fbpx

Wolves Among Us - Hollow Gloom

“Hollow Gloom” er titlen på det andet album fra Wolves Among Us, og følger direkte op på“Collapse” fra 2018. Aalborg-bandets nye udspil er produceret og mastered af Chris Kreutzfeldt.
Han har som vanligt opbygget et stærkt og fint sammenhængende lydbillede, der lader alle elementer i de 11 numre komme til orde. Disse rammer fylder Wolves Among Us med så deres take på moderne Metalcore, som i det store og hele følger gængse stier. Det betyder, at man hurtigt kan sætte kryds i boksene ud for både brølende og ren vokal samt tunge rytmer og melodiske passager – det basale er på plads.
Hvor debutalbummet var præget af de melodiske elementer, er tingene denne gang mere ligeligt fordelt; der startes med et par hårde tracks for lige at markere sig, men så bliver der også plads til det melodiske. Men hvor disse tidligere var markante nok til, at jeg tilføjede et ”melodisk” i genrebetegnelsen, kniber det denne gang med at holde niveau. Det illustreres tydeligt i ”Chimera”, hvor melodien dominerer, men ikke har den fornødne styrke til, at den kan fastholde min interesse hele vejen hjem.
Den samme tendens rammer også musikkens hårde side, som har fint med energi, men mangler nogle af de ideer og den spænding, bandet tidligere har vist. ”Hollow Gloom” fremstår derfor som et klart eksempel på, at album nummer to kan være svært.

Tracklist:
1. Shikari
2. Haunted
3. We Are
4. Reviled
5. Calamity
6. Chimera
7. Dejection
8. Animals
9. Destroyer Of Worlds
10. Trapped In I
11. Fragile
Samlet spilletid: 38:58

Læs mere...

Wolves Among Us - Collapse

Nej, det er ikke en fejl, at jeg har linket denne anmeldelse til facebooksiden for E’nemia; det er nemlig nordjyderne, der nu udgiver debutalbummet ”Collapse”. At det sker under navnet Wolves Among Us skyldes, at bandet var blevet trætte af det gamle navn og ikke længere følte, at det passede til deres musik.

Stilmæssigt holder de fast i Metalcore, så numrene følger traditionen og består af melodiske passager anført af rene vokaler på den ene side, og mere rå afsnit med brølende front på den anden. I de sidstnævnte brøler frontmanden Jimmy Bertelsen energisk, men ikke ekstremt; jeg kan ikke rigtig føle vreden. Den ledsagende musik har udmærket kant, ikke mindst takket være en produktion, som ikke er for clean.

Alligevel er det ikke her, ulvene scorer flest point, den melodiske side af sagen står nemlig meget stærkere. Gennemgående er numrene udstyret med flotte melodier, som hurtigt fænger og sætter sig fast. Et par af dem er ekstra stærke og værd at fremhæve: ”Icarus”, som opfordrer til at forfølge sine drømme, og det afsluttende ”Save Me”, hvor Aalborg-bandet sætter en tyk streg under deres evne til at skrive flotte numre.

Om det skyldes det nye navn eller ej, så Wolves Among Us begået en glimrende debut; selv om det melodiske er i fokus, har albummet tilstrækkeligt med bid til, at skabe balance i tingene.

Tracklist:
1. Collapse
2. Far From Serenity
3. Icarus
4. Nightmare
5. Fusion
6. Double Standards
7. Mirrors and Monsters
8. Deliverance
9. Save Me
Samlet spilletid: 37:06

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed