fbpx

Unseen Faith - Waver Fremhævet

Unseen Faith - Waver

Efter syv års samspil er Unseen Faith fra Aarhus klar med deres første fuldlængde album. Det har fået titlen ”Waver”, som er en reference til den bølgende fornemmelse, man som religiøst menneske kan opleve, når troen skal fastholdes midt i en hektisk verden.

Umiddelbart får den troende ikke meget hjælp af albummet, for hovedparten af spilletiden lever fint op til netop betegnelsen hektisk. Unseen Faith spiller Deathcore, som helt naturligt er præget af både voldsomt tunge elementer og breakdowns, uptempo passager og en brølende vokal.

Sidstnævnte skifter ubesværet til en mere skrigende version, hvilket giver meget forskellige udtryk – med masser af power, forstås.

Jeg har ofte haft svært ved at blive fanget af genren, specielt når den spilles som Unseen Faith gør det, med mange temposkift og hakkende rytmer. Problemet er, at det hurtigt bliver ensformigt og kedeligt, hvis man lader indholdet stoppe dér. Det har aarhusianerne også tænkt, så de har sørget for at supplere med melodiske godbidder. Det er f.eks. den næsten hypnotiske guitar, der bryder igennem muren af tyngde i ”Dystopia”, eller de elektroniske stumper, der optræder i de to første numre. Mere fyldige er de to instrumentalnumre ”Intermission” og ”Interlude”, som er meget mere lineære end deres omkringliggende kolleger.

Tiltaget med at skabe variation skal Unseen Faith have stor ros for, også selv om det ikke helt formår at overbevise; mod slutningen begynder tingene at flyde lidt sammen for mig, men indtil da fungerer tingene ret godt for albumdebutanterne.

Tracklist:
01. Lost World
02. Friend of The Devil
03. Dystopia
04. The Sceptic
05. Intermission
06. (Don't) Fear
07. S.O.S
08. Tree
09. Interlude
10. Anchor Me
Samlet spilletid: 33:01

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Unseen Faith
  • Album titel: Waver
  • Karakter: Karakter: 3.0
  • Pladeselskab: Prime Collective
  • Samarbejdspartner: Prime Collective
  • Genre: Deathcore

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.