fbpx

Vredehammer - Viperous

Vredehammer - Viperous

Som så mange andre bands i Metalverdenen startede Vredehammer som et enmandsprojekt, men med tiden udvidede Per Valla besætningen til en trio. I denne form udsender Vredehammer sit tredje album, hvor teksterne tager afsæt i værker af Stephen King, ganske som det var tilfældet med forgængeren ”Violator”.
Og det må være nogle ret voldsomme billeder, den gode King har skabt hos Valla, for hold da op, der er knald på tingene her! Numrene fyres af i hæsblæsende tempo, og de tre musikere får virkelig straffet deres respektive instrumenter. Når man lægger den brølende vokal oveni, har man en cocktail, som ikke vil falde i alles smag. Det er heller ikke meningen, for Vredehammer kører deres stil meget fokuseret.
Et andet element, som fortjener at blive fremhævet, er brugen af Keyboards. Dem bruger Valla meget intelligent, både til at sætte stemningen i åbningsnummeret, og som væsentlig del at lydbilledet i ”Suffocate All Light” og titelnummeret. Begge steder gør de musikken både stor og truende, og er med til at hæve kvaliteten. Men frem for alt fylder de aldrig mere end nødvendigt, så hos Vredehammer kan man også begrænse sig.
Trods tilstedeværelse af groove og afvekslende keyboards er ”Viperous” en virkelig voldsom affære, og man skal være mere end almindelig hårdkogt for at trykke på REPEAT efter en gennemlytning. Derfor vil albummet tiltale en smallere, men dedikeret skare.

Tracklist:
1. Winds of Dysphoria
2. Aggressor
3. Suffocate All Light
4. Viperous
5. Skinwalker
6. In Shadow
7. Wounds
8. Any Place But Home
9. From a Spark to a Withering Flame
Samlet spilletid: 42:37

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.