fbpx

The 69 Eyes - Universal Monsters

The 69 Eyes - Universal Monsters

De må efterhånden være et af de allerstørste bands, der nogensinde er kommet ud af Finland. Og et af de bands der har holdt sig på toppen allerlængst. The 69 Eyes – Helsinki Vampires som de også er kendt som – har spillet goth ’n’ roll for tusinder og atter tusinder af begejstrede fans siden 1989. Deres første album kom i 1992, men bandet fik for alvor deres gennembrud i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne. Selv har jeg oplevet dem live adskillige gange, og de er stadig blandt mine favoritbands.

”Universal Monsters” er deres tolvte studiealbum og efterfølgeren til ”X” fra 2012, som jeg syntes var ganske fremragende. På dette album er vi stilmæssigt tilbage til noget, der minder mere om bandets oprindelige genre og ikke den meget poppede stil, de kørte en del år. Bevares, det er stadig mere poppet end for 15 år siden, men det er blevet en smule mere dystert og gotisk igen. Og det klæder dem absolut. Albummet åbner med ”Dolce Vita”, der oser af læderjakker med nitter og Jack Daniels. Guitaristerne Bazie og Timo-Timo spiller stadig solid spade, og melodierne er stadig rigtig gode. Skæring nummer to ”Jet Fighter Plane” er også en af mine favoritter. Jyrki 69 stjæler stadig billedet med sin dybe røst, der ikke er blevet dårlige med årene. Han er stadig ligeså karismatisk – og flot! – som han altid har været. Jeg elsker når han søger tilbage til rødderne, som på ”Miss Pastis”, der minder mig om de gode gamle ”Blessed Be” dage. ”Shallow Graves” vinder med sine tunge guitarriffs og en lækker basgang, der smyger sig kælent om Jyrkis rå vokal. ”Jerusalem” flirter endnu engang med den gotiske stemning fra fortiden med sit orgellignende keyboardspil, og selvom det ikke er det stærkeste nummer på albummet, er jeg ret vild med stemningen. Også nummeret "Blue" har jeg det på samme måde med. Ind imellem går der dog stadig lidt for meget pop i den til min smag. Men okay, hvis den stadig havde stået på lange sorte trenchcoats og vampyrudtryk, var jeg nok vokset fra det for længst. Trods alt synes jeg bandet her når frem til en ret fin blanding af det deres meget gotiske fortid og et mere moderne, let udtryk.

Alt i alt er ”Universal Monsters” et ganske vellykket album. Selvom jeg ikke synes det er bandets bedste, må jeg tage hatten af for at de stadig formår at bibeholde deres oprindelige stil, men uden at det bliver kedeligt og klichefyldt. Jeg synes sgu de stadig gør det godt, de gamle drenge! Det bliver til fire stjerner fra mig. Og så håber jeg på en turne der bringer dem til København i løbet af året. Og har du ikke oplevet dem live endnu, så er det absolut noget du skal unde dig selv!

Track list:
1. Dolce Vita
2. Jet Fighter Plane
3. Blackbird Pie
4. Lady Darkness
5. Miss Pastis
6. Shallow Graves
7. Jerusalem
8. Stiv & Johnny
9. Never
10. Blue
11. Rock ’n’ Roll Junkie
Samlet spilletid: 46:00

 

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.