fbpx

Wizard - Thor

Wizard - Thor

Det er ikke første gang, at Wizard tager fat i den nordiske gudeverden; i 2003 var det overguden Odin, der var genstand for et album, denne gang er det hans krigsminister, tordenguden Thor, der står for tur.
I teksterne genfortælles nogle af gudernes eventyr fra mytologien, selvfølgelig med Thor som det naturlige midtpunkt. Åbningsnummeret har både tempo og bid, så man næsten kan se den iltre kraftkarl for sig. Og det fortsætter med glimrende Power Metal, hvor melodierne er supergode, og guitarerne har masser af kraft – her spænder Thor musklerne, og i det stille men teatralske "Serpents Venom" puster han sig op for at møde sine fjender. Toppen kommer i "Resurrection", hvis Industrial-inspirerede start er så stærk, at man klart ser guden svinge hammeren Mjølner og drøne hen over himlen i sin vogn trukket af gedebukke.
Men så sker der noget; som ramt af en forbandelse mister musikken herefter sit drive, og det hele falder helt sammen som en drukken kriger.
"I am Thor"- omkvædet i "The Visitor" er alt andet end overbevisende, og Thor virker pludselig kraftesløs. Efter de næste par numre, som er intetsigende, gaber han, strækker sig og lægger sig. Efter den patetiske "Stolen Hammer", hvis tekst passer dårligt til melodien, falder han i en dyb søvn, som ved albummets afslutning er gået over i en højlydt snorken. Efter en glimrende start ender albummet derfor som en ligegyldig affære, som hverken er en gud værdig, eller værd at bruge lyttetid på.
At tyske bands kan håndtere vikingetiden på en overbevisende måde, har Rebellion vist med deres trilogi om emnet, og hvis man er til en musikalsk rejse i nordisk mytologi, er der meget mere guld at finde for enden af dén regnbue. Hvis vikingernes kræfter svarede til den power, som "Thor" indeholder, ville deres tordengud være en svagelig fyr, og ingen ville skrive musik om deres bedrifter 1000 år senere.

Tracklist:
1. Utgard (False Games)
2. Midgards Guardian
3. Asgard
4. Serpents Venom
5. Resurrection
6. The Visitor
7. What Would You Do?
8. Utgard (The Beginning)
9. Stolen Hammer
10. Lightning
11. Pounding in the Night

Samlet spilletid: 49:24

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Wizard
  • Album titel: Thor
  • Karakter: Karakter: 2.0
  • Pladeselskab: Massacre Records
  • Samarbejdspartner: Massacre Records
  • Genre: Psykedelisk Rock, Post

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.