fbpx

Epica - The Quantum Enigma

Udgivelser fra Epica har altid været noget stort, ikke kun pga. de musikalske kvaliteter eller de fuldvoksne spilletider, men fordi hollænderne altid har udnyttet rammerne for symfonisk Metal fuldt ud. Det gælder også for bandets 6. studiealbum, ”The Quantum Enigma”, som er indspillet i Sandlane Recording Facilities i Holland og mixet af Jacob Hansen; et samarbejde som har resulteret i et lydbillede med masser af plads til det symfoniske, og samtidig godt med kant til Metal-elementerne.

Det er her, Epica for alvor distancerer sig fra lignende bands som f.eks. Nightwish; hollænderne giver den lige en tand mere gas, så det hele ikke drukner i symfonier og skønsang. Det sidste frembringer Simone Simons ellers i rå mængder med en vokal, som rækker fra det helt stille til det Opera-agtigt voldsomme. Unægtelig en imponerende performance, som heldigvis får modspil af Mark Jansens grumme brølen, der bringer balance i tingene. Og det er der hele vejen igennem, for Epica formår at lade tingene udvikle sig, så det symfoniske blandes med helt sarte og meget smukke melodier, ligesom den nævnte plads til Metal hæver det samlede resultat betragteligt.

Med denne udgivelse placerer Epica sig igen solidt blandt de allerbedste fortolkere af den symfoniske Metal, og jeg har ikke meget at udsætte på hverken numrenes kvaliteter eller musikernes fremførelse af dem. Den eneste lille ridse i lakken ligger i spilletiden, for mod slutningen begynder jeg at blive mæt af det ret så massive indhold.

Tracklist:
1. Originem
2. The Second Stone
3. The Essence of Silence
4. Victims of Contingency
5. Sense Without Sanity - The Impervious Code
6. Unchain Utopia
7. The Fifth Guardian - Interlude
8. Chemical Insomnia
9. Reverence - Living in the Heart
10. Omen - The Ghoulish Malady
11. Canvas of Life
12. Natural Corruption
13. The Quantum Enigma - Kingdom of Heaven part II
Samlet spilletid: 69:00

 

Læs også vores interview med Epica's guitarist Mark Jansen

Læs mere...

Astral Domine - Arcanum Gloriae

Wow! Der er nogen her der har set rigtig meget “Lord Of the Rings” og hvad der ellers hører til i den kategori af film der omhandler elvere, trolddom og mørke skove, hvor der bor magiske væsner. Der er i hvertfald ingen tvivl om, at de Italienske drengene i Astral Domine har en forkærlighed for det eventyrlige univers, for der bliver virkelig nørdet igennem på dette debutalbum.

Der er endda lagt tekster på ”elvisk” ind hist og her i deres sange. Nuvel, det er en bedre interesse end at hænge på gadehjørnerne, som min salig fader ville have sagt, og på sin vis er det da med til at give det hele en vis autensitet, som jeg egentlig må tage hatten af for. Selvom jeg i første omgang tænder fuldstændig af på det eventyrlige tema, så vokser det her album på mig lidt efter lidt, som jeg lytter det igennem. For hvis jeg lige ser bort fra tekstuniverset, så kan jeg rigtig godt lide musikken. Den er stor og kraftfuld, og har masser af attitude. Desuden er produktionerne meget fine, det er superfedt at lytte til! Det seks mand store band spiller virkelig godt og overlegent, mens Marco Scorletti mestrer en rigtig fed vokal, der godt nok har sine svagere øjeblikke, men alt i alt passer han perfekt til netop denne type metal. Pladens 10 numre hænger rigtig fint sammen, og ærlig talt synes jeg det er lidt cool at Astral Domine er så tro mod deres tema hele vejen. ”Holy Knights” er et rigtig fint åbningsnummer med stort kor og masser af power. Også ”King Of North” fungerer rigtig godt. Det store kor går igen på det meste af pladen, og især på numre som ”Where Heroes Die” og ”I Am The King” er det enormt fedt! Et af mine favoritnumre er helt klart den meget flotte ”My Lord”, der både oser af episk stemning og samtidig bare er et virkelig smukt og meget velskrevet nummer. En anden rigtig fed ting ved et album, der trods alt varer næsten en time, er faktisk at det ikke mister pusten på noget tidspunkt. Der er sgu smæk på hele vejen igennem. På ”Welcome To My Reign” er der fint besøg fra Fabio Lione, der normalt slår sine folder i Rhapsody Of Fire og Hollow Haze, og han og Scorlettis vokaler klæder hinanden virkelig godt!

Jeg må sige, at det her album virkelig viste sig at være langt federe end jeg havde troet det ville være. Og hvor er det fedt at blive så positivt overrasket! Jeg må virkelig tage hatten af for Astral Domine, det her er sgu ret godt gået! ”Arcanum Gloriae” er uden tvivl en meget flot debut fra et meget lovende nyt band på den symfoniske scene.

Track list:
1. Arcanum Gloriae
2. Holy Knights
3. King Of North
4. Moonlight
5. Tale Of The Elves And Pain
6. Where Heroes Die
7. I Am The King
8. My Lord
9. Welcome To My Reigh
10. Falsi Dei
Samlet spilletid: 57:00

Læs mere...

Winter Storm - Within The Frozen Design

Med mig som anmelder har engelske Winter Storm alle odds imod sig, med kvindelig forsanger og ”symphonic metal” label. Men jeg bliver meget positivt overrasket allerede fra starten! Måske fordi forsangerinden for en gangs skyld ikke lyder som en yndig lille fugl og musikken ikke lyder som noget, der er taget ud af ”Phantom of the Opera.” Og det er kun positivt, vil jeg lige skynde mig at påpege! Hvis der er noget symphonic scenen trænger til, så er det noget anderledes, noget der kan noget helt andet. Og Winter Storm er et rigtig godt bud på netop dette.   

Bandet har varmet op for kendte navne som Halestorm, Delain og Sarah Jezebel Deva, og har således masser af erfaring. Og de lyder også erfarne på trods af, at de kun har spillet sammen i 5 år. ”Within The Frozen Design” er deres andet album, og selvom jeg ikke synes det er perfekt, så har det enormt stort potentiale! For det første har forsangerinden Hannah en super fed dyb røst, der skiller sig meget ud fra de sangerinder, man allerede kender fra genren. Og det tror jeg vil få mange til lige at stoppe op og give bandet et lyt. For det andet er musikken både meget velspillet, meget fængende og lettilgængelig, men samtidig har det kant. Numre som ”Wasted Feelings” og ”Symmetric Flow” er klart blandt mine favoritter. Især sidstnævnte er jeg vild med, det har en snert af noget 80’er metal over sig og får mig til at tænke på gode gamle Doro. Og det er bestemt kun et kompliment fra min side! Jeg kan godt lide at Winter Storms musik er lidt mere alsidig end så mange andres i symphonic genren. Det er knap så poleret og pænt, og en del mere varieret. Andre numre jeg virkelig godt kan lide er ”Afraid To Speak”, en fin lille slowtempo sag med en super catchy melodi, der dog stadig emmer af melankoli. ”Universal Design” og ”Gatekeeper” har dystre undertoner, der fungerer virkelig godt og giver numrene en fed stemning. ”Dark Awakening” er nok et af albummets allerstærkeste numre. Her er der skruet lidt mere op for metallyden, og det er nok det eneste jeg lidt kommer til at savne, mens jeg lytter skiven igennem. Det ville klæde flere af numrene at være bare lidt mere tunge i deres udtryk, lidt mere ”mædl” for nu at sige det som det er. Men bortset fra det slipper bandet rigtig godt fra dette udspil.

”Within the Frozen Design” er en rigtig fin lille skive. Ikke blot til dem der allerede kan lide symphonic, men måske især til dem der savner noget lidt anderledes i den genre. Nuvel, indtil videre vil jeg ikke sige at Winter Storm er det nye Nightwish eller noget i den dur, men det skulle ikke undre mig om de kunne gå hen og blive rigtig store. For de har helt sikkert fat i noget helt rigtigt!

Track list:
1. Cold Creation
2. Wasted Feelings
3. Shadow Weaver
4. Symmetric Flow
5. Afraid To Speak
6. Beneath The Misery
7. Broken World
8. Universal Design
9. Gatekeeper
10. Dark Awakening
11. Waves Of Misery
12. The Frozen Siren

Samlet spilletid: 54:00

Læs mere...

Rise of Avernus - L'Appel du Vide

Selv om albummet bærer en fransk titel, er det ikke i de fransktalende lande, man skal søge ophavsmændene. Rise Of Avernus stammer fra Sydney i Australien, og de 5 medlemmer udsendte i 2012 en demo, som nu får følgeskab af et album.

På det viser bandet sig fra sin mest storslåede side med kæmpestore orkesterarrangementer, som virkelig får fyldt det hjemlige lytterum helt ud; her er der gang i både strygere og blæsersektioner. Denne musikalske udfordring tager Rise Of Avernus op med godt gang i Metalafdelingen, og der er generelt en fin balance mellem de to hovedelementer.

Symfonisk Metal har ofte en tendens til at blive meget pænt, specielt når det inkluderer en kvindelig vokal, men det sker ikke her. Godt nok synger Cat Guirguis klart og rent, men alligevel kan hun kun i begrænset omfang formilde den ret dystre stemning, der præger albummet. Det skyldes ikke mindst, at guitaristen Ben Vanvollenhoven står for hovedparten af vokalerne, og hans growlen er også dominerende i de numre, hvor begge vokaler optræder. Sammen med musikken giver det numrene det førnævnte mørke skær, som får bandet til at tilføje et ”Doom” i deres bud på genre – det er ikke forkert varebetegnelse, men virker alligevel mest som et forsøg på at distancere sig fra andre bands i samme boldgade.

Det behøver australierne ikke, for når det voldsomme kombineres med stille klaverpassager eller stærke melodier som i ”Disenchanted“, har numrene en bredde, der gør ”L'Appel du Vide” til en flot debut.

Tracklist:
1 - A Triptych Journey 
2 - The Mire 
3 - Disenchanted 
4 - L' Appel du Vide 
5 - Ethereal Blindness 
6 - Embrace The Mayhem 
7 - An Somnium 
8 - As Soleness Recedes

Samlet spilletid: 44:40

Læs mere...

Thaurorod - Anteinferno

Finland har en lang tradition for symfonisk Metal, og her trådte Thaurorod ind for alvor med debutskiven ”Upon Haunted Battlefields” i 2010 efter 3 forudgående EP’er. Inden indspilning af efterfølgeren ”Anteinferno” er der kommet nye kræfter til på hhv. keyboard og vokal.

Forhåndsomtalen af denne skive skaber ret store forventninger, for her bliver Thaurorod sammenlignet med store navne som Sonata Arctica, Dragonforce og Stratovarius, og der er da også mange stilmæssige fællestræk med de nævnte kunstnere: Med stort opsatte arrangementer, pænt højt tempo og en ikke-aggressiv produktion af numrene ligner "Anteinferno” på overfladen genrens kendte navne. Det samme gør teksterne, som tager udgangspunkt i det historiske med f.eks. den engelske rosenkrig og Dantes inferno som inspirationskilder.

Nu er det én ting at følge en kendt stil, men noget andet er at gøre det godt, og det illustrerer Thaurorod tydeligt. Problemerne starter ved vokalen, for Andi Kravljaca synger rent men ikke særligt kraftigt. Det forsøger den velmenende producer at kompensere for ved at skrue ekstra op for omkvædenes kor, men det udstiller bare problemet endnu mere. Hvad værre er, at alt bliver spillet uden gnist; det hele fremstår klinisk renset for følelser, og det er bare ikke i orden! Hvis ikke finnerne spillede udmærket, ville det ende i den rene katastrofe; alligevel føler jeg mig flink når jeg uddeler 2 stjerner til ”Anteinferno”.

Tracklist:
1. Planet X
2. Heart Of The Lion
3. Overboard
4. Far From Home
5. Victor
6. Marked For Diablo
7. For The Rose To The Grave
8. Anteinferno
9. Path
10. Riders Of The Shires

Samlet spilletid: 47:25

Læs mere...

Apocalyptica - Wagner Reloaded-live in Leipzig

Med ægte Metal look og attitude tilsat celloer var Apocalyptica fra starten noget særligt på musikscenen, og at deres blanding af Klassisk musik og Metal har vundet anerkendelse, vidner bandets lange række af udgivelser om. Det nyeste er en liveoptagelse af deres møde med Richard Wagner. Inspireret af den store komponist har bandets Eicca Toppinen skrevet musikken, som er opført med stort orkester og dansere på scenen.

Ideen med dans til at understøtte musikken visuelt kan være en god ide, men når man kun har lydsiden, er det ikke meget værd; flere steder fornemmes på publikums reaktioner, at der foregår et eller andet på scenen, men uden billedsiden bliver det bare tomt og irriterende.

