fbpx

Royal Metal Fest 2008

Endelig er der igen blevet stablet en Metal festival på benene i Århus. Foreningen Metal Royale havde omdannet Voxhall til et 2-dages Metalmekka med både danske og internationale navne på plakaten.
Desværre blev arrangementet ramt af et par afbud; i dagene op til festivalen sprang DHG fra pga. manglende sanger, Exmortem koncentrerede sig om studiet og i Last Mile havde et af medlemmerne fået en diskusprolaps. De blev erstattet af Blood Red Throne, Urkraft og Sinister
Og i allersidste øjeblik meldte også Burning Skies fra, så Rageborne måtte hasteindkaldes til fredagens program.
Til at styre løjerne havde man hentet Obersten fra Mnemic til at agere toastmaster/sprechstallmeister. Han endte dog ud med at være årtiets største ufrivilligt komiske pauseklovn, og helt seriøst; det må sgu kunne gøres bedre! Mage til platte kommentarer og skabet opførsel mellem bandsne, skal man satme grave længe efter!

Spectral Mortuary
Karakter: 4 / 6
De gæve fynboer fra Spectral Mortuary havde fået den utaknemmelige tjans, at åbne ballet til den første, og forhåbentlig, årligt tilbagevendende Metal Royale Festival. Det skal siges med det samme, at opbakningen til bandet fra publikum var upåklagelig til trods for det ”tidlige” tidspunkt, og folk var rigtig godt med.
I forhold til sidste gang jeg så Spectral Mortuary, har bandet tillagt sig et stort overskud på scenen. Dette kom til udtryk ved en seriøs omgang headbanging, og en rigtig god publikums-kontakt. De virkede generelt mere scenevante og glade for at være i rampelyset. Det klædte dem, og deres levering af numrene ”Prime Murder Suspect”, ”Choked in Soil” og den nye ”Manic Altar” (Bloodlust:-p) gjorde, at de bestemt skal regnes blandt de strammeste og mest brutale bands i DK, samt at forventningerne til deres næste album lige steg en tak eller to.
Som åbningsband gjorde Spectral Mortuary det fortræffeligt!
- Kev

Rageborne
Karakter: 3½ / 6
Rageborne gik meget uimponerede til opgaven med at skulle spille på festivalen, selvom de havde haft ultra kort tid til at forberede sig på den. Om det var fordi de ikke havde haft tid til at blive nervøse ved jeg ikke, men der var ihvertfald ikke noget at mærke på dem. Forsangeren havde således overskud til at snakke til publikum mellem numrene; cool nok, synes jeg.

Derimod syntes jeg ikke så godt om de første numre i settet, de var lidt blege. Men Rageborne fik sig ret hurtigt spillet op, og deres melodisk Death Metal blev bedre og bedre i løbet af deres koncert. Især bed jeg mærke i et nyt nummer (hvis titel jeg ikke fangede); det var rigtig godt og meget varieret.
Og at bandet stadig var ovenpå til slut viste forsangeren ved at dedikere slutnummeret ”Blowjob For a Cowboy” til nyligt afdøde Heath Ledger!
- MetalMorfar

    

Urkraft (uden bedømmelse)
På grund af en misforståelse i burgerbaren trak vores spisepause ud, og vi var først tilbage til de to sidste numre af Urkrafts set – det er ikke nok til en fair bedømmelse, så den må komme næste gang vi ser bandet.

Illdisposed
Karakter: 4 / 6
I introduktionen blev Illdisposed annonceret som ”kongerne af dansk Dødsmetal”, og det er en betegnelse, der ikke er helt forkert, men samtidig skaber forventninger. Med et nyt album på trapperne var det spændende at få taget pulsen på Århus-bandet.
Desuden var det første gang jeg så dem med deres nye guitarist, Franz Hellboss. Han gjorde nu ikke så meget væsen af sig; det virkede som om han lige skulle finde sig til rette. Det kan man ikke just sige om frontmanden Bo, som styrede begivenhederne med vanlig jysk ro. Den mand har et enormt fedt growl; til gengæld var hans hvæsen ikke oppe på sit normale niveau.

Det samme kan man sige om en del af musikken, for det var som om, at bandet ikke helt havde hjertet med i numrene fra ”1-800 Vindication” og ”Burn Me Wicked”. Ikke at de blev spillet dårligt, men jeg har hørt dem bedre.
Til gengæld var der fuld valuta på gamle numre som ”Near the Gates”, ”Purity of Sadness” og ”Submit”– helt i top! Her var Illdisposed i deres es.
Vi fik også 3 numre fra det kommende album: ”Weak Is Your God”, ”A Child Is Missing” og ”Ich bin Verloren In Berlin”. Stilmæssigt peger disse i retning af bandets gamle numre; meget lovende.

Alt i alt en koncert, der ikke helt levede op til tidligere møder med bandet, men som alligevel skærpede interessen for ”The Prestige”, der udkommer den 31. marts.
- MetalMorfar

    

Mayhem
Karakter: 4 / 6
Og så kom fredagens hovednavn, Mayhem. Det vil sige, ikke i første omgang, for publikum måtte vente i næsten 5 kvarter. Problemer med en bas trak tiden ud, men hvorfor ikke bare tage en anden? Det var helt uforståeligt, og må tilskrives lige dele uprofessionalisme og krukkeri. Under alle omstændigheder en totalt uantagelig behandling af fans og arrangører.
Men da de endelig kom, var det med en performance, der på flere måder bød på ting jeg ikke har oplevet tilsvarende. Nogensinde.
Det lykkedes for bandet at skabe en stemning, der var mere dyster, mørk og direkte ond en noget andet, jeg har oplevet. Heri var vokalisten Attila var den centrale figur på flere måder. Han leverede en vokal, som bestod af rallen, hvæsen, brølen og lidt sang, men som i sin helhed ikke hører denne verden til! Den gamle kliché om stemmen fra graven var her levendegjort! Hans fremtoning understregede dette: med en ret fed corpsepaint maske, pigarmbånd, laset tøj og et kæmpestort omvendt kors om halsen passede den meget fint til vokalen.
Foran sig havde han et lille alter, hvorpå der stod en globus omgivet af tændte lys og glas. Som en anden ypperstepræst gjorde han, med ophøjet ro, forskellige fagter over jordkloden som understregning af stemningen. Jeg ved godt, at det lyder meget banalt, men det var virkelig gennemført og effektfuldt.
Medvirkende til den mørke stemning var også musikken, som med sin anti-kommercielle facon udgjorde en nærmest uindtagelig fæstning. Skulle jeg bedømme stemningen alene, ville det blive til topkarakter; her gjorde Mayhem virkelig et godt indtryk! På én gang skræmmende og frastødende, men samtidig dragende og vildt fascinerende.

Det samme kan jeg desværre ikke sige om musikken. Den førnævnte lukkethed gjorde, at det aldrig blev rigtig interessant. Kun alt for sjældent fik Hellhammer lov til at sætte dagsordenen; mere rytmemæssig tyngde ville have pyntet. Og det var ikke fordi der blev spillet dårligt; Mayhem holdt lydbilledet fast uden at skrue op og mudre, som man ofte oplever det, når der kun er 1 guitar på banen. Samlet set var det bare ikke interessant nok!
Efter en halv times tid begyndte det at blive ensformigt, og der manglede fornyelse. Så da Attila som en effektfuld ende på slutnummeret ”Anti” smadrede sin kære globus, valgte vi at søge hjemad, selvom lydmandens liste indikerede 2 ekstranumre.

Det endelige regnskab for Mayhem ser således ud: For den eminente stemming vil jeg give 6 stjerner, for musikken bør de have 2 af slagsen, og for at lade publikum vente I næste 5 kvarter, fortjener de et knæ i bollerne.
- MetalMorfar

A Kid Hereafter in the Grinding Light
Karakter: 4½ / 6
Historien om et popband der er “gået” grind, virker vel mere som et kuriosium, end en reel bandhistorie, men ikke desto mindre er det historien bag festivallens (For mit vedkommende) største og allermest positive overraskelse.
A Kid Hereafter in the Grinding Light, som bandet mundret hedder, er I ordets bedste forstand, noget af det mest utraditionelle grind, jeg nogensinde har oplevet. De var for det første alle klædt i hvidt, og med positive tanker/tekster, indtog de festivallens tømmermændsplagede og søvndrukne publikum med storm! Frederik på vokal havde masser af ting at fortælle mellem numrene, og det virkede på ingen måde påtaget eller anstrengt, at manden snakkede om kærlighed, og at al had skulle elskes væk. Tværtimod virkede det på mig enormt befriende, at et metalband kun havde positive ting at sige.
Musikalsk er bandet en blanding af Napalm Death’s ”under-10-sekunder-sange” og punkede sound, Fantomas’ hysteriske og skizofrene vokal og Converge’s brutalitet. De spillede fedt på deres instrumenter, og havde fra starten af ikke det største publikum, men folk stimlede til, for at se hvad det var for noget forrykt hegn, der buldrede ud af højtalerne. ”Jazz er om tirsdagen, men grind er hele ugen”, sagde Frederik inden de gik amok i et af deres mange numre, som blev luftet ved denne lejlighed. Til sidst var han også nede på gulvet og ”High-Five” og kramme folk, og det var sgu kronen på værket. Jeg kan ikke mindes at have set noget så modsatrettet, som AKHITGL, (Et glad og positivt grindcore band…. Det svarer vel til en sædudløsning med blod i!) men jeg medgiver dem gerne min allerbedste anbefaling. De kan sgu sætte liv i kludene!
- Kev

    

Scamp
Karakter: 5 / 6
Scamp bliver ofte betegnet som DK’s tighteste live-act, og generelt bare DK’s mest velspillende band. Nu var dagen så kommet, hvor jeg endelig skulle får syn for sagen, og jeg må sige, at jeg ikke er det mindste skuffet!
Under interviewet, jeg lavede med dem inden koncerten, proklamerede de, at de er fluekneppere. Hvis det er prisen man betaler for at spille så stramt og overbevisende som de gør, knepper jeg gerne fluer i døgndrift! Der var sgu ingen smalle steder i de små 40 minutter Scamp var på scenen, og bedst af det hele, så så de på ingen måde besværede ud. Der var sgu masser af overskud mens deres polyrytmiske og synkoperede hegn fyldte salen, der på dette tidspunkt var mere end halvfuld. Mikael viste også andre talenter end bare at brøle; han hev lige pludselig en Didgereedoo (Aner ikke hvordan det staves, men han omtalte det som det største bong-rør) frem, og det gav sgu en fed og tung underlægning til musikken, der dog var tung nok i forvejen. Bandet spillede uden bassist på scenen, men har for nylig fundet en til den ledige plads. Han er dog ikke spillet ind i bandet endnu, men mon ikke han snart skal kastes for løverne?
Scamp har helt klart en stor stjerne hos mange i det danske metal-miljø, og det kan kun gå for langsomt med at de får en skive på gaden!!!
- Kev

    

The Burning
Karakter: 4½ / 6
Der var specielt 2 grunde til, at jeg havde glædet mig til dette, mit første møde med The Burning: for det første har de ry for at være et godt liveband, for det andet synes jeg godt om deres debutalbum.

Og de skuffede ikke, for hold op hvor blev der gået til den! Fra Johnny i front til Toby bag trommerne gav bandet den alt, hvad den ku’ trække. Det var meget tydeligt, at The Burning har givet rigtig mange koncerter, og at de nyder at gøre det.
Rollen som indpisker tilfalder naturligt frontmanden, og Johnny falder naturligt ind i den. I den sammenhæng var printet på hans t-shirt, ”Full Contact Fighter”, meget passende – han var meget aktiv og ”in you face”. Dog er jeg ikke så vild med Hardcore vokal, men det er jo ikke noget nyt.
Musikalsk udviklede koncerten sig, så der kom bedre numre, efterhånden som tiden skred frem. Det forstod publikum at værdsætte, og der var god respons tilbage til bandet. Mit første møde med bandet var derfor meget positivt; de leverede en gennemført og meget solid indsats.
- MetalMorfar

Blood Red Throne
Karakter: 4½ / 6
Old School-banditterne fra Blood Red Throne var for mit vedkommende 100 gange mere at foretrække end DHG, og derfor så jeg meget frem til denne koncert. Jeg er ikke 100 procent fortrolig med deres gamle materiale, men kunne udfra præsentationerne af numrene høre, at de spillede en del gammelt materiale. Dog fik vi også lidt nyt, hvoraf ”Taste of God” og den semi-nye ”Arterial Lust” stod mest ud i mine ører.
Blood Red Throne gik på scenen uden så mange dikkedarer, og blæste i gang, med et sonisk deathmetal-angreb på trommehinderne. Blood Red Throne spiller jo usvigeligt sikkert udført Old School Deathmetal, og det kan være det ikke er særlig teknisk krævende, men at få det til at svinge gjorde de i højeste grad! Bandet havde en fed lyd, og gik til makronerne på bedste maner, med en god energi på scenen, og overbevisende levering af tracksne. Bassisten, der spillede med fingrene, imponerede mig, og ligesom på deres seneste skive ”Come Death”, var bassen også dejligt fremtrædende.
Trommeslageren spillede som gjaldt det livet, og Tchort havde en kølig og lidt snobbet (ikke et ord om de norske ”svartmetalsprinsesser” i ”May-be-Hem” fra dagen før) attitude, men spillede svinefedt! Et af de federe bands på festivallen.
- Kev

Sinister
Karakter: 3 / 6
Sinister stod i start 90’erne for noget af det mest brutale deathmetal man kunne opdrive. Desværre har tidens tand været hård ved de aldrende nederlændere. Deres sidste album, ”Afterburner”, var nærmest en pinlig travesti, og der var mere nostalgi at spore i mig, end oprigtig interesse i Sinister’s optræden. Som frygtet spillede de en del numre fra den seneste skive, men der blev også plads til to klassikere i form af ”Cross the Styx”, og ”Sadistic Intent”. Min sidemakker og jeg blev enige om, at det var sådan man huskede Sinister… Ikke den afdankede og afblegede version, fra Afterburner.
Sinister sniger sig igennem på en overnostalgisk (Og måske en lille smule alkohol-påvirket) anmelders gode humør. Men direkte spændende var det sgu ikke!
- Kev

    

Artillery
Karakter: 5½ / 6
At der kan gå ild i gamle huse er Artillery et godt bevis på. Bandet har lagt sig selv på is og er blevet gendannet i flere omgange siden dannelsen i starten af 80’erne. Det nyeste kapitel i denne Fugl Fønix - føljeton blev tilføjet sidste år, hvor en genudgivelse af bandets bagkatalog fik medlemmerne til at genopdage deres kærlighed til musikken og finde instrumenterne frem.

Jeg har kun én gang tidligere oplevet Artillery live, og det ligger godt 20 år tilbage, så jeg var spændt på, hvordan bandet og dets klassiske Thrash Metal ville gøre sig idag. Desuden er der den nye sanger Søren, der modsat resten af besætningen ikke før har optrådt i Artillery-sammenhæng, men bl.a. kan skrive Crystal Eyes på visitkortet.

Inden koncerten havde jeg vovet mig helt frem bag knægtene foran scenen, så at sige på ungdommens rand, og herfra kunne jeg opleve det ene favoritnummer efter det andet banke løs på publikum: Fra åbneren ”Deeds of Darkness” til slutnummeret ”Terror Squad” fik vi en stribe monsternumre fra bandets bagkatalog. Det hele blev fyret af med overbevisning og energi, der førte mig tilbage i tiden. Det var det en fantastisk oplevelse at blive 20 år yngre i løbet af en time – tak for det!
Og jeg var ikke den eneste der blev tændt, for omkring mig var der fyret godt og grundigt op under folk – både de helt unge og de, som har flere årtier på bagen, blev revet med af bandets performance, så der blev headbanget til den store guldmedalje.

Søren har en Power stemme, som ren og kraftfuld, men samtidig kan han skrue bissen på, når det kræves. Og mens resten af bandet holdt sig lidt tilbage, var han bevægelig og i konstant god kontakt med publikum. Måske var det stemningen, der fik ham til at smide t-shirten og fremvise en veltrænet overkrop – det var okay, men at spille med musklerne var kikset og for meget.
Efterhånden som koncerten skred frem, fik de andre i bandet blod på tanden, og kom mere frem til publikum. Der blev også plads til solo fra begge guitarister, der viste, at de ikke har glemt at svinge spaden.

Artillerys musik gik rent ind hos publikum, og som én sagde til mig bagefter: ”rigtig fede Thrash-riffs går aldrig af mode”. Det er så sandt som det er sagt.
Så jeg skal love for, at der kunne gå ild – ikke kun i gamle huse, men så absolut også i de nye!! Publikum havde svært ved at slippe Thrash-heltene igen, og forlangte højlydt et ekstranummer. Det var der desværre ikke plads til i programmet, men efterfølgende var festivalens store samtaleemne, hvor fedt det havde været. Så mon ikke snart Århus sender bud efter Artillery igen?
- MetalMorfar

The Haunted
Karakter: 5 / 6
The Haunted’s seneste album er stadig en fast gæst i mit anlæg, og da det glippede med at se dem i sommer, var dette jo en kærkommen mulighed for at få set dem live. De var det eneste band på 2. Dagen, der havde bagtæppe på, og der var ingen tvivl: The Haunted spillede som, og blev modtaget som, et rigtigt hovednavn. Med overlegen professionalisme overtog de herredømmet over Voxhall i godt og vel 90 minutter, og med en oplagt og veltalende Peter Dolving ved roret, blev alle koncertgængere (Undtagen ham den gamle sure mand og hans tykke følgesvend) tilgodeset med en masse nyt materiale, og alt det gamle som forventes af fansne.
Det slog mig under koncerten, at den energi The Haunted lagde for dagen, virkede ægte. De brændte for deres show, og det smittede sgu godt af på os andre. Masser af kontakt fra Peter Dolving og bandet som helhed ned til publikum. Jeg må erkende, at jeg måske var en anelse skuffet… Eller ”ikke-overrasket” over hvad svenskerne (+ 1 dansker) leverede, men igen, var det fuldt ud professionelt leveret, så jeg kan vitterligt ikke sætte mange fedtede fingre på festivalens sidste show for i år.
Som de vist har for vane, sluttede de af med ”Hate Song”, der vel nærmest var den sang med The Haunted, der tog alle lytternes mødom. Min mødom, ”The-Haunted-Koncertmæssigt”, blev taget denne aften og jeg vender gerne tilbage efter mere!
- Kev

For Revolution Music var det på flere måder en rigtig go’ festival: Vi fik interviewet 9 af de12 bands, og lige som resten af deltagerne kunne vi gå hjem med en masse superfede koncertoplevelser i bagagen.
Det var et virkelig vellykket arrangement, som alle implicerede kan være stolte af. Vi håber på en gentagelse næste år!!!

 

Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.