fbpx

Aalborg Metal Festival 2013 Fremhævet

Billeder af © HEADBANGERphotography
Billeder af © HEADBANGERphotography

Aalborg Metal Festival er én af de begivenheder på året, som er mejslet ind i vores kalender - der skal vi bare hen.

2013 udgaven var ingen undtagelse, og igen bød programmet på forhånd på mange spændende navne.

Og som vanligt måtte vi vente til fredag med at springe på festivalen; til gengæld var vi der fra dagens start.

 

 

FREDAG

SURVIVE

Skribent: MetalMorfar - Karakter: 3/6

Selv om vores verden er blevet mindre via de enorme mængder information, vi dagligt modtager, er det alligevel lidt eksotisk at starte festivalens anden dag med et japansk band. Ikke desto mindre var det tilfældet da Survive åbnede ballet fredag, og de fire gutter fra solens rige gik til opgaven på den eneste rigtige måde: De gav den fuld gas fra start til slut med en omgang Thrash Metal af den gammeldags slags; ingen fine fornemmelser, bare derudaf. Stilmæssigt var det ikke så langt fra Kreator, med et par udmærkede passager, og vokalen var Survivebedre end bandets live klip på nettet indikerede. Kontakten til det pænt store publikum var i orden, og selv om deres ”Oy Oy Oy” blev lidt kedeligt i længden, fik Survive sat tingene godt i gang. 

 

FORGOTTEN TOMB

Skribent: MetalMorfar- Karakter: 2 / 6

Med et ”We are Forgotten Tomb from fucking Italy” introducerede dagens andet band sig selv. Det var samtidig startskuddet til en performance som betød et trin eller to nedad – ikke bare mht. tempo, men desværre også mht. kvalitet. Musikken havde en Doom-agtig stemning, men også en del groove. Desværre var der lange passager hvor der ikke skete noget - det blev hurtigt ret kedeligt. Et enkelt nummer med sej dommedagsstemning trak i den rigtige retning, men generelt var responsen fra salen afmålt – jeg var nok ikke den eneste som småkedede mig, og der var tid til at hente kaffe uden at gå glip af noget.

 

RAGNAROK

Skribent: MetalMorfar - Karakter: 4 / 6

Festivalens første repræsentanter for den Sorte Metal kom i form af norske Ragnarok; med corpse paint og almindeligt sort metaltøj var scenen sat. At der også ville blive være knald på, indikerede medlemmernes fremtoning – det er store fyre som ser ud til at kunne tage fat. Især guitaristen imponerede; med sine kæmpe arme og skaldede hoved ligner han Kerry King - bare uden pigarmbånd. Han levererede også et virkelig fedt guitararbejde, som holdt numrene i gang. Der var masser af lynhurtige tremoloanslag, som passede perfekt til bandets traditionelle Black Metal. Det samme må siges om den monotont hvæsende vokal ligesom den lidt distancerede attitude på scenen. Starten var lidt henholdende, men efterhånden fik nordmændene spillet sig op, og med numre som ”In Nomine Satanas” fra albummet af samme navn og ”Iron Cross Pohumous” fra bandets seneste udspil kom de stærkt igen og fik samlet set leveret en solid indsats.

 

KEEP OF KALESSIN

Skribent: MetalMorfar - Karakter: 4 / 6

Så var det tid til nogle gamle kendinge, for Keep Of Kalessin har efterhånden spillet nogle gange i Jylland, både på AMF og senest Royal Metal Fest. Ellers har de skabt mest røre om sig selv ved at deltage i det norske melodi grand prix. Desuden er der sket en ændring i bandets line up, da man har sagt farvel til den mangeårige sanger Thebon; hovedmanden Obsidian Claw har så selv overtaget vokaltjansen.
Der blev lagt ud i højt tempo og fedt hamrende stortrommer med super saftig lyd – det var noget der faldt i god jord hos undertegnede! Efterhånden skiftede musikken lidt retning og blev temmelig pompøs, ikke mindst takket være nogle keyboards, som var medbragt på harddisk. Det fungerede udmærket, og musikken bevarede sin skarpe kant. Obsidian klarede vokalen fint, og fik støtte i korene – ikke kun fra bassisten, men også fra vokaler hentet samme sted som keyboardet – det var en smule fesent. Men okay, det virkede alt sammen udmærket og det var nærmere den tiltagende monotoni, der forhindrede en bedre karakter end det var brugen af ekstra kor.

 

Blood EagleBLOOD EAGLE

Skribent: MetalMorfar - Karakter: 3½ / 6

På forhånd har der været en del hype om festivalens næste band; ikke pga hvad musikerne har opnået sammen, men pga deres tidligere meritter. Bands som Illdisposed, Volbeat, Mnemic og Hatesphere på det samlede band-CV er selvfølgelig flot, men jeg har hørt for mange all-star konstellationer fejle til at overgive mig på forhånd.
Det var da også tydeligt at det var rutinerede kræfter, der stod på scenen til denne debutkoncert, for Blood Eagles fortolkning af Dødsmetal blev leveret med udmærket drive, som lod til at behage mange i salen. Der var et udmærket flow i tingene, som dog blev brudt af en knækket guitarstreng. Det viste så også, at sangeren Michael er den mindst rutinerede på scenen, for at fylde pauser ud med at skåle med publikum holder kun et vist stykke tid.
Settet som sådan var udmærket og det var stramt spillet, men ikke specielt fedt. Det er muligt at det virker bedre på plade, men denne fredag fik Blood Eagle ikke overbevist mig.

 

INCANTATION

Skribent: Kev - Karakter: 3,5 / 6

At det er tyve år siden Incantation sidst spillede i Danmark, burde udløse et femtal pr. definition. Ydermere, når man så tænker på det stærke album, som Incantation sidst har udgivet, burde der være lagt i ovnen til en stor oplevelse. Det startede da også rigtig fint ud med videonummeret fra seneste skive "Vanquish in Vengeance". Fed bas og imponerende hurtige fingre på begge hænder fra Chuck Sherwood. Desværre kom det til at løbe lidt ud i sandet for de aldrende amerikanere. Kluntet trommespil og klichepræget sceneopførsel skæmmede en aften, hvor Incantation burde have kunnet gå på vandet som en vis herre... I stedet for brød de overfladen og røg igennem. Ikke engang et par af de gode gamle slagere tilbage fra den gang, hvor undertegnede stadig havde pubeshår og konfirmation på to-do-listen kunne rette op. Stiv og til dels ligegyldig optræden fra det, jeg havde set som aftenens hovednavn.

 

HATESPHERE

Skribent: Kev - Karakter: 5 / 6Hatesphere

Med Hatesphere ved man altid hvad man får - et spillelystent band der med overbevisende gejst og glæde, fyrer en fed og svedig omgang death/thrash af til den tørstende befolkning. Jeg har efterhånden set "pæren" en del gange, men de har aldrig skuffet. Denne aften skriver sig sågar ind i annalerne, som et af de bedste Hatesphere-shows nogensinde. "Let Them Hate", "Fear Me", "Disbeliever", "500 Dead People" og den evigtgyldige lukker "Sickness Within" var blandt de udvalgte numre i aften, og når de bliver leveret af en flok jubelglade drenge, som stadig sætter en stor ære i at lave sjov og ballade på scenen, så er alt jo såre godt. 

Hatesphere endte med at blive aftenens fedeste koncert for mit vedkommende.

 

SOILWORK

Skribent: MetalMorfar - Karakter: 4½ / 6

Efter en times venten var det tid til aftenens hovednavn, og bedømt ud fra fremmødet, var der mange som havde set frem til dette; Soilwork spillede senest på AMF i 2007.
Efter en keyboard intro kom bandet på scenen med sangeren Bjørn Strid som sidste mand. Han indtog straks en hovedrolle med sin imponerende vokal, som klarer ren sang og voldsomme brøl med lige stor overbevisning og lethed; jeg var gennem hele koncerten imponeret over hvor flot han sang. At han samtidig spyttede så meget på scenen, at jeg begyndte at frygte at han skulle dehydrere, er en anden sag.
Hvor Strid var bevægelig, så stod de andre bandmedlemmer ret stille og koncentrerede sig mere om bandets melodiske Metal. Numrene fungerede rigtig godt, og selv om jeg ikke er lige vild med det hele, så manglede musikken ikke kant; specielt ikke når der blev suppleret med thrashede duga rytmer. Samtidig præsterede de to guitarister en hel stribe af lækre double lead soloer, som trods ret kompliceret opbygning sad lige i skabet. Alt i alt var det en overbevisende performance, der afsluttede fredagens program.

 

 LØRDAG

ACT OF COHESION

Skribent: MetalMorfar - Karakter: 2½ / 6

Opgaven med at genstarte de mange festivalgæster fra tømmermænd og manglende søvn var lagt i hænderne på det lokale band Act Of Cohesion, og at opgaven ikke var lille, viste det begrænsede fremmøde i salen lørdag over middag.
Act Of CohesionDet første jeg lagde mærke til var sangeren, som havde monteret hvad der lignede et lille kamera på sin mikrofon; hvad det skulle bruges til, står hen i det uvisse. Dernæst kom der gang i musikken, som var Death Metal af ret ordinært tilsnit. Det gav naturlige skift mellem tungere og mere tempofyldte sager, hvor den sidste gruppe fungerede klart bedst. Generelt manglede numrene flow, ligesom bandet manglede bevægelse på scenen; energien blev brugt på at spille. Her var det dejligt at se bassistens fingerspil, men ellers fremstod Act Of Cohesion som et band, der har meget arbejde foran sig.

 

FALL OF PANTHEON

Skribent: MetalMorfar - Karakter: 2½ / 6

Så blev scenen indtaget af Fall Of Pantheon fra hovedstaden, som fortsatte med mere Dødsmetal. I forhold til åbningsbandet var der en lille forbedring i instrumenthåndteringen, men igen var der meget lidt bevægelse på scenen. Samtidig var jeg ikke ligefrem imponeret over sangskrivningen, for numrene virkede meget ens og uinteressante. Derfor var det ikke meget, stemningen blev hævet, og mange af mine betragtninger fra åbningsbandet er også gældende for Fall Of Pantheon.

 

MORTHEM

Skribent: MetalMorfar - Karakter: 3½ / 6

Med Morthem var det tid til dagens første udenlandske band, og selv om de 5 østrigere stilmæssigt fortsatte stilen fra de 2 første set, så var det tydeligt at vi var rykket en klasse op. Umiddelbart virkede sangeren ikke særligt imponerende med sin spinkle krop, men når han lukkede munden op, var det en ret fed growl, der slap ud – det virkede bare mindre imponerende, at han også skulle gøre det mellem numrene.
Materialet var dagens hidtil mest interessante, og lige fra trommeslageren (som trods cowboyhat ikke spillede som en hillbilly) til guitaristen (som brugte meget tapping i sine soli, med godt resultat) leverede hele bandet en solid indsats, og de kan være tilfredse med deres første optræden udenfor deres hjemland.

 

BEHEADED

Skribent: MetalMorfar - Karakter: 4½ / 6

Fra Østrig gik turen sydpå til Malta, men der var ikke meget sydens sol og feriestemning over det inferno, Beheaded slap løs over årets AMF. Det var meget brutalt og blev fyret af i højt tempo, men indeholdt også nogle skæve kanter. Det var virkelig stramt spillet, og jeg nød især trommeslagerens varierede arbejde. Samtidig arbejdede guitar og bas meget for at skabe fylde, men de kunne godt bruge en ekstra guitar når der blev spillet solo. Sangerens brølen slog flere gange over i lidt bree-intonation, men det blev heldigvis på et lavt niveau.
Efterhånden var der kommet mange mennesker i salen, og lyden var blevet ret go’. Det hjalp fortjente Beheaded også, for trods en lidt monoton start fik de spillet sig op til en rigtig fed koncert, som i perioder rykkede virkelig vildt og fortjener 4½ stjerner.

 

INTERNAL BLEEDING

Skribent: MetalMorfar - Karakter: 4 / 6

Der var sikkert mange Death Metal fans som havde set frem til det næste band, for Internal Bleeding regnes for et af de helt store af genrens bands fra New York. Det betød en anderledes vinkel på Død end den, Beheaded leverede: Mindre uforsonlig, mere afslappet og ikke specielt tight. Men det var hamrende cool fremført, og det hele osede af, at bandet ikke skulle bevise noget, men ville have det sjovt. Samlet set var Internal Bleeding derfor festivalens mest charmerende indslag.
At det sagtens kan kombineres med energisk Metal, fik vi mange eksempler på – ikke mindst fra bandets kommende album, som efter planen kommer på gaden næste år. Smagsprøverne herfra var meget lovende, og blev modtaget rigtig godt i salen. Også hos mig, og når bedømmelsen ligger et halvt klik under Beheadeds, skyldes det kun min stilmæssige præference.

  

TEXTURESTextures

Skribent: Kev - Karakter: 6 / 6

Sidste gang jeg så Textures, var på spillestedet 1000fryd, der jo er et hyggeligt lille sted - ca. så stort, at det velsagtens kunne ligge på Studenterhusets scene?

Textures har jeg fulgt fra debuten "Polars". De har altid haft stor plads i mit hjerte, og de var bestemt populære blandt festivalens besøgende. Salen var godt fyldt op, da de seks hollændere gik til makronerne. Ret beset kan man dele koncerten op i to dele: det der foregik på scenen og det der foregik på gulvet. På scenen var vi vidne til fem utroligt dygtige musikere, der spiller komplekst metal med en god portion melodi. Jeg er sikker på, at når vi andre sætter en film på for at slappe af, så tager gutterne fra Textures lige og øver deres polyrytmik istedet. Det var simpelthen SÅ overbevisende, det der skete på scenen. Min sidemakkere var åbenbart ikke bekendt med Textures, men fra at være statiske under det første nummer, stod begge gutter og bangede med hele overkroppen halvvejs inde i koncerten.

Det der foregik på gulvet, er noget man sjældent oplever. Publikum var animeret af bandets musik. Der var slet ingen behov for den meget alsidige sanger, Daniel, at spørge om vi nu havde det okay. Eller om vi havde nydt festivalen... Eller udbringe en skål. Nej, publikum var simpelthen med, og det er Textures' helt store fortjeneste. Deres energi fra scenen smitter af, og der opstår en form for symbiose. Denne koncert er blandt de bedste koncerter jeg nogensinde ar været vidne til. Det var velspillet, fantastisk lyd, glimrende musik og dejlig stemning. Som min kære kollega MetalMorfar sagde: "Jeg er så meget med... Og jeg kender ikke engang numrene....!"

Textures var i mine ører årets bedste booking! Godt gået til folkene bag festivalen!

 

BELPHEGOR

Skribent: MetalMorfar - Karakter: 5½ / 6

Efter Textures monsteroptræden skulle der noget specielt til for ikke at falde igennem - og det kom der!! Gedehorn placeret ved siden af mikrofonstativerne indikerede, at nu var det satans tur - eller i det mindste hans venner fra Belphegor.
BelphegorEfter en lang og dyster intro kom bandet på scenen, hvor der stort set kun var lys på hovedmanden Helmuth. Hans optræden var nøje tilrettelagt, og han var helt klar over sin fremtoning med langsomme bevægelser når han kiggede op og vendte det hvide ud af øjnene – i scenelyset så det ret spooky ud. Samtidig holdt han stoneface mens han med dødsrallende røst hilste publikum med et ”Aalborg Metal Fest”. Og det var ikke ment som en invitation til dialog, for det vi overværede var mere en forelæsning eller prædiken.
Denne meget iscenesatte optræden ville være både kikset og latterlig, hvis den stod alene, men det gjorde den ikke. Den blev nemlig ledsaget af det suverænt voldsomste Metal angreb på hele festivalen: Fra start til slut blev publikum bombarderet med en blanding af Black- og Death Metal, der blev leveret i et utroligt højt tempo – jeg fatter ikke at trommeslageren kunne gå derfra ved egen hjælp! Samtidig slørede den lidt grynede lyd musikkens nuancer, så den fremstod som en uigennemtrængelig mur.Samlet set mindede koncerten om da jeg så Mayhem – ikke helt så ekstremt, men til gengæld kunne Belphegor fastholde spændingen hele vejen, så da Helmuth til slut meddelte at ”Aalborg, Gott ist tod” var jeg tilbøjelig til at give ham ret. Derfor lægger jeg en halv stjerne oveni de 5, som musikken trækker hjem.

 

NAPALM DEATH

Skribent: Kev - Karakter: 5 / 6

Det kunne til tider føles som om, at var ligegyldigt efter Textures' geniale show. Men hey! Vov lige at kalde Napalm Death for ligegyldige!!

De gamle gæve briter gik på som planlagt, og man fik hvad mand kom efter. Veleksekveret grindcore med en god mængde politiske budskaber. En halv-spastisk Barney der så ud som om han ledte efter scenens exit, en nyklippet Mitch Harris der på vanlig overbevisende maner skreg sig igennem blandt andre "Nazi Punks Fuck Off", en stillestående Shane Embury, der dog lagde den bund han efterhånden har lagt i 30 år, og til sidst den solide ankermand og indpisker bag gryderne, Danny Herrera.

Jeg har set Napalm Death en del gange, og deres energi går man aldrig fejl af. De gør, hvad de gør så overbevisende, at alle nye bands burde gå i Nape-skolen og blive skolet i, hvordan man fyrer den mest af på scenen. "Lowpoint", "When All is Said and Done", "Leper Colony", "Protection Racket", "The Wolf i Feed" og "Everyday Pox" var blandt de numre, som Barney og Co. havde valgt at flænse øregange med. Og denne gang var sandelig en af de bedste jeg har oplevet i audiens hos Nape-drengene. "Built to grind", som de siger....

 

AT THE GATES

Skribent: Kev - Karakter: 2 / 6At The Gates

Den rolle At the Gates har haft for metal som vi kender den i dag, må man absolut ikke underkende. Jeg har bare aldrig nogensinde fanget det fede i deres musik. Jeg har prøvet, men i mine ører fremstår det blot som kedelig og intetsigende melodisk death metal. Bevares, de havde en god lyd fra scenen, og der var øjensynligt ikke mange der tænkte det samme som mig, da de spillede. Jeg kommer bare lynhurtigt til at kede mig. For mig er musikken helt uden hooks og gimmicks. Stemningsbarometeret er omtrent ligeså snorlige, som et flatline-tilfælde. "The Swarm", "Terminal Spirit Disease" og "Cold" var nogle af de numre der blev spillet. Og bandet så ud til at være tændte - god interaktion på scenen, og publikum gav igen. Jeg blev bare ikke overvundet... Heller ikke denne gang. 

 

Alt i alt en rigitg god festival. Fredag skrantede lidt, da nogle af de navne vi havde sat vores lid til, faldt lidt igennem. Men med en flok pissefede koncerter om lørdagen, må man sige, at det går lige op. Stadig er det os dog helt uforståeligt, at man vælger at spærre koncertsalen af, når de "store" navne skal på... Så lad da være!! Folk bliver irriterede og stemningen får et tryk nedad....

Men som altid: Vi ses igen!!

 

  • AaMF2013_15
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • AaMF2013_14
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • AaMF2013_20
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se alle billeder fra Aalborg Metal Festival 2013

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.