fbpx

Redaktionens Top 10 - 2014 Fremhævet

Redaktionens Top 10 - 2014

Endnu et år er gået og tusindvis af nye og spændende udgivelser er at finde hos din lokale pladepusher. 

Revolution Music består af en redaktion med vidt forskellige baggrunde og meget bred musik smag, hvilket er soleklart når du nedenfor går igennem redaktionsmedlemmernes mange lister.

Men der er dog en række genganger og derfor må vi også konkludere at udgivelser som Redwood Hill’s ”Collider”, Mastodon’s ”Once More ’Round The Sun”, Triptykon’s "Melata Chasmata” og Blues Pill’s selvbetitlede er blandt årets absolut bedste.

 


Mikkel
Skribent


 

Top 10 - Bedste udgivelser i 2014:

10. Judas Priest – Redeemer of Souls
Som gammel fan af Judas Priest kan jeg jo ikke udelade dem fra dette års top ti. Særligt ikke, når de har leveret et temmelig overbevisende comebackalbum – efter de egentlig havde lagt bandet i graven. Jeg var selvsagt noget skeptisk, da det viste sig at K.K. Downing ikke ville være at finde på det nye album. Derfor var jeg nervøs for, om noget af det mest essentielle ved Judas Priest ville være forsvundet med ham. Men nej; Judas Priest leverer stadig bidende guitarsoli, fantastiske doublelead-stykker … og naturligvis den særegne vokal fra Rob Halford. Nuvel, den er slidt, men han er også en gammel metalgud.

9. Orange Goblin – Back from the Abyss
2014 var en god årgang for stonerrock-connoisseurs. Et af de mange højdepunkter på den front er helt klart engelske Orange Goblins plade, der umiddelbart indskriver sig blandt deres bedste udgivelser. Det til trods for, de har haft uhyre travlt med at spille koncerter alle mulige og umulige steder, siden de udgav deres forrige album. Bandets hårde turnearbejde har uden tvivl båret frugt – pladen bærer i hvert fald præg af, at de er blevet et meget mere sammenspillet band, der har helt styr på, hvad de laver.

8. Motörhead – Aftershock
Det er vel et af de bands, der ikke behøver nærmere introduktion. Pladen adskiller sig måske ikke markant fra de øvrige plader de har lavet på denne side af årtusindeskiftet. Alligevel mener jeg, den fortjener en plads på min top ti. Dels fordi det bestemt ikke er et dårligt album, og dels (mestendels) fordi det var det album, der udkom umiddelbart efter de skulle have gæstet Danmark sammen med mægtige Saxon. En tour, de måtte aflyse pga. Lemmys skrantende helbred. Men nu skulle han efter sigende være på højkant igen, og Saxons trommeslager, Nigel Glockler, skulle også være ved at være frisk igen – så håbet lever.

7. The Vintage Caravan – Voyage
Som nævnt trivedes stoner- og retrorocken i 2014. Selv Island melder sig på banen med deres bud på et retrorockband. Debuten fra The Vintage Caravan er måske ikke helt vildt overbevisende; jo - trioen spiller godt, men det swinger ikke helt som det skal alle steder. Nuvel; det er et ungt band, det er deres første fuldlængde – de har i allerhøjeste grad vist potentialet på denne her plade. Derfor bliver de interessante at følge i fremtiden.

6. Blues Pills – Blues Pills
Endnu en retrorockplade – endnu en fuldlængdedebut. Blues Pills har til gengæld alt det, syvendepladsen måske har manglet: Teknikken fejler ikke noget – men er du gal, hvor er der meget energi i deres numre. Både på pladen, men live er det helt vildt. Heldigvis havde jeg æren af at opleve dem live i den nordjyske hovedstad – og det bliver nok den eneste gang, de spiller på en så intim scene, som de gjorde på 1000Fryd – for Blues Pills – de bliver store.

5. Solbrud – Jærtegn
Black metal med kvalitet og overbevisning har været svært at opdrive de sidste mange år. Dansk black metal har generelt været uhyre svært at finde. Der har i hvert fald været langt imellem de gode danske bud på den genre. Ikke siden Holmgang har jeg hørt noget med så meget overbevisning og kvalitet, som Solbrud, der med deres andet album cementerer deres plads i black metal-genren. De gør det på en måde, der trods risikoen for monotoni, alligevel omfavner de klassiske black metal-elementer, og samtidigt tilfører det noget nyt. Særligt Solbruds sans for at stemningsskabende kompositioner gør dem fortjent til en plads på min top ti.

4. Behemoth – The Satanist
Ja, jeg har jo en svaghed for (gennemført) black metal. Og jeg skal da lige love for at polakkerne med Nergal i front har erobret den sorte metaltrone (det var også på tide at de norske symfonitrolde fra Dimmu Borgir blev sat på plads!). The Satanist er intet mindre end et mesterværk – ikke blot i relation til Behemoths tidligere udgivelser, men faktisk i forhold til hele genren; det er et af de bedste albums udgivet i den genre – nogensinde; ja, de indskriver sig med bands som Burzum, Mayhem og Venom med dette album. Det ærgrer mig til stadighed, at jeg (heller) ikke så Behemoth på sidste års CopenHell.

3. YOB - Clearing the Path to Ascend
Et år, hvor Sun O))) og Ulver slog pjalterne sammen og lavede et i øvrigt helt igennem godkendt album, kan det være svært at trænge igennem det tykke lydtæppe. Ikke desto mindre har YOB præsteret at kravle op på en tredjeplads på min liste med deres Clearing the Path to Ascend. YOB har jo været her længe, men særligt her på deres ottende album har de fundet frem til deres egen doom-lyd. Det har de gjort godt – for det er doom af allerfineste karat. Der er blot fire numre på albummet, men det varer alligevel omkring en time – så tempoet er lavt, men hvor er det fedt.

2. Mastodon – Once More ’Round the Sun
En af de plader, jeg havde set mest frem til i 2014 skuffede heldigvis ikke. Mastodon imponerede endnu en gang med et brilliant album. Selvom der var et par mindre gode numre – eller i hvert fald nogle numre, der var lige lovlig lyttervenlige i forhold til, hvad de tidligere har leveret, er albummet gedigent. Jeg er endnu en gang spændt på, hvad de finder på næste gang – og om rygterne om Scott Kellys indlemmelse i Mastodon bliver til noget.

1. Get Your Gun – The Worrying Kind
Det absolut bedste album i 2014 er ikke bare dansk – det er også nordjysk. De nordjyske mørkemænd har leveret det bedste og mest overbevisende debutalbum i nyere tid. Ja, det eneste album, der tilnærmelsesvis kommer op på samme niveau, må være Dizzy Mizz Lizzys debut fra 1994. Der er ikke så meget andet at sige, end at Get Your Gun helt afgjort er et band, man skal holde øje med fremover – jeg er spændt på at se, hvad 2015 vil bringe dem.

 


Get Your Gun - "Black Book"

 


Sarah:
Skribent

Musikåret 2014 er gået. Og det var et fremragende år! Det bød på nye udgivelser fra store, etablerede navne, men der gemte sig også et par blændende debutskiver fra kunstnere, for hvem 2014 bragte dem deres gennembrud. 


 

Top 10 - Bedste udgivelser i 2014:

10. Set It Off -Duality

Et af årets musikalske højdepunkter for mig, var hverken særlig tungt eller hårdt. Til gengæld var det både velskrevet og veludført, med en snert af Broadway og storladenhed over sig. De pæne drenge i amerikanske Set It Off gav deres andet album titlen "Duality" og budskabet var, at mennesket har mange sider, hvilket jeg med glæde vil være et bevis på, når jeg har de punkede popdrenge på min top 10. 

9. Being As An Ocean - How We Both Wondrously Perish

En anden stor overraskelse i år, kom fra hardcore bandet Being As An Ocean. Jeg har aldrig begået mig ret meget i den genre, men de her fyre slog benene væk under mig. Med deres på en gang tunge, poetiske og eftertænksomme stil, spillede de sig sikkert ind på listens niende plads med "How We Both Wondrously Perish", der har kørt på repeat adskillige timer i mit hjem. Især numre som "Mediocre Shakespeare" og "L'exquisite Douleor" var jeg meget begejstret for. 

8. Darkest Hour - Darkest Hour

Darkest Hour har mere end to dekader på bagen som band, men det var først i 2014 jeg rigtig fik lyttet til dem. Med deres ottende studiealbum, der blot fik titlen "Darkest Hour", tog de gamle gutter mig med storm, med deres fede melodier og evnen til at være knivskarpe og stadig brutale i deres udtryk, selv efter 20 år. Det er på alle måder en solid og virkelig godt skrevet plade, der samtidig overraskede med mine fine variationer flere gange.   

7. Redwood Hill - Collider

Den første danske udgivelse på min liste, kommer fra Redwood Hill. Jeg oplevede bandet første gang på Copenhell 2014 og for mig var der ingen tvivl om, at det var en band jeg måtte udforske mere. Der er ufattelig meget musik og følelse i den brutalitet Redwood Hill lægger for dagen og "Collider" er en bundsolid og velspillet to'er, med masser af nerve. 

6. Emigrate - Silent So Long

På sjette pladsen kommer Richard Kruspe fra Rammstein ind med sit sideprojekt Emigrate, der kom med sit andet udspil i 2014. Kruspe stod selv for vokalen på halvdelen af pladens numre, på resten fik han fint besøg af blandt andre Lemmy, Marilyn Manson, Peaches og Jonathan Davis. Der blev præsenteret den ene velskrevne melodi efter den ande, og det er en plade der om noget beviste at Kruspe kan sit kram - også udenfor Rammstein. 

5. Black Book Lodge - Tundra

Med deres selvsikre, tilbagelænede stoner rock stil, erobrede Black Book Lodge adskillige rock 'n' roll hjerter da de sendte deres debutalbum "Tundra" på gaden i februar. Og hvilken debut! For jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har hørt dansk rockmusik, med så meget attitude, der samtidig havde så meget at byde på. Drengene i bandet spillede en fremragende koncert på Copenhell 2014, og jeg glæder mig som et lille barn til at høre mere fra det her band!

4. Behemoth - The Satanist 

Endnu et Copenhell 2014 navn har fundet vejen til min fjerde plads. Og det er nok et af det års helt store favoritter. Majestatiske Behemoth og deres mastodont af et album "The Satanist." Aldrig har ondskab lydt så fantastisk som det gør på det her album og sjældent har jeg hørt noget, der var så helstøbt og så vanvittigt godt skruet sammen. Numre som "Blow Your Trumpets Gabriel" og "Messe Noire" er blandt mine favoritter.

3. Morrissey - World Peace Is None Of Your Business

Anderledes afdæmpet, men ikke mindre fantastisk, bliver det på min tredje plads. Den evigt kontroversielle britiske provocatour Morrissey udgav sit tiende studiealbum i juli. Med sine stærke politiske holdninger og sin sædvanlige humor, gav Morrissey os et album, der efter min mening er det bedste han har lavet siden 2004's "You Are the Quarry". Albummet havde flere politiske budskaber end de meget menneskelige og indadvendte han normalt præsenterer, og det var både forfriskende og interessant, at se den side af gode gamle "Moz".   

2. Nothing More - Nothing More

Andenpladsen går i år til det amerikanske rockband Nothing More, der slog benene væk under mig med deres energiske melodiøse rockmusik på deres selvbetitlede album. Med både personlige og politiske tekster, blandt andet end opsang til den såkaldte "MTV-generation", begik de et album der både gav stof til eftertanke og fik en til at skråle med på fuld knald. Singleforløberen "This Is the Time" er sådan et nummer der brænder sig ind i ens øregange. 

1. Eden Circus - Marula

Førstepladsen tildeler jeg et album der efterlod mig åndeløs og dybt betaget, allerede efter første gennemlytning. De unge tyske gutter i Eden Circus brugte 5 år på at arbejde med deres lyd, før de begyndte at indspille numre til det der skulle blive til deres debutalbum. Og de 5 år blev brugt godt. Eden Circus har et meget unikt udtryk og en lyd, der er helt dets egen. Med sine flotte harmonier og melodier, skaber Eden Circus et landskab af stemninger og følelser på "Marula", der er det absolut bedste album jeg lagde øre til i 2014! 

 


Eden Circus - "Arc"

 


Tom
Skribent og korrekturlæser


 

Top 10 - Bedste udgivelser i 2014:

10. 1349 - Massive cauldron of Chaos
Intelligent og meget brutal Black Metal i vanlig stil fra nordmændene. Ikke for svage sjæle, men fedt!

9. Triptykon - Melana Chasmata
Fantastisk mørk stemning, som man skal lede længe efter – meget spændende omgang Metal fra Tom Warriors Triptykon.

8. Lost society - Terror Hungry
Meget energisk Thrash fra de unge finner, som virkelig brager igennem.

7. Opeth - Pale Communion
Åkerfeldt og Co. kan stadig fascinere, også når de skruer ned for volumen. Ikke helt på niveau med Damnation, men tæt på.

6. Blues Pills - Blues Pills
Selv om albummet ikke lever op til bandets liveniveau, er jeg ikke i tvivl om, at Blues Rockens fremtid tilhører Blues Pills.

5. Misery Index - The Killing Gods
Igen et stærkt udspil fra amerikanerne, som denne gang favner bredt uden at det koster energi – imponerende!

4. Destrage - Are You Kidding Me? No.
Destrage viser en fantastisk bredde i deres tekniske Metal, som ofte balancerer på kanten af kaos, men altid reddes i land.

3. Belphegor - Conjuring The Dead
En konsekvent optimering af bandet grundkoncept med Death- og Black Metal gør albummet til det hidtil bedste udspil fra østrigerne.

2. Mayhem - Esoteric Warfare
Fantastisk genhør med Black Metals mest ikoniske band, som lever op til hypet og leverer varen.

1. Archspire - The Lucid Collective
Normalt bliver jeg lynhurtigt træt af teknisk Dødsmetal fordi trangen til at vise sig ødelægger musikken. At man også kan kombinere det teknisk sublime med god musik, viser Archspire tydeligt – alt serveres med ekstrem præcision uden at blive kedeligt. Wow!

 


Archspire - "Lucid Collective Somnambulation"

 


Bjørn
Skribent


 

Top 10 - Bedste udgivelser i 2014:

Crowbar - Symmetry In Black
At kalde dette album for et mesterværk er faktisk en underdrivelse. Crowbars seneste udspil er en rejse gennem det kul sorte og det episk flotte. Disse gamle gubber, spiller så tight og tungt at det umiskendeligt er mit favorit album i 2014!

LLNN - Marks
Et par stykker fra hedengangene The Psyke Project, en synthesizer, en skramlet vokal med jysk accenteret engelsk og masser af kreativitet. Det er opskriften på LLNN's EP, Marks. Og for pokker en omgang! Gutterne her skulle, efter sigende, næsten være færdige med at indspille deres debut fuldlængde, og det er noget jeg ser meget frem til i 2015.

Aborted - The Necrotic Manifesto
Så simpelt og ligefrem Aborted's seneste lyder, lige så tonsertung og lækker er den. Det rykker fantastisk i nakkemusklerne! Og da jeg i 2014 optog en ny hobby ud i form af noget så sundt som løb, fandt jeg en fantastisk løbemakker i Aborted's obskure, voldsomme og megafede univers.

Aphyxion - Earth Entangled
Ribe drengene er ved at tage metal verdenen med storm. Earth Entangled er et klart bevis på at metallen langt fra er ved at dø. Et overbevisende, og dejligt tungt udspil fra knægtene!

Redwood Hill - Collider
Den her sværvægter har for mig været svær at komme udenom. Deres EP ramte mig som et godstog i fuld fart, og deres debut ramte om muligt endnu hårdere. -På den fede måde! Det har været nogle gode år for Redwood Hill, og jeg glæder mig til at fange dem live i løbet af 2015.

Plebian Grandstand - Lowgazers
Disse gutter. Jeg havde aldrig hørt om dem før jeg vil skiven til anmeldelse, og da jeg først satte den på, forventede jeg ikke meget, da jeg, ud fra navnet, forventede noget stille og roligt rock. Jeg tog fejl... Allerede fra første akkord bliver man kastet direkte ind i et klaustrofobisk mareridt af dyster larm, på den aller fedeste måde man kan forestille sig. Hvis man snakker om at følelser og musik kan gå op i en højere enhed, er det lige her det foregår.

Vallenfyre - Splinters
Paradise Lost og en afdød far var kickstarteren til Vallenfyre. Et band og et album der emmer af autenticitet, som dufter af lækker thrash, blandet med oldschool død og doom. Og hører helt sikkert hjemme i enhver metal aficionados musikbibliotek.

Whitechapel - Our Endless War
Som de fleste andre bands, har Whitechapel også haft deres op, og nedture. Men med Our Endless War rammer de klokkerent hovedet på sømmet igen. Der er pustet nyt liv i de 3 guitarer og Phil Bozemans overlegende vokalorgan.

Fallujah - The Flesh Prevails
Fallujah har været en del genreskift igennem, og er endt på en vinderkurs med The Flesh Prevails. Det kræver et par gennemlytninger før det episke, flydende og organiske i albummet rammer én, men når det har, er det svært at slippe igen. Et meget debatteret album, men en klar top 10 for 2014 for mig.

Devil You Know - The Beauty of Destruction
Howard Jones fra Killswitch Engage og Francesco Artusato fra All Shall Perish, kan ikke andet end være en vinderkombination i deres nye projekt, Devil You Know. Men jeg må sige det var en hård kamp mellem dem og Suicide Silence's første album, You Can't Stop Me, efter Mitch Lucker's død, med Eddie Hemida fra All Shall Perish I front. Men med et hårstrå, må SS se sig slået af den entusiasme DYK sætter for døren på deres debut.

9000 John Doe - Redneck is the New Black
Redneck rock, skinger vokal og fed attitude smækker jeg 9000 John Doe ind i top 10 også! Fed, tilbagelænet, rå, kompromisløs rock og Johnny Hefty med som gæst. Tilføj gerne et skud Moonshine!

 


9000 John Doe - "Country Zombie"

 


Carsten
Redaktør og skribent

Noget lader til jeg at jer faldet meget af på den i året der er gået; der har været så utroligt mange spændende udgivelser på både rock og metal fronten, men desværre, hvis man kan sige det, er året for mig præget af enkelte udgivelser som har fået urimeligt meget spilletid på anlægget, og det har hovedsageligt været hardcore præget (og lidt Metalcore), både nyt og gammelt, som kan ses tydeligt på listen nedenfor.

Et par af de albums som har fået mest spilletid i årets løb høre ikke til på listen nedenfor, da der er tale om Verse's seneste album "Bitter Clarity, Uncommon Grace", som udkom i 2012, men som jeg i år igen bare ikke har kunne lægge fra mig. Det samme kan siges med art rock bandet The Red Paintings og albummet "The Revolution Is Never Coming" fra forrige år.

Istedet for at gå i dybten med alle sangene har jeg fremhævet de 3 bedste på min top 10 liste.


 

Top 10 - Bedste udgivelser i 2014:

10.Comeback Kid - Die Knowing
9. Lionheart - Welcome to the West Coast
8. Blues Pills - Blues Pills
7. Bane - Don't Wait Up
6. Wolves At The Gate - VxV
5. No Braggin Rights - The Concrete Flower
4. Islander - Violence Destruction

3. Architects - Lost Forever // Lost Together
Engelske Architects fanger mig bare hver gang, og det er ingen undtagelse med "Lost Forever // Lost Together". Gode melodier, fed vokal og bare en helt vild smittende energi, det holder bare....som altid!!

2. Violent Sons - Nothing As It Seems
Til folk som kender mig er det nok ikke en overraskelse at hardcore bandet Violent Sons, som jo blandt andre består af Verse frontmanden Sean Murphy, er at finde på min top 10. Violent Sons minder på mange måde om Verse, men er alligevel sin egen. Det er højt, surt og der er bare smæk på hele vejen igennem. Det er simpelthen for fedt!

1. Mastodon - Once More Round The Sun
Jeg kan bare ikke ligge dette album fra mig, det er bare catchy som ind i helvede. Enough said!

Andre som kom tæt på i år er bl.a.: Machine Head, Opeth, Evergrey, Grand Magus, The Ghost Inside, Impalers, Behemoth, Obey The Brave, Nothing More og Revocation.

 

Bedste koncert oplevelser i 2014:

Blues Pills, 1000fryd, Aalborg, 28. november
En bare helt eminent koncert, virkeligt fedt at se dette helt igennem fede rock band til en lille intim koncert i Fryds lille lokale.

The Black Dahlia Murder, Aalborg Metal Festival, 07. november
Endelig fik jeg set TBDM, et af mine absolut favorit bands, og på trods af heftige rygsmerter kunne jeg bare ikke holde mig væk fra scenekanten, og det var det absolut værd!

 


Mastodon - "High Road"

 


Sebastian
Koncertansvarlig i KBH og skribent


 

Top 10 - Bedste udgivelser i 2014:

Opeth - Pale Communion
The Contortionist - Language
The Room Colored Charlatan - Primitives
Animals As Leaders - The Joy Of Motion
Mastodon - Ones More Around The Sun
Triptykon - Melana Chasmata
Skyharbor - Guiding LIghts
Empty Yard Experiment - Kallisti
Krokodil - Nachash
Linkin Park - The Hunting Party 

  

Top 5 - Bedste danske udgivelser i 2014:

Redwood Hill - Collider
Pet the Preacher - The Cave & The Sunlight
Malrun - Two Thrones
Black Book Lodge - Tûndra
Solbrud - Jærtegn

 

Top 10 - Bedste koncerter i 2014:

The Ocean på Roskilde Festival
Tesseract i Pumpehuset
The Raveonettes i Vega
Deafheaven på Beta
Blues Pills på Beta
Anvil på Loppen
Opeth i Vega
Machine Head i Vega
Metallica i Horsens
Seether i Vega

 


Opeth - "Eternal Rains Will Come"

 


Gitte
Korrekturlæser

2014 har budt på rigtig mange gode udgivelser, så der er stadig rigeligt at fornøje sig med, mens vi venter på de spændende udgivelser i 2015. Jeg synes, at det er svært at udnævne ét album som årets bedste af de følgende, så derfor kommer her de 10 udvalgte i tilfældig orden – de er hver især anbefalelsesværdige :D


 

Top 10 - Bedste udgivelser i 2014:

Sia: ”1000 Forms of Fear”
Australske Sia har leveret en efterhånden stor vifte af hits til nogle af tidens største sangerinder. På dette album viser hun, at hun også selv kan levere varen bag mikrofonen. Pladen er tung af gode melodier og tekster med bid i, og Sia synger dem suverænt hjem, som gjaldt det livet selv (hvilket det måske også gør; rygtet sige, at Sia kæmper med depressionssygdommen og angst). For mig er ”Chandelier” årets bedste nummer, en perle af en popsang med et kæmpestort omkvæd – det bliver ikke bedre! Køb straks!!!

Tina Dickow: ”Whispers”
Endelig afliver Dickow det billede, der i dele af pressen males af hende som den pæne, forudselige og lidt kedelige sangerinde fra Åbyhøj. Arrangementerne er nedtonede, så musikken fremstår næsten nøgen; samtidig synger Dickow i et dybere leje end hidtil hørt. Samlet giver det musikken en besnærende intimitet, næsten som om lytteren kommer fysisk tættere på sangerinden. Dickow er en begavet sangskriver, og særligt ”Someone You Love” fortjener klassikerstatus.

Oh Land: ”Earth Sick”
Popmusikkens svar på Pippi Langstrømpe blander igen genrerne på kryds og tværs af alle konventioner. Oh Land er legesyg på den fede måde, stemmen er fremragende og musikken udfordrende for lytteren – der er flere lag i den end det, man umiddelbart lægger mærke til. Måske kaster denne plade ikke så mange hits af sig som forgængerne, men kvalitetsniveauet er som altid højt.

Lucinda Williams: ”Down Where The Spirit Meets The Bone”
Selv om hun har rundet de 60, er Lucinda Williams på ingen måde på vej på pension. Hun har for længst placeret sig som en af de stærkeste sangskrivere på den alternative countryscene med sin blanding af country, blues og rock. Williams er her i sit es, og man tror hende, når hun synger sine underspillede sange om hjerte, smerte og alt derimellem fra et langt liv – og samtidig forstår man, hvorfor koryfæer som fx Emmylou Harris og Neil Young har indlemmet hendes sange i deres respektive bagkataloger.

Triptykon: ”Melata Chasmata”
Stilen er anderledes varieret men dette album ramte mig præcis lige så hårdt og rent, som Metallicas ”Sorte album” i sin tid. Hvad enten musikken er tung og langsom eller hurtig og fræsende, hviler der en rugende og ildevarslende stemning over pladen, som drager og fastholder lytteren. For mig er dette årets Metal skive!

Rosanne Cash: ”The River & The Thread”
Jo, den er god nok: Rosanne Cash er datter af hedengangne Johnny, og har allerede i mange år været et relativt stort navn i USA. Herhjemme er hun mindre kendt, hvilket er synd, for hun er en fremragende musiker og tilmed en begavet storyteller. På dette udspil udforsker hun alle de forskellige genrer i den musik, hun er opvokset med i Sydstaterne. Musikken er varm, stemmen mørk og fløjlsblød, og teksterne fyldt med skæbnefortællinger. Pladen har kostet lidt ekstra, fordi jeg bare måtte eje mere fra bagkataloget, og de seneste udgivelser kan varmt anbefales også.

Aphex Twin: ”Syro”
Indtil dette album var Richard D. James aka. Aphex Twin fuldstændig ukendt for mig, men nu er jeg fan. Sjældent har jeg hørt SÅ mange detaljer på et enkelt album! I sit elektroniske verdensrum excellerer Aphex Twin i at blande elementer fra jazz, pop og diverse electronica-genrer på stemningsfulde kompositioner, som tempomæssigt går fra skridtgang til 100 meter på 7 sekunder. Man bliver virkelig rundtosset på den gode måde og får lyst til at danse rundt i stuen, for der er smæk på oplevelsen!

The War On Drugs: ”Lost In The Dream”
Det tredje udspil fra amerikanerne byder på rock med referencer til både Springsteen, Young og Dylan, kombineret med brudflader imod shoegazer og støjrock. Det giver musikken en drømmende dimension, hvor man for sit indre blik har udsigt over de store vidder. Samtidig tager bandet sig tid til at folde det hele flot ud, og med en spilletid på knap en time får man fuld valuta for pengene. Hør den med hovedtelefoner på og svøm væk i vellyd!

Damon Albarn: ”Everyday Robots”
Frontmanden i Blur og Gorillaz har her begået sit første egentlige soloalbum. Striben af afdæmpede, melankolske sange handler om nutidsmenneskets ensomhed og den kulde, som teknologien har formået at svøbe verden når i, efterhånden som en stor del af kommunikationen mellem mennesker er blevet elektronisk og kan klares via nogle få klik på tastaturet. Linjerne ”If you’re lonely, press play” og ”It’s hard to be a lover when the TV’s on and there’s nothing in your eyes” fanger stemningen fint ind. En plade til eftertænksomme stunder, men ikke til de blå dage – så bliver det hele FOR dystert.

FKA Twigs: ”LP1”
Velkommen til et fragmenteret, elektronisk univers, hvor instrumenteringen er samples, knivskarpe beats suppleret med akustisk bas og dertil en fin, æterisk vokal. Man aner en musikalsk inspiration fra Portishead, dog uden Beth Gibbons’ overlegne stemmeføring. Musikken kræver tid for at synke ind, men den som vover, vinder!

 


Tripykon - "Breating"

 

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.