fbpx

Aalborg Metal Festival 2011

Aalborg Metal Festival 2011

Siden 2002 har Aalborg Metal Festival været toneangivende for den aalborgensiske – ja, danske – metalscene, og dannet rammerne for den ene fede koncertoplevelse efter den anden; The Haunted i 2002 (og i 2005 og i 2009), Deicide, Hypocrisy og Six Feet Under i 2005, Enslaved og Entombed i 2006 (og i 2011), Dismember og Kreator i 2007, Opeth i 2008, Satyricon i 2009 og Amorphis i 2010, samt et væld af både nye og gamle danske bands. På de senere år har heavy metal dog desværre været en mangelvare i Aalborg, og byen har for alvor tabt terræn til Århus, Fredericia og København. Sørgeligt, men sandt! Én ting er dog sikkert; Aalborg Metal Festival har siden dens etablering i 2002 været garant – og er – for utallige gode oplevelser for folk med hang til heavy metal. Og årets festival – den tiende af slagsen – var ingen undtagelse.

Traditionen tro var festivalens første dag, torsdag, pæredansk! Således kunne man opleve så forskellige bands som Process, Vanir, Cold Night For Alligators, Diamond Drive, Aloop, Aphyxion og Illdisposed. Med andre ord; en bred vifte af nye(re) bands og én af scenens mest garvede samling selvproklameret bad boys til at slukke og lukke!


Vanir (JMNS)
”Vi hedder Vanir og den første sang handler om at slå ihjel!”. Iført brynjer og pels, og med førnævnte replik indtog det seks mand store – normalt syv – folk metal-band scenen på Studenterhuset foran et talstærkt og festhungrende publikum. Fest var hvad de fremmødte fik og det var det eneste, der betød noget, da torsdagen gik ind i aftentimerne. Med den nordiske mytologi som grundingrediens serverede Vanir en god halv times mikstur af fest, folk, kampråb og kitsch, med et skotsk islæt! Bandet er ét af de få udøvere af stilarten herhjemme, og at bedømme på størstedelen af de fremmødte, så var de det rette band til at sparke festivalen i gang på så tidligt et stadie. Personligt var jeg dog nærmere urolig end underholdt, for da koncerten var ovre, kunne jeg ikke få den tanke ud af hovedet, at jeg netop havde oplevet heavy metals svar på Sweethearts! Uhyggeligt!
Karakter: 3

Cold Night For Alligators (JMNS)
Aftenens næste band, Cold Night For Alligators, skulle vise sig at være noget af en mundfuld! Hvor Vanirs set var letfordøjeligt, var Cold Night For Alligators ditto en sej omgang at komme igennem! Med to intense og legesyge guitarister skar kvartetten igennem med kirurgisk præcision, men manglen på en regulær bas, resulterede i en bundløs og skinger musikalsk udladning. Energien manglede dog ikke. I alt fald ikke oppe på scenen. Publikum derimod stod dog en anelse måbende og overværede de fire unge mænds eksplosive eksekvering af mangt en besynderlig stilart. Alt i alt var koncerten en udefinerbar og usammenhængende oplevelse af et band, der udfordrede de fremmødtes forståelse af heavy metal – og musik, som helhed – men bestemt ikke gik rent ind hos undertegnede. Holder min teori om bandets navn stik, kan jeg dog – hvis ikke andet – blive enige med dem om, at Roky Erickson er fuckin’ awesome!
Karakter: 2

Aloop (JMNS)
Der har efterhånden været stille i Aloop-lejren noget tid, men denne torsdag på Studenterhuset gav den lokale kvintet hørbart livstegn fra sig. Lyden var i det store hele med bandet, og de var de første der – rent musikalsk – virkelig bragede igennem til koncertsalens bagerste væg. Forsanger Bo Larsens rene vokal druknede dog lidt i bandets tonser-tunge bombardement. Men hvad Bo manglede i gennemslagskraft, hev han hjem i mod. Det var nemlig et modigt træk, da han for et øjeblik gik ned i det dybe toneleje og gik solo Johnny Cash-style, iført cowboyhat og siddende på en taburet med en guitar. Modigt og rigtigt godt. Set i det store sammenhæng nærede det dog også min tvivl om, hvor bandet ville hen rent stilmæssigt, men denne aften i hjembyen ville de i alt fald langt ud over scenekanten, og det kom de.
Karakter: 4

Aphyxion (JMNS)
Aftenens sidste koncertoplevelse for undertegnedes vedkommende stod fem af scenens yngste aktører for. Bevares, de findes dog yngre, men når man tænker på ingen af de fem unge fyre i Aphyxion har rundet de tyve, så er det sgu imponerende, at de er næstsidst på programmet, kun overgået af veteranerne i Illdisposed. Mere imponerende er det, at de har været nede og vende i Wacken, og man kan kun tænke, at med det niveau bandet har lagt for dagen, hvor langt er de så ikke nået om fem år?! Hvor gode er de så?! De var i alt fald gode denne aften. Okay, gode er en underdrivelse! Aphyxion satte uden tvivl deres præg på årets festival med et energisk, brutalt og velleveret set, der i den grad hævede det musikalske niveau. Om man er til Aphyxions stil er af sekundær betydning. Bandets evne til at komponere holdbare og interessante numre, samt deres evne til at optræde med dem, er ikke til at komme udenom. Imponerende, drenge!
Karakter: 4,5

Blood Label (KEV)
De unge gutter i Blood Label havde fået tjansen, at åbne ballet fredag eftermiddag. Ikke en let opgave, men ikke desto mindre var der godt gang i møllehjulene og ligeledes en god energi fra scenen. Det havde ikke helt den ønskede effekt på publikum, der virkede en anelse trætte/ligeglade/vælg selv. Dette virkede i starten ikke til at gå Blood Label på, men der var en kort periode i settet, hvor der var lidt stilstand. Dette havde dog en hurtig ende.
Blood Label har lavet oprydning i deres materiale, og debuten ”Existence Expires” er således en form for streg i sandet; nu skal der udgives nyt materiale. Koncerten bestod af samtlige numre fra skiven, og det fungerer på skive.,.. Men sandelig også live. Sprødt guitarspil, svulstigt basspil, imponerende trommer fra den unge Bastian og tjekket vokal, om end lidt stillestående optræden fra Kenneth. Blood Label lukkede bestemt ingen døre denne eftermiddag, selvom publikum virkede uimponerede.
Karakter: 4

Corpus Mortale (KEV)
Københavnske Corpus Mortale er et af de bands, jeg langt hen ad vejen foretrækker at se live. De er nemlig en del federe på de skrå brædder, og får leveret numrene med mere potens og virilitet end på skive. Martin Rosendahl er super sej som frontmand, og har et rigtig fedt og ondt growl. Andreas Lynge spiller en overfed spade, og viser gang på gang hvor skabet skal stå, og den nye(ste) trommeslager (som jeg ikke lige fik navnet på) spiller rigtig fedt og afvekslende. Numrene fra bagkataloget blev eksekveret med vanlig systematisk seriemorder-præcision, men det var alligevel de nye numre, der skilte sig ud; Corpus Mortale går en god tid i møde, hvis samtlige numre på det kommende album holder klassen og stilen hele vejen igennem!
Rutineret men overbevisende præstation fra KBH’s finest!
Karakter: 4

Essence (KEV)
Unge men fremadstormende Essence havde fået tjansen, efter det blev klart, at polske Decapitated ikke kunne nå festivalen pga. en flyulykke. Ingen kom til skade, men med bandets tidligere historie i mente, blev man en anelse ængstelig.
Nå, men Essence er efterhånden et halv-garvet liveband, og de står ikke tilbage for en god fest. Debuten ”Lost in Violence” er blevet rost til skyerne, og det er slet ikke ufortjent. Stilen er thrash som de lavede det i 80’erne, og det indbyder samtidig til fuldstændig hensynsløst indtagelse af øl og diverse andre alkoholiske drikkevarer. Bandets nye bassist virker til at være faldet til, og selvom den ultrafede basintro til nummeret ”Blood Culture” virkede til at volde en anelse besvær, så gik det. Lost In Violence” blev også fyret af, og Essence klarede det rigtig godt, til trods for den korte forberedelsestid. Spilleglæden er nærmest fantastisk, og en koncert med Essence er altid en fornøjelse.
Karakter: 4

As We Fight (METALMORFAR)
Så var det tid til As We Fight, som entrede årets festival til noget, som endte med at blive en lidt trist affære – og det var ikke fordi dagens performance var dårlig, tværtimod.
Nej, bandet fik vist hvorfor de har været et toneangivende navn indenfor den danske Metal / Hardcore-scene igennem de seneste 10 år: Masser af drive i guitarerne, super meget energi og en god kontakt til salen, som trods det tidlige tidspunkt var pænt fyldt.
Men hvor kommer det triste ind i billedet? Det triste er, at As We Fight stopper med udgangen af 2011, så for de fleste blandt publikum markerede koncerten en afsked med bandet.
Selvom Hardcore ikke er min favoritgenre, er det tydeligt at se hvorfor det er et tab for scenen – forhåbentlig ser vi medlemmerne igen i andre sammenhænge. Karakter: 4

The Psyke Project (KEV)
Der er ingen tvivl om, at The Psyke Project kræver meget af lytteren. Fra gulvet ser det ikke særligt koordineret ud, og det kan virke til, at de fire instrumentalister på scenen har hver deres dagsorden. Det har de dog SLET ikke, og faktisk er The Psyke Project i mine øjne/ører et af DK’s bedst sammenspillede bands. Hold da kæft for en energi, de lægger for dagen. Synergien, overskuddet og energien er smittende, og man drages ind i det dissonante, kaotiske og frem for alt øredøvende univers, som The Psyke Project åbner op for koncertgængerne.
Det er ikke så vigtigt hvad de spiller, for når de spiller, er nærmest alt andet ligegyldigt. Det er tæt på at være af terapeutisk karakter for undertegnede, og jeg er såmænd også sikker på, at bandet får lukket en del ting ud af posen under sådan en koncert.
TPP stod klart (!!) for fredagens højdepunkt, og det skulle eddermame blive svært at toppe den… Især med en lukker som ”Stockholm Bloodbath”… gåsehuden kom krybende i ”We scream together”-stykket, og blev hængende længe efter. Tak, Martin, Bonne, Rasmus, Jeppe og Mikkel!!
Karakter: 5,5

Valkyrja (METALMORFAR)
Tiden var nu kommet til aftenens første Black Metal outfit, svenske Valkyrja. Med corpse paint og anden make up var man ikke i tvivl om stilen, inden den første tone havde lydt. Det visuelle indtryk blev fulgt op med en gedigen gang Metal fyldt med genrens traditionelle opbygninger. Der var udmærket energi på scenen, hvor sangeren desværre ikke viste ret meget variation, så vokalen blev ret ensformig.
Desværre blev lydbilledet skæmmet af, at vokal og trommer var meget dominerende på bekostning af strengeinstrumenterne. Det gik især ud over de guitarmelodier, der udgør den melodiske del af musikken, og numrene fik derfor slagside mod det mere brutale. Mod slutningen blev forholdene bedre, men rigtig god blev lyden aldrig. Derfor viste musikken ikke den vanlige bredde, og man skulle kende numrene på forhånd, for at få det hele med.
Samtidig blev den monotone vokal lidt anstrengende i længden, men trods denne modgang lykkedes det for Valkyrja at give en udmærket og overbevisende opvisning i Black Metal, som blev vel modtaget af publikum i salen.
Karakter: 4

Vader (JMNS)
Med kun to titler hjemme i privatsamlingen, hvoraf den nyeste er fra 1993, må snart 30-årige Vader siges at have hægtet mig af. Men med deres optræden på årets festival, gav d’herrer mig al mulig grund til at indhente dem igen. Allerede fra første færd – til tonerne af ”Return To The Morbid Reich” fra seneste opus (”Welcome To The Morbid Reich”) – imponerede særligt Peter og Spider med deres overlegne guitarspil, og James’ trommespil var af nærmest maskinelt og militaristisk karakter. Koncerten var mest af alt en overlegen lektion i prima death metal, uden udtrykket på noget tidspunkt blev sværtet til af arrogance og selvforherligelse. Man kunne dog have tilgivet en grad af arrogance, for Vader havde virkelig noget at have det i, og deres optræden efterlod ikke meget tilbage at ønske. Landsmændende i Decapitated må stå for tur en anden gang, men det bliver en kamp uden lige, at hamle op med Vader!
Karakter: 5

Gorgoroth (METALMORFAR)
Fredag aften blev afsluttet med Sort Metal fra et af de store, gamle navne på den norske scene, nemlig Gorgoroth. Med ekstra store pigge på arme og ben, ekstra meget corpse paint i ansigterne og ekstra meget attitude var der lagt op til noget stort. Det kom dog aldrig, idet man for anden gang denne aften kunne bruge ordet trist om en koncert; men hvor det ved As We Fight var i betydningen vemodig, kunne aftenens møde med Gorgoroth desværre bedst beskrives vha. ordet i dets egentlige mening.
Koncerten startede frygtelig monotont med ekstremt lidt variation i musikken, og absolut ingen hos sangeren Pest. Han kunne ikke andet end at trampe rundt på scenen og hvæse, mens han forsøgte at se truende ud. Det gjorde han uden stil og overbevisning, og overskred derfor den hårfine grænse mellem sej performance og latterlighed. Imens stod de øvrige musikere næsten som forstenede, og viste meget lidt engagement – det virkede heller ikke som om de selv var tændte. Resultatet blev, at Gorgoroth slet ikke kom ud over scenekanten, så den stort anlagte performance løb ud i sandet.
Halvt inde i koncerten begyndte numrenes indhold at blive mere varieret, men på dette tidspunkt havde mange fået nok, og en del tilskuere forlod salen. Samlet set markerede koncerten en skuffende afslutning på en ellers udmærket anden dag på årets festival - indsatsen levede langt fra op til det, man med rette kan forvente af et hovednavn. Karakter: 2



Ferocity (JMNS)
Den – per definition – sure tjans at åbne festivallens tømmermændsplagede lørdagsprogram tilfaldt i år lokale Ferocity, og fra arrangørernes side, var det nu nok et godt træk. Aldrig før har jeg set så velbesøgt en lørdag eftermiddag til Aalborg Metal Festival, og den aalborgensiske death metal combo nærede tilsyneladende på de mange fremmødtes support. Det var i alt fald et stærkt Ferocity, som leverede en overbevisende optræden på dette års festival. Lyden var med dem, og det var tydeligt at høre, at ny trommebasker Nikolaj ingen problemer havde med at fylde Jonas’ sko ud. Bandet fik en kolossal opbakning denne lørdag, og det var fuldt fortjent. Af alle de gange jeg har oplevet Ferocity, tangerer denne optræden til at være den bedste.
Karakter: 4,5

The Cleansing (JMNS)
Anderledes var scenariet da københavnske The Cleansing indtog scenen. Sidst bandet gæstede Studenterhuset (som support for Dawn Of Demise), vandt de tilsyneladende ikke det store indpas hos aalborgenserne. I kontrast til Ferocitys netop overståede set, så situationen ud til at gentage sig. Bandets manglende interaktion med publikum gjorde intet for at ændre på det, men deres kompromisløse og altødelæggende eksekvering af death metal Morbid Angel-/Hate Eternal-style var ikke til at tage fejl af. The Cleansing er ikke til at forbigå når snakken falder på ren og skær musikalsk brutalitet, men bandets optræden denne lørdag matchede desværre ikke deres tekniske formåen.
Karakter: 3,5

The Kandidate (KEV)
Det er egentligt lidt svært at sætte et prædikat på The Kandidate’s musik. Vi er nok mest ovre den halv-punkede/crustede/thrashede udgave af metallen, men hey… svinger det, så svinger det!
The Kandidate er nok ikke det, der har roteret mest herhjemme, og det var derfor med spændt mine jeg stillede mig klar til at opleve dem. Det gik meget hurtigt op for mig, at The Kandidate har én ting, de andre ikke har: Jacob Bredahl!
Kæft, den mand er en tornado på scenen. Han var simpelthen over det hele og gjorde virkelig sit til, at publikum ikke bare stod og glanede. Det var nu ikke fordi, at Allan og Kasper stod stille… Det virkede det bare til, med den tasmanske djævel på scenen. Den mand har stage-presence for ti!
The Kandidate havde en fed lyd, spillede en flok nye og meget spændende numre og gjorde en rigtig god figur. Hvis deres cd havde været til salg i merchandiseboden, havde jeg købt den!! Ser frem til at opleve dem igen på scenen (og anlægget)
Karakter: 4,5

Mnemic (JMNS)
Lokale Mnemic har været genstand for en noget kun omskiftelig tid på det seneste. Ude er trommeslager Brian ”Brylle” Rasmussen, guitarist Rune Stigart og bassist O’Beast. Med er i stedet for Brian Larsen og Victor-Ray Salomonsen fra Vira og italienske Simone Bertozzi. Det var derfor med forventninger om nyfundet energi undertegnedes øjne var rettet mod scenen. Til trods for tekniske problemer med Mnemics varierende og visuelt levende banner og deres lidt for OTT forsanger, franske Guillaume Bideau, indfriede bandet alle forventninger. Ikke mindst grundet super veloplagte Victor-Ray og Simone, der om nogen beviste deres værd. Personligt er jeg ikke fan af Mnemic, men da det visuelle blev udnyttet til dets fulde, og en sand horror-kavalkade kørte i sammenspil med bandets musik, var jeg alligevel imponeret. Mnemic trak i høj grad point hjem i sidst i deres set.
Karakter: 4

Entombed (JMNS)
Svenske Entombed har været en højtelsket del af min metalverden, siden første gang jeg hørte den tørre duga, guitaren med den umiskendelige Entombed-lyd og det indledende skrig i nummeret ”Living Dead” fra mesterværket ”Clandestine” i 1992. Søreme så, om ikke de efterhånden kvabsede svenskere starter med lige netop den!!!
Jeg har sjældent stået til en koncert, hvor jeg kunne synge med på godt 90 % af sangene der blev spillet, men det kunne jeg altså her: ”Demon”, ”Chief Rebel Angel”, ”Blessed Be”, ”Out of Hand”; ”Drowned” og ”Serpent Saints” er blot lidt af de perler de diskede op med, og min lykke var stort set gjort. De spillede møgstramt og LG er jo bare en frontmand som ingen anden. Den lille glade svensker havde højt humør denne aften og man finder vitterligt ikke større spilleglæde end her! Ved et lille kig rundt i salen, stod stort set alle tilskuere med et smil på læben, og jeg talte en stor håndfuld prominente metal-kendisser fra den danske scene, der stod og gav den gas… Ingen tvivl om, at Entombed har inspireret og til stadighed inspirerer folk og fæ i det danske land.
Entombed var uden tvivl festivalens højdepunkt for mit vedkommende!
Karakter: 5,5

Suffocation (JMNS)
Tiden var kommet til festivalens co-headliner, mægtige Suffocation fra New York, og med minimal tid brugt på lydtjek startede kvintetten lige på og hårdt. Få kan matche Suffocation når det gælder sammensmeltningen af musikalsk brilliance og monstrøs brutalitet. Det manifesterede newyorkerne i høj grad til årets Aalborg Metal Festival. Koncerten overgik ikke de to jeg så med dem på deres ”Kill Or Be Killed Tour”, men den er dælme tæt på! Suffocations optræden var i særklasse og bandet lod ikke meget tilbage at ønske. Med den super veloplagte og karismatiske Frank Mullen i front, leverede Suffocation Aalborg Metal Festival 2011s næstbedste koncert (ingen overgår Entombed). Settets højdepunkter var titelnummeret fra bandets seneste opus, ”Blood Oath” fra 2009, nyklassikeren ”Entrails Of You” og den store finale med ”Infecting The Crypts” fra ”Effigy Of The Forgotten”. Fantastisk!
Karakter: 5,5

Arch Enemy (METALMORFAR)
Traditionen tro var der afsat ekstra tid til omstilling for festivalens hovednavn, og som vanligt blev denne overskredet – denne gang dog kun med et kvarter. Tiden var dog brugt fornuftigt, for den afsluttende koncert blev belønnet med den suverænt bedste lyd af alle de koncerter, jeg overværede. Og hvor fredagens hovednavn floppede, levede Arch Enemy fuldt ud op til det, man kan forvente af et hovednavn: En supertight og professionel performance, masser af energi og god kontakt til publikum.
Hvis man kom til koncerten med en opfattelse af, at bandets musik ikke er rigtig Metal, blev den godt og grundigt manet i jorden! Anført af Daniel Erlandssons bragende trommer og Sharlee D´Angelos tunge basspil blev der virkelig frembragt et perfekt fundament for brødrene Amotts guitararbejde. Dette indeholdt både hårde riffs og de melodiske elementer, der næsten hører lige så meget til Sverige som Dalarheste og surstrømning. Det hele blev mesterligt bundet sammen af Angela Gossow, hvis fantastiske vokal imponerede mig endnu mere live, end den gør på bandets studiealbums.
5. november er Angelas fødselsdag, som blev markeret 2 gange fødselsdagssang. I anden omgang blev den anført af den lokale helt Mikkel Sandager, som foruden at overrække en lagkage med lys og sang med på det efterfølgende nummer. Det var et fint indslag i en koncert, som havde masser af professionel attitude, men hvor jeg til tider gerne ville have kunnet mærke en smule mere spilleglæde.
Samlet set betyder det dog mindre, for selv om jeg ikke kom helt op at ringe, leverede Arch Enemy varen, og de sørgede for, at AMFs 10 års jubilæum blev afrundet på bedste vis.
Karakter: 5

Og ja... VI GLÆDER OS TIL NÆSTE ÅR!!!!

Til sidst besøg vores galleri (tryk på galleri eller find linket i venstre side) og se alle billederne fra årets jubilæums fest.

Artiklen er skrevet af: JMNS / MetalMorfar / Kev

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.