fbpx

Firewing - Resurrection

Firewing er et spritnyt navn, som med "Resurrection” sender deres første album på gaden. Det fem mand stærke band har base i USA, men er kommet i stald hos tyske Massacre Records. Her har man store forventninger, og taler endda om, at bandet vil forny udtrykket for Symfonisk Metal.
Det kan være, at Firewing kommer til det engang, men det sker ikke med denne debut. For godt nok er der stilmæssigt tale om en blanding af Melodisk Metal og Klassisk Musik, men de optræder oftest hver for sig. Der er derfor ikke tale om en helhjertet sammensmeltning, hvor elementerne understøtter hinanden, som det f.eks. sker hos Epica.
I stedet får man 4 instrumentale tracks, hvor det symfoniske kører solo, mens resten af numrene består af Melodisk Metal tilsat strygere her og der. Det hele bruges til at fortælle en historie om kampen mellem godt og ondt, og fungerer som sådan udmærket – det flytter bare ingen grænser.
Den metalliske side af musikken er af den melodiske slags, og giver især fokus på sangeren Airton Araujo, som synger både kraftfuldt og varieret. Men også de øvrige musikere gør en fin figur, og der er ikke noget at udsætte på indsatsen. Til gengæld kunne jeg godt have ønsket mig en lidt skarpere produktion; vi skal helt hen til slutningen med ”The Essence Of Your Heart”, før guitarerne rigtigt får bid. Som helhed er albummet godkendt, også selvom den lovede fornyelse udebliver.

Tracklist:
1. Prelude: Moonlight Of Despair
2. Obscure Minds
3. Chapter I: Acheron's Ritual
4. Demons Of Society
5. Far in Time
6. Chapter II: Temple Of Helios
7. Resurrection
8. Time Machine
9. Chapter III: Transcending Souls
10. Eternity
11. Tales of Ember & Vishap: How Deep Is Your Heart?
12. Tales of Ember & Vishap: The Meaning Of Life
13. The Essence Of Your Heart
14. Epilogue: Sacred Journey

Samlet spilletid: 58:21

Læs mere...

Sabaton, Apocalyptica, Amaranthe - Forum, 12.02.2020

Sikke en pakke! Det er ikke hver dag man kan opleve at begge supportbands falder i ens smag, slet ikke når de musikalsk ikke ligefrem minder om hinanden, men det er altså tilfældet her. Jeg har efterhånden skrevet mit om Sabaton, men jeg står her igen – for bandet har endnu ikke skuffet, heller ikke selvom det nu er tredje gang de havner på en hverdag. Publikum har ligeledes ikke ladet sig afskrække tidligere, så mon ikke det bliver endnu en god oplevelse. Men først, lidt ord om de to andre bands.

Amaranthe:
”Hvad er det her, Eurovision-metal?” spørger en bekendt mig ikke lang tid efter Amaranthe er gået på – og han er ikke meget ved siden af! Fra de koreograferede bevægelser der af og til nærmer sig decideret dans, til de tre sangere og ikke mindst lyden af eurodance blandet godt op med rock/metal (alt efter den enkelte sang) og så selvfølgelig ikke mindst hvor voldsomt ørehængende det er. Altså, flere af deres sange kunne snildt have en plads i den årlige begivenhed. Inden det eventuelt sker står de dog her i Forum.

Jeg havde godt nok hørt fra ellers pålidelige kilder at det var med start kl. 18:30, men klokken bliver altså 19:00 før det store Sabaton-tæppe hives ned og Amaranthe kort efter dukker op – men alle kvaler glemmes hurtigt da ”Maximize” og herefter ”Digital World” blæser ud af højtalerne. Der er knald på fra start og selvom Amaranthe som sådan er på udebane, lykkes det fint at få folk med flere gange, f.eks. allerede under ”Hunger” hvor gulvet knager omkring mig i og op til omkvædet som følge af hvor mange der hopper med. Black Box-konceptet gør det igen godt, for allerede nu er det ganske velbesøgt, ja jeg fristes næsten til at sige, at der er godt proppet det meste af vejen rundt.

”København! I kan jo feste!” udbrydes der kort efter, som om det skulle være en overraskelse. Det er det hverken ved hvor indøvet sætningen er, eller hvor rigtigt det faktisk er: onsdag eller ej, de fleste er her for at have en fest, Amaranthe selv inkluderet. De har rykket sig markant ift. deres optrædener tilbage i 2011/2012 hvor det var usikkert og også ret usammenhængende. Ikke i dag. Der er tillid til materialet og til dem selv og så gør det i dén grad også noget, at de selv tydeligt er glade for at være her. Og bevares, publikum er her ikke for at se dem, men de fleste kan sagtens lokkes til at deltage i festlighederne, sågar i balladen ”Amaranthine”, der ser en skov af telefoner i luften, eller ved de mange fællesklap under ”That Song”.

Desværre lyder det hele bare ikke særlig godt. De tre vokaler har meget svært ved at finde rum, især når mere end et andet element kører samtidigt – og det er altså langt det meste af tiden. Derudover er trommerne enormt rodede, hvilket er synd nu trommeslageren er en af de dygtigere (hans tid i The Arcane Order er især ikke glemt). Lyset er derimod flot og glimrende timet med breaks, der er røg på de rigtige tidspunkter, rødt lyst til de hårdere stykker, osv. – det er ikke ofte supportbands får den samme behandling som hovednavnet, så det er lækkert at se (på). Nej, den største hindring Amaranthe støder ind i er simpelthen hvor rodet et udtryk de efterlader. Det lander ikke som det skal, slet og ret, om det så er trommerne der er off, guitarer der falder ud eller vokaler man ikke kan høre. Er man fan er det stadig udmærket og til at finde rundt i, sådan da, men er det ikke tilfældet er det nok kun de stadion-prægede omkvæd der lyder tilnærmelsesvis godt. Overordnet er det dog solid underholdning og opvarmning i 45 minutter, på trods af de knap så gode betingelser.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Maximize
2) – Digital World
3) – Hunger
4) – Amaranthine
5) – GG6
6) – Helix
7) – That Song
8) – Call Out My Name
9) – The Nexus
10) – Drop Dead Cynical

Apocalyptica:
1 trommeslager, 3 cellister – metal/rocksange, for det meste instrumentalt, af og til covers. Personligt har jeg været fan af Apocalyptica lige siden deres selvbetitlede fra 2005. Deres sjælfulde, sørgmodige og helt eminente cello-rock er noget helt for sig og det er uden at forholde sig til deres arv som et, hvis ikke dét, mest unikke Metallica-coverband. Det er blevet mere ligetil for hvert album siden da, og der er gradvist kommet mere vokal på, men det har så kunnet noget andet. Kort sagt, jeg er fan, men passer Apocalyptica overhovedet ind den her aften? Et par sange inde i sættet er svaret umiddelbart nej.

”Path” er ellers en gammel klassiker, og de to sange der luftes fra det nye ”Cell-0” lyder også umiddelbart som man kender dem. Men på trods af et levende backdrop samt flere lysinstallationer siden Amaranthe, ja så er folk meget stillestående og ubegejstrede. Pænt er det at se, og til dels høre på, men de store ringe i vandet skaber det ikke. Det kunne nok have været anderledes med en bedre lyd. Modsat sidste band står lydbilledet samlet klarere, men der er alt for meget rumklang fra trommerne der oftest drukner de finere detaljer fra celloerne.

Så ved deres egne sange er det ikke vildt imponerende, set ud fra publikums humør (at de rent teknisk er velspillede er en anden sag). Den højlydte ”småsnak” taler sit eget sprog. Anderledes bliver det dog senere ved den mere hårdtslående del af sættet, nemlig ”Seek & Destroy”-coveret. Forinden har et Rammstein-cover og en original sang ikke gjort det store, men ”Grace” varmer stødt tingene op inden folk får deres stemmer brugt ved at skråle ”SEEK AND DESTROY!!” om og om igen. Ligeledes fungerer Apocalypticas gamle klassiker af en klassiker ”Hall of the Mountain King” lige som den skal, den hektiske outro især og næsten et vanvid man rent fysisk kan smage. At de så lige teaser en anelse for meget inden udløsningen er en mindre detalje.

Herfra skal der ikke meget til for at køre den sikkert hjem og således trækkes tempoet ned i ”Nothing Else Matters”, fællessang indfinder sig og det hele lukker på en god node. Apocalyptica formår altså at redde sig fra en mindre katastrofe, men tilbage står stadig, at de helt grundlæggende er malplaceret i aftenens tema. Når det er coversange der redder ens røv tæt på målstregen er det ikke et positivt tegn. Kort sagt: godt band, dårlige rammer. 3/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ashes of the Modern World
2) – Path
3) – En Route To Mayhem
4) – Seemann (Rammstein cover) m. Elize Ryd
5) – I Don’t Care m. Elize Ryd
6) – Grace
7) – Seek & Destroy (Metallica cover)
8) – Hall of the Mountain King (Edvard Grieg cover)
9) – Nothing Else Matters (Metallica cover)
Kilde: www.setlist.fm

Sabaton:
Det starter som ventet med et brag, i bogstaveligste forstand: efter en passende episk intro er kørt færdig åbnes der som vant med ”Ghost Division”, ild og ja, et højt brag. Sabaton har altid haft det visuelle flair i højsædet, så ganske passende med den nye plade omhandlede Den Store Krig er hele scenen indrettet som en skyttegrav komplet med trommesæt-i-kampvogn, sandsække, pigtråd, diverse våben hængende på stativer, et kæmpe ”THE GREAT WAR” skilt i baggrunden og selvfølgelig storskærm kørende med tematiske videoer, når der ellers ikke filmes på bandet. Og så ild, til tider lidt for rigeligt af det.

Og nu skal jeg love for der er blevet proppet, fra ende til anden. Derfor kan man også allerede nu undre sig over Sabatons valg af sange: de næste otte er alle fra de to seneste plader. Det vil altid være at strække den med mange nye numre i streg, men det her er bare åndssvagt – Sabatons sidste gode album var trods alt ”Heroes” fra 2014, og der skal vi altså helt hen til ”Night Witches”, aftenens 10. sang, før vi får noget derfra. ”82 All The Way” rocker en anelse tungere end de andre, ”The Red Baron” får også de fleste med og lidt inden har ”The Attack of the Dead Men” givet både en mindre historielektion samt indhyllet scenen i grøn giftgas-lignende lys – og ja, sådanne visuelle effekter kan stjæle ens opmærksomhed i et vist tidsrum, men så heller ikke for evigt. Det er helt tydeligt der kunne være markant mere engagement fra publikums side såfremt man spicede det op med lidt ældre materiale. I det mindste både lyder og ser det godt ud, på den måde er rammerne som de skal være.

Halvvejs inde kan man dog helt nøgternt konstatere det indlysende: Sabaton er set bedre. Det handler ikke kun om valget af sange, men i høj grad om bandets egen indsats. Frontmanden har aldrig haft den store stemme, men til gengæld rigeligt med karisma og tydelig interesse i at give tilskuerne noget for pengene – det er ikke for sjov jeg har kaldt dem verdens gladeste metalband i fortiden. Det skal retfærdigvis nævnes at det tekniske sidder som det skal og der er stadig både små fortællinger, store smil og i det hele taget publikumskontakt over flere omgange. Bundniveauet er på den måde tilstrækkeligt, men så er hans stemme så til gengæld også både svag hvis ikke decideret forpustet til tider, og ligeledes gør resten af gruppen hvad de skal, men de er også set i mere hopla tidligere. Publikum er ellers klar, men så er vi tilbage ved valget af skæringer som den afgørende stopklods.

”Night Witches” markerer imidlertid lidt af et vendepunkt. Herefter kommer Apocalyptica nemlig på scenen og agerer støtte i de næste fem sange – og det starter faktisk rigtig, rigtig godt. ”Angels Calling” er blevet fundet frem fra gemmerne, hvor det altså er 11 år siden den sidst er hørt live. Her bliver det symfoniske og bombastiske forenet helt perfekt, så man nok aldrig herfra kan høre den originale uden at føle man savner noget. Et klart højdepunkt. ”Fields of Verdun” gør derimod ikke det store og i ”The Price of a Mile” er det søvndyssende at være vidne til. Det er hermed første gang jeg står og keder mig til en Sabaton-koncert. De sidste to skæringer inden ekstranumrene løfter dog igen midlertidigt engagementet, så da de svenske udgaver af ”The Lion From the North” og ”Carolus Rex” brager igennem er det svært at stå stille. Det er bare gode sange.

”Primo Victoria” ankommer til den første rigtige hoppefest og for første (og eneste) gang er alle i sync. Det er til gengæld ikke her vi siger tak for nu, nej, i stedet får vi en triade af hits. Først endnu en svensk udgave af ”A Lifetime of War”, der ellers er en af Sabatons lavtempo sange, men det virker stik imod forventet enormt godt. Og da ”Swedish Pagans” ankommer efter bandet kortvarigt lever op til sjov og løjer, hvor forsangeren bl.a. når at spille lidt ubehjælpsom guitar på ”Breaking The Law”, ja så er vi på endnu et højdepunkt. Et af de få. Men det bliver heldigvis til ét mere i form af ”To Hell and Back” der får de fleste til at både hoppe og skråle med. Så er vi også i mål.

Overordnet har Sabaton prøvet at indrette hele touren, alle de enkelte aftener, efter ét koncept: 1. verdenskrig. Det er tydeligt med overvægten af nye sange, men også at flere af de ældre rent tematisk omhandler det samme. Jeg ser hvad de har gået efter, og forsøget skal roses – det helt afgørende problem er bare... at de nye sange er hamrende uinteressante. Det er den samme skabelon genbrugt i en uendelighed og det lyder umiskendeligt som noget der er hørt bedre før (og det er det også). Hvis man på den måde skal udfordre sit publikum, så er det afgørende at ens materiale kan bære det. Sabatons nye album lyder præcist som forventet, ergo er det svært at holde omtrent halvdelen af en koncert op på det – både fordi flere ikke kender det, men vigtigere fordi det ikke gør noget nyt. Og hvorfor så det frem for det man kender? De gamle sange fungerer derimod overordnet godt, så med det + enkelte højdepunkter – omtrent halvdelen af numrene, ja så ender vi på lidt over middel. Det næste album bedes tage flere chancer, ellers stagnerer Sabaton indenfor de næste fem år. 3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ghost Division
2) – Great War
3) – The Attack of the Dead Men
4) – Seven Pillars of Wisdom
5) – The Lost Battalion
6) – The Red Baron
7) – The Last Stand
8) – 82nd All The Way
9) – Bismarck
10) – Night Witches
11) – Angels Calling m. Apocalyptica
12) – Fields of Verdun m. Apocalyptica
13) – The Price of a Mile m. Apocalyptica
14) – Dominium Maris Baltici / The Lion From the North (svensk udgave) m. Apocalyptica
15) – Carolus Rex (svensk udgave) m. Apocalyptica
Encore:
16) – Primo Victoria
17) – A Lifetime of War (svensk udgave)
18) – Swedish Pagans
19) – To Hell and Back
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Within Temptation - Valby-Hallen, 24.10.18

Det er syv år siden de hollandske symfoni-metallere gav et indendørs show i landet, dengang i Falconer Salen til pæn modtagelse. Knap så pæne ord fik de ikke ligefrem med på vejen på Copenhell i 2014, i hvert fald ikke fra alle (min egen oplevelse var dog ganske positiv). Nu er de tilbage med et nyt album i form af ”Resist” og deraf en tilsvarende tour. Den nye skive udkommer imidlertid først i december og med kun en enkelt single ude kan der nok forventes et show med primært ældre materiale – ikke? Muligheden siger man som fan ikke nej til. Det afgørende spørgsmål bliver faktisk et helt andet: kan Valby-Hallen besejre fortiden, stå distancen og levere ordentlige rammer?

Within Temptation:
Stedet har ikke forandret sig meget siden mit sidste besøg, der efterhånden må være seks år siden. Der hænger en semi-tung røg i luften og man indfinder sig til en behagelig temperatur. Indretningen er som den plejer med undtagelse af, at der er åbnet et lille cafeteria tæt ved entréen – det er jo stadig en idrætshal først og sidst. Selve hallen er som den plejer, nu med garderobe omme bagved a la Forum og så er der rykket ølboder ind i midten: det er ikke dumt, både af de åbenlyse årsager ift. at undgå lange køer, men også fordi hallen ikke er udsolgt – men det føles alligevel derhen af uden det nogensinde bliver decideret trangt. Hvorfor skriver jeg så alt dette? Jo, det er såmænd fordi, at Valby-Hallen nu virker mere indbydende end tidligere og da der skal til at afholdes flere koncerter heri er det rart at føle sig veltilpas. Hallen har tidligere udstrålet den værste form for ”koldt betonhelvede” jeg kan komme i tanke om, men ikke længere. Og nu videre til selve koncerten.

Det er i enhver henseende... optimistisk at lægge ud med tre nye sange i streg – især hvis publikum kun kender til én af dem på forhånd. Min primære bekymring op til nu var om lyden ville være et issue som i de hedengangne dage. Det er det ”kun” halvt om halvt: der mangler noget power, der hvor det kan mærkes i hele kroppen, og så har keyboardet og dermed de bombastiske effekter det med at forsvinde lidt. Til gengæld står guitarerne enormt stærkt, hvilket også er ganske sigende for de nye sange og den nye stil Within Temptation prøver at ramme. Sidst, så er vokalen (heldigvis!) lige hvor den skal være, i front og tårnende over resten.

At begynde med nyt ville dog ikke nødvendigvis være en afgørende faktor, ja faktisk knap en faktor, hvis så Within Temptation lignede nogen der var ellevilde for at være her. Eller faktisk bare moderat interesserede. Det gør de ikke. Men 22 år sikrer en professionalitet som i den grad kan mærkes her, på godt og ondt: det lyder overordnet som det skal, der er ingen mærkbare fejl eller ærgerlige momenter, det er bare jævnt på den tørre og kedelige måde. Selv Sharon virker heller ikke til at være på toppen. Om det relaterer til, at hun konstant har en hånd halvt rundt om maven kan man kun spekulere over, men hendes performance er ikke mange skridt fra at være under hvad man rettelig kan forvente som et minimum. Ikke at resten af bandet i den forstand er markant bedre, men det kan svært høres – ”kun” mærkes. Bandet har en offday, det er tydeligt.

Ikke overraskende reagerer publikum apatisk på selvsamme apati fra scenen. I de nye numre er det mere eller mindre at forvente, men i gamle hits som f.eks. ”Stand My Ground”, der i øvrigt bliver den eneste skæring fra ”The Silent Force” sker der rent ud sagt ikke en skid fra hverken publikum eller band. Jo jo, der er nogle fine visuals fra scenen og storskærmen bagved den, men intet der springer i øjnene. Det uengagerede og kortlivede arm-fra-side-til-side i ”All I Need” er næsten sørgeligt at bevidne. Det går en anelse bedre i ”Shot In The Dark” og senere ”Faster”, begge sange er også fra det glimrende album ”The Unforgiving” der ganske fornuftigt får god plads i sætlisten. Omvendt er det kun ”Paradise (What About Us?)” fra ”Hydra” der er medbragt – Tarja selv er desværre ikke, medmindre storskærmen tæller. Det føles deraf en anelse tomt, præcist som på Copenhell. Within Temptation var dog smarte nok til ikke at tage alt for mange feature-sange med, der i den grad udgør et svagt led. I ”Resist” var forsangeren fra Papa Roach også markant savnet.

Undtagelsen til førnævnte er ”What Have You Done?” der ikke lader til at kunne gå galt, heller ikke i en semi-sløj udførelse. Så hvorfor slutte med den i forvejen middelmådige ”Stairway To The Skies”? Bevares, der er da en fin symbolik i, at Sharon midlertidigt løftes op mod loftet med hvad der ligner englevinger, men det gør ikke musikken bedre. Til gengæld bliver det på ”fornem” vis repræsentativt for aftenen, nemlig slet og ret middelmådigt. Hverken mere eller mindre. Som sådan fornøjeligt i perioder, men i ligeså mange andre perioder totalt forglemmeligt. Det kan gøres bedre.

Sætliste:
1) – Raise Your Banner
2) – The Reckoning
3) – Endless War
4) – In The Middle Of The Night
5) – Stand My Ground
6) – All I Need
7) – Supernova
8) – Shot In The Dark
9) – The Promise
10) – Faster
11) – Mercy Mirror
12) – Paradise (What About Us?)
13) – The Heart Of Everything
14) – Forgiven
15) – Mother Earth
Encore:
16) – What Have You Done
17) – Stairway To The Skies
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Fourth Circle - Elements

“Elements” er det andet album fra Fourth Circle, og følger efter debut’en ”Lifetimes fra 2013”. Bandet kommer fra Frankrig, og består stadig af de samme seks medlemmer som ved dannelsen i 2011.

Selv om bandets logo viser et firetal i et pentagram, er det ikke i afdelingen or Black Metal, vi skal finde deres musikalske stil. I stedet følger franskmændene i de stilmæssige fodspor fra bands som Epica og Within Temptation. Det betyder masser af keyboards og store arrangementer som supplement til de instrumenter, man traditionelt finder i Metal. Og selvfølgelig har bandet en kvindelig forsanger; hun hedder Audrey Adornato og er med sin flotte, varierede og udtryksfulde vokal bandets største plus. Det er nu heller ikke svært, for den musikalske side af albummet er virkelig uselvstændig. Uanset om elementerne kommer fra det symfoniske eller det metalliske, så er de alle sammen hørt før til hudløshed. Den eneste undtagelse er ”Crossing the Air”, der viser lidt kant med en hvæsende vokal som modstykke til Adornatos rene stemme. De øvrige numre er mere eller mindre energiforladte kreationer, med den kedelig ballade ”These Walls” som bundskraber i dén kategori.

Nej, jeg er langt fra begejstret for denne skive, den er for uinteressant til en anbefaling, og jeg kan kun håbe, at franskmændene er ramt af ”Den-svære-toer-syndrom” og vil komme stærkt igen.

Tracklist:
01. Write your own Story
02. Take
03. Water's Child
04. These Walls
05. From Moon
06. Iron Drops
07. Signals
08. Beyond Death
09. Crossing the Air
10. In the Dark
11. Seducing
12. The Tale
13. Sleepless Son
Samlet spilletid: 61:34

 

Læs mere...

Delain, Evergrey - Pumpehuset

Det symfoniske metalband Delain, som med rette kan kaldes for ”det nye Within Temptation”, er i forbindelse med udgivelsen af deres 5. album ”Moonbathers” på tour, og for første gang på dansk jord. Det er også noget af en uge for Pumpehusets vedkommende; først Sonata Arctica om tirsdagen (kan læses her), så Powerwolf om fredagen (også for første gang i landet), og nu Delain. Det er dejligt at se at disse genrer får en fornyet chance, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg var imponeret over at aftenens seance foregik i den store sal. Sådan, og lad os så komme til anmeldelserne.

Evergrey:
Inden hovednavnet var der dog to supportbands, hvoraf jeg beklageligvis missede det første (Kobra & The Lotus). Men til gengæld er det andet supportband jo nærmest en institution i sig selv – med ca. 20 år på bagen og med deres 10. studiealbum ”The Storm Within” på gaden, står svenske Evergrey som en halvpotent spiller på den progressive metalscene. Jeg skriver specifikt halvt, for hvor andre har oplevet en opadgående interesse, virker Evergrey til at stå ret stille, i hvert fald indenfor vores landegrænser; jeg så dem som headliner tilbage i 2009 på The Rock. Herefter har de ageret opvarmning et par gange, og stod sidst som headliner sidste år på KB18 – de kommer altså regelmæssigt forbi, men en opsvingskurve er der ikke tale om. Det betyder selvfølgelig ikke nødvendigvis noget som helst, og egentlig var Evergrey det mere velspillende band i aften.

Salen er omtrent halvt fyldt da bandet, under en halvtyk tåge, går på scenen. Kort forinden er lyset blevet slukket på et splitsekund, ikke noget med en glidende intro – og allerede her gør lysteknikeren sig indirekte bemærket, for slap da af, der er knald på, og jeg spekulerer på om det er medbragt, for jeg mindes ikke at husets eget er så godt. Evergrey tager det ellers ganske roligt, topprofessionelle som de er, og går til stålet uden det store ståhej. Herfra forsøger de af og til at opildne publikum, men det bliver ved det moderate, og der spildes ingen tid mellem sangene.

Ironisk, egentlig, at lyset faktisk bliver så voldsomt at musikken ikke kan følge med (omvendt spiller det af og til fuldstændig, f.eks. når Evergrey bliver badet i skummelt, rødt lys). Til gengæld er det, hvad end lyset gør eller ikke gør, mandag, og det kan mærkes på begge parter – publikum er tilfredse, men entusiasmen er, ligesom bandets forsøg på at opildne, ganske moderat, selv oppe foran. Selv da en lille guitarsolo sniger sig ind hen mod slutningen, ryger opmærksomheden fra stort set alle efter 5. række. Det er i øvrigt ærgerligt at lyden ikke formår at følge med – det er ikke helt skidt, men trommerne buldrer uskønt, og keyboardet er meget svagt.

Dette lyder jo om alt andet ikke som det skønneste at være vidne til, men faktisk gør Evergrey det udmærket. Musikken kan stå på egne ben, lyden bliver gradvist bedre, og intensiteten af lyset tager af, så man i stedet kan nyde hvor godt tilrettelagt det reelt er i stedet for at blive irriteret. Det er dog omtrent i midten af sættet at Evergrey vælger at hive en semi-ballade op af hatten – og det er sgu malplaceret. Men ellers kører det på skinner, uden at være hverken uinteressant eller fænomenalt. Det virker som om de svenske herrer har det helt fint hvor de er nu. 4/6 stjerner.

Delain:
Der er straks mere liv og engagement i hovednavnet (i hvert fald til at begynde med), her en halv time senere. De virker faktisk for sammenpressede på scenen, selvom de ellers bruger pladsen godt og bestemt ikke står stille – når der ikke er kollektiv headbanging, er der grimasser og des lige, og selv manden bag keyboardet, ellers fastlåst omme bagved, kan knap stå stille. Også lyden virker sammenpresset, ikke mindst på trommerne der savner noget omphf og power. Det er ikke dårligt, men kunne være bedre, og da musikken er forholdsvist bombastisk, skal lyden også afspejle det.

Delain selv kører fremad, drevet, og uden at forhaste det. De kan helt tydeligt lide at være her. Det kan publikum også, men som man kunne tænke giver et stort fokus på de nyeste skæringer naturligvis svære betingelser for forsamlingen – hertil skal det dog siges, at Delain gør et stort arbejde i at få folk med, næsten udelukkende med succes. Den høje forsangerinde er det naturlige midtpunkt, og hende der styrer slagets gang (selvom de andre, som nævnt, også gør sig til). I den udstrækning kan man undre sig over at Delain insisterer på at køre med på den symfoniske metals store last; den forståelse, eller stiltiende accept af, at en kvindelig forsanger skal være ”behagelig” at se på. I aftenens tilfælde drejer det sig om en meget nedringet trøje, så man slet ikke kan undgå at se hendes ”kvaliteter”. Kom nu, altså, det er overhovedet ikke nødvendigt, og det næsten skriger til himmels lige i aften, hvor en af bandets guitarister, du gættede det, også tilhører det samme køn. Er hun klædt i noget nær samme stil? På ingen måde. Til gengæld rocker hun på den guitar, så det overhovedet ikke er et problem at lægge mærke til hende.

Ellers forløber koncerten derudaf uden nogen svinkeærinder, og selvom publikum hygger sig, er det også her Delains svaghed står frem: sangene er slet og ret for ens, og det er altså ikke særlig heldigt nu på 5. album. Det ville ikke være et nævneværdigt problem hvis koncerten varede en times tid, men vi når op på over en time og et kvarter – det bliver for meget af det gode. Generelt har de ældre numre dog en anden tyngde, et mere storladent udtryk, og til dels en anden struktur, men vigtigst; man lægger mærke til dem. Dvs. at det hele bliver lige det mere interessant hen mod slutningen, men starten og især midten er noget flad i det.

Men med publikums fine modtagelse, og Delains egen spilleglæde, så ender vi lige akkurat på den gode side af skalaen, men også kun lige og vel. Delain skal i fremtiden gennemtænke deres musikalske udtryk, for det bliver simpelthen for ensformigt i længden – eller de kan være ligeglade, og fortsætte som hidtil. Deres fans er sandsynligvis ligeglade... 4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Hands Of Gold
2) – Suckerpunch
3) – The Glory And The Scum
4) – Get The Devil Out Of Me
5) – Pendulum
6) – Army Of Dolls
7) – The Hurricane
8) – Here Comes The Vultures
9) – Fire With Fire
10) – Danse Macabre
11) – Sleepwalkers Dream
12) – Stay Forever
13) – The Gathering
14) – Pristine
Encore:
15) – Mother Machine
16) – Don’t Let Go
17) – We Are The Others
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Delain_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Delain_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Delain_15
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Damnation Angels - The Valiant Fire

Navnet Damnation Angels kunne pege på Black Metal, men det er i en helt anden ende af metallens pallette, vi finder bandet fra England. De har nemlig fra starten i 2006 fokuseret på Symfonisk Metal, som de har finpudset igennem flere år, til de var klar med debutskiven ”Bringer of Light i 2013. Til opfølgeren ”The Valiant Fire” har de igen taget sig god tid, for optagelserne strakte sig over det meste af 2014.

Og det har man ikke svært ved at forestille sig, for det er et meget stort og pompøst musikalsk billede, der tegnes. Arrangementerne med kor og orkester er virkelige store og bombastiske – i de fleste numre får den alt, hvad den kan trække. Det hænger også fint sammen når det symfoniske underbygges med flotte melodier eller indslag med ren Metal. Hvor det første findes flere steder, kniber det mere med det andet. Bandets hovedmand William Graney har udtalt, at man har arbejdet på at balancere tingene, men det er ikke faldet heldigt ud; resultatet har mere karakter af Symfoni tilsat Metal end den anden vej rundt. Elementerne optræder ikke på samme niveau, så muligheden for at opnå synergi går tabt.

Problemet er mindre i ”The Fire Inside”, der lyder som et film soundtrack, men nummeret underbygger min opfattelse af, at de store orkestreringer er ret klichefyldte, så der også her mangler spænding. Samlet set er ”The Valiant Fire” derfor mere form end indhold; det er som et overdådigt måltid som mangler krydderier, og derfor ikke smager rigtig af noget.

Tracklist:
1. Finding Requiem
2. Icarus Syndrome
3. This Is Who We Are
4. The Frontiersman
5. Closure
6. The Passing
7. Everlasting
8. The Fire Inside
9. Under An Ancient Sun
Samlet spilletid: 64:39

 

Læs mere...

Fleshgod Apocalypse - Agony

Lad det være sagt med det samme: Hvis ikke jeg var faldet over bandet med det brutalt teatralske navn Fleshgod Apocalypse en sen aften det-der-sted-på-youtube, men i stedet havde hørt dem beskrevet som ”symfonisk, teknisk dødsmetal fra Italien”, var jeg nok bevidst gået glip af dem. I stedet styrtede jeg ud og købte det, som jeg indtil videre må kalde årets nyanskaffelse. Inden for en subgenre som ellers ikke mangler fuldgode eksempler på virtuositet og tonstunge guitarer har det glædet mit harmonihungrende hjerte at støde på et band, som er i stand til at bruge lyttervenlige melodier og orkesterarrangementer uden at gå på kompromis med udgangspunktet.

For der er ingen tvivl om, at Fleshgod Apocalypse stadig er et bundbrutalt dødsmetalband. Skulle man få bange anelser om noget andet i løbet af introen Temptation, som er 1:45 minutters orkesteropbygning med lidt svævende sopranstemme henover, kan man med sindsro rejse sig op, sætte metronomen til omkring 240 bpm og løsne op i nakkemusklerne. For efter ganske kort tid af det første rigtige nummer, The Hypocrisy, går det op for en, at den romerske kvintet formår noget, som ikke ville være alle forundt. I en umådeligt vellykket produktion kombinerer de fræsende, nedstemte guitarer, klart definerede og afsindigt hurtige trommer, klaverspil og orkestreringer i én samlet lydkollage, som ikke bare fremstår knivskarpt og adskilt men også harmonerer smukt med hele skivens Dante-ske udtryk.

Og hele humlen har vi faktisk her; for selvom der ingen sangtekster er med i omslaget, men bare ordbogsdefinitioner af sangtitlerne og et citat fra Dantes Guddommelige Komedie (på latin!), og selvom musikken er skrevet med orkestreringen og trommerne som udgangspunkt og guitarerne som andenvioliner har man aldrig fornemmelsen af, at bandet prøver at hæve sig op over lytteren. For Gu' går det stærkt, og orkesterstemmerne tilføjer flere lag af komplexitet end man troede man havde brug for (ja, jeg taler til DIG, Michael Kamen), men der er stribevis af headbangervenlige riffs, tag f.eks. track nr. 6 The Egoism, storladne og nærmest storfilmagtige strygerpassager, som i starten af The Betrayal, og guitarsoli som er langt mere Yngwe end Hahnemann, navnlig i nummeret The Deceit. Det samlede udtryk er derfor et af harmoni: Mellem hamrende tungt og svævende let, svært og lettilgængeligt, kryptisk og utroligt simpelt.

På den negative side er jeg nødt til at fremhæve, at der til trods for den fremragende produktion er passager der simpelthen indeholder så mange forskellige lag, at man ikke helt kan undgå fornemmelsen af, at være blevet voldtaget i ørerne. Desuden er den ærgerlige bivirkning ved alle de komponenter i musikken, at bassen, udover få enkelte steder, nærmest ikke optræder i lydbilledet. Til gengæld kan man høre bassisten på anden vis, man skal nemlig være forberedt på hans meget lyse, næsten skærende clean vokal, á la Vortex fra Dimmu Borgir, der nok står i fin kontrast til sanger og guitarist Tommaso Riccardis kælderdybe growl, men næppe vil tiltale fans af den mere rå og beskidte overbevisning.

I det hele taget er det samlede indtryk givetvis lidt for pænt for mange dødsmetalfans. Der er ingen tvivl om evnerne og viljen hos de fem italienere, men der er et stykke vej fra deres velpolerede symfoniske øregasme til de ligeså teknisk strålende, men noget mere grovkantede udgivelser af f.eks. Gorguts eller Dying Fetus. Hvis man på den anden side har en smule klassisk musik med i bagagen kan man i stedet for glædes ved deres glimrende arrangementer, ikke mindst i det fine samspil mellem trommer og klaver(!) i et nummer som The Forsaking, som altså både formår at være spændende uden at drukne andet end bassen og være lyttervenlige uden at blive alt for blødsødne. Deres begrænsninger til trods imponerer Fleshgod Apocalypse virkelig med denne deres anden fuldlængde CD, og ender med en samlet score på 5/6.

Læs mere...

Lacuna Coil – Broken Crown Halo

Lacuna Coil behøver vel efterhånden ikke den store præsentation. Bandet har været garant for italiensk symfonisk metal siden detblev dannet tilbage i 1994. Tiden er gået, og bandet er gået med uden at udvikle sig nævneværdigt. Lacuna Coil spiller Lacuna Coil, og der er normalt altid et hit eller to, 3-4 gode numre og en håndfuld uinteressante skæringer at finde på deres udgivelser. Sammensætningen varierer i høj grad fra udgivelse til udgivelse, hvor seneste, Dark Adrenaline, for undertegnede stod som et af bandets bedste udgivelser siden Comalies. Broken Heart Crown er bandets 7. fuldlængde album, og falder små to år efter Dark Adrenaline. 

Hvilken størrelse er Broken Heart Crown så? Well, for det første er det Lacuna Coil. Der er intet nyt sket på den front. Det er stadig symfonisk metal med Scabbia på lead vokal akkompagneret af Ferro. Opskriften er præcis det samme som tidligere, så det store spørgsmål er så, hvor på Lacuna Coil skalaen Broken Heart Crown lander. Det bliver desværre ikke i den sjove ende. Det er heller ikke fuldstændig hen i høet, men Lacune Coil imponerer ikke på denne udgivelse. Der er flere gode takter, men der bliver aldrig rigtig fulgt op på disse. Numrene mangler det sidste lag italiensk chokolade, der virkelig får dem til at smage godt. Udgivelsen virker en smule presset oven på Dark Adrenaline, og samlet set står man med et produkt, der har en vanlig høj Lacuna Coil kvalitet, men som ikke indeholder andet end en række gode kompositioner og de normale knapt så interessante. Første halvdel af udgivelsen gør sig bedst, mens det går lidt ned ad bakke på anden og slutter fatalt med den trivielt kedelige ”One Cold Day”. 

Bedst på pladen er uden tvivl åbningsnummeret ”Nothing Stands In Our Way”, ”Hostage To The Lights”, ”Zombies” og ”Victims”. Det ændrer desværre ikke ved, at dette er en middelmådig udgivelse fra Lacuna Coil, som i min optik lægger sig på niveau med 2009 udgivelsen, Shallow Life. Broken Crown Halo er fint produceret, og til trods for at det ikke er alle skæringer, der er lige interessante, holder de alle et højt bundniveau, men der skal altså mere til. 4 ud af 6. 

 

Tracklist:
1.Nothing Stands In Our Way
2.Zombies
3.Hostage To The Light
4.Victims
5.Die And Rise
6.I Forgive (But I Won’t Forget Tour Name)
7.Cybersleep
8.Infection
9.I Burn In You
10.In The End I Feel Alive
11.One Cold Day

 

LACUNA COIL - Nothing Stands in Our Way (LYRIC VIDEO)

Læs mere...

Within Temptation udgiver teaser for nyt album

Det hollandske symfoniske metalband Within Temptation har smidt en 20 sekunders ”lang” teaser for deres kommende single og video. Singlen er naturligt taget fra bandets kommende album, der forventes at udkomme i slutningen af 2013 - via BMG. Den kommende udgivelse er bandets 6. udgivelse og opfølger til 2011 udgivelsen The Unforgiven. Bandet har eksisteret siden 1996 og udkommer altså med deres 6. album i 2013. Se teaseren her:

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed