fbpx

Unseen Faith - Evoke

I 2017 albumdebuterede Unseen Faith med ”Waver”, og nu er de fem bandmedlemmer fra Aarhus været en tur i Badcat Studio hos Chris Kreutzfeldt for at indspille efterfølgeren, som de kalder ”Evoke”.
Resultatet er ti numre med Deathcore på et højt teknisk niveau, hvor det ikke skorter på hverken energi eller breakdowns, og hvor vokalen lyder som om, at Alexander Eriksen har set sig sur på resten af verden. Vreden får dog modspil fra melodiske elementer, der er listet ind i omkvædene, ligesom musikken suppleres med keyboard i de fleste numre. Derudover er der vokale gæsteoptrædener fra Daniel McWhorher (Gidion), Andreas Bjulver Paarup (CABAL) and Benjamin Ganzhorn (Daze of June).
Men hverken keyboards, omkvæd eller gæstevokaler kan fjerne det tæppe af monotoni, som vokalen lægger over numrene. Den brøler og hvæser med enorm vrede og energi, men både henover det enkelte track, og især på albummet som helhed, lyder det MEGET ens. Fornemmelsen af ensformighed forstærkes af, at guitarerne arbejder indenfor begrænsede rammer, der for ikke-musikere som mig hurtigt kommer til at gentage sig selv.
Så hvem er dette album for? Tjah, hvis man søger et melodisk udtryk med stor bredde, er man gået galt i byen. Men hvis du har rå energi øverst på prioritetslisten, er ”Evoke” absolut værd at checke ud.

Tracklist:
1. Downfall
2. New Era
3. Hardwired
4. Wrath
5. Ode To Heresy
6. Out Of The Dark
7. Heart In A Prison
8. The Perfect Human
9. The Greatest Threat
10. Wither
Samlet spilletid: 38:27

Læs mere...

Unseen Faith - Waver

Efter syv års samspil er Unseen Faith fra Aarhus klar med deres første fuldlængde album. Det har fået titlen ”Waver”, som er en reference til den bølgende fornemmelse, man som religiøst menneske kan opleve, når troen skal fastholdes midt i en hektisk verden.

Umiddelbart får den troende ikke meget hjælp af albummet, for hovedparten af spilletiden lever fint op til netop betegnelsen hektisk. Unseen Faith spiller Deathcore, som helt naturligt er præget af både voldsomt tunge elementer og breakdowns, uptempo passager og en brølende vokal.

Sidstnævnte skifter ubesværet til en mere skrigende version, hvilket giver meget forskellige udtryk – med masser af power, forstås.

Jeg har ofte haft svært ved at blive fanget af genren, specielt når den spilles som Unseen Faith gør det, med mange temposkift og hakkende rytmer. Problemet er, at det hurtigt bliver ensformigt og kedeligt, hvis man lader indholdet stoppe dér. Det har aarhusianerne også tænkt, så de har sørget for at supplere med melodiske godbidder. Det er f.eks. den næsten hypnotiske guitar, der bryder igennem muren af tyngde i ”Dystopia”, eller de elektroniske stumper, der optræder i de to første numre. Mere fyldige er de to instrumentalnumre ”Intermission” og ”Interlude”, som er meget mere lineære end deres omkringliggende kolleger.

Tiltaget med at skabe variation skal Unseen Faith have stor ros for, også selv om det ikke helt formår at overbevise; mod slutningen begynder tingene at flyde lidt sammen for mig, men indtil da fungerer tingene ret godt for albumdebutanterne.

Tracklist:
01. Lost World
02. Friend of The Devil
03. Dystopia
04. The Sceptic
05. Intermission
06. (Don't) Fear
07. S.O.S
08. Tree
09. Interlude
10. Anchor Me
Samlet spilletid: 33:01

Læs mere...

W:O:A Metal Battle - Radar

I år virker det til at jeg prøver nye ting af. Wacken Open Air Metal Battle er en konkurrence som finder sted over hele verden, hvor bands konkurrer om at komme og spille på verdens største Metal Festival i. Selvfølgelig er Danmark også repræsenteret hvert år på festivalen i Tyskland, hvor før i tiden det har været bands som Savage Machine, Huldre og By The Patient. I aften var første gang jeg var med til arrangementet og vejret var utrolig godt udenfor, så der var mange mennesker udenfor imellem bands for at nyde det gode vejr. Der var ikke proppet inde på Atlas i aften, men alligevel var der mødt en del mennesker op for at støtte op omkring bandsne.

 

Unseen Faith

Første band på scenen i aften var lokale Unseen Faith. Det er ikke et band jeg har stiftet bekendtskab med overhovedet før koncerten, men alligevel er navnet blevet nævnt en del gange, men aldrig har jeg hørt dem. Genren vi er ude i er Deathcore med en sammenblanding af Djent og Moderne Metal. Born Of Osiris er et navn som lyder som en inspirationskilde for bandet. Jeg synes at spilleglæden var til stede, og bandet var tændte. Deres trommeslager pisker tønderne på teknisk vis, og deres forsanger hoppede frem og tilbage på scenen. De prøvede at få publikum med ind i festen, men alligevel virkede det som lidt af en umulig opgave. Publikum virkede meget tilbage holdene i aften og det var en smule ærgerligt. Unseen Faith gjorde det hele som de skulle, men alligevel følte jeg lidt at showet blev en smule kedeligt og ensformigt. Jeg synes også at deres flow gik en smule tabt, og det virkede svært at komme op på hesten igen. Unseen Faith var en ganske fin åbning til aftenens fest, men alligevel blev det hele ikke mere end bare ganske fint.

Karakter 3 ud af 6

 

Cruelty's Heart

Cruelty's Heart er et band som jeg aldrig hørt om før. Jeg fik at vide at deres genre var ovre i noget Folk-Black Metal. Det var lidt svært at sætte deres musik i bås, men den førnævnte genre lyder nogenlunde rigtig. Bandet spillede i bare overkroppe og krigsmaling som dækkede det meste af kroppen. Det var noget af et genreskift i forhold til Unseen Faith, som spillede lige før. Bandet spillede fint, men alligevel følte jeg aldrig at det var noget som fangede mig. Lyden inde i salen var heller ikke så god, så oplevelsen blev en ødelagt rimelig meget. Man kunne se på bandet, at de var klar til at spille op til dans men jeg synes ikke at de fangede min interesse på noget som helst tidspunkt. Det blev desværre en kort oplevelse for mig, da på grund af dårlig lyd og ikke så fangende musik besluttede jeg mig for at forlade salen før koncerten var slut. Cruelty's Heart formåede at skille sig ud fra mængden, men alligevel var det ikke nok til at imponere mig.

Karakter 2 ud af 6

 

Bæst

Pga det meget tætpakkede program og at jeg ikke lige fik holdt øje med tiden, så endte det med at jeg desværre missede Empire Of Doom. Det er jo hvad der kan ske engang imellem. Næste band på scenen i aften var lokale Dødsmetal Helte i Bæst. Bandet spillede for omkring tre uger siden deres første koncert på Royal Metal Fest på samme spillested, og jeg var til stede og de leverede en god koncert. Allerede da bandet gik på scenen blev de oversvømmet i jubel fra publikum. Bandet startede ud med nummeret Bones, og allerede her vidste vi at var vidne til noget specielt. Selvom det kun er tre uger siden jeg sidst så bandet live, så er der sket så meget på den korte tid. Bandet ligger meget i samme boldgade som det gamle svenske Dødsmetal såsom Entombed, Bloodbath og Dismember. Det er bands som jeg er vokset op med, så det er bare endnu federe. Nu kom der endelig gang i pitten, og der var også nogle stagedivers på scenen og det var ret sjovt at se. Det, som også er så imponerende ved Bæst er, at de er en liga helt for sig selv. Vi har jo selvfølgelig gode dødsmetal bands i Danmark men Bæst formår at skille sig ud da de er langt mere Old School end det mere moderene Dødsmetal, som florerer rundt i undergrunden. Bæst spillede rigtig fedt, og lyden var god inde i salen for en gangs skyld. Både på scenen og foran scenen blev der svunget med garnet i alle forskellige retninger. Bandet leverede energien og brutaliteten igennem deres musik ud til publikum, og vi elskede hvert et øjeblik af det. Bæst viste endnu engang at de formår at skabe en fest lige meget hvor henne i landet de spiller.

Karakter 5 ud af 6

 

Savage Machine
Savage Machine var vinderne af Wacken Metal Battle Danmark sidste år, og de var blevet valgt at spille imens juryen diskuterede om hvilke bands skulle gå videre i konkurrencen. Savage Machine er Heavy Metal af den gamle skole. Her snakker vi om store riffs og høje vokaler som det var tilbage i 80'erne. Jeg må ærligt indrømme, at deres musik er ikke mig, men jeg endte med at blive overasket alligevel. Bandet kan nemlig deres præg selvom jeg ikke er fan af musikken. Kontakten med publikum er til stede, og de ved lige hvordan de skal samarbejde med et publikum. Forsanger Troels Rasmussen er en rendyrket frontmand og det er næsten at ligesom at se Bruce Dickinson bare i en dansk version. Savage Machine er måske for mit vedkommende et band som ikke fungerer så godt på plade, men live sider det hele bare i skabet. Savage Machine leverede en ganske fin koncert, og selvom det var første gang jeg så dem live, så er det ikke helt udelukket at jeg nok kommer til at se dem live på en scene igen.

Karakter 3½ ud af 6

 

Hamferð
Jeg kan huske da jeg boede på Færøerne. Vi havde vores lokale metal bands som SIC, Synarchy og The Apocryphal Order. Men da jeg oplevede Hamferð for første gang tilbage i 2010, var det noget så fænomenalt. Aldrig havde vi oplevet noget så storslået og majestætisk, og de har ændret den færøerske metal scene for evigt. Hamferð vandt både det Færøerske og internationale Wacken Metal Battle tilbage i 2012, og har siden da fået ros fra metal pressen og publikum verden rundt. I aften var tredeje gang jeg ville se Hamferð og passende efter tre års ventetid stillede jeg mig helt frem til scenekanten. Åbningsnumrene som var Vráin og Deyðir Varðar fungerede endnu bedre end da jeg hørte dem for første gang for to og tre år siden. Specielt det sidstnævnte nummer betyder utrolig meget for mig. Lyden inde i salen var så god under Hamferðs koncert, at det næsten var synd for de andre bands. Bandet spiller jo altid iført i sorte jakkesæt som alligevel sætter en teatralsk stemning i gang på scenen. Forsanger Jón Aldará blander sangene godt op med både dybe dødsgrowls og utrolig smukke skønsangs passager. Vi fik også hørt numre som Evst og Við Teimum Kvirri Gráu som også bare fungerede perfekt. Hamferð sluttede deres koncert af med den fæøerske salme Harra Guð, Títt Dýra Navn Og Æra. Hamferð viser endnu en gang at de er et af de mest oversete live bands fra Færøerne. At vidne et band som fuldstændig har tryllebundet deres publikum og har dem i deres hule hånd, så kan man ikke andet end at bukke sig i respekt for bandet. Hamferð er mere end velkommende til at gæste landet hver weekend for mit vedkommende.

Karakter 6 ud af 6

 

Bandet som så var aftenens vindere var Empire Of Doom. Så de skal dyste videre i finalen i Kolding med bands som Bæst, Lotunn og Sunless Dawn. Vi ønsker alle bands held og lykke!

Læs mere...

Unseen Faith - Yokebreaker

Aarhus er hjemby for Unseen Faith, som efter 5 års eksistens har sendt deres første udspil, ”Yokebreaker” på gaden; det er en EP med 6 numre, som bandet har selv produceret. I pressematerialet bliver det fremhævet, at Unseen Faith er et kristent band, men jeg ved ikke hvad jeg skal bruge dén oplysning til – det virker bare som en gimmick der skal skabe interesse for bandet.

Og den er specielt overflødig fordi musikken sagtens kan stå alene, den behøver ingen kunstig opsætning. Og hvis man forbinder begrebet kristen med blødsødenhed og "vend den anden kind til", bliver man skuffet her. Unseen Faith giver den nemlig gas for alvor, og skulle jeg beskrive EP’en med ét ord, ville BRUTAL være et godt bud. Det er i hvert fald passende for sangeren Alexander Eriksen, som halvt skriger, halvt brøler sig igennem numrene. Han er aggressiv og nærmest bidsk, men formår alligevel at variere sit udtryk ret meget.

Og er det ikke tilstrækkelig variation, findes der mere i musikken. Den hamrer knaldhårde staccatorytmer lige i fjæset på lytteren, men har også en anden side: I samtlige numre optræder der meget lækre melodiske guitarer, som passer super godt som modpart til de virkelig hårdtslående elementer.

Det giver en god balance, men numrene har mere eller mindre samme set up – derfor er det passende med seks styk, og havde der været flere, var jeg begyndt at kede mig. Men som det er, er det fint, og ”Yokebreaker” er en udmærket start for Unseen Faith.

Tracklist:
1. The Revenant
2. Enemy
3. Route 3
4. The Mask
5. Father
6. Roars
Samlet spilletid: 24:57

 

Læs mere...

Unseen Faith udgiver mini album næste måned!

Det Aarhusianske deathmetal/metalcore band Unseen Faith udgiver et mini album med titlen ”Yokebreaker” den 28 november. Unseen Faith er noget så sjældent som et dansk kristent metal band. Mængden af kristne metalbands i Danmark kan tælles på en hånd.

Den kommende udgivelse står til at udkomme på det uafhængige musikselskab Prime Collective. A&R og ejer af Prime, Mirza Radonjica udtaler:

”Der er noget forfærdeligt dragende ved Unseen Faith univers. Deres brutalitet har for mig været et nødvendigt pusterum for al det strømlinede heavy metal der får ørenlyd i dag. Musik kan så meget mere end at appellere til laveste fællesnævner. Derfor er jeg stolt at arbejde med artister som de her drenge. Det er anderledes for Danmark, og gud ved vi har brug for noget anderledes.”

 

Genren er enorm i udlandet, og bandet har også fået opmærksom i USA. De fem bandkammerater brænder for deres budskaber, og står med noget ganske unikt på hånden.

”Det føles godt at være færdige med det vi mener er et svendestykke på vores 5 årige musikalske rejse. Efter adskillige udskiftninger og modgang er Yokebreaker endelig klar. Vi glæder os til at udgive musik i et land hvor pladsen til vores type musik ikke er eksisterende. Men resultatet taler sig tydelige sprog og er vi er klar til at rive metal Danmark midt over.” udtaler leadguitarist Asbjørn Brokhøj

 

Unseen Faith er et brutalt sidestykke til Hymns From Nineveh. Halsbrækkende breakdowns går hånd i hånd med skærrende guitar riffs i et hektisk tempo der får jorden under dig til at ryste. Unseen Faith spilder på ingen måder tiden med atmosfære. Det er originalt, direkte og brutalt -  med et ærligt budskab.

Albummet er selvproduceret og udkommer i hele Europa via Prime Collective og Border Music d. 28 november 2015. Udgivelsen følges op af en tour i Danmark og Europa i 2016.

 

TRACKLISTE:

1. The Revenant
2. Enemy
3. Route 3
4. The Mask
5. Father
6. Roars

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed