fbpx

Copenhell 2016 - Samlet vurdering Fremhævet

Copenhell 2016 - Samlet vurdering

Jeg skal love for, at Copenhell slog kontra i år. Jeg var der ikke i fjor, - hvad jeg sikkert havde været, hvis jeg havde befundet mig i Danmark. Men programmet var altså underligt. Ikke et ondt ord om hverken Ghost eller Primus, men som hovednavne alligevel?

Og Rise Against? Og Body Count?? Jojo, ting skal da prøves, men der kan ligesom også være så lidt tilbage blandt hovednavnene af det, der egentlig udgør genrens grundstamme, at konceptet med en metalfestival så småt holder op med at give mening.

Når det er sagt, har jeg været rørende glad for at have haft Scorpions og Alice Cooper øverst på plakaten i år. Ja, de spiller “bare” hård rock. Men ved I hvad? Hele heavy metal-genren er en fucking AFART af hård rock, og Scorpions og Alice Cooper har betydet uendeligt meget mere for hele lortet end alt jeres poppunk og highschool-core til sammen. Sagde alle med tilstrækkelig erfaring til at eje kvalificeret indsigt.

Nej, men det er bare én ting. En anden er, at det netop er den type store, samlende oplevelser, der kun kan leveres af navne i den liga, som Copenhell - ja, festivaler i det hele taget - har brug for. Hvorfor skulle man afholde en festival med adskillige tusinde besøgende, hvis folk alligevel bare render og ser meta-niche-bands i hipstervenligt format? Og som både Scorpions og Cooper beviste i år, så virkede det såmænd. Førstnævnte trak den hjem på charme, nostalgi og hits; sidstnævnte leverede det mest underholdende show, Copenhell vel nogensinde har lagt scene til.

Det har dog muligvis været Black Sabbath, der har været talt mest om, og det er med al tænkelig god grund. Når verdens mest betydningsfulde og legendariske metalband giver afskedskoncert i landet, så er der ganske enkelt mødepligt for enhver, der nogensinde har nikket i takt til “Iron Man”. Og at denne koncert skulle foregå på Copenhell er et privilegium, som Jeppe Nissen vil kunne smile over på sit dødsleje. Bill Ward deltog ikke, og Ozzy synger som en tonedøv brøleabe. Men Sabbath gav en dejlig tur ned ad Memory Lane for størstedelen af Copenhells mest massive publikumsskare nogensinde - og en grundig Heavy Metal 101 for den overraskende store mængde børn, der var med i år. (Den slags elementer bør efter min mening ellers holdes i privaten, men det er dejligt at se, hvordan metallen både går i arv og kan appellere til den næste generation. Samt at folk efterhånden godt har indset, at det hele slet ikke er så vildt og farligt, som visse ignorante udenforstående vil påstå.)

At regne Megadeth for et hovednavn finder jeg dog måske lidt spøjst. Men de leverede varen som altid, og de hører jo nok til den type bands, der er fremtidens hovednavne, når de ældste titaner har gjort Sabbath følgeskab. King Diamond levede dog op til sit navn og viste klare tegn på, at det hér med at blive pensionsmoden godt kunne tage sin tid for enkelte titaners vedkommende.

Jeg håber, at Rival Sons med tiden vil kunne opnå status som hovednavn, da de viste sig at være et af få bands på Copenhell i år, der har potentiale dertil. Jeg har aldrig set nogen lignende synergi mellem rendyrket rockenergi og professionalisme. Og at gå fra deres fremragende opvisning til en ligeså god af slagsen med Decapitated siger noget om, hvilken bredde der er plads til på Copenhell. (Når altså de vigtigste kriterier for hovednavne er indfriet, jf. indledningen.)

Red Warszawa endte med at give årets fest. En bedrift jeg ellers havde spået skulle begås af Dropkick Murphys, der dog fik spillet så bravt op til dans, som de nu kunne i den bagende sol, og inden de fleste endnu var blevet ordentligt berusede. Samme type omstændigheder udfordrede også I’ll Be Damned, som dog heller ingenlunde lod sig kue mere, end at de stadig kunne levere den vanlige vare til den vanlige skare. For tidligt til fællessang var det aldeles heller ikke i tilfældet Blind Guardian, som efter 22 års ventetid gæstede Danmark for kun anden gang med et sæt, der omstændighederne taget i betragtning var alt for kort, omend dejligt klassikerspækket.

Trivium og Shinedown holdt gymnasiefest. Entombed A.D. og Abbath buldrede derudaf. Sidstnævnte endda to gange; anden gang i Motörhead-tribute-bandet Bömbers, som spillede i en brandert, der havde gjort Lemmy stolt, men dermed til gengæld leverede numrene så katastrofalt, at han må have roteret i graven. Clawfinger var gode for en nostalgioplevelse, som man muligvis skulle være født i første halvdel af 80’erne for ikke at ryste på hovedet af. Og så fik vi årets ud-af-boksen-oplevelse i form af det stjernespækkede projekt Gutterdämmerung: En kunstfilm castet med prominente medvirkende fra store dele af den verdenskendte metal- og rockscene samt et liveudført soundtrack bestående af hits fra samme. Aparte, men underholdende og interessant.

Noget, som Copenhell skal have ekstra meget ros for i år, er lyden. Jeg har hermed - for muligvis første gang i mit liv - været til en festival, hvor lyden var klar, tydelig og konsistent til samtlige de koncerter, jeg så. Efter et par særdeles vindblæste affærer til bl.a. Behemoth og Triptykon i 2014 er det en kærkommen opgradering af forholdene. Men det er mere end bare dét, for det virker, som om Copenhell har investeret i noget nær verdens mest professionelle lydmænd. Hvad end der er sket, har det i hvert fald virket. Derudover er det skønt at få Helvíti-scenen forlænget med en catwalk. Jeg ville have elsket at se den i brug under Iron Maiden, Twisted Sister eller D-A-D forrige år. Og så skulle jeg i øvrigt takke fra mine ankler for endelig at kunne komme bagom Pandæmonium til det nye bodområde Styx ved siden af Hades, så man ikke skal gå hele vejen over festivalpladsen hver gang.

Copenhell er virkelig blevet omfattende. Udover de bands, jeg ikke fik set, fik jeg heller ikke prøvet andre af de mange spisesteder end Big Bad Wolf, hvis stegt flæsk med kartofler og persillesovs vel efterhånden er berømt selv udenfor Copenhell-kredse. Til gengæld fik jeg en glimrende japansk whisky og et par Lottrup Pale Ale i whisky- og vinbaren på Dokken-området. - Som dog meget gerne må installere et klimaanlæg og dermed tage toppen af den værste saunastemning.

Derudover fik jeg kun kastet et overfladisk blik på Mediemuseets foto-, pladecover- og lyrik-udstilling, Steelborn and Forged in Concrete. Jeg fik slet ikke set Full Metal Jackets-udstillingen af den i metalregi kendte amerikanske fotograf Peter Beste, der i denne omgang har kastet sig over vores battleveste som motiv. Til gengæld fik jeg foreviget min egen vest i boden hos det nyligt åbnede RagnaRock - Museet for Pop, Rock og Ungdomskultur - en ganske indlysende samarbejdspartner for Copenhell, som jeg håber, kommer til at lave lignende projekter på festivalen fremover.

Det blev heller ikke i år, jeg prøvede det dersens Smadreland. Og Copenhells notoriske Biergarten, som nu er vokset til tremasters skonnertstørrelse, fik jeg heller ikke besøgt mere end et par hurtige gange ind-og-ud, som man siger. Dette kan dog skyldes, at Bodega Tutten har overtaget det gamle Biergarten-telt, der nu pludselig virker helt småt og hyggeligt. Hér kan man tale og høre hinanden, og hér kan man få så’n en H.C. Andersen-øl, så branderten pludselig bliver pengene værd.

Et af mine store kritikpunkter til Copenhell er nemlig fortsat ølpriserne. “Jamen-sådan-er-festivalpriser-og-de-skal-have-det-til-at-gå-op-med-økonomien” og bla, bla, bla. Overpriser er overpriser. +100 kr./liter for Royal er alt, alt for meget, ligemeget hvor i verden man befinder sig. Og det kan ikke passe, at man skal give TRES kr. for en øl, der normalt fås i håndkøb til TOLV kr. i Netto, bare fordi man er på en bestemt side af et hegn. Så må I sgu få Trooper eller Chimay på programmet!

En anden ting er vejret, - hvad festivalledelsen jo til gengæld ikke kan gøre så meget ved. Der har været dejligt meget varme og solskin, og jeg er blevet dejligt bagt på armene og i skallen. Men jeg hader regn, og jeg hader at bo i et land, hvor det skal regne i en periode, der skulle forestille at være “sommer”. Rend mig i røven; jeg flytter fandme til Spanien.

Nå. Men tror I, jeg har tænkt mig at give Copenhell 2016 en tilnærmelsesvist ringe samlet karakter?

Var I der?, kunne jeg måske også spørge. Fornemmede I bassens svingninger i næseborene og riffs’enes rykken i nakkehvirvlerne? Mærkede I varmen fra ildkanonerne? Lod I kroppen køle indefra af fadøl efter fadøl? Brugte I også alt for mange penge? Blev I hæse, fordi I skrålede med på “Poison”, “N.I.B” og “Rock You Like a Hurricane”? Krammede I den ene glade ven efter den anden? Oplevede I stemningen? - Den særlige Copenhell-stemning, som der er sagt og skrevet så meget om, at jeg knapt tør nævne den af frygt for at blive kaldt et plagiat af nogen.

Hvis du kan svare ja til bare et par af disse spørgsmål, kære læser, så vil du - ligesom jeg - fandengaleme på Copenhell igen.

Vi ses på Danmarks fedeste festival i 2017.

 

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016! 

  • TRIBULATION_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • DECAPITATED_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • DECAPITATED_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.