fbpx

Delain - Moonbathers

At Martijn Westerholt i 2001 måtte forlade Within Temptation af helbredsmæssige årsager, var ikke afslutning af hans karriere. Tværtimod betød det starten på Delain, som han etablerede som studieprojekt med hjælp fra forskellige hollandske musikere. Med tiden voksede bandets succes, og specielt efter sangerinden Charlotte Wessels’ indtræden kom der gang i sagerne; senest er der tilføjet guitarist nummer to i line-uppet.

Westerholt holder fast i sine musikalske rødder, for også Delain bevæger sig stilmæssigt mellem den melodiske og den symfoniske Metal. Begge dele håndteres meget professionelt, og der er fuldstændig styr på begivenhederne. Især Wessels’ vokal skal fremhæves, for hun synger virkelig flot; samtidig overdriver hun ikke, så det bliver kunstigt. Alligevel er hun ikke bandets største trumf, den ligger i guitararbejdet. Delain viser nemlig noget af det mod, jeg ofte savner i genren, de tør trække guitarerne frem, så numrene ikke drukner i store arrangementer, men får en metallisk kant. Numre som ”Pendulum” og ”Danse Macabre” trækker i den rigtige retning, og i åbningsnummeret fyrer Alissa White-Gluz fra Arch Enemy godt op under begivenhederne.

Så længe Delain holder gang i skarpheden, balancerer numrene fint, men med det samme Metalparaderne sænkes, synker de sammen og leverer samme bløde mellemvare som så mange andre bands. Hvis de bare ville holde niveauet, så ville ”Moonbathers” være et hit – nu er det bare ”udmærket”.

Tracklist:
1. Hands Of Gold
2. The Glory And The Scum
3. Suckerpunch
4. The Hurricane
5. Chrysalis - The Last Breath
6. Fire With Fire
7. Pendulum
8. Danse Macabre
9. Scandal
10.Turn The Lights Out
11.The Monarch
Samlet spilletid: 48:55

 

Læs mere...

Fleshgod Apocalypse - King

Selv om de kun har udgivet 3 albums, har Fleshgod Apocalypse placeret sig som en markant størrelse inden for den Symfoniske Metal; en position som skal befæstes med det nyeste udspil, ”King”. Bandet brugte hele 9 måneder på sangskrivning og arrangementer, og det er ikke svært at tro; der er vanvittigt mange detaljer at holde styr på i løbet af den lille time, albummet varer. Ved siden af traditionel Dødsmetal med alt hvad dertil hører af skarpe riffs og både rene og brølende vokaler, indeholder numrene store orkestreringer med både symfoniorkester og kor.

De symfoniske elementer er store og voldsomme, og indeholder noget af det truende, man finder hos Wagner og Mahler. Det bliver ikke mindre, når musikken suppleres med store kor, som det sker i den Carmina Burana-inspirerede intro ”Marche Royale” og ”A Million Deaths”. I ”Paramour (Die Leidenschaft Bringt Leiden)” rundes den klassiske side af med ren Opera.

Igennem hele albummet imponeres jeg af, hvor gennemført det hele er: Når de spiller Død, giver Fleshgod Apocalypse den virkelig gas, og når der står klassisk på menuen, mener de KLASSISK - her er den kolossale størrelse alene nok til at gøre indtryk. Desværre kommer jeg ikke længere ind i begivenhederne, for når det kommer til stykket er det bare ikke særlig interessant. Set i forhold til det store arbejde der ligger bag, får Fleshgod Apocalypse ikke nok ud af anstrengelserne – desværre.

Tracklist:
1. Marche Royale
2. In Aeternum
3. Healing Through War
4. The Fool
5. Cold As Perfection
6. Mitra
7. Paramour (Die Leidenschaft Bringt Leiden)
8. And The Vulture Beholds
9. Gravity
10. A Million Deaths
11. Syphilis
12. King
Samlet spilletid: 57:25

 

Læs mere...

Imperia - Tears Of Silence

Med fire medlemmer fra lige så mange lande (Norge, Belgien, Tyskland og Finland) må Imperia siges at være en international affære. Bandet startede i 2004, og har med jævne mellemrund udsendt albums – det fjerde af slagsen er indspillet i det tyske Spacelab Studio og har fået titlen ”Tears Of Silence”.

Musikken er centreret omkring Helena Michaelsens vokal, som rækker fra det rene til det Opera-agtige. I vanlig Goth Metal stil er den tilsat musik, som forener Metal med store symfoniske arrangementer – her er der ikke nyt at hente. Til gengæld har den en alvorlig og lidt dyster stemning, som er meget klædelig.

I et par numre blander Imperia elementer af Folkemusik ind i musikken – en ting jeg også stødte på hos Coronatus på deres nyeste album. Her betyder det, at ”Friheten Vil Seire” og ”The Vikingsong” er udstyret med fløjter, sækkepiber og håndtrommer, og isoleret set lyder det udmærket; jeg synes bare ikke at det passer godt sammen med de episke omgivelser. Derfor håber jeg ikke, at der er tale om en ny trend inden for den symfoniske Metal.

Nej, den fungerer bedst i sin rene form, især når Metal-delen har så meget kant som “My Screaming Heart” og “Spirit Chase (Keep Fighting)”. Flere numre i samme kategori havde hævet albummet op over middel niveau, men desværre …

Tracklist:
1. Silence Is My Friend
2. Crossroads
3. Broken (When The Silence Cries)
4. Away
5. Friheten Vil Seire
6. My Screaming Heart
7. Motherlove
8. The Vikingsong
9. Spirit Chase (Keep Fighting)
10. Innocent Child
11. Wings Of Hope
12. We'll Be Free
13. Broken Hearts
Samlet spilletid: 65:40

 

Læs mere...

Coronatus - Raben Im Herz

Det er ingen overraskelse at de to sangerinder Carmen Lorch og Anny Maleyes pryder coveret til ”Raben Im Herz”, som er det syvende fuldlængde udspil fra tyske Coronatus: Som det er tilfældet med de foregående albums er også dette centreret omkring de to i en sådan grad, at både bandets faste medlemmer og de tilkomne gæster glider i baggrunden.

Placeringen i centrum er naturlig nok, for Lorch og Maleyes præsterer nogle usædvanligt flotte vokaler; fra det sarte og alfeagtige til (oftest) rene Operaindslag – det er virkelig gennemført. Trods masser af power formår damerne ikke at distancere musikken, som gennemgående er symfonisk og pompøs i den helt store stil.

Det gør numrene til bombastiske præstationer, som kan virke overvældende. En del af dette modvirker bandet ved at inkludere melodier og instrumenter fra Folkemusikken, som er med til at bløde det storladne en smule op. Det gør f.eks. ”König Der Nebel” og ”Carpe Noctem” til overstore Pagan numre, mens ”Canan Nan Gaidhael” er rendyrket Pagan med gælisk tekst.

Det hele virkelig flot og imponerende sat op, men samtidig klinisk og distanceret, så oplevelsen bliver upersonlig. Et godt eksempel høres i titelnummeret, hvor musikken er dæmpet, så vokalen kommer endnu mere frem. Her kan jeg bare ikke mærke personen bag stemmen…

De samme mangler finder man i musikken, som mangler nogle selvstændige og spændende melodier – det er lavet efter kendte skabeloner, som ikke bidrager med nyt. Derfor er det det tekniske niveau, der hiver de 3 stjerner hjem til ”Raben Im Herz”; oplevelsen alene ligger en tand lavere.

Tracklist:
1. Lady Of The Wall
2. König Der Nebel
3. Raben Im Herz
4. Carpe Noctem
5. Hoffnung Stirbt Niemals
6. Seelenfeuer
7. Anderswelt
8. Canan Nan Gaidhael
9. Frozen Swan
Samlet spilletid: 51:45

 

Læs mere...

Nightwish - Endless Forms Most Beautiful

I mine unge goth-dage – der efterhånden ligger små 14år tilbage i tiden – var jeg stor fan af Nightwish. Det var dengang med ”Wishmaster”, dengang vi skrålede i kor til ”Bless The Child” og dengang hvor Tarja Turunen forførte os alle med sin smukke stemme. Siden Turunens exit har jeg vidst ikke hørt et helt Nightwish album, så denne anmeldelse er ganske interessant for mig.

Jeg kan erfare at der er sket en del siden jeg sidst fulgte med. Anette Olzon, der erstattede Turunen som forsanger, er blevet skiftet ud. Og ”Endless Forms Most Beautiful” markerer således endnu en ny begyndelse for bandet, der dog stadig har Tuomas Holopainen med som den musikalske hovednerve og primære sangskriver. Men i front står nu Floor Jansen, der tidligere var sangerinde i After Forever. Og hun har bestemt også en glimrende vokal, om end det nye Nightwish har en væsentlig anderledes og mere rocket lyd, end de havde før i tiden. Og hvad man synes om det må man selv vurdere, jeg kan egentlig meget godt lide det. Om end denne symfoniske metal ikke er min favoritgenre, så kan man ikke tage Holopainens talent for at skrive sange fra ham. Både numre som ”Weak Fantasy” og ”Élan” overrasker mig enormt positivt, og har virkelig hitpotentiale. Jo mere jeg lytter til Jansens vokal, jo mere kan jeg lide hende. Hun har noget råt og stadig meget fint over sin klang, der passer ret godt til musikken. Både når hun er i det følsomme hjørne, som på ”Our Decades In the Sun” og det lidt mere hårdtslående som på titelnummeret. Det er også de velkendte musikere der er bag både bas, guitar og trommer (Marco Hietala, Emppu Vuorinen og Jukka Nevalainen), så på den måde er det sikre fundament også sikret. Det er meget velspillet og velproduceret. Men de store musikalske udfoldelser bliver det ikke til. Der er ikke noget nyskabende eller overraskende ved albummet, rent musikalsk. Der bliver ikke eksperimenteret eller leget alt for meget. Det er 100% genkendelig og klassisk Holopainen-lyd og opbygning på numrene. Det sidder lige i skabet, ja, men det er også næsten for pænt fra tid til anden. Lidt flere musikalske krøller og lir kunne jeg godt have brugt. Dog kan jeg stadig godt lide numre som ”My Walden” der har noget rigtig fint – og igen meget klassisk – kor og klaverspil i omkvædet, og albummets sidste skæring ”The Greatest Show On Earth”, der varer imponerende 23 minutter. Uden at blive kedeligt, vel at mærke og det tager jeg sgu hatten af for.

Jeg ved ikke om man længere kan kalde det for ”det nye Nightwish”, det er tydeligvis mest bare mig der er bagud. Men uanset hvad man kan kalde det, så er mit første møde med dem i flere år ganske positivt. Det bliver nok aldrig noget jeg kommer til at dyrke igen, men jeg synes faktisk det er helt udmærket. ”Endless Form Most Beautiful” er en fin skive, der også har noget at byde på til dem, der bare godt kan lide god melodisk metalmusik.

Track list:
1. Shudder Before the Beautiful
2. Weak Fantasy
3. Élan
4. Yours Is An Empty Hope
5. Our Decades In the Sun
6. My Walden
7. Endless Forms Most Beautiful
8. Edema Ruh
9. Alpenglow
10. The Eyes Of Sharbat Gula
11. The Greatest Show On Earth
Samlet spilletid: 01:18:00

Læs mere...

Xerath - III

Lige siden deres albumdebut i 2009 har den engelske kvartet Xerath blot nummereret deres udgivelser i stedet for at give dem egentlige navne, og det fortsætter de med på deres tredje skive, som er det første album med den nye guitarist Conor McGouran.

Sammen med resten af bandet kaster han sig ud i en stribe numre, hvor det er de store symfoniske arrangementer, der kendetegner indholdet. Den slags kan meget nemt tage overhånd, men briterne opnår en fin balance ved at trække guitarerne frem og udstyre dem med ret hårde riffs. Samtidig indeholder musikken mange facetter, og tangerer flere steder det progressive; det gør den både spændende og udfordrende at lytte til. Her vil jeg nævne

”Autonomous” og ”Bleed this Body Clean” som specielt vellykkede eksempler, men den ovenstående beskrivelse passer generelt på albummets første halvdel.
Herefter er det som om tingene begynder at gå i står for Xerath; musikken fortsætter ganske vist som hidtil, men det er som om tingene flyder sammen. Hver gang jeg har lyttet albummet igennem fra start til slut har det været med samme resultat: Jeg holder ubevidst op med at lytte efter og giver mig i stedet til at lave noget andet. Det mere end antyder, at spilletiden på næsten 70 minutter er for lang, og det er en skam, for musikerne i Xerath er dygtige – her er det bare ikke nok.

Tracklist:
1. I Hold Dominion
2. 2053
3. I Hunt For the Weak
4. Autonomous
5. Bleed this Body Clean
6. Death Defiant
7. Sentinels
8. Passenger
9. Ironclad
10. Demigod Doctrine
11. The Chaos Reign
12. Witness
13. Veil Pt. 1
14. Veil Pt. 2
Samlet spilletid: 68:22

 

Læs mere...

Neopera - Destined Ways

Med sit valg af navn har Neopera også udpeget bandets genre; ved at inkludere ”opera” angives ambitioner om at tilføre en ny vinkel på dén genre og samtidig vise, at hjembyen Hamborg er andet og mere end Reeperbahn.

Det står hurtigt klart at man mener det alvorligt med det genremæssige, for vokalerne veksler mellem det rene, som kendes fra den melodiske Metal og så rigtig højtidelige Opera-udgaver, hvor det højtravende trækker alle registre. Disse vokaler føres an af sangerinden Nina Jiers, som får hjælp af Thorsten Schuck - den operamæssige del af navnet er der således fuld dækning for.

Til gengæld er der ikke så meget nyt i det, for Nightwish gik i Tarja-dagene længere med blandingen af Opera og Metal. At kalde Neopera for en light udgave af finnerne er nok letkøbt, men alligevel ikke helt i skoven. Det høres især, når der skrues ned for det affekterede og der kommer mere Metal med growl ind over. Desværre ligger tyskernes evner til at skrive stærke numre ikke på samme niveau, for der er for mange skæringer, hvor tingene ikke fungerer optimalt; især det højtidelige bliver ofte for meget og mister hurtigt sin tiltrækningskraft. På den anden side er albummet her det første fra Neopera, så jeg håber de fremover får afstemt musikkens elementer bedre indbyrdes.

Tracklist:
1. The Marvel Of Chimera
2. A Call To Arms
3. Remote
4. Destined Ways
5. Fallingwater
6. The Greed
7. Error
8. Last Pantomime
9. Equilibria
10. Requiem
11. Song Of Revenge
12. The Unspeakable
Samlet spilletid: 53:16

Læs mere...

Within Temptation, Copenhell 2014

Det andet band der har været stærkt omdiskuteret er det symfoniske/goth metalband Within Temptation (Eurovision metal? Må jeg blive fri ...).
Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg selv er stor fan af dem og af symfonisk metal som f.eks. Nightwish, Evanescence (i hvert fald deres første album), Delain og Sirenia som helhed. Det er der derimod mange fra Copenhells publikum der tilsyneladende ikke er, og fred være med det, men det er ganske glimrende at Copenhell nu også har taget dén genre med i sine overvejelser. Det skriver jeg især fordi Within Temptation gav det mest overbevisende show på årets Copenhell.

Vi starter godt ud med total overkill i form af en scene der er dekoreret med en gigantisk storskærm placeret imellem 2 drager der spyer ild "ind" i skærmen. Dernæst kommer et Copenhell logo til syne, også er vi vist i gang! Nå ja, også er der selvfølgelig en metallisk trappeopgang på scenen - fordi, du ved, det er jo nødvendigt at have.
Der bliver meget naturligt lagt ud med "Let Us Burn", der er første sang fra bandets seneste album "Hydra". Der er denne gang rigtige flammer på scenen, hvilket stemmer godt overens med sangtitlen.

Og endelig... Endelig har Helviti fået den helt rigtige lyd. Hvor vinden ikke forstyrrer, hvor volumen er helt tilpas, hvor alt kan høres klokkeklart lige fra keyboardet, til guitaren, til trommerne og selvfølgelig forsanger Sharons gudeskønne og imponerende vokal. Der ER playback i form af korstemmer (mange brokkede sig over at de mente der var playback fra forsangeren, men det er altså ikke tilfældet), og det er i øvrigt helt normalt i symfonisk metal. Lysshowet er også virkelig godt og passer som fod i hose til samtlige sange, hvilket jeg mistænker skyldes bandets perfektionistiske tilgang til værket.

For den første kritiske ting man kan påpege, er netop at det enkelte gange bliver FOR perfekt. For tilrettelagt og uden mulighed for afvigelser eller improvisation. Ikke at der er et behov for afvigelse som sådan, men jeg sidder enkelte gange og savner et mindre stramt show - der bliver nærmest gået igennem det hele bare en tand for effektivt og for hurtigt. Samtidigt ville jeg ønske at det ikke kun var forsangeren som var med, for de andre medlemmer virker ganske anonyme i aften.

De publikummer som er mødt op er især med i starten, men der bliver aldrig rigtigt proppet foran scenen. Siden vi skal helt hen i den 8. sang før vi når udover numre fra de 2 seneste albums, daler begejstringen i midten af showet. Sangen "And We Run", der har Xzibit som gæstesanger, er der især mange der står over på. Xzibit selv er ikke på scenen, så i stedet for vises de klip hvor han synger på storskærmen - her er der altså tale om klar playback. Det samme er tilfældet med "Paradise (What About Us?)", hvor det er Tarja Turunen der er gæstesanger i ånden, såvel som "Dangerous" med Howard Jones (tidligere sanger i Killswitch Engage) og til slut med "What Have You Done", hvor det er Life Of Agony-sangeren Mina Caputo der gæster lærredet. Man kan selvfølgelig have forskellige holdninger om dén måde at gøre det på, og jeg har ladet mig forstå at en del ikke brød sig om det. Det ville naturligvis være federe at se disse gæster i egen høje person, men omvendt kan man godt forstå det ville blive dødbesværligt at medbringe dem på touren for én enkelt sang. Og igen er det meget naturligt at bandet spiller disse sange live, da de er fra deres nyeste album (med undtagelse af "What Have You Done?") der har været spillet fast live siden 2007.

Sætlisten er sat op omkring de 2 seneste albums, hvoraf 5 sange fra "Hydra" måske er en anelse i overkanten, når vi f.eks. kun får én sang fra "The Silent Force". Ligesom til bandets sidste koncert i Falconer Salen, vil jeg stadig hævde at skæringen "Fire And Ice" mere end glædeligt kunne undværes - Within Temptation har lavet langt bedre ballader. Kort sagt, så er det i hvert fald ikke de ældre fans der får meget serveret. Omvendt er det fedt at bandet konstant skuer fremad i stedet for tilbage. Coveret "Summertime Sadness" er den mærkelige tilføjelse, men I skal ikke høre mig beklage sig; det er en virkelig fed version i min optik. Jeg knep måske også en lille tåre under "Stand My Ground" fra min udkigspost på bakken og med min venindes hånd i min. Smukt.

1 time og 15 minutter senere slutter Within Temptation, og for mig at se kunne de sagtens have spillet længere. Denne koncert var mit eget højdepunkt på Copenhell, og selvom det på ingen måde var en perfekt koncert, så var det en stor fornøjelse. At der så er mange der ikke bryder sig om genren eller musikken, fred være med det, men ingen kunne tage fra Within Temptation at de leverede varen til fulde.
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) - Let Us Burn
2) - Paradise (What About Us?) (feat. Tarja Turunen)
3) - Faster
4) - In The Middle Of The Night
5) - Fire And Ice
6) - And We Run (feat. Xzibit)
7) - Dangerous (feat. Howard Jones)
8) - Our Solemn Hour
9) - Stand My Ground
10) - Covered By Roses
11) - Mother Earth
Encore:
12) - What Have You Done (feat. Mina Caputo)
13) - Summertime Sadness (Lana Del Rey cover)
14) - Ice Queen

 

Find flere koncertanmeldelser fra Copenhell 2014 på vores oversigtsside her.

 

  • IAmFire_5
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Clutch_7
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Sepultura_5
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen

Se flere billeder fra Copenhell her!

Læs mere...

Tarja Turunen & Mike Terrana - Beauty And The Beat

Tarja Turunen har for længst etableret sig som et af de store navne i den internationale Metal-verden, hvor hendes vokal har noget nær særstatus. Nu har hun slået sig sammen med den amerikanske trommeslager Mike Terrana i projektet Beauty And The Beat med det formål at kombinere Metal og Klassisk musik. Terrana, som har arbejdet med en lang række navne som Rage og Gamma Ray, står naturligt for Beat-delen, mens Tarjas vokal klarer afdelingen for Beauty. Til formålet har de to samlet en lang række klassiske værker samt moderne toner, og det hele fylder 2 CD’er.

At Tarjas stemme ikke bare er Opera-agtig, men virkelig skolet til formålet, viser hun med al tydelighed når hun kaster sig ud i værker af Bach, Puccini og Lehár. Her er der tale om vaskeægte Opera og Operette, som hun klarer virkelig overbevisende. Om det holder vand hos eksperter inden for det Klassiske ved jeg ikke, men jeg er i hvert fald imponeret!

Det er jeg til gengæld ikke over de arrangementer, hvor Terrana kommer på banen, for han overdriver totalt sin tilstedeværelse og banker bogstavelig talt de klassiske numre i stykker med det resultat, at han bliver en reklame for de folk, der anser moderne trommer som larm. Det er udmærket at vælge værker, som alle kender når de hører dem, men for at ideen med at få kombinationen af tingene skal virke, skal det ske helt anderledes end tilfældet er her.

Tarja prøver sig med moderne musik som Queens ”You Take My Breath Away” eller samlingen af Led Zeppelin brudstykker, men her kommer hun til at virke for affekteret. Derfor er det i den sidste ende kun hendes egne numre, som fra starten var tænkt som blandingsprodukter, der for alvor fungerer; i det mash-up, som kreeres i de andre numre, ødelægges ingredienserne og er i mine ører mislykket - til tider på kanten af det katastrofale.

Tracklist:
CD1
Mike - Concert For Violin & Oboe (Bach)
Tarja - Blute Nur (Bach)
Tarja - Zueignung - Op. 10, No. 1 (Strauss)
Mike - Barber of Seville (Rossini)
Mike - New World Symphony (Dvorák)
Tarja - Song To The Moon (Dvorák)
Tarja - Vilja Lied (Lehár)
Tarja - O mio babbino caro (Puccini)
Mike - Can-can (Offenbach)
Tarja - I Feel Pretty (Leonard Bernstein)
Mike - William Tell Overture (Rossini)
Tarja - Mein Herr Marquis (Strauss)
Mike - Eine kleine Nachtmusik (Mozart)
Samlet spilletid: 52:21

CD2
Tarja - You Take My Breath Away (Queen)
Tarja & Mike - The Reign (Tarja)
Tarja & Mike - Witch-hunt (Tarja)
Tarja & Mike - Led Zeppelin Medley
Tarja & Mike - Swanheart (Nightwish)
Mike & Tarja - Fly Me To The Moon (Frank Sinatra)
Tarja & Mike - Into The Sun (Tarja)
Tarja & Mike - I Walk Alone (Tarja)
Samlet spilletid: 44:44

Læs mere...

Equilibrium - Erdentempel

Equilibrium har altid været synonym med Folk-inspirerede melodier, kraftfulde vokaler og, frem for alt, store arrangementer. Måske er det arbejdet med disse, som har krævet ekstra tid, for bandets hovedmand René Berthiaume har brugt hele 4 år på at skrive materialet til "Erdentempel”, som er bandets 4. album.

Tiden er ikke brugt på at finde på nye musikalske retninger, for Equilibrium lyder helt som forventet. Det centrale er igen de letbenede og iørefaldende melodier, som straks fanger min opmærksomhed. De understøttes af ret så kvikke rytmer, som med en anden produktion ville have været ret brutale. Nu er de skubbet lidt i baggrunden, hvor de må kæmpe med de meget store mængder keyboards, som dominerer begivenhederne. At disse skaber store arrangementer er okay, men det skæmmer helheden at de også bruges til de Folk-elementer, der helst skulle være akustiske. Det giver et kunstigt, halvhjertet og plastikagtigt indtryk.

Det kan man ikke påstå om vokalen, for sangeren Robse har en rå og noget rallende vokal, der ikke passer helt ind i de pæne omgivelser. Det giver en smule kant, og kan kompensere lidt for de manglende guitarer. Her burde Berthiaume træde mere i karakter, for ud over de tunge rytmer i ”Karawane” er der ikke meget Metal i den seksstrengede. Det kunne gå hvis de øvrige elementer var mere gennemførte, men der går simpelthen for meget hyggemusik i ”Erdentempel” til, at albummet falder i min smag.

Tracklist:
1. Ankunft (Instrumental)
2. Was Lange Währt
3. Waldschrein
4. Karawane
5. Uns'rer Flöten Klang
6. Freiflug
7. Heavy Chill
8. Wirtshaus Gaudi
9. Stein Meiner Ahnen
10. Wellengang
11. Apokalypse
12. The Unknown Episode
Samlet spilletid: 56:12

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed