fbpx

Avatarium - The Fire I Long For

Selv om grundlæggeren Leif Edling ikke har været en del af Avatarium i et par år, har han alligevel bidraget med flere numre til "The Fire I Long For”, som er bandets fjerde studiealbum. Og her fortsætter svenskerne den Stoner Metal stil, der er deres varemærke.
Dens karakteristiske forvrængede guitarer er markante i åbneren ”Voices”, hvor Jennie-Ann Smith’ flotte og klare vokal skaber en spændende kontrast til deres old school bidrag. Ellers kniber det en smule med spænding, for selv om ”Rubicon” byder på tunge rytmer, og ”Shake That Demon” har et friskere tempo, er det kun i ”Epitaph Of Heroes” og især ”Porcelain Skull”, at tingene lykkes for alvor – melodien og vokalen i sidstnævnte får mig til at tænke på det tidlige Rainbow – Hos mig er det en meget positiv reference.
Når en retning ikke fungerer helt, er det godt at have andet at byde på, og det har Avatarium i form at 3 stærke ballader, hvor vokalen skinner flot igennem: Først ”Lay Me Down”, som har en meget flot stemning; dernæst titelnummeret, som trods et lidt pompøst omkvæd scorer point på melodien og en flot slideguitar, og til slut det nedtonede slutnummer, som flere steder er helt jazzet. På den måde hæves kvalitetsniveauet til det, jeg tidligere har mødt fra bandet, og karakteren bliver derfor den samme.

Tracklist:
1. Voices
2. Rubicon
3. Lay Me Down
4. Porcelain Skull
5. Shake That Demon
6. Great Beyond
7. The Fire I Long For
8. Epitaph Of Heroes
9. Stars They Move
Samlet spilletid: 43:58

Læs mere...

GoatHawkBuffalo - Come To Temple

Bag navnet GoatHawkBuffalo står fem gutter fra København, som startede bandet i 2014, og tre år senere debuterede med EP’en ”Release the Beast”. Nu er det så blevet tid til det første fuldlængde udspil, som har fået titlen ”Come To Temple”.
GoatHawkBuffalo nævner navne som Kyuss og Corrosion of Conformity blandt deres inspirationskilder, og det høres også i musikken. Med sine tunge og forvrængede guitarer fremstår den nemlig nutidig, men med tydelige spor af noget mere gammeldags. Det høres i de tre åbningsnumre, hvor den let råbende mandfolkevokal er med til at give power. Musikken er lidt lukket, men det afhjælpes ved, at guitarerne bringer lidt melodi ind i billedet – en go’ ide. Efter samme mønster afsluttes albummet med tre numre i stil med åbningen, men imellem disse to treenigheder finder man kun et enkelt nummer, som ligner albummets start og slut - Ellers er det numre, som tiltrækker sig opmærksomhed fordi de afviger fra den normale stil: Først er der ”Pretty Promise”, som med sin mere rock’ede stil og drive giver et frisk pust, og så to tracks i den afdæmpede afdeling: ”Buried Alive” starter helt stille og bevæger sig roligt, men stærkt videre. Og så ”The Ridge”, som med sin helt stille stil og sparsomme instrumentering skaber en intensitet, der ikke blot gør det til albummets mest personlige, men også til min favorit.
Numrene i den Sludge-prægede stil er lidt for tilknappede og ensformige efter min smag, men GoatHawkBuffalo viser med de tre anderledes numre, at de har andet og mere at byde på.

Tracklist:
1. Broken Whore
2. Come To Temple
3. Soil’n Mud
4. The Ridge
5. Pretty Promise
6. Life Is Chaos
7. Buried Alive
8. Chuck
9. Get Defensive
10. Pound
Samlet spilletid: 41:23

Læs mere...

Stone Cadaver - Royal Metal Fest 2016

Stone Cadaver er en powertrio, der udelukkende synes at være inspireret af de bands, der er inspireret af Black Sabbath. Jeg kan høre både Down- og Pentagram-elementer i deres tungt stenede 70’er-heavy. Og det er jo dejligt. Det gynger og rykker ganske pænt i både ører og andre kropsdele.

Dog kan det tydeligt mærkes, at bandet er en upcoming størrelse. Musikken er ikke vanvittigt original, - hvad der da heller ikke ligefrem er kendetegnende for genren. Et større kritikpunkt er leadguitaren, der er decideret ringe, hvilket nok må tilskrives den mærkbare nervøsitet hos bandets guitarist og forsanger. Derudover kunne de måske godt ha’ spillet lidt mere tight. Men hva’.

Alle indvendinger til trods ender Stone Cadaver med at levere en koncert, der som åbningsshow af et ungt band må betegnes som god. De er ret sikre i genren, og det er som om numrene bliver federe og federe og riffs’ene mere og mere originale, - for så vidt det nu måtte være muligt. Især det afsluttende nummer, hvis titel desværre er gået mig forbi, rammer en tyngde, der er genrens bedste bands værdig. Stone Cadaver har masser af potentiale; de skal, som upcoming bands er flest, bare ha’ noget mere erfaring. Jeg forestiller mig, at de bli’r rigtig fede at se om en tre-fire års tid.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Monster Magnet, Scorpion Child - Pumpehuset

Scorpion Child

Texanske Scorpion Child har åbenbart 10 år på bagen og flere bemærkelsesværdige meritter på CV’et, inklusive en Nuclear Blast-kontrakt, et par Billboard-placeringer og en Classic Rock Magazine-nominering som bedste nye band i 2013. Jeg har hidtil aldrig hørt om dem, vanligt ude af trit med alt i det 21. århundrede som jeg er. Det er dog ingenting sammenlignet med aftenens supportnavn, der uden at være helt lige så psych-orienterede som hovednavnet er akkurat lige så tilbageskuende mod det skønne hjørne af ’68’erne, hvor den elektriske guitar var lige så selvskrevet som det lange hår, når man gav udtryk for sin afstandtagen til hele det omgivende etablissement.

Scorpion Child lyder som nutidens Graveyard og Blues Pills, når disse allermest prøver at emulere lyden fra datidens Lucifer’s Friend og Pentagram. Udover den afsluttende “I Might Be Your Man” gør deres sange for det meste dog ikke større væsen af sig udover at rocke som de skal. Men bandet er tændt, rutineret og energisk, og det smitter af på publikum, så alt er som det skal være på dén konto. De kan drive det vidt, hvis de - ligesom Monster Magnet i 90’erne - gør lidt mere ud af sangskrivning frem for bare at satse på stemning. Som opvarmning til en anledning som denne er de dog et indlysende valg.

Karakter: 4/6


Monster Magnet

De bedste koncerter, jeg har set med Monster Magnet, har været dem, hvor bandet har satset på gammelt materiale. Der var jo f.eks. “4-Way Diablo”-touren i 2008, hvor der ikke blev spillet et eneste nummer fra denne skive. Selv ihukommende marathonopførslen af den i øvrigt glimrende “Last Patrol” (2013) sidste gang bandet besøgte Lille Vega, er det, som om Dave Wyndorf godt er klar over, at hans nyere udgivelser ikke helt står mål med de efterhånden kanoniserede stonerrock-hovedværker “Dopes To Infinity” (1995) og “Powertrip” (1998). Det er givetvis denne indsigt, der ligger til grund for det regi, hvori Monster Magnet denne gang gæster Danmark: Et retrospektivt blik på bandets guldalder i fold hos A&M Records, som udover førnævnte hovedværker også lagde navn til disses omkringliggende “Superjudge” (1993) og den lidt oversete “God Says No” (2001).

Man kan med rette kalde en sådan approach for et nemt cash-in. - Find i øvrigt selv på flere dysfemismer. Selv alle de tænkelige af slagsen kan stadig ikke diskutere med publikums taknemmelighed, da Wyndorf og inkarnationen af Monster Magnet anno 2016 sætter i med et sandt hattrick af en indledning: Klassikerne “Crop Circle” og “Powertrip” efterfulgt af den fremragende “Melt”, som jeg i dén grad har savnet til bandets koncerter gennem de sidste otte år.

Dog er det “Superjudge”-skiven, der er overrepræsenteret i aftenens set. Herfra får vi bl.a. endnu et par højdepunkter i form af det forrygende titelnummer og den dejlige “Cage Around the Sun”. “Superjudge” er måske kommet til at stå lidt i skyggen af sine opfølgere, men på den anden side er numrene derfra generelt bare knapt så memorable som de senere. F.eks. kunne jeg sagtens have undværet “Twin Earth” og “Dinosaur Vacuum” til fordel for lidt mere fra “God Says No” - i særdeleshed den kriminelt velbevarede hemmelighed “Queen of You”.

Men et decideret stille nummer havde på den anden side måske bare lagt en dæmper på festlighederne. I aften er Monster Magnet fra start til slut nemlig mindst lige så rødglødende og røvsparkende, som de var dengang, hvor Wyndorf var et symbol på sex, og ikke på at man skal lade være med at æde for mange pizzaer og sovepiller. Faktisk kan jeg ikke erindre, at jeg nogensinde har set bandet give en så gnistrende intens performance - sgu ikke engang på Orange Scene i ’99. Og for helvede, hvor er det dog befriende at se et band retfærdiggøre dets så fremtrædende status i min smags- og referencesfære.

Det hér med, at et band kun er så godt som sit seneste album, er noget forbandet sludder. Jeg nyder altid at se Monster Magnet, men det er i aften, jeg definitivt bliver mindet om, hvorfor jeg bliver ved med at tage til deres koncerter. Setlister kan altid diskuteres. Og nu må det altså for en dag: Jeg er sgu lidt træt af at skulle høre “Tractor” til hvert eneste show. Men når lortet samtidig holdes oppe af evigt træfsikre perler som stenerklassikeren “Look To Your Orb for the Warning”, og når det samtidig spilles, som gjaldt det langt mere end dét daglige brød, som det vel reelt ellers gør for samtlige bandmedlemmers vedkommende, skulle man være en massiv klump hipster af Thomas Treo-karat for at klage. Det hér mere end bare virker. Og det gælder også hovedsættets måske ellers nok så forudsigelige afslutning bestående af “Dopes to Infinity” og “Space Lord”. Bandet og publikum nærmest konkurrerer om, hvem der kan være mest tændt. Det er disse situationer, der refereres til, når man taler om at “løfte taget”, folkens.

Første ekstranummer er dog lige antiklimatisk nok - nemlig bandets coverversion af det svenske kult-rockband Union Carbide Productions’ “Financial Declaration”, som hos Monster Magnet hedder “I Want More”, og som optrådte som bonusnummer på den engelske udgave af “God Says No”. Og hvor “Face Down” måske også mest appellerer til fans'ene over 40, reddes aftenen i højeste grad hjem af fabelagtige “Negasonic Teenage Warhead”, som de sidste par gange har glimret ved sit fravær. Jeg kan oprigtigt talt ikke huske, hvornår jeg sidst har befundet mig i en decideret pit, og selvom mine lægmuskler i dag giver mig et bud på, hvorfor der måtte gå længere tid imellem, har bandet ikke fortjent mindre end adskillige moshende Pumpehuse ovenpå en så tindrende og engageret rocklektion som denne.

Den bli’r svær at overgå.

Karakter: 5/6

Læs mere...

Mono Goes Metal 2016 (fredag)

Det er efterhånden blevet en tradition, at jeg dækker MGM på Revolution Inc. Det er ingen hemmelighed, at jeg holder umådeligt meget af arrangementet, så jeg var også taget derud alligevel, kan man sige. I år kan det desværre kun blive til en enkelt aften.
Årsagerne er, 1) at Manowar som bekendt blæser taget af Scandinavian Congress Center søndag, og 2) at jeg ganske enkelt ikke længere vil udsætte dette i forvejen så hårdt medtagne korpus for tre afteners kampdruk, hjernesmeltende høj musik og mennesker overalt hele tiden. Derfor må jeg bruge lørdagen på restitution, inden det atter går løs. De af jer, der har rundet de 30 og/eller nogensinde festet til det udløste panikangst, vil muligvis kunne forstå det. Resten må lære det på den hårde måde.

Udover det vanligt fremragende selskab nåede jeg således at opleve følgende bands på MGM 2016:


Expatriated

Lige så utaknemmelig en opgave det er at åbne et arrangement i max-200-mands-størrelsesorden, lige så utaknemmeligt er det at skulle fælde en nogenlunde diplomatisk dom over det stakkels band, der får tjansen. Trioen Expatriated har hørt en del Tool og rigtig meget Opeth, og de vil gerne spille lige så mystisk og intrikat progmetal i spektrets hårde ende.
Det lykkes nu også til en vis grad. Sammenspillet er der for så vidt intet i vejen med, og bandet er også i stand til at bygge nogle ganske interessante sangstrukturer. Desværre forfølger de ikke rigtig nogen distinkte idéer snarere end bare at progge uden andet mærkbart formål end dét.
Der består to problemer i bandets lave besætning. Først og fremmest - og det er hér, det bli’r en utaknemmelig opgave ikke at lyde perfid og personlig, - indfrir bandets forsanger og guitarist ingen af sine forpligtelser. Ligesom både hans rene vokal er for upersonlig og hans bud på et growl alt for fladt og luftigt, er også hans rene guitarlyd for tynd, og hans distortede for komprimeret og tonløs. Og så er der lige det hér med, at det bare ser ubehjælpeligt akavet ud for en metalfrontmand at stå med samlede ben og have spaden helt oppe i Django Reinhardt-position. Stængerne ud til siden og øksen ned i keglehøjde. Der er ingen undskyldning.
Derudover ville bandet kunne gøre meget mere med deres sound og idéunivers, hvis de fik sig en andenguitarist og/eller måske en keyboardspiller. Af og til er lyden forsvindende tynd, og hvor det selvfølgelig giver det samlede udtryk noget dynamik, er musikken også af og til i fare for at forsvinde ind i sig selv, og ikke ud over den scenekant, som den kun sjældent forcerer.
Jeg anser og bedømmer Expatriated som et demoband, der endnu ikke er færdigt til at flyve fra øvelokalet. De har lang vej endnu, men de har på den anden side også en masse teknisk kunnen og kreativitet, der kan føre dem langt. Jeg vil lade tvivlen komme dem til gode og ønske dem held og lykke.

3,5/6

 

Cor Vacante

Så er der sateme ellers, (tør jeg næsten skrive det her i 2016?) fee’ døø’! Esbjergensiske Cor Vacante spiller noget så dejligt som en omhyggeligt langsom og smagfuldt præcis-tilstrækkeligt-melodisk dødsmetal af den skole, hvorpå bands som Obituary og Bolt Thrower danner lærerstab. Og modsat så meget andet forstår jeg først, at jeg faktisk har savnet det, nu hvor jeg får det tilbage efter så lang tid. Det 21. århundredes dødsmetalbevægelser er generelt præget af Meshuggah, og hvor jeg - bevares - til stadighed er i svime over de ekvilibristiske krumspring hos fantastiske bands som Decapitated og Psycroptic, er det en mindst lige så lækker overraskelse at blive præsenteret for et nyt bud på genrens stik modsatte ende.
For Cor Vacante er mere end bare et kærkomment pift i en tid, hvor dødsbands stadig ikke helt er færdige med at overgå hinanden i tempo og teknikalitet, - de er også forbandet gode til det, de gør. Den ene guitarist er iført en Primus-t-shirt og har en tatovering af en blæserspillende rasta-fyr, og ved eftersyn finder jeg en afskedssalut til David Bowie på bandets Facebook-side. Ingen af delene overrasker.
Jeg hører nemlig en masse decideret musikalitet i bandet. Frem for bare at lave stiløvelser hermetisk indenfor deres egen genre bruger Cor Vacante også et vist teknisk og kreativt overskud til at tænke - og spille - lidt udenfor boksen. F.eks. er selv den rene guitarlyd utroligt fin; den er fundet frem til med flere års erfaring i at justere på pedal- og forstærkerknapper - og ikke bare ved at trykke distortionlyden off. Men bandet består åbenbart også af medlemmer fra bl.a. Kellermensch, så det forklarer noget.
Med forbehold for at jeg desværre ikke får set lørdagens bands på Mono i år, vil jeg hermed erklære Cor Vacante for årets positive overraskelse samt bedste nye danske bud på en international metalkandidat anno 2016. God vind, drenge!

Karakter: 5/6

 

Oxx

Aarhusianske Oxx er en trio bestående af guitar, trommer og… Moog?? Der er i hvert fald tale om en analog synth fra dengang, hvor vores bedsteforældre definitivt gav op overfor nutidens mærkelige undskyldning for musik. Og Oxx virker sjovt nok som et band, der gerne vil fremmane samme reaktion hos en mærkbar del af deres lyttere.
I programmet står Oxx omtalt som “noise, drone, avantgarde-jazz, doom/black metal”. Det er de også, men de er også mere end det. Jeg ved bare ikke rigtig hvad - et ord der i øvrigt er beskrivende for min initialreaktion på bandet, hvilket de tre første linier om dem fra mit notathæfte bevidner:
Hvad??
Hvordan??
… HVAD?
Den skal de alligevel ha’, og det tror jeg nemlig også gerne, de vil. For de gør sig ekstremt umage med at skrive og spille så skizofrent og åbent overfor samtligt tænkelige idéer som muligt. De blæser ens hjerne behørigt omkuld, hvad end man er til den ene, den anden eller samtlige typer musik i verden. Guitaristen og synth-spilleren growler skiftevis. Førstnævnte ligner én, der normalt krøller folk sammen, hvis de har deres egne Breezers med ind på Crazy Daisy, men samtidig spiller han en tapping så jazzet, at det snarere end på Steve Vai leder tankerne hen mod dennes læremester, Frank Zappa.
Det er fandme mærkeligt, det hér. Jeg ved ikke helt, ud fra hvilke præmisser jeg skal bedømme Oxx. Men de kan deres lort, ingen tvivl om det. Udover de ekstremt teknisk krævende passager byder deres musik på drone, doom, black… Ja, se ovenstående beskrivelse. Det er en fordoms- og kompromisløs, radikal, ultra-ekspressionistisk hvirvelvind af lyd-idéer, og det bli’r for meget for mig til sidst, skal jeg gerne erkende. Som jeg siger til min sidemakker: “De skal nok få en positiv karakter; jeg kan bare ikke holde ud at høre på dem længere.”

Karakter: 4/6

 

Death Rides a Horse

Ovenpå Oxx er Death Rides a Horse’s stoner-doom’ede 70’er-heavy lige, hvad jeg har brug for til at klare hjernen. Jeg så dem en gang for nogle år tilbage til en makkers 40-års fødselsdag, og det er sjovt, hvordan de ikke synes at have ændret sig det store siden dengang, og som der stadig heller ikke er så meget brug for at ændre på noget, der virker, som det er. DRaH er u-folkelige, u-hippe og tilbageskuende ind til benet, og man kan regne ud, at de vil blive ved med at holde disse kvaliteter i hævd, så længe de eksisterer. Og så meget desto mere imponerende er det, hvordan de bliver aftenens mest velmodtagne publikumsattraktion. De er ikke verdens teknisk største begavelser, men mindre kan så sandelig også gøre det, når deres musik er så gennemført komponeret og mere ualmindeligt oldschool end nogen Tuborg-reklame. Jeg kan dæleme godt li’ DRaH, og når jeg siger, at Cor Vacante er dette års bedste bud på et dansk metalnavn til den internationale scene, skal det altså ikke forstås sådan, at DRaH ikke har potentiale til meget af det samme.
De er tillige en broget flok at beskue. Den ene guitarist ligner Kevin Bacons nørdede lillebror; den anden ligner en tidligere storforbryder, der har slået sig ned som potrygende beatpoet i Haight-Ashbury. Men begge flankerer de bandets suveræne omdrejningspunkt, vokalist/bassist Ida Hollesen. - Et omdrejningspunkt som jeg ikke kan undgå at blive lidt mere fascineret af, end hvad min kæreste måske ville være tilfreds med. Hollesens stemme og stage presence er så stærke størrelser, at man skulle tro, hun havde stået og skrålet på en scene siden engang i en version af børne-MGP, der er alt for awesome til at eksistere.
Som flere gange før til MGM har vi nu nået det punkt på aftenen, hvor jeg nedprioriterer notatskriblerierne og joiner det efterhånden fuldtallige publikums cowboyrækker til en gang aktiv nakkemyoseudvikling. Men i virkeligheden er der også kun følgende at tilføje: DRaH’s relevans består i, at de netop spiller den kommercielt mindst tænkeligt relevante musik med en sådan flair og indlevelse, at den for indforståede synes uendeligt mere relevant, end hvad der nu kører af dubstep-bastardiseret konsum-pop på P3 og The Voice for tiden. Og dét er en sag, i hvis navn jeg som hér gerne kaster garn til en gang ømme skuldre oveni tømmermændene.

Karakter: 5/6

 

Diskord

For mig at se burde Death Rides a Horse have været aftenens headliner. I hvert fald svigter publikum Diskord i et omfang, jeg ikke helt forstår, når man tager i betragtning, hvor velbesøgt selv Oxx’ kaotiske ADHD-opvisning var. Det er synd for Diskord. Men det skyldes måske også, at deres musik slet og ret er lidt tvetydig, hvor Oxx’ multiskizofreni tydeligvis er selve meningen i al galskaben. Denne norske trio spiller en underlig, dissonant form for dødsmetal, der ikke helt kan finde ud af, hvor den befinder sig på kontinuummet fra helt avantgarde-kunstnerisk over nogenlunde “normalt” progressiv til slet og ret teknisk. Udover dødsmetalfundamentet indeholder musikken elementer fra både thrash, doom, punk, grindcore og jazz. Jeg ville umiddelbart beskrive dem som en lidt mere straightforward udgave af Gorguts, men med det forbehold at beskrivelsen langt fra er fyldestgørende. For de lyder som sig selv, - hvad man da også må forvente af et band med 17 år på bagen.
Ligeson Oxx fænger Diskord mig kun delvist. Det kan skyldes, at de også spiller i forlængelse af noget, der er langt nemmere tilgængeligt og mere publikumsvenligt. De tre bandmedlemmers komplet anonyme look er muligvis en yderligere faktor i mit utilstrækkelige indtryk af Diskord. De ligner ikke nogen, der kunne drømme om at høre metal; så meget desto mindre hér iblandt en flok stive jyder med patches længere ned af ryggen end headbangerhår. Så overflødigt som det end måtte være at sige, er bandet dog både teknisk og kreativt dybt imponerende - samlet set mere end noget andet band i aften. Men jeg ender ikke desto mindre med at gå lidt til og fra Monoramas scenerum. Det er ærgerligt, men som så mange andre af de fremmødte må jeg nok erkende, at denne tid på aftenen er til fest snarere end fordybelse. Diskord er med til at variere programmets i forvejen utrolige stilmæssige bredde, - noget som jeg elsker MGM for, - men som headliner vil de desværre næppe være egnede i andre tilfælde, end hvis line-up’et udelukkende bød på ekstraordinært avanceret dødsmetal. Jeg vil skam ellers gerne se dem igen, hvis jeg får muligheden, for deres musik ER skidespændende. Og ligesom i tilfældet Oxx vil jeg hjertens gerne give dem en god karakter for deres tekniske og kompositoriske evner, der langt overgår noget andet band fra Norge, jeg kan komme i tanker om.

Karakter: 4/6

 

Samlet set er det - som altid - en dejlig aften i glade omgivelser på Monorama. Denne fredag er der til ære for salig grandonkel Lemmy endda hyret et par makkere ind til udelukkende at spille Motörhead mellem bands’ene og hele aftenen ud. Sådan, mand.
Jeg har nok skrevet alt det hér før, men jeg gør det gerne igen: Stemningen på MGM er den hyggeligste til nogen dansk metalfestival, jeg nogensinde har besøgt; programmet sammenlagt det mest spændende og varierede, og menneskene altid et gensyn og en dæmonpåkaldende brandert værd. Lige så behørigt som Manowar fik rykket mig og resten af SCC rundt i søndags, lige så ærgerligt er det, at jeg ikke længere har det overskud til tre-dages weekender, der ville have kunnet få mig til MGM lørdag aften. Ud over alle dem, jeg ikke fik snakket og drukket tilstrækkeligt meget med, ville jeg også noget så gerne have oplevet lørdagens metalliske overflødighedshorn indeholdende Extended Suicide, Beyond the 9th, Orm, Seed of Heresy, mathcore-kometerne Cold Night for Alligators, de yderst lovende black-debutanter Serpents Lair og hard rock-håbet Sea.
Heldigvis er jeg overbevist om, at den gode Leifur Nielsen som altid vil krænge den fornødne tid, sjæl og mønt i bookingarbejdet det kommende år, så MGM 2017 kan blive lige så skøn som alle de forudgående. Og hvis ikke lige Manowar, eller det der er større, slår vejen forbi Aarhus igen i samme weekend, dukker jeg naturligvis op begge dage.

Vi ses til næste år!

Læs mere...

Witchcraft - Nucleus

Oprindeligt skulle det kun være for at kunne indspille et tribute-nummer til Pentagram, at Magnus Pelander dannede Witchcraft tilbage i 2000, men siden har han holdt projektet kørende med forskellige besætninger. Til ”Nucleus”, som er det nyeste udspil, har han de to nye medlemmer Tobias Anger og Rage Widerberg med på hhv. bas og trommer.

Den traditionelle triobesætning passer perfekt til Witchcrafts musik, for her er tyngde og old school stemning de primære kendetegn. Konkret betyder det en vekslen mellem herligt tunge Doom sekvenser og fede melodier. Pelander har måske ikke verdens største stemme, men den er markant og sætter især sit præg på de mere stille og stemningsfulde sider af numrene. Samtidig er der masser af forvrængning i guitaren, og hans soli peppes op med wah-wah pedalens karakteristiske lyd – alt sammen meget stilsikkert. Stilen holdes i det lange titelnummer, men de fungerer også når tempoet øges: Både ”The Obsessed” og især ”The Outcast” med Jethro Tull-agtig fløjte og glimrende energi rykker virkelig godt.

Der er ingen tvivl om, at Pelander har hørt Black Sabbath og især Pentagram, men resultatet fungerer – rigtig godt endda! ”Nucleus” er et af den slags albums, som ikke umiddelbart fænger 100%, men bare vokser i styrke med tiden, og som derfor får et stort Thumbs Up med herfra.

Tracklist:
1. Malstroem
2. Theory Of Consequence
3. The Outcast
4. Nucleus
5. An Exorcism Of Doubts
6. The Obsessed
7. To Trancend Bitterness
8. Helpless
9. Breakdown
Samlet spilletid: 69:48

 

Læs mere...

Corrosion of Conformity & Black Temple - Beta

Bare så det lige er på det rene: Det er muligvis umuligt for mig at bedømme en begivenhed som denne med dén tilstræbte objektivitet, der bør være idealet for enhver anmelder med respekt for sig selv. Jeg uddyber: Da jeg som ung knægt så en Corrosion of Conformity-video i Beavis og Butt-Head og følgelig anskaffede mig en bette skive ved navn "Wiseblood" (1996), var det en mindre revolution i min dengang forholdsvist snævre musikalske referenceramme. "Wiseblood" ramte det perfekte sted. Den var oldschool uden at lyde det fjerneste bedaget, og tilnærmelig - ja, stedvist fandme flot - uden at søge noget poppet kompromis med den tydeligt Black Sabbath-funderede betonrock. Og selvom den metalliske hårdhed var omdrejningspunkt, fungerede denne i samarbejde med en flair for sangskrivning, der mindst var Sabbath værdig.

Alt det samme kan siges om forgængeren "Deliverance" (1994), bandets størst hittende, nær-guldstatus-sælgende skive. Og det er netop med tourtitlen "Deliverance Revival", at dette klassiske C.o.C.-line-up efter alt for mange år med udskiftninger og pause rammer Danmark for første gang siden, hvad, '96? Selv vokalist/guitarist Pepper Keenan må være mig svar skyldig, da jeg inden showet fanger ham udenfor i en bidende dansk forårskulde, som angiveligt ikke er videre behagelig, når man kommer fra et sted, der deler breddegrader med det nordlige Afrika.

Anyway, pointen er, at en koncert med C.o.C. bestående udover førnævnte Keenan af Woody Weatherman (guitar), Mike Dean (bas) og Reed Mullin (trommer) har været så længe undervejs, at jeg næppe kan lægge skjul på min begejstring derover. Så jeg vil ikke gøre forsøget.

Ej heller vil jeg prøve at fælde en kvalificeret dom over opvarmningsbandet. Det er åbenbart C.o.C. selv, der har hevet svenske Black Temple med rundt i Skandinavien, men hvorfor fatter jeg ikke. Ikke at deres musik på nogen måde er ringe; der er bogstaveligt talt bare ikke et sekund af den, der fænger mig. Jeg tænker meget over, hvad det overhovedet er for noget, de spiller. Berettiget, viser det sig, for da jeg sludrer lidt med dem bagefter, tilkendegiver de selv at være i tvivl. Men der er i hvert fald både elementer fra klassisk rock og moderne post-hardcore - hele tiden og på én gang. Som genrefusionseksperiment er det for så vidt enormt interessant, men som musik man gerne skulle kunne huske, går den appel, der nu engang måtte være, mine ører forbi. Men der er masser af intensitet og indlevelse fra bandets side, så de skal sagtens kunne nå ud til nogen, der er tilfredse med dét alene. Og så skal jeg da gerne gi' dem en chance til ved lejlighed; bevares.

 

corrosion of conformity beta

 

Lige så rigtig en beslutning som det er at have "The Boys Are Back in Town" kørende over PA'et, inden den eneste rigtige udgave af Corrosion of Conformity entrerer scenen, lige så rigtigt er det, at bandet åbner med "These Shrouded Temples" fra "Blind" (1991), hvor Keenan kun netop var tiltrådt som guitarist alene. Den tunge, instrumentale, tritonus-centrerede figur bygger langsomt en bidsk stemning op, der kun gør genhørsglæden med den følgende "Señor Limpio" så meget mere forløsende. Lyden er lidt mudret i starten, men der bliver rettet op på det under "King of the Rotten", der giver mig et endnu større smil på læben, end Steel Panther formåede i Vega for ret præcist et døgn siden. Det samme gælder for min personlige favorit, "Long Whip/Big America", samt ikke mindst "Wiseblood"-titelnummeret, der om noget viser, hvor overset Keenan er som sangskriver: "There's blood on the street but there's nothing to steal from me/'Cause I walk alone but at least I walk for free/I listen to few and I'm fueled by fire/Guess now I'm old but not much wiser". Det er i øvrigt et plus, at han lader de store armbevægelser og frontmand-klichéer ligge og for det meste bare lader de gode sange tale for sig selv. - Omend der et par gange er lige lovligt lange pauser ind imellem. At dette band ikke har råd til et arsenal af stemte guitarer beviser, at der ingen retfærdighed er i verden.

Selvom publikums gennemsnitsalder ser ud til at være over 40, kommer der alligevel godt gang i pitten, ikke mindst under den indlysende pointhøster "Heaven's Not Overflowing" og især højoktansrockeren "Paranoid Opioid" fra "In the Arms of God" (2005), en skive som jeg ærligt og skammeligt skal indrømme helt at have glemt for eftertiden. (Det kommer der af kun at have skidtet til at ligge på sin gamle computer frem for at stå på reolen, hvor den rent faktisk kan ses!) Men jeg havde alligevel også hellere set bandet give mere opmærksomhed til den ganske stupidt undervurderede "America's Volume Dealer" (2000). Herfra beriges vi desværre kun med en til gengæld forrygende "Who's Got the Fire" samt C.o.C.'s fremragende bud på en seriøs powerballade á la sydstatsheavy, "13 Angels", der gi'r sættets dominerende tungmetal et flot og tiltrængt komplementærmoment cirka midtvejs.

Man kan godt høre på Keenans vokal i især "Seven Days", at der siden dengang immervæk er gået over 20 år, samt at manden nok har røget et nogenlunde tilsvarende antal cigaretter dagligt. Men på en måde klæder det musikken med et mere modent islæt, ligesom bandet selv har tilkendegivet, at de nærmest spiller sangene bedre i dag end i midt-90'erne. Det er heller ikke det halve galt. For eksempel kan det især mærkes, at Weatherman er vokset som guitarist. Den meget Hendrix-agtige fortolkning af blues, der i høj grad har dannet rammen om hans lead siden "Deliverance", er kun blevet endnu mere omfattende med årene. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan jeg har stået og måbet nok så meget af føromtalte Steel Panthers vanvittige strengmasturbatør Satchel 24 timer forinden, men alligevel finder det så meget mere interessant at høre soloer fra en mand, der rent faktisk har en feeling og en timing, og som fastholder min opmærksomhed ved at økonomisere med tonerne frem for at meje dem af med en frekvens på 8-10 stykker i sekundet.

Aftenens højdepunkter er en triumferende tungt swingende "Albatross" og en ærefrygtindgydende, altoverskyggende "Goodbye Windows", der om noget netop lyder mindst lige så godt som på albums'ene. Til sammenligning er den ellers så fine "Stonebreaker" og selv klassikeren "My Grain" nærmest at betegne som parenteser - i hvert fald for mit vedkommende. Hovedsættet afrundes af en "Broken Man" så levende og viril, at man mistænker bandet for først nu at have spillet sig ordentligt varme og have endnu et set parat om en tår vands tid.

Desværre er der kun tre ekstranumre. Det gamle "Blind"-hit "Vote With a Bullet" kommer for mig til at stå meget i skyggen af den førnævnte nyslebne diamant "Who's Got the Fire". "Det er funky!", udbryder min sidemand, og selvom dén type musikalske islæt normalt ikke hører denne genre til, - og en lignende observation normalt ville vække forargelse hos den gennemsnitlige headbanger, - er det ret spot on. C.o.C. er mere end bare endnu et metalband - og tillige mere end bare endnu et metalband med stoner- og sydstatsinfluenser: De er et vaskeægte musikalsk velbevandret og kultiveret Rock-med-stort-R-band, hvis sange taler hvert sit eget sprog. Dette bliver så meget desto tydeligere i den naturlige afslutter, hittet "Clean My Wounds", der kommer en lang tur omkring et udsyret, space-rock'et jam-mellemstykke med masser af fuzz, delay, rumklang og mere wah-pedal end Weatherman har brugt hele showet igennem. Der mangler bare en af de hersens psykedeliske lysprojektioner med flydende oliefarver i baggrunden. Nummeret når op på, hvad, omkring 10 minutter? Jeg mister tidsfornemmelsen fuldstændig, men jeg nyder hvert sekund, så længe det varer.

Skal jeg give nogen negativ kritik, består den således primært i, at jeg savnede det-og-det nummer. "Over Me" burde i hvert fald være obligatorisk, og i den akustiske afdeling kunne jeg snildt have brugt "Stare Too Long" eller "Redemption City", omend de måske er svære både at genskabe live og få til at passe ind i settet. Og "The Snake Has No Head", hvor fed kunne dén ikke lige være at høre?! Det gør mig måske en lille smule ærgerlig at vide, at bandet ellers havde planlagt at spille to set, men ikke kunne få tilladelse til det pga. de sene spilletider.

Derudover havde jeg noget så gerne set C.o.C. spille et større sted. Ikke et ondt ord om Beta som sådan, men efter min mening er stedets beskedne rammer langt fra den sensation værdig, som bandets genrejsning med dette line-up er for både mig og vel nok langt de fleste andre, der er heldige nok til at være her i aften. Okay, ifølge en bekendt insider havde ventelisten åbenbart ikke været så lang, at de ville kunne have fyldt Amager Bio, men det undrer mig, hvorhenne især Loppen har været i denne forbindelse. Men alt andet lige fik booker Mikkel Wad Larsen da opfyldt en mindre drengedrøm for ikke bare så mange af os, men også for sig selv: Det er tydeligt at høre på mandens virke som Helhorse-vokalist, hvor meget denne inkarnation af C.o.C. har betydet for ham rent musikalsk.

Som man i øvrigt nok kan regne ud, er der ingen af disse indvendinger, der har ret meget på netop dét at få set et band, man har ventet på i små 20 år. Jeg føler mig sgu lidt gammel, og det gælder ikke mindst dagen derpå, hvor mine nyanskaffede nakkemyoser minder mig om min egen dødelighed. Så hvis nogen derude skulle få den idé at oversætte det hér for aftenens hovedpersoner: Lad der nu for alt i verden ikke gå 20 år igen; det vil ingen af os have godt af til den tid. Og næste gang, så sylt supportnavnet og spil to timer alene. Det vil vi faktisk allesammen meget hellere have.

Læs mere...

Mono Goes Metal 2015 - Fredag

De læsere, der husker min Mono-reportage fra sidste år, vil med rette have en idé om, at jeg nærer et stort, fedt, blødt punkt for arrangementet. Og lad det med det samme være sagt, at benævnte punkt kun har vokset sig endnu større ovenpå denne festivalens nu veloverståede 10. afvikling.

Enkelte gange går man som i en kammeratlig kædedans fra den ene krammer til den anden. Der er glade venner overalt, - enkelte af hvem jeg ikke har set i adskillige år. Der catches up; de sidst sete koncerter evalueres. De obligatoriske debatter om subgenredefinitioner og hvilket af de fire første Morbid Angel-albums, der er bedst, afvikles i hygge og fordragelighed. (Det er i øvrigt Altars of Madness, hvis nogen stadig skulle være i tvivl.) Det er noget så genkendeligt altsammen, men jeg bliver sgu nok aldrig træt af det. Det er lidt ligesom en form for familiefest. - En stor, skøn, pissesej familiefest.
Hertil kommer bookingen af dette års line-up, som enten er enormt heldigt ramt eller slet og ret foretaget af en knusende professionel arrangør med en større finger på undergrundspulsen end nogen anden dansk metalinstitution. Det er umuligt at redegøre fuldt ud for denne weekends beskaffenhed indenfor rammerne af denne reportage, - ja, med ord i det hele taget, - men tro mig: Ligesom sidste år og året før dét ender MGM 2015 med at transcendere summen af sine enkeltdele.

 

Gaia

Dog starter det lidt sløvt. Ligesom sidste år præsenteres første aftens åbningsband af Anders Bøtter, der i samarbejde med Blastbeast har udvalgt det mest interessante fra Sort Søndag-indslaget Undergrunds-Ukrudt. Gaia er en ung trio, der med deres egne ord spiller "kosmisk doom", og langsomt går det da i hvert fald. Det er den blues'ede, stoner-agtige ende af doom, vi er ovre i. Lige præcis det stenede islæt ender desværre med at dominere sangene, og når jeg bruger ordet "desværre", er det fordi dét er det eneste konsistente og mest opdyrkede element i musikken. Der tænkes tilsyneladende ikke så meget i riffs, temaer, hooks eller melodier, men for det meste bare i stenet atmosfære. Jeg savner ganske enkelt at høre nogle stand-out-elementer.
Det er muligt, at jeg skal høre Gaia flere gange, inden den famøse prås begynder at gå op for mig, og jeg skal gerne lade tvivlen komme dem til gode. De er trods alt også newcomers, og de virker i øvrigt som nogle sympatiske gutter. Men sangene virker til gengæld gerne, som om de er lidt tilfældigt sammensat af stykker, der ikke nødvendigvis havde behøvet at have noget med hinanden at gøre. Dertil kommer, at vokalen er sloppy og anonym, og at forsangeren lidt ligner én fra Weezer, der lige er stået op. - Ikke mindst når han nu er flankeret af en ultrasej bassist i tanktop med lange dreads, undercut og omfattende maori-tatoveringer. Det kan lyde mavesurt og Thomas Blachman-agtigt at gå op i den slags, men kom nu ikke og sig, at det ikke betyder noget.

Nej, men det er på den anden side heller ikke fordi, musikken er direkte ringe; slet ikke. Der er noget fed Clutch-agtig stemning i nogle af de mere upbeat passager, og hen imod slutningen træder forsangeren da også mere i karakter og lægger noget tiltrængt energi og overbevisning bag. Der er helt klart masser af uopdyrket potentiale hos Gaia; det er desværre bare ikke nok til at overbevise mig i denne omgang. Men jeg vil se frem til den dag, det sker, og ønske dem alt muligt held og lykke så længe.
Karakter: 3/6

Gaiafoto10 

 

The Powergloves

The Powergloves spiller en form for math-rock, hvilket som udgangspunkt får en lille alarmklokke til at ringe hos mig. Det kan være en spændende genre, men der er ikke langt derfra, til dér hvor den bliver lige så anstrengende for enhver, der ikke er på krystalamf eller har galoperende ADHD. De dersens Dillinger Escape Plan har jeg i hvert fald altid haft det svært med, selvom de er nok så teknisk vanvittige.
Men så meget desto mere tager The Powergloves røven på mig. Udover at være et enormt kreativt og forskelligrettet band, er de langt fra lige så hysteriske som f.eks. førnævnte Dillinger kan være. Det hænger måske også sammen med, at vi hér spares for den vist ellers obligatoriske råbe-/skrigevokal, eftersom samtlige numre er rent instrumentale. Og så bærer musikken tydeligt mærkbare islæt af både Oceansize og Tool, - og sammen med math-rock er det fandeme en saftig combo.

Det er nu stadig om ikke anstrengende, så enormt udfordrende. Der sker en masse forskellige ting hele tiden. Basfigurerne minder til tider lidt om Primus - hvilket kun er en kompliment, når det kommer herfra. (Hvordan kan det egentlig også være andet?) Det er specielt en overraskende fornøjelse at opleve trommeslager Rune Weidemann, - hvis spil i Surfing Henchmen normalt er lidt løst og jammende, - være så meget i kontrol over de konstant skiftende taktarter. Det er umuligt for mig at følge med hele tiden, men jeg får i hvert fald aktivt talt en 13/8-periode og i samme nummer en 11/8 inddelt i 3-3-5. Ind imellem får jeg nærmest associationer til balkan-musik. Åh, jeg elsker nørderi.

Leadguitaren er et kapitel for sig. Enkelte hele gennemgående figurer er tapping-baserede, Gojira-style. Jeg tager mig selv i at stå og måbe flere gange. Der bliver lavet nogle superlækre shoegazer-agtige ting med noget ekko/delay, der henleder mine tanker på Sigur Rós, hvad der ligeledes kun er positivt. Det skyldes måske også, at den ene, diminutive guitarist med sin strikhue og sweater samt lidt uplejede skægvækst ligner én, der normalt bruger mere tid på at gå og kigge på gletschere med sin vædder Tjórðgrúnn, end han bruger i et øvelokale. Men spille, det kan han sateme. Og så ser jeg gerne igennem fingre med, at der er et par enkelte halvdøde anslag her og der. Jeg forventer ikke at opleve nogen ny Malmsteen på dennehér festival.

Det hele er trods alt for krævende til, at min opmærksomhed ikke begynder at søge andetsteds hen hen imod slutningen. Men det ændrer ikke på, at The Powergloves' musik er så selvstændig og skudsikker, som noget jeg nogensinde har hørt indenfor genren. Der er så megen mening med galskaben, at hele det kaotiske udtryk til tider føles som ganske ordnet - og sgu i enkelte momenter er decideret flot. Min musiksmag er netop blevet rykket en lille anelse. Og jeg har normalt nogle halvkedelige tendenser til at være lovligt konservativ, hvad musik angår, så tak for det, gutter.
Karakter: 5/6

Powergloves2 

 

All Trays For Venom

Hvis All Trays For Venom havde pladedebuteret i starten af dette århundrede, havde de måske formået at opnå den kongestatus, som Hatesphere havde i dansk metal for omkring 10 år siden. I stedet lyder de som endnu en klon af en klon af Killswitch Engage. Om jeg nogensinde kommer til at forstå, hvordan en subgenre på én gang kan indeholde så lidt nytænkning og have så forbavsende kort holdbarhedstid. Eller... det er da i grunden meget indlysende, nu jeg lige siger det på dén måde.

Nå. Når mit personlige vand hermed er hældt ud af ørerne, så er All Trays For Venom vel for så vidt egentlig ret gode til det, de gør. De spiller f.eks. ganske upåklageligt sammen. - Selvfølgelig, fristes man til at sige, for ellers kan et band ikke så godt spille noget, der har med metal at gøre. Og det kan de godt, selvom det hér dogme med enormt-hårdt-vers-enormt-poppet-omkvæd-og-så-lige-et-breakdown-til-sidst så er mere gennempløjet end den eneste lolitadukke i en straffekoloni for sædelighedsforbrydere. Og så er det jo naturligvis heller ikke fordi, musikken er ganske blottet for fede momenter; det har trods alt enkelte tråde tilbage til In Flames, dengang de endnu ikke spillede godnatsangs-metal. Der er bare stadig ikke ét sekund af All Trays For Venoms musik, der har formået at sætte sig fast i min hukommelse udover den så skamredne standardform. Og når noget indenfor metallen insisterer på at være så melodisk, så skal det edderma'me også være catchy. Det er All Trays For Venom desværre ikke.

Men så kan man til gengæld snakke lidt om deres liveshow, for hvad de mangler i originalitet, har de til gengæld til overflod i energi og attitude. Forsanger Rasmus Godsk er som besat af en komplet manisk fandenivoldskhed, og han er nærmest mere ude at løbe rundt blandt publikum, end han er oppe på scenen hos sine bandkammerater. Heroppe er bassist Simon Buje til gengæld lige så herligt sprælsk at se på. Dog skæmmes det samlede udtryk af den ellers så glimrende leadguitarist, der nærmest konstant har et ansigtsudtryk, som om han lige har slået en meget højlydt prut til en begravelse. Du spiller skidegodt, kammerat; bare op med næbbet, foden på monitoren og få dig noget garn at svinge rundt med. Åh jo, det er forresten en anden ting: All Trays For Venom havde muligvis overbevist mig bare en smule mere, hvis ikke fire ud af fem bandmedlemmer havde lignet statister i en dokumentar om bystanders. Få jer dog nogle outfits der i det mindste ikke skriger af herreafdelingen i Føtex, altså.

Hvorom alting er, havde jeg i den tilstræbte objektivitets hellige navn faktisk ellers overvejet at give All Trays For Venom 4/6, fordi de leverer så fed en performance og får publikum så godt med. Men de skal altså ha' et run for deres money. Når jeg ikke får mere personlighed, end der kan ligge i hullet på en tokrone, kan jeg desværre ikke tillade mig at være mere gavmild end som så. Jeg beklager, drenge, men vi må allesammen gøre vores for at fremme den forandring, vi ønsker at se i verden. Og jeg vil altså virkelig gerne snart have enormt-hårdt-vers-enormt-poppet-omkvæd-og-så-lige-et-breakdown-til-sidst-paradigmet stedt til hvile.
Karakter: 3/6

Alltraysforvenom2 

 

The World State

I starten er jeg meget forvirret. "Hvad er det hér i grunden?", tænker jeg. Jeg har hørt et par enkelte numre med The World State for velsagtens et par år siden; dengang var min reaktion lige dele skepsis og interesse. Bandet var - og er - tydeligvis enormt sultne, eksperimenterende og drevet af enormt forskelligrettede kunstneriske kræfter. I aften kan jeg med stor glæde konstatere, at The World State er blevet lidt mere sammentømrede i deres udtryk, men uden at give køb på den kreative åbenhed, der synes at være primærdrivkraften.

Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig står bruger betragtelige kognitive ressourcer på at placere The World State rent genremæssigt. Avantgardistisk doom-rock? Jeg tænker i retning af det nyere Anathema, som det jo desværre er de færreste af os, der kan finde ud af at nyde, for hvad det er. Men ligesom det tager tid for mig at finde en nogenlunde passende musikalsk kategori, ligesådan kryber musikken langsomt ind under huden på mig undervejs. Udtrykket er enormt vidtfavnende; rent dynamisk gås der fra den ene spæde, luftige yderlighed til den anden, eksplosive, dramatiske ditto. Men den mystisk inciterende atmosfære er konstant i højsædet lige fra koncertens tostemmige á capella-start til dens ultrasoniske blastbeat-klimaks. Jeg var i øvrigt slet ikke klar over, at Leif var i stand til at synge - og så endda ganske pænt. (Ja, det er arrangørens band, og det er okay, for man må sgu have visse privilegier, når man står for bookingen, og så indfrir The World State trods alt også konceptet om at være fra nærheden af den danske metalundergrund.) Og Bina Rosenvinges kønne vokal er lykkeligvis en værdig arvtager for forgængerinde Monika Pedersens. I det hele taget er jeg rigtig positivt overrasket.

Det er desværre bare ikke nogen ubetinget følelse. Lige så bjergtaget, som jeg ender med at blive af The World State, lige så træt er jeg af alle de infame snakketanter, der ikke fatter at reservere deres kævl til ind imellem koncerterne. Det er dybt respektløst overfor bandet, især når man står kun få meter fra deres performance og ikke gider gøre sig den ulejlighed lige at gå i baren eller udenfor, hvis verdenssituationen partout ikke kan vente med at blive løst. Bevares, det er helt fint med en enkelt, konstaterende kommentar eller udbrud, men når folk står og har hele konstant vedvarende samtaler til en fucking koncert...! Jøsses. Jeg har faktisk aldrig tysset på nogen i ren irritation før, men nu ved jeg, hvordan dét er. Hele momentet er desværre for omfattende til ikke at trække ned i min bedømmelse. Og som min makker ellers så rigtigt siger udenfor bagefter, så burde det aldrig kunne ligge bandet til last. Men det kommer det jo desværre til, al den stund det skæmmer min personlige koncertoplevelse. Og det gør det, når det er så omfattende, som tilfældet er hér, og så meget desto mere når musikken sommetider er så fin og skrøbelig, som det er tilfældet hos The World State, der udover en større scene også har fortjent et bare lidt mere dedikeret publikum.
Karakter: 4/6

Worldstate5

 

Pet the Preacher

... Og det er så lige hér, jeg giver pokker i notathæfte og indtager cowboyrækkerne med garnet slået ud. Lige så aparte, som deres bandnavn er, lige så tung, blueset, dynamisk og all-round overbevisende er Pet the Preachers skønne sydstatsstenerheavy. Stilen er hen ad Corrosion of Conformity anno "Deliverance" tilsat lidt ekstra potjoints og bluesguitar. Hurra, mand. Hvis man ikke kan lide det hér, er man fandme et ind-til-benet-røvsygt menneske, ligemeget hvor løjerligt navnet "Pet the Preacher" så måtte være. Men én ting er selve stilen, en anden er sangene, hvis velskrevethed og variation er af international klasse.

Pet the Preacher rammer faktisk en synergi, som alt for mange metalbands kunne lære noget af: Det dynamiske og melodiske foregår ingenlunde på bekostning af den metalliske tyngde, og omvendt dominerer det tunge aldrig musikken i så høj grad, at der ikke er plads til en lækker bluessolo eller rent faktisk bare noget opbygning. Åh, hvor er det dog skønt med et dansk band, der ikke bare er så heavy som hér, men sgu samtidig også i stand til rent faktisk at skrive gode sange. - Altså, et dansk band som ikke er Volbeat.

Min svingende manke fejer rundt i de ølsjatter, jeg selv har spildt på scenen. Jeg ved, at det bliver et helvede at rede ud i morgen, og jeg er pisseligeglad. Fuck nu mig, hvor er det dog fedt, det hér. Og jeg har faktisk ikke ret meget mere at tilføje, så det vil jeg prøve at lade være med. Summa summarum: Pet the Preacher fortjener at blive tjekket ud, hvis du er til en snart sagt hvilken som helst afart af rock, og selvfølgelig er du da dét. Jeg ville virkelig ønske, at de kunne gå hen og blive store. Dog skal der muligvis et navneskifte til.
Karakter: 5/6

Petthepreacher14

 

Den rullende pølsemand

"Æh... Jeg er her som anmelder, og jeg havde egentlig så'n en madbillet, men der var ikke mere inde backstage, og jeg har lige snakket med Leif, og han sagde, at jeg bare sku' gå herud... Såeh, kan du ikke lige hotdogge mig?"

Og dét kunne han så sandelig, den gode rullende pølsemand, der blandt visse af Aarhus' metallere vil være glædeligt husket fra Royal Metal Fest. Som en af mine gode venner så rigtigt har udtrykt det, så skal man sateme ikke fucke med en ristet med det hele, og sådan nogle bygger den rullende pølsemand nogle yderst kvalificerede af. Blødt, ikke tørt og overbagt, men stadig gennemvarmt brød; hverken for meget sennep, ketter eller remo; til gengæld masser af både rå og ristede løg; tre-fire skiver agurkesalat øverst og frem for alt en overraskende godt langtidsgennemristet frankfurter med noget nær perfekt sprødhed. Sådan skal det sgu være. Og jeg kunne bare komme igen senere, hvis det var. Det var jeg alt for ydmyg til, men jeg lovede med det samme at gøre lidt reklame for den rullende pølsemand, og det gør jeg jo hermed. Han laver som sagt en brav hotdog, som for selv en SU-slave er de 25,- kr. værd, den koster, når ens brandert er i metalfestivalliga; han kan bookes på 24870071 og Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., og han er desuden enormt flink og rar.
Karakter: 5/6

 

Hvis man nu havde købt billet, kunne man såmænd få sådan en aften hér for en skaldet hund. Subsidiært bare for hundrede kroner. Pointen er, at det er urimeligt billigt. Og for bare en halvtreller ekstra til et partoutarmbånd kunne man få en lørdag med, der muligvis vil gå over i Monoramas historie som dén bedste aften. Følg med i morgen og find ud af, hvad der var festivalens bedste koncert; hvad begrebet "dark rock" egentlig dækker over; om danskere overhovedet kan finde ud af at spille power metal; hvem det egentlig var, der skød J.R. i "Dallas"; hvorvidt Birthe Kjær er en androide eller ej; samt om yours truly har tømmermænd. (Hint: Det har jeg.)

 

Læs også vores reportage fra lørdag aften på Mono Goes Metal!

Vi vil meget gerne slutte af med at takke Emilie Marie Bregendahl for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Hang The Bastard - Sex In The Seventh Circle

Selv om “Sex In The Seventh Circle” kun er det andet album fra London-bandet Hang The Bastard, er det langt fra kun deres anden udgivelse. Siden bandet blev dannet i 2007 er det blevet til flere EP’er, split-CD’er og en enkelt opsamling. Ellers har bandets eksistens været præget af ændringer i besætningen, senest da Tom Hubbard stillede bassen til side for at koncentrere sig om vokalen.

Med sin hvæsende, næsten skrigende facon kommer denne i fokus fra starten, for den er temmelig markant - endda så meget at den ville passe fint ind i Metalgenrens mest ekstreme afkroge. Derfor overrasker den hos Hang The Bastard, for englænderne spiller en blanding af Sludge- og Stoner Metal; ikke det sted man normalt leder efter det ekstreme. Men når man lige har sporet sig ind på sangeren, passer tingene udmærket sammen – musikken har masser af tyngde, som ikke lader sig blæse omkuld af vokalen - Især de både tunge og seje guitarriffs står stærkt. Det hele er pakket ind i en retro stemning, der kulminerer i ”Mist Of Albion”; her kan man næsten se hashtågerne for sig. Men nummeret er en undtagelse, for generelt tilsættes det gammeldags i passende doser, der bør tiltale genrens fans. Der vil sikkert være mange som finder Hubbards vokal for ekstrem, men jeg synes den er med til at give tingene kant og personlighed. Og da musikken giver et udmærket modspil, ender mødet med Hang The Bastard med at blive ganske positivt.

Tracklist:
01. Keeping Vigil
02. Morrs Tempest
03. Hornfel
04. The Lesser Key
05. The Majestic Gathering Of Goetia
06. Mist Of Albion
07. Sex In The Seventh Circle
08. Snake Symbol
09. Absorption
10. Beyond The Pale
11. Sweet Mother
Samlet spilletid: 47:37

Læs mere...

Purple Hill Witch - Purple Hill Witch

Jeg tror ikke at det kan lade sig gøre at overvurdere det aftryk, som Black Sabbath har sat på verdens musik; der er utallige eksempler på andre kunstnere, som på den ene eller anden måde lige har lånt lidt fra mestrene. Denne tendens er ikke blevet mindre i takt med den renæssance, som Stoner Metallen har oplevet i de senere år. Endnu et bidrag hertil kommer i form af debutskiven fra den norske trio Purple Hill Witch, som de har opkaldt efter bandet. Selv om medlemmerne ser ret unge ud på pressefotoet, så kan de deres Sabbath!

Som det næsten er blevet standard for genrens udgivelser, er også denne skive udstyret med et lydbillede, som bevidst er gjort grynet og ugennemsigtigt. Her er vokalen mikset langt tilbage og udføres med tydelig inspiration fra Ozzy, mens guitaristen forsøger sig med Iommi-agtige guitarriffs.

At inspirationen er tydelig gør ikke noget, men måden den forvaltes på, gør. Numrene er nemlig stort set skåret over samme læst, så de fremstår uhyre ens – godt hjulpet på vej af den ensidige produktion. Og så irriterer det i længden, at sangeren gentager sit Ozzy-ficerede ”Yeah” flere steder; det er okay for tribute-bands, men ikke for selvstændige navne – find dog selv på noget!

For at citere Tenacious D, så er denne skive “Off to a bad start” – fremadrettet skal Purple Hill Witch byde på noget mere, hvis de vil tages alvorligt.

Tracklist:
1. Queen of the Hill
2. Astral Booze
3. Final Procession
4. Karmanjaka
5. The Landing
6. Aldebaranian Voyage (Into the Sun)
7. Purple Hill Witch
Samlet spilletid: 47:12

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed