fbpx

Manowar - 11 oversete heavyperler Fremhævet

Manowar - 11 oversete heavyperler

Som en af mine gode makkere siger: “Der findes dem, der hader Manowar… Og så findes der dem, der kender Manowar.”
Udsagnet er spot-on. For det er faktisk ret utroligt, hvor meget et band, der så unægteligt og med så store armbevægelser spiller ind-til-benet-uforfalsket heavy metal, har formået at splitte selve metallens publikum. - Et publikum til en musikstil hvor netop store armbevægelser, genremæssig utvetydighed og autenticitet er lige så store dyder som selve den forvrængede guitar, de knusende riffs og den konstante energi.

Lad hermed alle de vantros sølle rablerier for at retfærdiggøre deres personlige tvivl på ægte heavy metals guddommelighed være manet i jorden: Manowar styrer heavy metal, og heavy metal styrer jordens rotation. Bum, færdig.
Og hvis du nogensinde har været af den så forbløffende udbredte vildfarelse, at Manowar skulle spille “power metal”, så ordinerer Revolution Inc. hermed en syndsforladelse: Lyt til hele “Battle Hymns”-albummet fra start til slut, drik en lunken krudtugle og hæl bundslatten i håret, og køb så en billet til Scandinavian Congress Center i Aarhus nu d. 31/01.

Men først skal du lige sætte din computer til anlægget og skrue op. I anledning af at selve metallens konger giver opvisning i ægte heavy på dansk grund, kommer hér som optakt nemlig en ad hoc-kompileret liste over 11 skønne kamphymner, - én fra hvert af bandets studiealbums - der efter overtegnedes mening ikke helt har fået den opmærksomhed, de fortjener. For når folk fokuserer på Manowars bøvede mediepersona, (vel at mærke uden at fatte at den er en del af hele meningen med bandet), forsvinder samme fokus jo altså fra det, som burde være det absolut primære, nemlig alle de mange fantastiske sange, som bandet har beriget og fandeme defineret hele heavygenren med.
De fleste kender, husker og bedømmer Manowar på baggrund af numre som f.eks. “Kings of Metal” og “Warriors of the World United”. Men det er desværre knapt så mange, der gør det på baggrund af sange som…

 

Dark Avenger” (fra “Battle Hymns”, 1982)

På deres råt skramlende, garageklingende debutalbum trækker Manowar - som så mange andre metalbands - klare tråde til klassisk rock. Den foruroligende “Dark Avenger” er en ud af få undtagelser hertil med sine klagende bends, brudte takter og uhyggelige tekst om en parias forbandelse og bortvisning fra lokalsamfundet, genfødsel og alliance med dæmoner i underverdenen, samt endeligt blodige hævn i et både lyrisk og musikalsk voldsorgie. Nummerets absolutte primærfeature er naturligvis selveste Orson Welles’ mesterlige narration, der sammen med den ensomme synth giver det en helt unik atmosfære. Jeg ville give mangt og meget for at have været ung headbanger før min egen tid og hørt, hvordan det lød i udgivelsesåret.

 

Revelation (Death’s Angel)” (fra “Into Glory Ride”, 1983)

Ligesom Iron Maidens “Revelations” fra samme år er denne usandsynlige ørehænger inspireret af Johannes’ Åbenbaring. Akkorderne i det indledende vers falder som regnen af ildkugler mod verdens overflade; klangen på Ross the Boss’ leadguitar i omkvædet sender associationer i retning af englenes trompetfanfarer; og den sejtrækkende gallop-feeling afspejler de fire dommedagsrytteres definitive indtog i det verdslige. Lyrikken er desuden et pragteksempel på, hvor stilfuldt Joey DeMaio faktisk formår at udtrykke sig, når han gider: “His hair as white as wool, his eyes like burning flame/He is the first and last, he brings the seven plagues/Seven stars of seven cities in his hand/He holds the keys of death for the underworld and man”.

 

Each Dawn I Die” (fra “Hail to England”, 1984)

“Passing through the storm/Led by demons/Walk between the world of men and gods/Cast no shadows/Draw no light/I rape the priestess on pagan night”. Dette Manowars ondeste nummer giver et indblik i en dødskults profane ritualer med sword-and-sorcery-agtige billeder - et univers som bandet ikke sjældent har draget inspiration fra. Den mystiske stemning bæres af en utraditionel, slæbende 1-og-3-rytme, en hvileløst anspændt tonalitet og Eric Adams’ ildevarslende oktavhyl som fra en offerpræst inden ceremoniens fatale klimaks.

 

Thor (The Powerhead)” (fra “Sign of the Hammer”, 1984)

Også den nordiske mytologi har - med et mere eller mindre liberalt forhold til sin oprindelige skikkelse - ofte været benyttet som motiv i Manowars tekstunivers. Bag den lidt forhastede produktion på “Sign of the Hammer”-skiven gemmer sig et par af bandets stærkeste numre med dette som et hårdtslående eksempel. Det indledende akkordbombardement giver reminiscenser af klassisk musik og samtidig billeder af Mjølner, der smadrer det ene efter det andet jættekranie. Med denne plade som den anden af to fuldlængdeudgivelser indenfor fire måneder og en toårig verdensturné forude, har Manowar hér definitivt planeten for deres fødder. Deres banner bærer hammerens tegn, der udover på titelnummeret får tillagt ekstra vægt i denne skæring: “I watched as he shouted/To the giants who died that day/He held up his hammer high/And called to Odin for a sign”. Kor-temaet i sangens bro er en lille detalje, der dækker over en stor forskel: Den bevidste og vedholdende brug af patos, der alle dage har gjort Manowar til deres egne.

 

Violence and Bloodshed” (fra “Fighting the World”, 1987)

Allerede på debutalbummet befandt sig en Vietnam-satire, den herlige “Shell Shock”. Det skulle ikke afholde Manowar fra at skrive endnu en af slagsen til denne mesterværksskive - bandets første digitalt producerede, hvilket for alvor fremhæver deres rene, voluminøse power. “Violence and Bloodshed” er en kærkommen uptempo-tæsker i ellers overordnet hardrockede omgivelser. Vokalbreaket i omkvædet viser, hvor meget Adams er vokset som vokalist siden begyndelsen, og på samme måde er Ross the Boss’ riffing og brug af whammy-drops hér langt mere moden, kontrolleret og velklingende. På tekstfronten må nævnes de fantastiske strofer “My brother’s still in Da Nang/Puttin’ an add in the back of Kerrang!/I’m looking for people who just wanna kill/We’ll go back to ‘Nam, ‘cause no-one else will”. Jo: Manowar er såmænd i ganske sund kontakt med deres tongue-in-cheek-facet, og det er desværre gået fuldstændig hen over hovederne på alt for mange.

 

Kingdom Come” (fra “Kings of Metal”, 1988)

Selv en plade, der i de flestes øjne er en gruppes hovedværk, kan indeholde numre, der på sælsom vis synker lidt i baggrunden af bandets oeuvre for eftertiden. Måske består det sælsomme bare i, at enkelte sange ganske enkelt er for gode til overhovedet at kunne overvurderes eller blive spillet tit nok. Så når man hører dem, føles det som om, de burde spilles meget oftere.
Sådan en sang er “Kingdom Come”. Det er klassisk rock iklædt Manowars storladne sound og udførelse, og det virker ganske enkelt. Med sin indlysende dur-tonalitet og tekst om vilje til sejr føles den, som var den skrevet med det formål at give lytteren et større selvtillidsboost, end hvad nogen coach eller psykolog kan opildne: “See the white light/The light within/Be your own disciple/Fan the sparks of will/For all of us waiting/Your kingdom will come”. Man skal være et ondt, koldt menneske for ikke at elske dette dejlige nummer.

 

Ride the Dragon” (fra “The Triumph of Steel”, 1992)

Apropos sange der knapt kan overvurderes gælder samme egenskab efter min mening også denne fænomenale fræser. Super-shredderen David Shankles knastørre guitarlyd ligger som indstøbt i Rhino’s ultratighte trommespil, der tæsker afsted som en nådesløs dræbermaskine. Heromkring begynder det at give en smule mening, hvorfor så mange genre-newbies render og kalder Manowar for “power metal”: Det hele går pissestærkt, omkvædet er superfængende, og teksten indeholder mere sværd og trolddom end nogen single-player-rollespilsbog fra 80’erne af Steve Jackson og Ian Livingstone: “I wear a sacred talisman, I make a secret sign/Now welcome me into this wicked wind/On the journey of a shaman, a dragon I must ride/The gates of Hell are open! Let me in!” Det er ren hurra, siger jeg.

 

King” (fra “Louder Than Hell”, 1996)

Med sine ellers tilforladelige sange markerer denne udgivelse ikke desto mindre, at Manowar rent musikalsk (og lyrisk) begynder at gå i selvsving, inden de siden går over til primært at forlade sig på at udgive singler, EP’er, liveplader, videoer og genindspilninger frem for nye fuldlængdealbums. Denne herlige midttempo-basker står ud blandt de omkringliggende skæringer med sin AC/DC-agtige akkordprogression og det flittige råbekor, og det hele får et ekstra løft af den fine klaverintro og det afdæmpede C-stykke. At høre dette nummer uden uvilkårligt at hæve knytnæver og styrte mod køleskabet efter kold øl er svært, grænsende til det umulige.

 

The Fight for Freedom“ (fra “Warriors of the World”, 2002)

“Synes du virkelig, det er fedt, at det bare er så overdrevet amerikansk?” spurgte en kollega mig engang, da hun så coveret til “Warriors of the World”. Sandheden er, at jeg aldrig havde skænket det én eneste tanke, men udelukkende fokuseret på musikken - selv i det yderst eksplicitte tilfælde “The Fight for Freedom”. Tingen er i al sin enkelhed, at det er et pissefængende nummer. Mellem alle dets amerikanismer, linier om flyvende ørne og 9/11-referencer står en flot og fængende rendyrket dur-melodi og vejrer stolt som Stars and Stripes på samme albumcover. Scott Columbus’ (R.I.P.) marchtromme er et afgørende, charmerende touch, der simpelthen får hele svineriet til at give mening i al dets skamløse patriotisme. Selv jeg, der normalt ser skævt til USA’s udenrigspolitik, ville glædeligt støtte en amerikansk invasion af et hvilket som helst land, hvis dette nummer på nogen måde kunne agere soundtrack dertil.

 

Sleipnir” (fra “Gods of War”, 2007)

Noget, som flere anmeldere desværre ikke fokuserede nok på i deres bedømmelse af “Gods of War”, var de gode sange, der trods alt var at finde midt i al flommen af, bevares, ganske overdreven keyboardsovs og mere eller mindre kreativ lyrisk omgang med den nordiske mytologi. “Sleipnir” er en sådan sang. Og som med flere andre på denne liste består dens styrke i, at melodien ganske enkelt er for stærk til andet end at hjemsøge lytteren i dagevis efter at have hørt nummeret bare en enkelt gang. Derudover bør man notere sig den mesterligt gennemførte guitarsolo. Det er muligt, at de fleste anser Ross the Boss som uerstattelig, men det medvirker altså kun til, at kongefræseren Karl Logan bliver endnu dybere undervurderet, end han i forvejen er.

 

The Kingdom of Steel” (fra “The Lord of Steel” (retail edition), 2012)

I selskab med den inderligt smukke “Master of the Wind” fra “The Triumph of Steel”-skiven er dette nummer en af Manowars forholdsvist fåtallige ballader. Eller rettere powerballader - for det majestætisk brusende omkvæd i denne sang er blandt Manowars absolut mest storladne momenter. Og hvis du ikke skulle være klar over det, siger det udsagn en del.
Udover den overlegne produktion er dette ene bonusnummer så rigeligt med grund til at have investeret i retail-udgaven af “The Lord of Steel”. Modulationerne, - som ellers er sjældne hos Manowar, - kunne ikke have været benyttet mere effektivt end hér; det fine vokalarrangement bærer teksten om at acceptere sin dødelighed på overbevisende og nærmest rørende manér; og dynamikken har det absolut bredeste spænd hos bandet siden Joey DeMaios halvtimes monsterkomposition over Iliaden, “Achilles, Agony and Ecstasy in Eight Parts” fra samme “The Triumph of Steel” - 20 år forinden. Den dundrende, cinematiske afslutning med kor, blæsere og bækkener i et orgiastisk klimaks giver i alt dets opstyltede cornyness igen fandeme mening på dets egne præmisser. Fat det, hør det og elsk det.

 

Selvom Manowars storhedstid indiskutabelt er så godt som synkron med selve heavy metals guldalder, indeholder deres studieskiver fra både 90’erne og det 21. århundrede ikke desto mindre adskillige fornuftige skæringer. Og selvom de har truffet tvivlsomme karrierevalg, (har samtlige +20-årige bands ikke det?), har de mindst lige så mange imponerende rekorder bag sig. Herunder Guinness-certificering for længste koncert med lige over 5 timer i Bulgarien i 2008, samt som verdens højest spillende band i ’84 og ’94 - sidstnævnte med 129,5 dB. (Guinness anerkendte dog ikke denne rekord i anden omgang, da selskabet ikke ville holdes ansvarlig for høreskader som følge af øget konkurrence!). På samme tour optrådte Manowar for første gang i Rusland, hvor landets musikfans havde stemt dem ind som det band, de helst ville opleve live - foran bl.a. The Beatles og Michael Jackson. Og så var denne skribent såmænd selv til stede på Magic Circle Festival i 2008, da Manowar under en lydprøve rundede imponerende 139 dB. - Og forærede 10.000 øl samt bandets egne fire motorcykler væk til deres fans. Ja, man kunne blive ved med at besynge de gutters heltedåder.
Men det gør de heldigvis selv bedst.

Hvis du endnu ikke har købt billet til Manowar på søndag, kan du gøre det hér. Det koster lidt over 600 bobs, og det er ikke for meget for at opleve en af de sidste og mest autentiske eksponenter af den mest autentiske type metalmusik.

Hail and Kill.

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.