Musikken indeholder den klassiske musiks bredde fra det stille til det overdådige, så man kan ikke klage over manglende variation. De helt stille cellopassager er meget smukke, og de få gange hvor der slås over i Metalrytmer kører tingene godt for finnerne. Desværre sker denne brobygning mellem de to musikalske genrer for sjældent, og albummet har klar slagside; jeg tipper forholdet mellem Klassisk og Metal til at ligge omkring 75:25, og det er for meget. I stedet for at sammensmelte stilarterne får man dem mest i ren form, men med denne fordeling sætter Apocalyptica sig mellem 2 stole: Er man fan af Klassisk, vil man få mere ud af en ”rigtig” klassisk skive, mens Metalheads hellere vil ha’ fuldblods Metal. Hele konceptet virker som et værk, hvor målet har været at introducere yndere af Klassisk musik til Metal uden at skræmme dem. Om det virker på dén gruppe, skal jeg ikke kunne sige; det virker ikke på mig.

Tracklist: 
1.               Signal
2.               Genesis
3.               Fight Against Mothers
4.               Stormy Wagner 
5.               Flying Dutchman
6.               Lullaby
7.               Bubbles
8.               Path of Life
9.               Creation of Notes
10.              Running Love
11.              Birth Pain
12.              Ludwig - Wonderland
13.              Ludwig - Requiem
14.              Destruction                                      

Samlet spilletid: 56:23

Læs mere...

Nightwish - Showtime, Storytime

Højdepunktet på Nightwish’ ”Imaginaerum Tour” var bandets optræden på Wacken festivalen, og med et publikum på 85000 mennesker  lå det lige til højrebenet forevige koncerten for udgivelse på CD, DVD og Bluray. Og med hele 17 kameraer i sving må man sige, at der er gjort noget ud af produktionen. Til anmeldelsen her må jeg nøjes med lydsiden, men det gør ikke noget, for resultatet er noget af det absolut bedste, jeg har hørt fra finnerne so far!

Jeg har flere gange oplevet at melodisk Metal fungerer bedre i live-sammenhæng, og det samme gør sig gældende her: Også i Nightwish’ pompøst anlagte symfoniske Metal får guitarerne mere power på scenen, og det hæver niveauet betragteligt. Det hele balancerer meget bedre med musikkens melodiske elementer, og flere steder går det op i en højere enhed - i ”Ever Dream” får jeg ligefrem gåsehud! Det skyldes ikke mindst bandets nye sangerinde, Floor Jansen; hvis denne udgivelse skal betragtes som en eksamen for hende, er den bestået til ug med kryds og slange. Hun synger virkelig flot og varieret, og selv om hun ikke har samme operastemme som Tarja Turunen, er spændvidden stor nok til, at jeg ikke savner bandets oprindelige frontkvinde.

I de første numre bygges op til noget rigtig stort, men midt på albummet dukker en række numre op, hvor der er mange fløjter i bedste Irish Mood stil, og det køler øjeblikkeligt begivenhederne ned. På den måde lykkes det nemlig for Nightwish også at ramme skalaens nedre grænse, for jeg får bare meterlange løg af at høre de der tin whistle fløjter og sækkepiber!!!

Heldigvis kommer de godt igen og udnytter den lange spilletid til at bygge op til en flot finale, hvor publikum lyder til at være rigtig godt underholdt. Det er jeg også, og kvitterer med en karakter på 4½ ud af 6 stjerner.

Tracklist: 
1.Dark Chest of Wonders
2.Wish I Had an Angel
3.She Is My Sin  
4.Ghost River
5.Ever Dream  
6.Storytime
7.I Want My Tears Back
8.Nemo      
9.Last of the Wilds
10.Bless the Child  
11.Romanticide
12.Amaranth
13.Ghost Love Score
14.Song of Myself
15.Last Ride of the Day
16.Imaginaerum

Samlet spilletid: 95:40

Læs mere...

Tarja - Colours In The Dark

Selv om bandet aldrig har stået øverst på min favoritliste, var jeg alligevel blandt dem som fandt, at Nightwish mistede noget af sin personlighed da Tarja Turunen røg ud, men den efterfølgende solokarriere med bandet Tarja ser ud til at fungere udmærket.

At stemmepragten er intakt viser Tarja allerede i åbningsnummeret, hvor hendes sopran får motioneret sine øverste registre til en omgang Bolerorytmer. Og så er scenen sat for resten af albummet, for også her akkompagneres Tarja af symfoniske elementer blandet med Metal. De to musikalske retninger optræder dog ikke på samme niveau, for de symfoniske bidrag har hele tiden overtaget. Det giver numrene meget store armbevægelser, for arrangementerne er så storladne og pompøse, som man oftest hører det i denne sammenhæng. Samtidig er der flotte melodier at lægge øre til, men kernen i hele forestillingen er og bliver Tarjas stemme. Og den er virkelig imponerende, ikke kun i tonal spændvidde, men også i variation. Derfor er det næsten lige så spændende at lytte til hende når hun synger stille, som når hun rigtigt folder sig ud. Det gør hun også til mere hårdtpumpede toner, som i Peter Gabriels ”Darkness”, der gives i en udmærket version, eller i ”Neverlight”, der har albummets største indhold af Metal.

Trods de flotte rammer og Tarjas tilsvarende præstation er det materialets kvaliteter, der i sidste ende bestemmer resultatet, og her viser albummet svagheder i den sidste halvdel. Ikke fordi numrene er direkte dårlige, men de formår ikke at holde det niveau, Tarja lægger ud i, og det koster lidt i karakteren.

Tracklist:
1.     Victim of Ritual         
2.     500 Letters    
3.     Lucid Dreamer                 
4.     Never Enough                 
5.     Mystique Voyage             
6.     Darkness      
7.     Deliverance   
8.     Neverlight 
9.     Until Silence 
10.Medusa (feat. Justin Furstenfeld)

Samlet spilletid: 61:09

Læs mere...

Nickelback, Skillet

Nickelback – bandet alle har en holdning om eller bare hader ligeud. Har de solgt ud? Har de taget den nemme vej? Hvad end folks grunde må være, så siger spillestedets størrelse en hel del om deres fanbase her i landet – og det er bare i Danmark.
Jeg har, sandsynligvis ligesom så mange andre, kun dyrket Nickelback igennem radioen og på barer/til fester, etc. Derfor skulle det blive interessant at se hvordan de ville klare sig live, også tilmed i Forum. Sidste gang Nickelback var forbi foregik det i Falconer Salen, så det er noget af et spring siden september sidste år. 
Men først skal vi igennem aftenens opvarmningsband; Skillet.

Skillet:
Det er gået min næse forbi præcist hvor gammelt et band Skillet egentlig er. Det kristne rockband begyndte helt tilbage i 1996 i Memphis, Tennessee og har siden da udgivet 8 studiealbums. De eneste 3 jeg personligt kender til er ”Comatose” fra 2006, ”Awake” fra 2009 og ”Rise” fra i år. Genremæssigt spænder Skillet over rock/hard rock, nu metal og symfonisk metal (på deres seneste udgivelse). Det eneste originale medlem tilbage i bandet er frontmand og bassist John Cooper der nu er gift med den ene guitarist, Korey Cooper.
Deres anden guitarist, Seth Morrison, kom først med i 2011, mens deres trommeslager, Jen Ledger, har været med siden 2008 og samtidigt synger med på en del af de nye sange.

Præcis kl. 19:30 går Skillet på scenen i et næsten udsolgt Forum.
Netop spillestedet er frygtet for til tider tvivlsom eller decideret elendig lyd, men jeg kan hurtigt konstatere at det ikke er tilfældet denne gang. Faktisk er lydkvaliteten utrolig god for et opvarmningsband. Enkelte gange kan det være svært at høre guitaren eller bassen ordentligt, men det hele går fint igennem – igen, for Forum, er det virkelig helt ok og langt bedre end hvad det plejer at være. Jeg kunne dog godt have ønsket mig lidt mindre bulder fra trommerne.
Volumen er ikke som sådan for lav, men jeg tror ikke det ville have skadet nogen hvis den bare blev skruet én tak højere op – det er jo en ROCKkoncert, ikke?

En pæn portion mennesker ser ud til at kende bandet på forhånd, hvilket jeg må indrømme overrasker mig på sin vis. Det er dog kun relativt få som er med under alle 9 numre, men sange som ”Whispers In The Dark”, ”Hero”, ”Awake And Alive” og selvfølgelig ”Monster” vækker genkendelsesglæde hos ikke så få igen. Bandet modtager også en fortjent hyldest af størstedelen af de knap 8000 personer, som er hvad jeg vil gætte på er tilstede i aften, efter hver eneste sang.

En af de ting man husker ved Skillet (udover deres sjove navn) er at der pt. er 2 mænd og 2 kvinder med i bandet. Det giver en del muligheder i forhold til vokalen, hvilket jeg glædeligt bemærker bliver godt udnyttet – også endda primært fra trommeslageren der virkelig synger himmelsk (no pun, men de er jo kristne), alt imens hun giver den gas bag tønderne – sejt! 
De andre medlemmer er også fint aktive og forsangeren forsøger ihærdigt at få os alle med. Det er måske unødigt at nævne sit bandnavn efter ca. hver anden sang, men det er en mindre detalje – det kan mærkes at de er glade for at være her.

Ud af det blå dukker der pludselig en violinist og en cellist op. De giver den gas i 2 – 3 af numrene, bl.a. ”Awake And Alive” – en god og uventet overraskelse. Lyden kan akkurat holde til det, så det er en fornøjelse at høre at det hele går godt igennem.

Sætlisten består af i alt 9 sange som er fordelt ligeligt ud på Skillets 3 seneste albums. De nye sange som f.eks. ”Sick Of It” og ”Not Gonna Die” passer perfekt ind ligesom de ældre af slagsen, og det første guitarriff i ”Circus For A Psycho” får folk til at skrige helt vildt – men det lyder også umiskendeligt som en billig kopi af AC/DC riffet fra ”Thunderstruck”. Udmærket nummer, men knap så cool at (gen)bruge noget der lyder SÅ ens.

40 minutter senere er Skillet færdige, men inden da hører forsangeren os lige om hvor mange der gerne vil se dem igen; jeg er en af dem. De fortjener at spille et mindre sted med en anelse bedre lyd og en større gruppe fans. Selvom musikudtrykket er solidt placeret i den forhadte nu metal/90’er scene, så formår Skillet at give et godt show, som dog denne gang aldrig blev rigtig godt.
... Men det kunne det blive hvis de f.eks. blev booket i Vega!
4 stjerner bliver det til denne gang.

Sætliste:
1) – Whispers In The Dark
2) – Hero
3) – Sick Of It
4) – Awake And Alive
5) – The Last Night
6) – Circus For A Psycho
7) – Not Gonna Die
8) – Monster
9) – Rebirthing

Nickelback:
Det canadiske rockband begyndte i 1995 og udgav året efter ”Curb” der havde en grunge-agtig lyd. Den tendens fortsatte på bandets næste album ”The State” fra 1998.
Derfra, og 5 albums senere, har Nickelback slået sig fast som en af de helt store spillere på rock/pop rock scenen, og har igennem tiden modtaget kritik fra stortset alle kanter pga. deres simple tekster, repetitive sangstrukturer og en poppet lyd – der er nærmest gået sport i at hade bandet. På trods af den massive kritik er Nickelback kun blevet større som tiden er gået.
Den mest kendte figur fra bandet er selvfølgelig forsangeren og lead guitaristen Chad Kroeger der er blevet bemærket pga. sin specielle hæse stemme. Hans bror, Mike Kroeger, spiller bass.
Deres rytmeguitarist hedder Ryan Peake og til sammen har de 3 gutter kørt Nickelback i knap 18 år. Det er altså kun trommeslagerne der er blevet skiftet ud som årene er gået. Nickelback har haft 3 tidligere, og den nuværende, Daniel Adair, har været med siden 2005.

Der lægges usædvanligt hårdt fra start med ”Animals” og ”Woke Up This Morning” – et par sange som ikke mange ser ud til at kende, men der går da heller ikke lang tid inden de store hits skydes ud på stribe, først med ”Photograph”, også er folk da også glade. Alligevel er der ikke den store fællessang.

Nickelback er bevæbnet med 2 storskærme udover de 3 mindre som er placeret bag scenen.
Igennem den 1½ time lange koncert viser de både musikvideoklip, direkte optagelser af de mange fans i front og her-og-nu optagelser af bandet fra en bred mængde af forskellige kameravinkler. Praktisk for de der står eller sidder langt tilbage i salen, men også en smule overkill at bruge 5 skærme til at ”promovere” sig selv på.

Heldigvis har lydkvaliteten oppet sig en smule siden Stillet. Der er en smule for meget diskant på vokalen (især i de høje toner), også buldrer trommerne stadigvæk. Men man kan høre det hele ganske glimrende, og ligesom til Skillet er det bedre end standarden i Forum. 
Lysshowet er også tydeligt tilpasset Nickelbacks musik helt ned til den enkelte sang, så mere end et par gange er det imponerende – dog kunne jeg sagtens have forestillet mig noget endnu vildere især med alt det lys Forum har til rådighed.

Publikummet til en Nickelback koncert er en sjov størrelse, for de fans som står forrest er helt på (igennem de optagelser man kan se via storskærmene), men resten af de fremmødte er mærkværdigt blandet. Tøserne hviner til nogle af de stille sange og fyrene holder om deres formodede kærester, men der er også alt for meget sniksnak og en generel koncentrationsmangel – mange kigger endda i sommetider den helt modsatte retning af bandet. Det er for de fleste kun de største hits som alle er med på, og af dem er det somregel kun omkvædet som sætter gang i folk. Et eksempel er en sang hvor forsangeren beder folk om at hoppe op og ned og flashe djævlehornene. Det gør ca. ¼ af publikummet – men udelukkende i omkvædet. Det er spøjst at se folk være aktive noget af tiden, for så at stå fuldstændig stille i ½ – 1 minut før de så bryder ud i hopperiet igen.

Også når vi til selve bandet… De er virkelig, virkelig, virkelig kedelige. Forsangeren agerer vores kommunikator, men de 3 andre er helt anonyme. Trommeslageren gør dog sit for at underholde os, men det er sgu svært med så kedelige rytmer. Han har tilmed en Anthrax t-shirt på. Måske han gerne vil spille noget hårdere?

Alligevel må det på den positive side nævnes at Nickelback ser ud til at hygge sig. Forsangeren kommer med en masse små og totalt ligegyldige kommentarer imellem næsten hver sang og ”kræver” tit og ofte at vi synger med. Selvom udråb som ”SKÅL!”, ”LADIIIIIIEEEESSSS!!” og ”You gotta sing-along to this one” bliver enerverende mod enden, så er det en fornøjelse at de ikke bare spiller deres materiale også smutter igen – for så ville det virkelig have været kedeligt. 
En sjov gimmick er også at de kalder på en roadie af en art som kommer løbende med små sjusser til dem op til flere gange. Jeg glemmer ikke lige foreløbigt sætningen ”now where the hell is Bradley?”.

Generelt bliver forsangerens forsøg på crowdcontrol til virkelighed, men for meget korte bemærkninger. Et omkvæd her, en intro dér, også er folk tilbage i den samme halvt ligeglade, halvt uinteresserede holdning. Selvom Nickelback nok leverer det samme show hver aften er det alligevel utroligt at de ikke kan gøre det mere interessant. Min oplevelse bliver hurtigt vendt fra hygge og et mildt tidsspilde til at ende med en følelse af at genlytte den samme sang i en time i streg – der bliver selvfølgelig ingen afstikkere til hverken debutalbummet ”Curb” eller deres andet album ”The State”.
Men til Nickelbacks forsvar er det jo en tour kaldet ”The Hits” og efter den lidt vovede begyndelse er det ellers bare hit på hit på hit uden ende.

Men det er jo ikke dårligt. Det er ikke forfærdeligt. Det er bare tæskehamrende uinteressant. 
Det er knap kedeligt, for jeg kender selv næsten samtlige af sangene, også er det svært at virkelig kede sig – men det er tæt på. Alligevel går tiden ganske hurtigt og det er først efter den intetsigende, men i dette tilfælde dejligt afvekslende, trommesolo/instrumental legestue at jeg føler det er tid til at slutte. Jeg er på nippet til at kalde den lille seance aftenens højdepunkt og det er altså ret trist alt taget i betragtning.
Efter ”How You Remind Me”, som er publikums klare favorit, får vi et encore bestående af coverversion af Elton John sangen ”Saturday Night’s Alright For Fighting” og ”Burn It To The Ground”. Det ændrer intet i min opfattelse, i hvert fald for denne anmelder.

I sidste ende var det hele ganske fint, men hverken godt eller storslået. De hygger sig på scenen og det er faktisk den mest positive kommentar herfra, lige udover at de godt kan spille live, men det er hvad man kan og bør forvente. At Nickelback ikke bare forfalder til de samme sætninger aften efter aften er cool, især fordi andre bands i den liga sjældent gider tage sig tid til det. 
Lyden var også god (exceptionelt god for Forum) og publikum tog mere eller mindre det hele til sig, men jeg oplevede aldrig en reel følelse af fællesskab eller en spænding over at være her.
Kort sagt; godt for fans, fint for de mildt interesserede og spild af tid for samtlige andre.
Derfor må karakteren lande på 3,5 stjerner, og det markerer desuden også én af de få gange jeg har set opvarmningsbandet formå at overtrumfe hovednavnet.

Sætliste:
1) – Animals
2) – Woke Up This Morning
3) – Photograph
4) – Something In Your Mouth
5) – Savin’ Me
6) – Far Away
7) – Too Bad
8) – Someday
9) – If Today Was Your Last Day
10) – Rockstar
11) – When We Stand Together
12) – Gotta Be Somebody
13) – Lullaby
14) – Figured You Out
15) – How You Remind Me
Encore:
16) – Saturday Night’s Alright For Fighting (Elton John cover)
17) – Burn It To The Ground

Læs mere...

Sinheresy - Paint The World

Dem der følger med i mine skriverier og udtalelser vil vide, at jeg ikke indeholder megen søstersolidaritet, når det kommer til bands med kvindelige frontfigurer. For det meste er jeg ret skeptisk overfor det og meget svær at imponere, også når et band oveni købet kalder deres genre for ”symphonic metal med inspiration fra Nightwish”. Det emmer efter min mening af klichéer. Og jeg tænker ikke anderledes, da jeg sætter Sinheresy’s debutalbum på. Men der går faktisk ikke lang tid, før jeg så småt må se mine fordomme skudt i sænk. For jeg kan faktisk rigtig godt lide Sinheresy! Bandet har eksisteret siden 2009 og er således stadig et forholdsvis ungt band. I 2011 udgav de en meget anmelderrost EP og er nu klar med deres debutalbum, ”Paint The World.”

Og det er en rigtig fin debut! Nok en af de bedste, jeg har hørt i år. Nok er de stærkt inspireret af pionerer som Within Temptation og Nightwish, men jeg synes faktisk, at de formår at få deres eget personlige udtryk frem. Musikken har kant, den bliver ikke for feminin og blødsøden. Nuvel, det er heller ikke metal af den hårdeste skuffe, men det oser ikke af tøse-metal. Kombinationen af både en kvindelig og en mandlig vokal hjælper naturligvis, og de to – henholdsvis Cecilia Petrini og Stefano Sain – klæder hinanden og deres klange fungerer utrolig godt sammen. Desuden er ”Paint The World” fyldt med øjeblikkelige ørehængere, allerede fra skivens start. Numre som ”Last Fall” og ”The Gambler” åbner albummet med masser af power, og titelnummeret følger trop med ligeså overbevisende musikalitet og masser af stemninger. Sinheresy gør sig både godt når der er knald på, og når de bevæger sig ud i de mere følsomme ballader, som den virkelig flotte ”Roses & Thorns”, der er meget smuk og stemningsfuld. Tekstmæssigt kredser vi om klassiske temaer; kærlighed, liv, død, sorg og ensomhed. Men mirakuløst nok undgår Sinheresy alligevel at komme til at lyde som et dårligt Nightwish-kopiband. De formår også at variere albummets 10 numre nok til at pladens samlede spilletid på over halvanden time faktisk føles ganske tilpas, selvom det unægteligt er en meget lang plade. Andre nævneværdige numre er ”Lost In The Shadows”, ”Our Angel” og ”Lying Games”, der lukker og slukker for fuld energi.

Som sagt er dette nok en af de bedste debutskiver, jeg har hørt i år. Og det er en af den slags skiver, jeg synes man bør give et lyt også selvom man – ligesom jeg – normalt ikke har meget tilovers for denne genre. Det er måske ikke stor musikalsk kunst, men det er melodisk og fængende og meget velskrevet. Og så virker det hele bare utrolig ægte og sammenhængende, hvilket er ret fantastisk for en debut. Lur mig, om ikke ”Paint The World” vil overraske mange og sætte Sinheresy på det musikalske verdenskort.    

Tracklist:

1. Last Fall

2. The Gambler

3. Paint The World

4. Roses & Thorns

5. Made For Sin

6. Break Point

7. Lost In The Shadows

8. Our Angel

9. Elua’s Gift

10. Lying Dreams

Samlet spilletid: 01:37:00

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed