fbpx

Fleshgod Apocalypse - Agony

Fleshgod Apocalypse - Agony

Lad det være sagt med det samme: Hvis ikke jeg var faldet over bandet med det brutalt teatralske navn Fleshgod Apocalypse en sen aften det-der-sted-på-youtube, men i stedet havde hørt dem beskrevet som ”symfonisk, teknisk dødsmetal fra Italien”, var jeg nok bevidst gået glip af dem. I stedet styrtede jeg ud og købte det, som jeg indtil videre må kalde årets nyanskaffelse. Inden for en subgenre som ellers ikke mangler fuldgode eksempler på virtuositet og tonstunge guitarer har det glædet mit harmonihungrende hjerte at støde på et band, som er i stand til at bruge lyttervenlige melodier og orkesterarrangementer uden at gå på kompromis med udgangspunktet.

For der er ingen tvivl om, at Fleshgod Apocalypse stadig er et bundbrutalt dødsmetalband. Skulle man få bange anelser om noget andet i løbet af introen Temptation, som er 1:45 minutters orkesteropbygning med lidt svævende sopranstemme henover, kan man med sindsro rejse sig op, sætte metronomen til omkring 240 bpm og løsne op i nakkemusklerne. For efter ganske kort tid af det første rigtige nummer, The Hypocrisy, går det op for en, at den romerske kvintet formår noget, som ikke ville være alle forundt. I en umådeligt vellykket produktion kombinerer de fræsende, nedstemte guitarer, klart definerede og afsindigt hurtige trommer, klaverspil og orkestreringer i én samlet lydkollage, som ikke bare fremstår knivskarpt og adskilt men også harmonerer smukt med hele skivens Dante-ske udtryk.

Og hele humlen har vi faktisk her; for selvom der ingen sangtekster er med i omslaget, men bare ordbogsdefinitioner af sangtitlerne og et citat fra Dantes Guddommelige Komedie (på latin!), og selvom musikken er skrevet med orkestreringen og trommerne som udgangspunkt og guitarerne som andenvioliner har man aldrig fornemmelsen af, at bandet prøver at hæve sig op over lytteren. For Gu' går det stærkt, og orkesterstemmerne tilføjer flere lag af komplexitet end man troede man havde brug for (ja, jeg taler til DIG, Michael Kamen), men der er stribevis af headbangervenlige riffs, tag f.eks. track nr. 6 The Egoism, storladne og nærmest storfilmagtige strygerpassager, som i starten af The Betrayal, og guitarsoli som er langt mere Yngwe end Hahnemann, navnlig i nummeret The Deceit. Det samlede udtryk er derfor et af harmoni: Mellem hamrende tungt og svævende let, svært og lettilgængeligt, kryptisk og utroligt simpelt.

På den negative side er jeg nødt til at fremhæve, at der til trods for den fremragende produktion er passager der simpelthen indeholder så mange forskellige lag, at man ikke helt kan undgå fornemmelsen af, at være blevet voldtaget i ørerne. Desuden er den ærgerlige bivirkning ved alle de komponenter i musikken, at bassen, udover få enkelte steder, nærmest ikke optræder i lydbilledet. Til gengæld kan man høre bassisten på anden vis, man skal nemlig være forberedt på hans meget lyse, næsten skærende clean vokal, á la Vortex fra Dimmu Borgir, der nok står i fin kontrast til sanger og guitarist Tommaso Riccardis kælderdybe growl, men næppe vil tiltale fans af den mere rå og beskidte overbevisning.

I det hele taget er det samlede indtryk givetvis lidt for pænt for mange dødsmetalfans. Der er ingen tvivl om evnerne og viljen hos de fem italienere, men der er et stykke vej fra deres velpolerede symfoniske øregasme til de ligeså teknisk strålende, men noget mere grovkantede udgivelser af f.eks. Gorguts eller Dying Fetus. Hvis man på den anden side har en smule klassisk musik med i bagagen kan man i stedet for glædes ved deres glimrende arrangementer, ikke mindst i det fine samspil mellem trommer og klaver(!) i et nummer som The Forsaking, som altså både formår at være spændende uden at drukne andet end bassen og være lyttervenlige uden at blive alt for blødsødne. Deres begrænsninger til trods imponerer Fleshgod Apocalypse virkelig med denne deres anden fuldlængde CD, og ender med en samlet score på 5/6.

Yderligere information

  • Anmeldelsestype: Album Anmeldelse
  • Band/Kunstner: Fleshgod Apocalypse
  • Titel: Agony
  • Karakter: Karakter: 5.0
  • Genre: Symphonic Death Metal
Mere i denne kategori: « Redwood Hill – Decender

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.