fbpx

Cartographs - wilt & blossom

Da københavnske Cartographs startede i 2014, var stilen melodisk Hardcore med fokus på skarpe rytmer, men siden har bandets sangskrivning taget en drejning mod det mindre hårdtslående, hvilket debutalbummet ”wilt & blossom” giver prøver på.
Her kan man hurtigt konstatere, at det ikke er alle elementer fra bandets tidligste dage, som er forsvundet. Sangeren Joachim Jensen leverer gennem hele albummet en brølende, indimellem let skrigende vokal, som ikke er for anmassende, men alligevel giver numrene kant.

Det er den stort set ene om, for den musikalske side af sagen ligger helt ovre i den anden side af det musikalske spektrum. Her er det stille passager, hvor nøgleordene er Nedtonet og Melodisk, som er i centrum. I flere af de rent instrumentale passager er udtrykket afslappet og nærmest drømmende, så kontrasten til vokalen er stor.

Men netop i modsætningerne skabes de spændinger, der puster liv i albummets syv numre. Ved at trække vokalen tilbage i lydbilledet bliver den ikke dominerende, men i stedet en ligeværdig partner for musikkens mere sarte side. Derfor fungerer de passager, hvor musik og vokal følges ad, også bedst for Cartographs.

Men der er også perioder, hvor spændingen mangler, især når vokalen ikke bidrager til lydbilledet; her har tingene det med at blive en tand for rolige. Alligevel får ”wilt & blossom” en anbefaling med herfra, for stilen er selvstændig og har bestemt sine øjeblikke.

Tracklist:
1. Wilt over time
2. Ever scaling
3. Peace was never mine to be found
4. Through the garden gate
5. More string than pearls
6. In teal
7. Blossom under leaves
Samlet spilletid: 50:56

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed