fbpx

Dimmu Borgir - Forces Of The Northern Night

Der har været stille omkring Dimmu Borgir på det sidste; deres seneste studiealbum udkom tilbage i 2010. Sidste år gav nordmændene en koncert i hjembyen Oslo med Det Norske radioorkester og kor, og den koncert foreligger nu både som album og DVD/Bluray udgivelse. For andre kunstnere er de symfoniske omgivelser et middel til at give kendte numre nye vinkler, men hos Dimmu Borgir er det allerede indbygget i materialet. For mig var spørgsmålet derfor: Hvad har kor og orkester tilført bandets musik?

Her fristes jeg til at lege tv reklame og sige ”meget mere… symfoni”. De symfoniske elementer bliver fremhævet; ikke kun via numre arrangeret uden Metal, men så afgjort også inde i numrene. Det lyder dejligt autentisk, og der bliver sat en tyk streg under, at et symfoniorkester kan være en både voldsom og stemningsfyldt affære. Desværre har man valgt også at fremhæve elementerne i selve mikset, så både trommer, guitar og Shagraths raspende vokal bliver presset tilbage i lydbilledet. Selv klassiske hits som “Progenies Of The Great Apocalypse”, “The Serpentine Offering” og “Mourning Palace” må kæmpe hårdt for at trænge igennem, men klarer sig alligevel udmærket. Andre tracks klarer sig mindre godt, så man skal have en præference for det symfoniske for at begejstres af albummet her. Jeg er ikke helt overbevist, så jeg retter blikket fremad mod Dimmu Borgirs næste studiealbum, som efter planen dukker op sidst på året.

Tracklist:
01. Xibir (orchestra)
02. Born Treacherous
03. Gateways
04. Dimmu Borgir (orchestra)
05. Dimmu Borgir
06. Chess With The Abyss
07. Ritualist
08. A Jewel Traced Through Coal
09. Eradication Instincts Defined (orchestra)
10. Vredesbyrd
11. Progenies Of The Great Apocalypse
12. The Serpentine Offering
13. Fear And Wonder (orchestra)
14. Kings Of The Carnival Creation
15. Puritania
16. Mourning Palace
17. Perfection Or Vanity (orchestra)
Samlet spilletid: 83:20

Læs mere...

Ex Deo - The Immortal Wars

Egentlig havde Kataklysm-forsangeren Maurizio Iacono lukket sit sideprojekt Ex Deo ned i 2014, men den tur i mølposen varede kun et års tid; så blev tropperne samlet for at arbejde på bandets tredje album. Det hedder ”The Immortal Wars” og er et konceptalbum om den anden krig mellem to af oldtidens supermagter, Karthago og Rom. Dermed fastholder Iacono stilen fra de foregående skiver, som også omhandlede romersk historie.

Krig er i sig selv en voldsom ting, så her passer Death Metal fint som musikalsk stil. Men for at kunne gengive det enorme omfang af albummets tema, må der mere til. Derfor supplerer Ex Deo med storslåede symfoniske arrangementer, som med strygere, blæsere og kor rykker rammerne både opad og udad.

Noget lignende er også brugt i forbindelse med Power Metal, hvor det symfoniske i mine ører ofte får for meget plads. Det gør det ikke her, selv om der bestemt ikke spares på hverken indsats eller energi. Anført af Iaconos brølende vokal giver Ex Deo den nemlig gas, så det metalliske har nosser nok til at modstå den symfoniske overmagt.

Ind imellem bliver det lidt for højtravende fordi historiefortællingen prioriteres højere end selve musikken, men det er et mindre problem i det store billede. På bundlinjen udmærker ”The Immortal Wars” sig med en sjældent vellykket balance mellem Metal og symfoni, som absolut er et lyt værd.

Tracklist:
1. The Rise of Hannibal
2. Hispania (Siege of Saguntum)
3. Crossing of the Alps
4. Suavetaurilia (Intermezzo)
5. Cato Major: Carthago delenda est!
6. Ad Victoriam (The Battle of Zama)
7. The Spoils of War
8. The Roman
Samlet spilletid: 38:18

 

Læs mere...

