fbpx

Velvet Viper - Cosmic Healer

Velvet Viper - Cosmic Healer

At gendannelsen i 2017 er alvorligt ment, viser Velvet Viper ved at udsende endnu et album – ”Cosmic Healer” er det tredje i rækken i den nye æra. Det nye line-up er bibeholdt, ligesom det igen er Massacre Records, der står bag udgivelsen.
Indholdsmæssigt er tingene også som de plejer; stilen er traditionel Power Metal, hvor tekstuniverset behandler temaer som heltemodig kamp, sammenhold og religiøse myter. Det hele fremføres sikkert, ligesom produktionen er udmærket. Når man lytter ”Cosmic Healer” igennem, er man ikke i tvivl om, at Jutta Weinhold styrer begivenhederne; numrene er lagt an på at bringe hendes vokal i centrum. For hendes fans er det sikkert glimrende, men jeg bliver hurtigt mæt af hendes performance, som jeg finder lidt for højtidelig – selv i Power Metal sammenhæng.
Det ville betyde mindre, hvis materialet var i topklasse, men det er det ikke! Generelt mangler numrene bid og spænding, og der bruges for meget tid på kendte elementer. Weinholds teatralske vokal proklamerer noget ophøjet, som numrene ikke kan indfri; de er derfor hurtigt glemt igen. Men to af dem fortjener at blive fremhævet: ”Holy Snake Mother”, hvor den forvrængede støttevokal giver forandring, og ”Osiris”, som er et rigtig stærkt nummer med kant og et meget fængende omkvæd. Men resten er stangvare, og spørgsmålet er, om ikke Velvet Viper bør bruge lidt mere tid på skriveprocessen, inden de går i studiet næste gang.

Tracklist:
1. Sword Sister
2. Let Metal Be Your Master
3. Cosmic Healer
4. Holy Snake Mother
5. Voice Of An Anarchist
6. Sassenach
7. Osiris
8. On The Prowl
9. Long Shadows
10. Darkness Of Senses
11. Götterdämmerung (Acoustic Version)

Samlet spilletid: 49:58

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.