fbpx

Day Of Decay 2011

Day Of Decay 2011

Ét år og to dage efter éndagsfestivallen Day Of Decay fik sin ilddåb i Vejgård i Aalborg, havde folkene bag atter taget tyren ved hornene og stablet en ny af slagsen på benene! Rent geografisk var årets udgave af begivenheden flyttet fra det afsides Vejgård til den centrale midtby, nærmere betegnet DSBs stykgodsterminal ved rutebilstationen.

Den industrielle, kolde, støvede og tomme terminal dannede de perfekte rammer til det musikalske ditto og mere til. Forrige års to scener var dog kogt ned til én, og det gav anledning til en sjov observation og konklusion af et svingende niveau bands imellem.

Naked Lucy
Day Of Decay Warm-Up-vinderne i lokale Naked Lucy åbnede ballet for et beskedent antal fremmødte, og som det er tilfældet med så meget, så er al begyndelse svær. Lyden var ikke just med dem og tilsyneladende ej heller publikum. De selvproklamerede udøvere af stilen punkel (?!) – og de eneste af slagsen (!) – leverede dog deres set uanfægtet af omstændighederne. Personligt synes jeg dog de mest af alt mindede om et efterskoleband, som befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt!
Karakter: 1

9000 John Doe
Iført denim og rygmærker indtog de fire trucker rockin’ heavy hitting hillbillies i 9000 John Doe scenen og lagde et eksplosivt set for dagen! Det var festligt, men festen nåede desværre ikke langt ud over scenekanten. Energien var i top og ølbongen medbragt, men publikum var stadigvæk få og for dem var festen stadigvæk i begyndelsesstadiet. Hatten af for Doe alligevel, for de prøvede på bedste vis, at få sparket gang i Day Of Decay én gang for alle, og de efterlod i alt fald de fremmødte sultne efter mere. Mere (metal) musik og mere øl!
Karakter: 4,5

Fetus In Fetu
Dagens sidste lokale indslag stod albumaktuelle Fetus In Fetu for, og de entrérede scenen med manér. Sanger Michael Bekker kravlede op af en kiste og sekundet efter tordnede Nordjyllands nye death metal mob nummer ét udover scenekanten og fyldte de ellers tomme lokaler med et altødelæggende bombardement af blastbeats og morbid musikalsk underholdning! Lyden var klart forbedret siden festivallens start og de fem fostre havde et godt tag i det voksende publikum!
Karakter: 4

Poison My Blood
Terminalen var varmet godt op, da belgiske Poison My Blood indtog scenen. På trods af deres ekstremt energiske sanger, Wouter L’Homme, og ditto trommeslager, Tim Moens, fik de dog aldrig folk helt med på deres fortolkning af hardcore. Det synes at gå guitarist Stijn Borgers på og alt i alt fremstod kvintettens koncert kaotisk på både godt og ondt.
Karakter: 3,5

The Interbeing
Pladeaktuelle The Interbeing fik mange roser med på vejen for deres debutalbum, ”Edge Of The Obscure”, og i og med koncerten til Day Of Decay var bandets første i Aalborg, havde de unge fyre noget at leve op til. Det gjorde de bare ikke. Bevares, der var dog ikke umiddelbart noget at pege fingre af som sådan. Bandet leverede et rent set lige efter grundbogen, men koncerten var ufarlig og uinspirerende, og bandet fremstod som en uinteressant enhed uden integritet.
Karakter: 2,5

Gama Bomb
The Interbeing overdrog scenen til irske Gama Bomb, der gjorde deres indtog med et skævt smil på læben og en god portion humor, og leverede en stilsikker eksekvering af den gode gamle thrash metal, tilsat helt basale heavy metal-elementer. Dagens koncert var bandets første i Danmark, og de fem muntre herrer virkede oprigtigt tilfredse med at stå på festivallens scene. En god koncert, og – efter 9000 John Doe – den mest festlige og tørstfremkaldende af slagsen!
Karakter: 4

PitchBlack
Sidste danske band på plakaten – grundet Mnemics aflysning – var københavnske PitchBlack, som med album nummer to, ”The Devilty”, har drejet hoveder med det meget omdiskuteret artwork. Der var dog ikke meget PitchBlack til undertegnede. Menuen stod på noget andet og... a man’s gotta eat!

Marionette
Godt mæt og med ørerne spidset til på ny blev undertegnede nærmest blæst omkuld fra første færd i svenske Marionettes set! Med en kompromisløs blanding death metal og goth hævede vores naboer til øst niveauet for festivallen betydeligt, og tilførte den en dyster stemning ikke opnået tidligere. Indrømmet, d’herrers fremtoning var en anelse for teatralsk. For meget drama (queen), men ikke desto mindre en god koncertoplevelse!
Karakter: 4,5

Severe Torture
Festen – eller festivallen, om man vil – tog en markant drejning med garvede Severe Tortures entré. Programmet var nu nået til de absolutte sværvægtere og sande publikumsmagneter, og det var det hollandske death metal-maskineri et indiskutabelt bevis på. Tight som bare Fanden og ustoppelig, gav de kompetente og onde Sataner endnu engang aalborgenserne smæk for skillingen! Væk var den lidt lumre og muntre stemning skabt af Gama Bomb og Marionettes plagede univers, tilstede herskede en infernalsk death metal-/grind-galskab! Lokale Michael Bekker fra Fetus In Fetu var atter på scenen med en mikrofon i hånden og leverede en imponerende gæstevokal.
Karakter: 4,5

Aborted
Hvor Severe Torture slap, tog belgiske Aborted over, og med førstnævntes brag af en koncert og imponerende musikalske formåen, fik de engang udnævnte arvtagere til Carcass’ position deres sag for. Ingen problem! Tour-trommeslager – og studietrommeslager på det kommende album, ”Global Flatline” – Ken Bedene imponerede med en dynamisk og nærmest super human præstation, og bandets evne til at sammensmelte brutalitet og groove kom også til kende ved flere lejligheder. Det er den evne, der gør dem en tand bedre end scenens øvrige udøvere i min bog. Fantastisk!
Karakter: 5

Facebreaker
Tempoet blev sat betydeligt ned, da svenske Facebreaker gik på. Bandet var kommet på programmet i sidste øjeblik, da Mnemic – som nævnt tidligere – og engelske Annotations Of An Autopsy måtte aflyse. Stilen var stadig death metal, omend en lettere tilgængelig gren af subgenren. Med tydelig inspiration fra den banebrydende nordsvenske death metal og en snert Bolt Thrower’sk kompromisløshed og kampdygtig simplicitet, var der kræs for tilhængere af den gamle skole... og dog! Enten var den lange dag ved at sætte sine spor i undertegnede – skønt jeg tvivler på det var årsagen (!) – eller også var Facebreaker rent faktisk en tand for tamme! De havde fat i noget op til flere gange, men jeg blev hægtet af før det blev til mere, og koncerten blev en kedelig affære.
Karakter: 3

Scar Symmetry
Der gik ikke længe før Facebreaker-sanger Roberth Karlsson atter stod på scenen. Denne gang med hans primære band, Scar Symmetry, som skulle slukke og lukke Day Of Decay 2011. Set i kontrast til Facebreaker leverede Scar Symmetry et mere energisk og – for mangel på bedre ord – levende set. Stilmæssigt havde de flere tangenter at spille på, så at sige, men publikumstallet havde forlængst toppet, og det var en sur tjans svenskerne havde fået. Sanger nummer to, Lars Palmqvist, havde tilsyneladende ladet op hele dagen, og hans iver virkede en smule tragikomisk set i forhold til det overvejende udkogte publikum! Well, you can’t blame a man for trying! Undertegnede var én af dem, der bukkede under for dagens strabadser, og gjorde derfor sin exit midt i hovednavnets set.

Day Of Decay 2011 var med Scar Symmetrys exit et overstået kapitel. Et veloverstået kapitel på mange måder. De mange aspekter af arrangementet emmede af professionalisme. Fra de fuldt ud fede flyers og plakater til det über cool merchandise og det perfekt afviklede og punktlige program. Skide godt! MEN... hvad med noget traditionelt heavy metal på plakaten?! Eller noget black metal og doom metal? Og hvad med en pølsevogn ude foran?! Og billigere øl?! Meninger... hver mand har ret til at have sine!

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.