Akoma - Revangels

Danmarks førende Symfoniske Metal band Akoma er på gaden med deres debut album ”Revangels”. Bandet har eksisteret siden 2004, og har 3 EP'er i bagkataloget: ”Angels Of Revenge” (2005 – EP), ”Lost Forest” (2007 - Promo EP) samt ”The Other Side” (2012 – EP). Bandet skulle ifølge pressen med de to seneste EP'er have gjort sig fortjent til at sammenligne sig med bands som; Nightwish, Xandria and Within Temptation. Dette er mit første møde bandets musik, så det skulle blive interessant at se hvad Akoma havde at byde på.
 
Musikken indeholder bestemt gode takter med hårde og tunge riffs, bombastiske, atmosfæriske og episke temaer samt de symfoniske indslag som klæder musikken godt, så der er lidt af det hele. Numre som ”Enticing Desire”, ”Revangels” og ”Change Of Propensity” må være de bedste eksempler herpå. I samme moment bør man heller ikke glemme den glimrende og meget smukke ballade ”Humanity”. Soprano vokalen bliver leveret smukt og overbevisende af Tanya Bell, men har desværre en tendens til at blive lidt for sukkersød, og det ville klæde musikken gevaldigt med en mandlig mørkere vokal/growl hist og her som kontrast til den meget sukkersøde vokal, ligesom eksempelvis Epica gør brug af, men det er selvfølgelig en smagssag.
 
Generelt er ”Revangels” en ganske godkendt debut fra et meget lovende band, hvor det hele virker meget afbalanceret, uden at det bliver for højtideligt og højtravende. Hvis man absolut skal sammenligne med nogen, er der dog et  stykke vej op til Within Temptation’s (anno ”Silent Force”) niveau, hvor jeg syntes de var bedst. Men musikken er bestemt ikke dårlig, og er man til bands som Within Temptation, Nightwish, Leaves’ Eyes og Epica, bør man give Akoma et lyt.
 
Tracklist:
1. Enticing Desire
2. Revangels (Feat. Liv Kristine) 
3. Change Of Propensity 
4. Mesopotamia 
5. Hands Of Greed 
6. Vira 
7. Humanity 
8. Heartless Deceiver 
9. Bittersweet Memories (Bonus Track)
Samlet spilletid: 45:40
 
Læs mere...

Sirenia - Dim Days of Dolor

Siden 2001 har Sirenia vist, at Norge kan spille andet end Black- og Dødsmetal ved at satse på mere symfoniske vinkler. Bandets mastermind Morten Veland er det eneste originale medlem tilbage efter pænt mange udskiftninger, ikke mindst på den vigtige post som vokal frontfigur. Den nyeste på posten hedder Emmanuelle Zoldan, stammer fra Frankrig og markerer sig stærkt, men mere herom senere.

Stilmæssigt er der ikke sket det store for Sirenia, her fortsættes der med Symfonisk Metal med alt hvad der kan tænkes af store orkestreringer og korarrangementer. Elementerne bruges med sans for det dramatiske, så dén del af albummet hurtigt kan markeres som godkendt. Det samme gælder for den egentlige Metal, som ikke er berøvet sin styrke, men får lov til at beholde kant og skarphed – det matcher det symfoniske på bedste vis.

Det samme gør Zoldans vokal, for hun nøjes ikke med at synge rent og klart som de fleste andre sangerinder i genren. I stedet supplerer hun med en operastemme, der straks leder tankerne hen på Tarja Turunen – på den fede måde. I fællesskab udgør de forskellige ingredienser en meget fin balance mellem det det storslåede, det medrivende og det smukke. Albummet er en glimrende repræsentant for genren, og hvis ikke det havde været for uinteressante omkvæd i nogle numre, var karakteren faldet højere ud.

Tracklist:
1. Goddess of the Sea
2. Dim Days of Dolor
3. The 12th Hour
4. Treasure n' Treason
5. Cloud Nine
6. Veil of Winter
7. Ashes to Ashes
8. Elusive Sun
9. Playing with Fire
10. Fifth Column
11. Aeon's Embrace
Samlet spilletid: 56:34

 

Læs mere...

Lacuna Coil - Vega

Så... Efter at have været til, jamen jeg ved snart ikke, over 1500 koncerter, står, eller stod, Lacuna Coil som det kedeligste band jeg har oplevet live. Og dette er ikke blot en engangsforeteelse; jeg så dem tre gange imellem 2008 – 2011, og lige lidt hjalp det. Men, der er sket noget siden, og med ”Delirium” er de så sandelig tilbage på banen, og nok til at jeg vovede mig i Vega denne aften. Den store revanche! ... eller blot en acceptabel præstation?

Lacuna Coil:
Man kan i hvert fald starte med at påpege, at annoncere hovednavnet til at gå på ved midnat (i realiteten kvart i) er alligevel usædvanligt fra Vegas hånd. Men det skal ikke skille os ad, og Lille Vega er på dette tidspunkt fyldt ganske pænt op. Det er just ikke den bedste start på begivenhederne, da ankeret letter med en samling mindre interessante sange, og med en ærgerlig lyd, der desværre præger hele sættet (trommerne er for høje, vokalerne er for lave – og der mangler, ligesom til Katatonia i forrige uge, power!). Alligevel er det allerede her bedre end de andre gange, blot fordi Lacuna Coil rent faktisk ser ud til at have en mål med foretagendet. Det skader så heller ikke at lysshowet i sandhed underbygger bemærkelsesværdigt godt, og løfter knap så interessante sange positivt, som f.eks. ”Ultima Ratio” og ”Die & Rise”, sidstnævnte med dens skumle blanding af rødt og blåt.

Lacuna Coil er en anden størrelse end hvad de var engang. Bassist og guitaristen, hvoraf guitaristen er helt ny, fremtræder fuldkommen anonyme, mens trommeslageren har sin egen fest, og de to sangere styrer slaget. Jeg kan, på et personligt plan, godt lide at guitarist/bassist agerer ”skumle kumpaner”, ved blot at stå og se onde ud (ansigtsmalingen, som alle i bandet har på, så det næsten ligner et blackmetal band hjælper bestemt på det) – MEN skal man det, så SKAL de to sangere død og pine også komme udover scenekanten, og det lykkes altså kun i enkelte sange, hvor det her også bliver tydeligt at publikum gerne VIL festen, men er usikre på hvordan det skal udtrykkes.

Setlisten er for så vidt også udmærket, men mærkværdigt sammensat (her er den noget svage start udeladt). Vi er kommet godt i gang med ”Blood, Tears, Dust” / ”Ghost In The Mist”, men så vælger de at smide et forholdsvist stille nummer ind (”The Ghost Woman And The Hunter”), før der så kommer en up-tempo sang igen (”Trip The Darkness”) før tempoet IGEN sænkes. Og dette fortsætter igennem hele midten af sættet – sangene for sig selv står godt, men det er dumt ikke at holde fast i én stemning lidt længere ad gangen

Det er en altså en aften der svinger op og ned, så man bliver helt søsyg. Til tider er det lige i skabet og mere til, f.eks. under ”Heaven’s A Lie”, ”Trip The Darkness”, ”Nothing Stands In Our Way” og ikke mindst i afslutteren ”The House Of Shame” – men så er der flere andre tidspunkter hvor det føles fladt og hvor der virkelig mangler kontakt til publikum (”The Ghost Woman And The Hunter” og ”Zombies”), og så er naturligvis Depeche Mode coveret ”Enjoy The Silence”, der bare er... ligegyldigt. Spil hellere jeres eget. Jeg er dog underholdt næsten hele vejen igennem, og tiden flyver afsted, så det er mere godt end skidt – men det blev ikke den store revanche jeg havde håbet på.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ultima Ratio
2) – Spellbound
3) – Die & Rise
4) – Heaven’s A Lie
5) – Blood, Tears, Dust
6) – Ghost In The Mist
7) – The Ghost Woman And The Hunter
8) – Trip The Darkness
9) – Downfall
10) – You Love Me ’Cause I Hate You
11) – Our Truth
12) – Enjoy The Silence (Depeche Mode cover)
13) – Nothing Stands In Our Way
Encore:
14) – Delirium
15) – Zombies
16) – The House Of Shame
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Lacuna Coil_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Lacuna Coil_6
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Lacuna Coil_9
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Epica - The Holographic principle

Lige siden Epica udgav ”The Divine Conspiracy” i 2007 har jeg været meget betaget af dette Symfoniske Power Metal band fra Holland, som bare brillierer med storslåede kompositioner og bombastiske arrangementer. Bandet er netop nu på banen med deres nye opus ”The Holographic Principle”, og lad mig sige med det samme....jeg er IKKE skuffet!!
 
Skiven lægger ud med en storslået intro, som lige så godt kunne have været taget ud af en stor Hollywood produktion, hvilket leder os til det næste fede track ”Edge of the Blade” som er ret så medrivende og indeholder nogle catchy og tunge riffs samt masser af orkestrale arrangementer. Epica som vi kender dem ja, og  det er vel mere eller mindre opskriften på hele albummet. Men denne gang synes jeg, at numrene virker meget mere gennemarbejdet i modsætning til de seneste to albums, som har haft lidt svært ved at leve op til det lille mesterværk ”Design Your Universe”, som i min optik er Epica’s svendestykke. Der er også gjort plads til mere storladne og stille kompositioner som det utroligt smukke ”Once Upon a Nightmare”, hvilket bestemt ikke gør noget for variationens skyld.
 
”The Holographic Principle” er på alle tænkelige måder et særdeles vellykket og storslået album, som indeholder alt hvad hjertet begærer, når vi snakker Symfonisk Metal; fængende riffs, storladne kompositioner, skæve takter og blændende smuk vokal fra Simone Simons. Dette bliver krydret med den sindssygt fede growlen og ”grunt” fra Mark Jansen, som passer som hånd i handske, og spørgsmålet er, om ikke svendestykket er blevet overgået med dette album. Skiven bliver rundet af med det godt elleve minutter lange, og pladens måske fedeste track ”The Holographic Principle – A Profound Understanding of Reality” som grænser til det progressive – simpelthen røvfedt! Jo, Jeg tør godt udnævne det som det bedste album fra Epica hidtil.
 
Tracklist:
1. Eidola 2:39 
2. Edge of the Blade 4:34
3. A Phantasmic Parade 4:36 
4. Universal Death Squad 6:38 
5. Divide and Conquer 7:48 
6. Beyond the Matrix 6:26 
7. Once Upon a Nightmare 7:08 
8. The Cosmic Algorithm 4:54 
9. Ascension - Dream State Armageddon 5:16 
10. Dancing in a Hurricane 5:26 
11. Tear Down Your Walls 5:03 
12. The Holographic Principle - A Profound Understanding of Reality 11:35
Samlet spilletid: 72:07
 
Læs mere...

Twilight Force - Heroes Of Mighty Magic

Nej, vi udlodder ingen præmier for at gætte genren for dette album; titel og cover lyser så langt væk af Power Metal, at det ville være for nemt. Den eneste krølle skulle være, at Twilight Force spiller stilen i en stort anlagt symfonisk udgave, men mere herom senere. Bandet tæller seks medlemmer, kommer fra Sverige og albummet er deres andet.
Nok baggrundsstof, tilbage til numrene.

De indeholder stort set alt, hvad man kan forvente af en Power Metal udgivelse: Rene vokaler med high pitch indlæg og forkærlighed for det teatralske, melodier der glider ind uden modstand, udmærket Metal med fint tempo og energiske guitarer, der havde givet numrene bid, hvis ikke produktionen var supersoft.

Hvad der mangler i skarphed forsøger svenskerne at kompensere ved at udstyre numrene med store kor og symfoniske indslag, som begge følger devisen Bigger Is Better; her bliver der virkelig fyret op for proportionerne.

Okay, vi har ikke fat min yndlingsgenre, men jeg kan sagtens høre og anerkende, at det er kompetente musikere, vi har med at gøre. Og hvis beskrivelsen sluttede her, ville det også kaste en fornuftig karakter af sig. Men det lykkes alligevel for Twilight Force at læsse så meget på, at snoren knækker. Flere af numrene har en børne-tv / Disney – agtig lethed over sig, så de kommer til at lyde som et soundtrack til en tegnefilm. Det kan jeg slet ikke tage alvorligt, og så dykker min bedømmelse.

Tracklist:
1. Battle Of Arcane Might
2. Powerwind
3. Guardian Of The Seas
4. Flight Of The Sapphire Dragon
5. There and Back Again
6. Riders Of The Dawn
7. Keepers Of Fate
8. Rise Of A Hero
9. To The Stars
10. Heroes Of Mighty Magic
11. Epilogue
12. Knights Of Twilight's Might
Samlet spilletid: 70:16

 

Læs mere...

Symphony X - Pumpehuset

Symphony X – nu i Danmark?! Ja, man skulle tro det var løgn. 22 år siden de blev dannet, er det nu endelig blevet danernes tur til at opleve dem for første gang.

Symphony X:
Herligt; vi er i Pumpehusets store sal! Koncerten var også udsolgt godt en måned i forvejen, så ikke at have dem dér ville være underligt. Da jeg ankommer er der godt proppet, men uden at det nogensinde bliver for trangt. I luften hænger der en spændt stemning; det er som bekendt første gang i DK, og for mange sikkert også første gang de oplever bandet. Jeg deltager i råbekoret da lyset slukkes, og en dramatisk intro leder over til ”Nevermore”.

Ubetinget det nye albums bedste skæring åbner derfor ballet, men vi er reelt ude i et stærkt trekløver, da ”Underworld” og ”Kiss Of Fire” fortsætter festen. Så er det tid til en lille hilsen, inden aftenens eneste ballade ”Without You” medfører fællessang i omkvædet. Som forsangeren erklærer, tager de lige hele det nye album i streg, og endda næsten i kronologisk rækkefølge. Lyden er, efter et par sange, rimelig god, med undtagelse af lidt tynde trommer, og et anelse rodet udtryk; dog mest i de sange hvor der virkelig er fart over feltet. Lysshowet, derimod, er i en særklasse af ”vildt”, hvor der blinkes, skiftes farver og lignende i et urimeligt hurtigt tempo. Det er næsten for meget.

Publikum er som ventet helt på, i hvert fald til en start. Efter ”de gode sange” fra det nye album er blevet præsenterer, daler intensiteten og gejsten dog både hos publikum og band, dog mest førstnævnte, eftersom det i omtrent en time udelukkende står på nye, og for mange sikkert relativt ukendte, skæringer. Symphony X selv er super rutinerede, og behøver derfor ikke gøre meget andet end blot at spille, hvilket de til gengæld, rent teknisk, mestrer fuldstændigt; der trædes ikke forbi, og forsangerens vokal er ligeså imponerende her, som i studiet. Rutinen medfører dog også at bandet er noget stillestående, hvor andre bands formår at bringe noget mere energi på bordet, end hvad der her er tilfældet.

Men! Håber lurer forude. Da de gamle sange endelig optræder efter en times tid, er der ikke et øje tørt, eller en luftguitar simulering i overskud. Det er dog slut ret brat, da Symphony X allerede efter tre sange forlader scenen, inden der så efter endnu en gammel sang, helt uventet, bliver plads til et cover af Led Zeppelins ”Immigrant Song” – for derefter at lukke og slukke med endnu en ny sang, ”Legend”. En lidt flad fornemmelse at gå ud på.

Alligevel kan jeg ikke for alvor påstå at det var skuffende, for de enkelte elementer gik sådan set godt i spænd – og sætlisten bør ikke nødvendigvis betyde det store. Men, nu hvor det var første gang, føler man sig alligevel en anelse… ærgerlig. Måske næste gang? Jeg er nemlig slet ikke i tvivl om at de ville blive budt hjerteligt velkommen, skulle det være en anden gang.

Sætliste:
1) – Nevermore
2) – Underworld
3) – Kiss Of Fire
4) – Without You
5) – Charon
6) – To Hell And Back
7) – In My Darkest Hour
8) – Run With The Devil
9) – Swan Song
10) – The Death Of Balance / Lacrymosa
11) – Out Of The Ashes
12) – Sea Of Lies
Encore:
13) – Set The World On Fire (The Lie Of Lies)
14) – Immigrant Song (Led Zeppelin cover)
15) – Legend
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Kataklysm, SepticFlesh, Aborted - Voxhall

Første metal koncert i 2016 stod i brutalitetens tegn, da Kataklysm havde lagt vejen forbi Århus. Og det var noget af et line up de havde med, som man bare ikke kunne gå glip af, da de havde belgiske deathgrind legender Aborted og de græske symfoniske dødsmetal giganter i Septic Flesh med.

 

Aborted

Jeg har hørt Aborted siden jeg var 13 år gammel. Selvom jeg har været fan i lang tid, så har jeg ikke fået set bandet endnu.

Bandet gik på scenen og nedslagtningen gik igang. Lyden var ganske udmærket, men alligevel var der tekniske problemer med guitaren til tider, og det samme skete for bassen en enkelt gang. Numre som Termination Redux, The Extirpation Agenda og min personlige favorit The Origin Of Disease gik direkte ind hos publikum..

Forsanger Sven De Culuvé var meget god til at komme med sjove anekdoter til publikum imellem numrene, så underholdning manglede vi ikke noget af.

Aborted leverede en fed opvarmning, og de levede op til mine forventninger, så jeg glæder mig til at se dem igen næste gang de gæster landet.

Karakter: 4 ud af 5

 

Septic Flesh

Det var umuligt ikke at blive ekstatisk, da min favorit metal trommeslager de sidste seks år var blev annonceret som den nye trommeslager i Septic Flesh for et års tid siden. Bandet har eksisteret siden 1990, og har ni studiealbums på bagen.

Bandet gik på scenen til et brøl fra det ekstatiske publikum, og bandet virkede parate til at flænse Voxhall fra hinanden. Desværre faldt det meget hurtigt til jorden, og det var meget svært at komme op igen. Det føltes på en måde at der gik alt for meget show i deres performance og at musikken kom i anden række.

Det kan selvfølgelig også godt bare være en smagssag, men jeg synes ikke at Septic Flesh levede op til de høje forventninger, som jeg havde denne aften. Bedre held næste gang.

Karakter: 2½ ud af 6

 

Kataklysm

Sidste gang jeg så Kataklysm var tilbage i 2014, hvor hele Voxhall blev forvandlet om til en ren krigszone. Bandet havde publikum i deres hule hånd, og det var uden tvivl en af det bedste koncerter jeg havde set i 2014, så jeg var parat på at Kataklysm ville rive publikum i stykker igen. Bandet gik på scenen og startede ud med nummeret Breaching The Asylum, som lige bagefter gik over If I Was God.

Bandet fortalte at de var glade for at være tilbage, og at det altid en fornøjelse at spille i Århus. Da bandet spillede videre virkede det lidt som en umulig opgave at få alle fra publikum til at gentage den kaos som fandt sted i 2014. Jeg ser stadig Kataklysm som et af de bedste dødsmetal bands som finde,s men alligevel endte det med at jeg som småt begyndte at kede mig efter noget tid. Vi fik klassikere som Manipulator Of Souls og As I Slither smidt i hovedet, men det virkede bare ikke til at publikum var så samarbejdesvillige som bandet ville have dem til at være.

Jeg synes at Kataklysm leverede en ganske middelmådig koncert, hvor der var masser af plads til forandring. Det ændrer selvfølgelig ikke på det, at jeg stadig er meget glad for bandet, men man kan jo sige det på den måde, at alle bands kan jo have en dårlig aften engang imellem.

Karakter: 3½ ud af 6

 

  • Kataklysm_8
  • Forfatter: Sebastian Dammark
  • Kataklysm_2
  • Forfatter: Sebastian Dammark
  • Kataklysm_5
  • Forfatter: Sebastian Dammark

Se hele galleriet!

Læs mere...

Sirenia - The Seventh Life Path

Norske Sirenia er aktuelle med deres syvende album ”The Seventh Life Path”. Jeg har ikke kendskab til alle deres udgivelser, men det forrige udspil ”Perils of the Deep Blue” faldt i god jord hos undertegnede. Det, jeg godt kunne lide ved albummet var, at det havde en lidt tungere tilgang til musikken, og var knap så poppet som tidligere, hvilket klædte bandet godt.

Det samme gør sig gældende på det nye album, hvor der også bliver lagt vægt på de tunge melodier. Det er som vanligt symfonisk goth metal med stor pomp og pragt, som desværre samtidig er meget forudsigeligt. Musikerne spiller bestemt godt, men det hele er ret kedeligt uden de store udsving. Ailyn’s pæne vokal står i fin kontrast til Morten Veland’s snerren og growlen, så her må bandet siges at være bestået. Når det er sagt, savner jeg den wauw faktor som har været på tidligere albums, selvom der da hist og pist er optræk til noget. Ligeledes virker det en anelse rodet, hvorfor det hele bliver en plade, der med en spilletid på over en time bliver alt for lang - numrene bliver simpelthen trukket i langdrag uden at gøre noget større indtryk.

Så ”The Seventh Life Path” er et album der på ingen måde rigtig får mig op af stolen, selvom intentionerne bestemt er gode,  hvor sidste anden halvdel af albummet virker bedst. Er man til symfonisk goth metal bør man dog tjekke pladen ud, da bandet stadig er blandt de bedre, men dette udspil kan ikke trække mere end en middel karakter med pil opad fra undertegnede.

Tracklist:
1. Seti
2. Serpent
3. Once My Light
4. Elixir
5. Sons of the North
6. Earendel
7. Concealed Disdain
8. Insania
9. Contemptuous Quitus
10. The Silver Eye
11. Tragedienne
Samlet spilletid: 69:48

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed