fbpx

Opera Diabolicus – Death on a Pale Horse

Under navnet Opera Diabolicus udgav d’herrer Adrian de Crow (Bas) og David Grimoire (Guitar & Keyboard) deres debutalbum ”1614” i 2012, og nu vender de tilbage med album nummer to. Men de er ikke alene, for både Mats Levén (Ex- Candlemass) samt Snowy Shaw, Andy La Rocque og Michael Denner (alle nuværende eller tidligere medlemmer af King Diamond) giver en hånd med.
Opera Diabolicus kalder selv deres stil for Horror Metal, men det kan kun gælde for tekstuniverset - Musikalsk er der tale om en blanding af dystre Goth toner blandet med Heavy Metal og tilsat passende mængder symfoniske elementer (der alle lyder meget keyboardagtige). Det hele blandes til en fortælling om trolddom, pest og hævn, der i opbygning og stemning ikke ligger så langt fra King Diamond (surprise!), selvom Levén gør fortællingen lidt mere teateragtig.
Det er naturligvis fortællingen, der er i centrum; alligevel varieres musikken udmærket, så vi både får old school Jon Lord stemning i ”Bring Out Your Dead”, en stærk og flot melodi i ”Siren’s Call” og et godt guitarriff i ”Night Demon”. Numrene flytter ingen grænser, men samlet byder albummet på udmærket underholdning og viser, at det altid er godt at have venner, der kan træde til.

Tracklist:
1. Listen everybody
2. Bring Out Your Dead
3. Second Coming
4. Siren’s Call
5. Darkest Doom on the Brightest of Days
6. A song of Detestation
7. Little Sister
8. Night Demon
9. At Nighttime
Samlet spilletid: 59:15

Læs mere...

Zornheym - The Zornheim Sleep Experiment

Zorn er manden bag det svenske band Zornheym, som han startede i 2014 efter at have forladt Dark Funeral. Hele ideen omkring projektet er, at fortælle grusomme historier fra den fiktive sindssygeanstalt Zornheim. De første fortællinger udkom på albummet "Where Hatred Dwells and Darkness Reigns" i 2017, og nu fortsætter Zorn & Co. på ”The Zornheim Sleep Experiment”.
Til det filmagtige set-up har Zornheym valgt en blanding af Death – og Black Metal, som udstyres med en overbygning af symfoniske elementer. Det giver naturligt et stort lydbillede, men ikke helt så ekstremt, som man ofte hører det – tænk XL i stedet for XXL. Med disse rammer på plads kaster bandet sig ud i at fortælle gyserhistorier, som man kender det fra f.eks. Cradle of Filth og King Diamond. Det betyder også, at musikken er skubbet i baggrunden i forhold til vokalerne, hvilket får den til at fremstå mindre hård, end den egentlig er – en tendens der forstærkes af, at de enkelte instrumenter ikke altid står helt skarpt i lydbilledet. Og det er ellers ikke fordi musikken mangler power; der bliver ikke lagt fingre imellem, ligesom tempoet varierer fra det langsomme til det godt opskruede.
Men historien om Zornheim og dets stakkels beboere er det primære på albummet, og der fokuseres derfor mere på at skabe uhygge med små klokkelyde og hviskende stemmer. Det er udmærket skruet sammen, men jeg vil stadig helst have mine gys på film.

Tracklist:
01. Corpus Vile
02. An Evil Within
03. Dead Silence
04. Keep The Devil Away
05. Slumber Comes In Time
06. Black Nine
07. The Veiling Of Bettelheims Eye
08. The Revelation
09. Keep Cutting
10. The Madness That Lurks Within (Epilogue)
Samlet spilletid: 36:59

 

Læs mere...

Catalyst Crime - Catalyst Crime

Hvad der i 2017 startede som et projekt mellem sangerinden Zoe Marie Federoff og trommeslageren Gerit Lamm, er vokset til et band med musikere fra forskellige internationale bands under navnet Catalyst Crime – samme titel har bandets debutalbum også fået.
Her skal man ikke lytte længe, før bandets stil viser sig: Store orkesterarrangementer med lige så stort anlagte klassiske kor supplerer bandmedlemmernes indsats, og placerer helheden i afdelingen for Symfonisk Metal. Man lægger også mærke til den flotte produktion, der understreger, at der er brugt masser af tid og energi i studiet.
Genrens muligheder for bombastiske dimensioner udnyttes flot, hvor ”Projection Of My Mind” og ”Mother Dearest” er gode eksempler på musik i XXL format. Samtidig har man også sans for dynamik, ved at indflette flere passager med stille klaver, inden de symfoniske elementer kommer ind i billedet sammen med bandets Metal. Lægger man Federoffs klare sopran oveni, kan man vinge alle genrens basale krav af hos Catalyst Crime.
Spørgsmålet er så, hvad der får albummet til at stikke ud i forhold til scenens mange andre bands? Svaret peger hurtigt i retning af sangskrivningen, hvor Catalyst Crime har svært ved at markere sig for alvor. Kun den meget stærke melodi i ”Condemn Me To Chaos” har formået at sætte sig fast hos mig, og det er i underkanten for 12 tracks og 50minutters spilletid. Men der er tale om en debut, så man kan håbe på flere stærke momenter næste gang.

Tracklist:
1. With Only The Sun As My Witness (Intro)
2. Projection Of My Mind
3. Condemn Me To Chaos
4. Mother Dearest
5. Twice Upon A Time
6. Cognitive Dissonance (Feat. Jake E)
7. Break Even
8. Chasing The Ghost
9. Nowhere Near Dead Yet
10. Without Anesthesia
11. Not Even Once
12. One And Counting (Outro)
Samlet spilletid: 50:35

Læs mere...

Fleshgod Apocalypse - Veleno

Siden de udgav ”King” i 2016 er der omrokeret en del hos Fleshgod Apocalypse; Cristiano Trionfera og Tommaso Riccardi har forladt bandet, så deres bidrag på guitar og vokal mangler. Den opgave er overtaget af Francesco Paoli, som stadig er hovedmand i bandets sangskrivning.

Derfor er der ingen ændringer i den musikalske kurs, for italienerne fortsætter deres stil med store symfoniske opsætninger og knaldhård Dødsmetal. Især brugen af kor giver et meget stort lydbillede, som dominerer hovedparten af numrene - Det er ind imellem så markant, at selv de traditionelle Metal elementer kommer under pres. Heldigvis holder de stand, så man kan nyde de lækre stortrommer i ”Monnalisa” og det fine samarbejde mellem guitar og klaver i ”Worship And Forget”. Samtidig growler Paoli overbevisende nok til, at jeg ikke umiddelbart savner hans forgænger på posten.

Det hele er flot og pompøst sat op, og bandet udtaler, at de havde frie tøjler til at føre deres ideer ud i livet; en luksus som er de færreste beskåret. Og i dette tilfælde ikke en fordel, for musikken er simpelthen blevet for stor og kompliceret; det virker som om Fleshgod Apocalypse ikke helt kan overskue og håndtere det, de har sat i søen. Resultatet er en række numre, der minder meget om hinanden, og som hver især er rodede og hurtigt bliver uinteressante. Derfor har albummet svært ved at brænde sig fast trods masser af pomp og pragt.

Tracklist:
1. Fury
2. Carnivorous Lamb
3. Sugar
4. The Praying Mantis' Strategy
5. Monnalisa
6. Worship And Forget
7. Absinthe
8. Pissing On The Score
9. The Day We'll Be Gone
10. Embrace The Oblivion
11. Veleno
Samlet spilletid: 51:39

Læs mere...

The Monolith Deathcult – V2-Vergelding

Jeg stødte første gang på The Monolith Deathcult (TMDC) da hollænderne i 2013 udsendte albummet ”Tetragrammaton” – en virkelig brutal og alligevel varieret omgang Dødsmetal. Siden har par musikere forladt bandet, men de tilbageværende 3 medlemmer udgav først ”Versus” sidste år, og følger nu op med "V2-Vergelding”. Titlen leder tankerne hen mod nazisternes raketvåben fra anden verdenskrig, og både ”Dawn of the Planet of the Ashes” og “Fist of Stalin” handler da også om krigen.

Ellers er det hollændernes fortolkning af Dødsmetal, der er i fokus; vanen tro er guitarriffene ekstra skarpe, vokalen brøler grumt og det hele får en ekstra kant ved brug af elektroniske elementer, der giver et touch af Industrial. Samtidig sørger store symfoniske arrangementer i f.eks. ”Come Forth Lazarus” for, at lydbilledet bliver meget stort. Rammerne er således kendte, så kun to numre skal fremhæves: Det allerede nævnte “Fist of Stalin”, som rykker godt, men er kraftigt inspireret af Rammsteins ” Wollt ihr das Bett in Fammen sehen”, og ”Rise of the Dhul-Fakar”, som både er albummets mest brutale og bedste track.

Der afsluttes med liveudgaver af ”Die Glocke” og ”The Furious Gods”, som begge stammer fra Versus. Optagelser stammer fra TMDCs optræden på Graspop Metal Meeting sidste år, og er udmærkede uden at tilføre nyt. Det samme kan siges om ”V2-Vergelding”, for selv om TMDC fastholder den ultravoldelige blanding af Død og elektronik, og favner bredt, mangler jeg overraskelser og bliver ikke ramt så hårdt af dette udspil.

Tracklist:
01. Planet Wrath
02. Dawn of the Planet of the Ashes
03. Come Forth Lazarus
04. Fist of Stalin
05. The #Snowflake Anthem
06. Rise of the Dhu’’l-Fakar
07. Die Glocke (Live@Graspop Metalmeeting 2017)
08. Furious Gods (Live@Graspop Metalmeeting 2017)
Samlet spilletid: 47:01

Læs mere...

Dimmu Borgir - Eonian

Siden starten i 1993 har Dimmu Borgir markeret sig indenfor den symfoniske gren af Black Metal, og samtidig formået at skille vandene; deres fans har jublet, mens deres fremtoning og kommercielle succes har bragt dem i modvind andre steder. Selv om bandet er skrumpet til et kerne bestående af sangeren Shagrath samt de to guitarister Silenoz og Galder, markerer de indtoget i sølvbryllupsalderen med albummet ”Eonian”.

Det kommer 8 år efter ”Abrahadabra”, og selv om der i perioden har været tavshed fra nordmændene, er det tydeligt, at de ikke har siddet med hænderne i skødet. De symfoniske elementer, som repræsenteres af orkester og det norske Schola Cantrum kor, er denne gang placeret i arrangementer, som er større end vanligt fra bandet - Det siger ikke så lidt, for her har de aldrig været fedtede. Resultatet er, at albummet må regnes blandt nordmændenes mest omfattende, men medaljen har en bagside: Selv om de egentlige Metal-elementer har fint med power, har de svært ved at gøre sig gældende; ofte bliver de simpelthen overskygget af det symfoniske.

Dimmu Borgir forsøger sig også med mindre pompøse ting, men de enkle, og alligevel dominerende klavermelodier i f.eks. ”ÆTheric” lyder mest af alt som Cradle of Filth, ikke mindst fordi Shagrath her raller i samme stil som Dani Filth. Så fungerer det noget bedre i ”Council of Wolves and Snakes”, hvor indiansk inspirerede toner giver nummeret et særligt præg.

Som nævnt er det tydeligt, at der ligger et kæmpearbejde bag dette album, de mange elementer og storslåede arrangementer er virkelig flot sat op. Desværre udmøntes det ikke i tilsvarende oplevelser, for ”Eonian” har for meget vægt lagt på det symfoniske til, at det for alvor rykker.

Tracklist:
1 The Unveiling
2 Interdimensional Summit
3 ÆTheric
4 Council of Wolves and Snakes
5 The Empyrean Phoenix
6 Lightbringer
7 I Am Sovereign
8 Archaic Correspondence
9 Alpha Aeon Omega
10 Rite of Passage
Samlet spilletid: 54:19

Læs mere...

Follow The Cipher - Follow The Cipher

Follow The Cipher’s historie starter i 2014, da guitarist Ken Kängström (Som har været med til at skrive flere velkendte og gode sange for Sabaton, blandt andet den episke “Carolus Rex”, som er at finde sidst på pladen i en cover-version) fik lyst til at starte et band, og det var netop før omtalte nummer der gav ham blod på tanden. Debut albummet med ditto titel er en realitet, og tak for det.

Der leveres en god gedigen semi-symfonisk power metal, lidt i stil med bands som Within Temptation og tidlig Nightwish. Instrumenteringen er storslået med masser af fed atmosfære, symfoniske indslag og dejlige tunge guitarriffs. Dette bliver krydret med en absolut blændende vokal fra Linda Toni Grahn, som kunne minde om en Bonnie Tyler bare i en forstærket udgave med meget større spænd - “Valkyria” og “Winterfall” er fantastiske eksempler på hendes evner. Samtidig suppleres der backing vokal i form af storslåede kor arrangementer. Pladen sluttes af med “Starlight” og det før omtalte cover af “Carolus Rex”, som nemt kunne være pladens to tungeste numre, hvor der også sniger sig lidt “snerren/growlen ind, hvilket giver god afveksling.

Follow The Cipher er et af de bands som i den grad kommer til at gøre sig bemærket, ikke at det er voldsomt anderledes eller nyskabende end bands i samme genre, men de formår bare at skabe en fed stemning hvor Grahn’s vokal lige nøjagtigt udgør prikken over i’et. “Follow The Cipher” er et aldeles glimrende debut album, med en fed, tyk samt vellydene produktion, og et band vi kommer til at høre meget mere til, er jeg sikker på.

Tracklist:
1. Enter the Cipher 5:20 
2. Valkyria 3:53
3. My Soldier 3:44
4. Winterfall 3:37 
5. Titan's Call 3:40
6. The Rising 3:41
7. A Mind's Escape 4:04 
8. Play With Fire 4:27
9. I Revive 3:15
10. Starlight 4:48
11. Carolus Rex 4:44
Samlet spilletid: 45:13

 

Læs mere...

Orden Ogan, Rhapsody of Fire - Beta

Der er to omstændigheder ved aftenens arrangement, jeg ikke fatter:

1) Rhapsody of Fire som opvarmning?!? Jojo: Jeg er udmærket klar over, at Orden Ogan skal være nok så gode, men Rhapsody er indiskutabelt et af de største power metal-navne nogensinde. Eller er det virkelig kun mig, der stadig gerne vil mene dét i en tid, hvor bandet synes at tilstræbe et kvantum line-up-ændringer, der ligner Whitesnake for 30 år siden? Selv kommer jeg primært for at høre Rhapsody, hvorom alting er. (I øvrigt udelader jeg bevidst “… Of Fire”-tilføjelsen herfra. Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, om dens indlysende uopfindsomhed er mere sej end doven, men redundant er den i hvert fald.)

2) Power metal på Beta?!? Bevares, genren trækker ikke just publikum i stadionstørrelse, og da slet ikke i et snoldet land som dette, hvor en betragtelig del af metallytterne stadig først er ved at lære, at der findes andet i livet end fee’ dø’. Men når man nu har en så geografisk nærliggende storebror som Amager Bio, og når nu der alligevel har været udsolgt så længe, kunne det så ikke have været en idé enten at rykke — eller i første omgang simpelthen have booket — foretagendet til et sted, der danner en bare lidt mere naturlig ramme om den så højloftede genre? Nej, man kan ikke forudsige alt, men man kan godt anstrenge sig lidt.

Dog bliver begge disse tvivlsmomenter gjort til skamme indenfor de næste par timer. Og hurra for det!

Indrømmet: Jeg har ikke rigtig fulgt Italiens symfoniske stolthed Rhapsody siden den dersens navneopgradering, og siden Luca Turilli gik solo og tog halvdelen af bandet med sig. Det, vi ser hér på Beta, ER bogstaveligt talt ikke den samme gruppe, der gav os de mange fantastiske klassiske power metal-skæringer, som aftenens sæt er så lykkeligt centreret om. Men når det er sagt, fremfører navnets nuværende inkarnation disse skæringer så formidabelt, som det må kunne forventes af ethvert band i dets bedste alder, originalmedlemmer eller ej.

Det er mærkeligt, at Fabio Lione ikke længere er forsanger. Men hans unge erstatning, Giacomo Voli, både virker som et yderst sympatisk gemyt og nailer samtlige fraseringer. Og strengemester Roby De Michaeli er et pragteksempel på, at selv musikalsk komplekse størrelser som Rhapsody kan klare sig med én tilstrækkeligt ekvilibristisk guitarist, også selvom denne ikke hedder Turilli til efternavn.

Frem for alt er det dog ikke bare rørende at genhøre forrygende skæringer som “Holy Thunderforce”, “March of the Swordmaster”, “Dawn of Victory”, “Flames of Revenge” og den måske nok så forudsigelige sæt-konklusion, “Emerald Sword”. Det er en glædelig overraskelse, at al genrens så lårtykke patos åbenbart sagtens kan pakkes ind i Betas så fysisk snævre rammer. Lyden er klarere og mere storslået, end jeg nogensinde har hørt den hér på stedet, og det bliver den ved med at være hele aftenen igennem.

Vi er tillige nogen, der har set frem til dette Rhapsodys første besøg i landet i, hvad, 17 år?? 150 ekstatiske struber skråler med på herlig, forudsigeligt-kitsch’et venstrehåndslyrik om krigere, drager, troldmænd, magiske sværd og episke kampe mellem fantasihære i fortryllede lande. Og det med en så præcis gengivelse som havde vi brugt lige så lang tid på at lytte til Rhapsodys klassiske udgivelser som på at læse Tolkien og Dragonlance. (Hvad der næppe er helt ved siden af for mange af de fremmødtes vedkommende.) Selvfølgelig dedikeres den flotte powerballade “The Magic of the Wizard’s Dream” til Christopher Lee — og afslører desuden publikum som bestående af flere smartphone-brugere end tobaknydere qua det lysshow, som en crowd nu engang laver til den type numre. Ja, hver sin last.

Kun “When Demons Awake” er lidt malplaceret med sin black metal-vokal. Men ellers er Rhapsodys sæt i sig selv en (alt for) lille serie af sejre i det hellige ståls navn, der som så mange gange før gør mig hjertens glad ved at få al min så typiske skepsis godt og grundigt sodomiseret.

Karakter: 5/6


Samme type forløsende triumftog skal gøre sig gældende for hovednavnet. De anmelderroste tyskere Orden Ogan har gennem hele 21 år på imponerende vis formået at forbigå selv en power-fetischist som yours truly. (Eller er det mig, der har forbigået dem…?)

Så meget desto mere bliver jeg blæst omkuld. Hvor jeg trods alt ikke har kunnet undgå at have visse forventninger til Rhapsody, bliver dette mit jomfrumøde med Orden Ogan en omvendelse i større omfang end med, ja, for eksempel aftenens supportnavn.

For der er ingen på den globale metalscene som vores mægtige, teutonske underboer, der tilnærmelsesvist formår at ramme det forjættede sweet spot mellem en svulstig powerpatos, der på samme tid er skamløst corny, uimodståeligt fængende og fandme grandios.

Orden Ogan er leveringsdygtige i hymner. Majestætiske kamp- og sejrshymner indenfor bandets eget narrative univers; hymner både mere fængende og hårdtslående end Manowars største crowdpleasers. Og jeg skal netop op i kategori med bands som selveste the kings of metal for at ihukomme koncerter, der har budt på så mange forpulet effektive og medrivende af slagsen, som Orden Ogan trakterer denne eksklusivt heldige skare med.

Onde tunger — eller måske bare nederen tunger — kunne indvende, at Orden Ogan minder for meget om Powerwolf; at riffs’ene og leadtemaerne er forudsigelige og uopfindsomme; at lyden på deres albums er steril og syntetisk; og at det er for billigt at køre så meget kor og keys på backingtrack, når man spiller live. Og ved I hvad? Der ville såmænd være legitime pointer i det alt sammen. Men hvis du i aften ville kunne stå gennem numre som “Gunman”, “Deaf Among the Blind” og “F.E.V.E.R.” uden at lade dig rive bare det mindste med, tøver jeg ikke med at diagnosticere dig som et grundlæggende råddent menneske, der ikke kunne genkende en fest, om den så kom og gav dig et kokainblowjob og 24 timers fri bar på hele Sunset Strip.

For en umiskendelig fest er sateme, hvad dettehér er. Selv hvis musikkens beskaffenhed på egen hånd ikke havde manet mig til at pendle mellem koncert og bar for at tanke op på fad, er publikums begejstring sandsynligvis den mest taknemmelige respons, jeg nogensinde har overværet på Beta. Ikke blot er det første gang, Orden Ogan er i Danmark, men netop dette hjørne af power metal, der er ekstra tungt men stadig lige så bombastisk som hele genrens superliga, indgyder både til fællessang, højt hævede horn og sgu også en gang fælles headbanging. Ja, man havde faktisk hverken kunnet forvente eller forlange mere af hele aftenen.

Kritikpunkter? Jo, trods alt. “The Lords of the Flies” (sic) er med sine mærkeligt nu-metallede islæt et lidt skæmmende indslag. Guitarist Tobi (sic) synger desuden for på ét af numrene, og det skulle han ikke have gjort. Den lavstammede og halvkvabsede forsanger, leadguitarist og mastermind Sebastian "Seeb" Levermann er heller ikke ligefrem nogen karismabombe. Og så ER Oden Ogans sange generelt centreret om de dér omkvæd. Men fuck nu alt dét. Lortet fungerer, og Orden Ogan kunne næppe have ønsket sig nogen mere frugtbar debutkoncert i denne så traditionelt power-foragtende metalnation.

… Og så håber jeg i øvrigt, at der er nogen, der gider prikke til Copenhells bookinggruppe og forklare, hvilken type fester man kunne få på Refshaleøen til sommer, hvis man nu investerede i en tourpakke som f.eks. dennehér.

Karakter: 5/6

Læs mere...

Cradle Of Filth - Cryptoriana:The Seductiveness Of Decay

Fra at være et af de navne, hvis udgivelser var et must-hear, har stærkt svingende kvalitet i bandets udgivelser gjort, at jeg i de senere år ikke har fulgt så meget med i Cradle of Filth’ gøren og laden. Nu har veteranerne så udgivet deres fjortende (!) studiealbum, ”Cryptoriana:The Seductiveness Of Decay”. Meget passende til bandets Goth/Black image er titlen et nik til Victoriatidens fascination for døden og det overnaturlige.
På albummets første halvdel spiller englænderne helt som vi kender dem: Der er energisk Metal tilsat stort anlagte symfoniske afsnit med masser af kirkegårdsstemning, og så skriger og hyler frontmanden Dani Filth så voldsomt, at man uvilkårligt checker, om det er lykkedes for ham at tilkalde samtlige ulve i Jylland uden for stuevinduet. Stilmæssigt er der således ingen nyheder, men numrene er generelt ret gode, og bandet virker veloplagt.

I titelnummeret kommer der pludselig noget nyt på tapetet, idet der løbende dukker nogle ret Iron Maiden-agtige double lead guitarer op; de passer fint ind i helheden og markerer et frisk pust af noget nyt. Mere af det samme høres i ”You Will Know The Lion By His Claw”, hvor det også markerer sig positivt.

På de seneste albums har Cradle Of Filth haft svært ved at levere andet end variationer over et ret slidt tema, men denne gang går det bedre: De nævnte elementer og det generelt udmærkede kvalitetsniveau efterlader mig med et begrundet håb om, at den gode Mr Filth endelig har fået spillet de mange ret nye medlemmer ordentligt sammen.

Tracklist:
1. Exquisite Torments Await
2. Heartbreak And Seance
3. Achingly Beautiful
4. Wester Vespertine
5. The Seductiveness Of Decay
6. Vengeful Spirit
7. You Will Know The Lion By His Claw
8. Death And The Maiden
Samlet spilletid: 65:30

 

Læs mere...

Carach Angren - Dance and Laugh Amongst the Rotten

Lige fra starten i 2003 har den hollandske trio Carach Angren brugt deres musik til at fortælle gyserhistorier; det har bragt dem forbi temaer som genfærd, krigstraumer og folkeeventyr sat ind i en moderne kontekst. På deres femte studiealbum fortsættes det paranormale som tema, denne gang tages der udgangspunkt i følgerne af en piges lidt for intense leg med et ouija board.

Historierne fortælles i numre, der vanen tro er indhyllet i store symfoniske arrangementer med kor og hele svineriet – det kunne sagtens bruges som underlægning til en gyserfilm. Ind imellem er der nedtonede passager med strygere og klaver, og når man lægger den udmærkede kant, som Metalelementerne giver, oveni, passer det hele fint til indpakningen.

Hvis man har fulgt med i hollændernes hidtidige karriere, er der ikke meget nyt at finde på ”Dance and Laugh Amongst the Rotten”; der er ingen enkeltstående dele, som bandet ikke tidligere har afprøvet i et eller andet omfang. Her tæller Seregor's raspende vokal stadig til de absolutte pluspunkter. Generelt har hollænderne forfinet brugen af deres kendte elementer, men de læner sig stadig meget op ad Cradle of Filth i stil og udtryk. I en tid, hvor englænderne performer under niveau, kunne Carach Angren skubbe sig ind i rampelyset, men den chance misser hollænderne, da de denne gang ikke kan leve op til tidligere bedrifter.

Tracklist:
1. Opening
2. Charlie
3. Blood Queen
4. Charles Francis Coghlan
5. Song for the Dead
6. In De Naam Van De Duivel
7. Pitch Black Box
8. The Possession Process
9. Three Times Thunder Strikes
Samlet spilletid: 41:16

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed