at komme back-to-basics.
Bevægelsen på scenen stod bassisten Schmier for; med 3 mikrofoner tværs over scenen fik han lavet et udmærket show. Alligevel var det svært at få tag i salen, for 2 dages Metalbombardement havde sat sit præg på det århusianske publikum; folk virkede udbrændte, og selvom Schmier flere gange forsøgte at sætte gang i en moshpit, blev det kun til en lille én af slagsen. Oveni dette brændte basforstærkeren af, og selv om en ny blev fremskaffet efter næsten 10 minutters ventetid, var det som om energien på scenen havde fået et knæk. Settet blev kortet ned, og de resterende numre blev afleveret mindre overbevisende.
En lidt træls afslutning for hovednavnet, som ellers leverede varen – men mod tekniske fejl og metaltræthed kæmper selv hovednavne forgæves.

2009 udgaven af Royal Metal Fest levede op til de høje forventninger, line-up’et på forhånd havde skabt. Desuden viste arrangørerne, at de var i stand til at håndtere uventede situationer virkelig flot – udsigten til måske at skulle undvære 4 bands kan kun have været en ren gyser.
Samtidig ser det ud til, at festivalen er stedet, hvor gamle danske Metalkonger rejser sig til fordums styrke. Sidste år var det Artillery, og i år Pretty Maids, der sparkede røv på Århus-publikummet. Hvem det bliver i 2010 må vi desværre vente et helt år med at finde ud af.


Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar / Dan the Man

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.