fbpx

Sorcerer - Lamenting Of The Innocent

Til deres tredje album har svenske Sorcerer skiftet ud på to pladser i forhold til deres seneste album, idet Justin Biggs er ny bassist, mens Richard Evensand har overtaget pladsen bag trommerne. Helt ny er han nu ikke, for han var også en del af bandets line up tilbage i starten af 1990’erne. Albummets titel er en henvisning til de mange kvinder, der uskyldigt blev henrettet som hekse op igennem historien, og temaet behandles i de enkelte numre.
Ny besætning betyder ikke ny stil, for Sorcerer fremstår som vi kender dem: Tunge rytmer hentet i Doom genren kombineret med elementer af Hardrock og Heavy Metal samt en vokal, der også kunne gøre sig i Power Metal – her ligner bandet andre svenske navne som Candlemass og Below.
Det gør de heldigvis også, når det gælder kvaliteten, for selvom Sorcerer ikke flytter genrens grænser, viser de et sikkert greb om den. Det høres f.eks. i titelnummeret, hvor flotte melodiske omkvæd og stærke melodier mere end kompenserer for nummerets pæne udtryk. Eller findes i den fine stemning, der opbygges via strygere i ”Deliverance”.
Guitarernes tyngde er et afgørende element igennem hele albummet, men fremtræder ekstra sejt i ”Dance with the Devil”. At ikke alle numre når helt samme niveau, trækker kun lidt ned; albummet om heksejagt har rigeligt med interessante detaljer til, at jeg kan anbefale det.

Tracklist:
1 Persecution (intro)
2 The Hammer of Witches
3 Lamenting of the Innocent
4 Age of the Damned
5 Where Spirits Die
6 Deliverance
7 Institoris
8 Condemned
9 Dance with the Devil
10 Path To Perdition
Samlet spilletid: 63:35

Læs mere...

Sorcerer - The Crowning Of The Fire King

Efter deres vellykkede comeback album ”In The Shadow Of The Incerted Cross” fra 2015, er svenske Sorcerer tilbage med et nyt album – man må sige, at de smeder mens jernet er varmt.

Og det er det, for selv om Sorcerer hører til i den lettere tilgængelige del af Doom genren, er det en gedigen omgang Metal, de leverer. Musikken har genrens typiske tunge anslag, som lægger et solidt fundament. Herpå lægges melodiske guitarer, som trækker i retning af Heavy Metal. Det samme gør Anders Engbergs vokal, som med sin rene og energiske natur også passer godt til Power Metal. Når det hele sættes sammen, er resultatet rigtig godt, specielt fordi de fleste numre er udstyret med rigtig gode omkvæd. Det gør ”Sirens”, ”Ship of Doom” og ”The Devil's Incubus” til gode steder at prøvesmage albummet. Alligevel får de baghjul af ”Abandoned by the Gods”, for med den Dio-agtige vokal og nummerets guitarstruktur minder Sorcerer her om en tungere udgave af Blackmore’s Rainbow – det er cool.

Mod slutningen er numrene mindre tunge, her er det primært melodierne, som giver kvalitet. Det gør oplevelsen lidt mindre interessant, men kan ikke ændre på det samlede billede: Også på deres andet album efter gendannelsen leverer Sorcerer glimrende Doom Metal.

Tracklist:
1. Sirens
2. Ship Of Doom
3. Abandoned By The Gods
4. The Devils Incubus
5. Nattvaka
6. Crimson Cross
7. The Crowning Of The Fire King
8. Unbearable Sorrow
Samlet spilletid: 57:32

Læs mere...

Sorcerer - In The Shadow Of The Inverted Cross

Sorcerer har en historie, der går tilbage til 1988, hvor den første udgave af bandet fandt sammen i Stockholm, og trods succes med både demoer og koncerter opløstes det i 1992. I 2010 blev det hele startet på ny, og efter intenst arbejde på nyt materiale er Sorcerer nu klar med deres første album.

Bandets stil bliver betegnet som Epic Doom, hvilket i praksis er en blanding af de stærke melodier man finder i traditionel Heavy- og Power Metal, og så Doom-genrens tungt markerede rytmer. De første bringer naturligt sangeren Anders Engberg i centrum; han synger med kraft og udtryk, som både gør numrene lette at gå til og interessante at bruge tid på.

Kombinationen af ren vokal og tunge rytmer gør det oplagt at sammenligne med landsmændene fra Candlemass. Her er Sorcerer generelt ikke helt så overvældende, der er skruet en tand eller to ned for voldsomheden. Det betyder ikke så meget for oplevelsen, for numrene mangler ikke tyngde som sådan; den bliver bare ikke banket helt så hårdt ud i ansigtet på lytteren. I stedet er det den nævnte kombination af melodi og kraft, der er det centrale hos Sorcerer, og så længe begge dele er til stede, kører det godt – rigtig godt, endda. Men der er også numre med nedtonet tyngde; den resulterende Power Metal er ikke helt så spændende. Alligevel må jeg give bandet thumbs up for denne debut, som viser at det var den rigtige beslutning at genstarte Sorcerer.

Tracklist:
1. The Dark Tower Of The Sorcerer
2. Sumerian Script
3. Lake Of The Lost Souls
4. Exorcise The Demon
5. In The Shadow Of The Inverted Cross
6. Prayers For A King
7. The Gates of Hell
8. Pagans Dance
Samlet spilletid: 54:00

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed