fbpx

Power Mode - PMA

Det er ikke fordi Power Mode strør om sig med informationer om sig selv, men at bandet har fire medlemmer og kommer fra Randers, har jeg da kunnet opsnuse. De udsender nu deres første EP med fem numre, og har selv stået for alt fra sangskrivning til produktion. Det sidste fortælles i indledningen, hvor en stemme med britisk ”stiff upper lip” attitude fortæller, at der er noget ”real good shit” i vente – udmærket humor.

Startnummeret “Name” er en frisk gang Punk, som fyres af i udmærket tempo; ikke ekstremt eller specielt aggressivt, men en udmærket start. Herefter foretager Power Mode noget af et stilskifte, for ”Up In Smoke” ligger langt fra startpunktet. Genren er Ska, og de hurtige Reggaerytmer giver nummeret både energi og en glad udstråling – en lidt overraskende, men meget vellykket kursændring.

Med et nummer i hver stilretning er det en nærliggende tanke at blande de to genrer; det gøres i ”Done”, men eksperimentet fungerer ikke helt efter hensigten – det virker som et lidt gumpetungt og energiforladt blandingsprodukt. Nej, så er det bedre med den rene vare: ”Sound Of The Street” er en tilbagevenden til Reggae, og med en god melodi markerer det EP’ens højdepunkt, inden den punkede ”Monday” runder det hele af.

Selvom slutnummeret illustrerer en typisk mandag morgen, hvor man kommer for sent op, er ”PMA” langt fra nogen mandagsmodel; selv om der er noget at arbejde med, er udspillet et frisk alternativ til de vanlige stilarter og en go’ start for Randers bandet.

Tracklist:
1. Name
2. Up In Smoke
3. Done
4. Sound Of The Street
5. Monday
Samlet spilletid: 17:12

Læs mere...

Yellowcard, Less Than Jake, Chunk! No, Captain Chunk!

Sjov historie; da jeg i sin tid begyndte som anmelder hos Revolution Music var Less Than Jake i Vega, december 2008, den første koncert jeg søgte om at dække. Naturligvis, da jeg på daværende tidspunkt ikke var en del af ”klubben”, men blot en potentiel ny anmelder, kunne jeg ikke komme ind ad officielle veje via Revolution. Jeg kom derfor aldrig af sted til koncerten, og har endnu ikke fået set Less Than Jake live op til nu. Det er heller ikke fordi de ligefrem oversvømmer Danmarks med deres optrædener; så vidt jeg ved var sidste gang i 2012 på Loppen, og gangen før det som nævnt i 2008.
Men, nu er det jo en delt hovednavns-aften, hvor også Yellowcard er repræsenteret. Det er ikke mere end 4 år siden de besøgte Danmark for første gang (og endnu engang et par år senere), og dette er således deres 3. besøg. Som opvarmning har de medbragt Chunk! No, Captain Chunk!, der er her for første gang.

 

Chunk! No, Captain Chunk!: 
Ovenstående franske band er også kendt som C!NCC! og spænder genremæssigt over både pop/punk, metalcore og hardcore – Wikipedia lister dem som ”easycore”, hvilket er ganske rammende, da musikken langt det meste af tiden er meget nem at gå til. Det er bløde omkvæd, ren vokal og en glad stemning der præger C!NCC! Modsætningerne i form af metalcore/hardcore-delene kommer frem ved brug af growl/råb og hyppige breakdowns. 
C!NCC har eksisteret siden 2007, og der er kun foregået én udskiftning i form af den tidligere trommeslager, der forlod bandet sidste år. 
De har udgivet 2 albums; ”Something For Nothing” i 2010, ”Pardon My French” i 2013. Det tredje ”Get Lost, Find Yourself” udkommer om ganske kort tid.

Desværre valgte arrangøren at ændre i tidsplanen, således at C!NCC! gik på et kvarter før annonceret tid. Jeg når derfor kun at høre 2 fulde sange i den store sal, som jeg altså ikke vil bedømme ud fra – det vil jeg mene er en anelse for tyndt et grundlag. Det er ærgerligt, for det jeg hørte tog sig ganske godt ud. Næste gang, forhåbentligt!

Sætliste:
1) – Haters Gonna Hate
2) – Taking Chances
3) – I Am Nothing Like You
4) – All Star (Smash Mouth cover)
5) – Reasons To Turn Back
6) – Restart
7) – In Friends We Trust
Kilde: www.setlist.fm

 

Less Than Jake:
Amerikanske sværvægtere i ska-punk genren, Less Than Jake, er aftenens ældste band og dannet helt tilbage i 1992. Deres debutalbum ”Pezcore” fra 1995, og ”Losing Streak”/”Hello Rockview” (1996/1998) fik hurtigt skubbet karrieren i gang, men det var først med ”anthem.” fra 2003 at de brød kommercielt igennem. De startede i 2008 deres eget pladeselskab ”Sleep It Off Records”, hvor de udgav ”GNV FLA”. Deres seneste album, ”See The Light” fra 2013, er dog ikke blevet udgivet den vej.
Bandet består foruden en sanger/guitarist, bassist og trommeslager af en saxofonist og trombonespiller. Førstnævnte i blæserdelen har der været størst udskiftning ift. bandmedlemmer, men den seneste har alligevel været med lige siden år 2000.

En halv times tid senere stormer 5 fuldvoksne mænd ind på scenen og sparker lynhurtigt festen godt og grundigt i gang. Skidt med at det er tirsdag – nu skal der danses!
Publikum griber straks bolden, og den næste times tid er der stort set aldrig roligt på gulvet – i den forreste del af Pumpehuset, vel og mærke. I stedet bliver der danset, skanket, moshet og hoppet. Et enkelt cirkelpit, som når uanede højder i forhold til hvad jeg tidligere har set i Pumpehuset, finder også sted.

Fra bandets side er det 5 totalt livlige gutter der styrter rundt, joker med (og mod) publikum imellem stort set alle sange, og inviterer publikumsdansere (eller strippere, alt efter hvem fra bandet man spørger, tilsyneladende) op til dem. Der er også konfetti i luften et par gange, gigantiske balloner folk er ellevilde med og en dyremaskot, der danser med på et nummer. Der bliver også taget en lokumspapirspistol (jeg joker ikke) i brug på et tidspunkt. En fødselsdagshilsen til deres manager (som kun er 25, påstår Less Than Jake) bliver det også til, og alle disse små ting gør det til et ekstremt underholdende show.

Hele seancen bliver nøje fulgt af et glimrende lysshow med fokus på alskens farver og røgsøjler, der blæses op mod loftet bagerst fra scenen. Det passer perfekt ind i settingen, så løftet tommelfinger herfra til hvem end der er ansvarlig for det.
Mht. lyden står det noget anderledes til, da det til en start er noget rodet. Det er f.eks. svært at høre blæserne og til dels at adskille instrumenterne fra hinanden, men det bliver heldigvis hurtigt langt bedre som tiden flyver af sted.

Det er nu engang svært at undgå, og Less Than Jake kæmper også indædt, men hen mod slutningen falder både energien og intensiteten en anelse fra begge sider. En hel time, her på en tirsdag aften, kan godt føles som bare en lille smule for meget af det gode. Dog kun en ganske lille smule. 
Alt i alt, kom man for at feste kan man umuligt være blevet skuffet. Less Than Jake er ikke ”intelligent” musik. Det er ikke teknisk imponerende, og det stiller ikke dybe eller svære spørgsmål – det er ren fest, og det er også hvad jeg har valgt at vurdere dem udfra – og her sejrer de stort.
5/6 stjerner.

 

Yellowcard:
Siden 1997 har pop/punk og den alternative rock stået stærkt hos amerikanerne i Yellowcard. De har på fast basis en violinist, hvilket er noget af en usædvanlighed i genren. De har haft en turbulent karriere med en pause imellem 2008 – 2010 og mange udskiftninger i medlemmer (hvor vokalisten Ryan Key og violinisten Sean Mackin er de to primære tilbage, selvom Yellowcard faktisk har haft en anden vokalist inden Ryan Key). Senest trådte den originale trommeslager ud af bandet.
Yellowcard er bedst kendt for albummet ”Ocean Avenue” fra 2003, men havde faktisk udgivet hele 3 albums før da. Efterfølgende blev det til den udskældte ”Lights And Sounds” fra 2006, den meget roste ”Paper Walls” året derefter, og dernæst ”When You’re Through Thinking, Say Yes” fra 2011 efter deres pause. Senest er ”Lift A Sail” kommet på gaden.

Yellowcard har virkelig noget at leve op til efter den forrige forestilling.
Heldigt er det, for bandet, at de har en mellemstor skare af trofaste fans der er mødt op. Det er nemlig ikke fest og farver i de første skæringer, men så opstår der godmodig tumult i den forreste del af salen. Her tænker jeg på ”Only One”, der får gang i futterne, og kort efter ”Awakening” som der bliver sunget godt med på (sværere er omkvædet heller ikke, men stadigvæk).

Desværre er lyden meget ringe det meste af den ca. ene time og 15 minutter, Yellowcard er på. 
Der er en konstant diskant der er alt, alt for høj. Vokalen fylder for en sjælden gangs skyld for meget i billedet, og kommer skingert til udtryk på trods af at forsangeren ellers ikke ser ud til at lægge andet end overfladisk energi i det. Guitaren har det med at drukne, og violinen står svagt i selskab med de andre instrumenter. Dette lyder jo helt forfærdeligt, tænker du måske, men det bliver nu også engang bedre over tid. Den skingre diskant fortsætter irriterende nok helt til enden, og det bliver derfor aldrig rigtig god lyd. Mærkværdigt, når nu det lykkedes for Less Than Jake.

Yellowcard selv ligner nogen der har haft det lidt for vildt de sidste par dage, for jeg skal love for at der ikke sker meget på scenen. Violinisten er den mest aktive, men – og med al respekt – så er det sgu svært at hoppe rundt imens han skal spille. Resten af bandet virker dog simpelthen for stenede og for dødalvorlige. I dag er det klart publikum der trækker det tunge læs, selvom det primært er de ældre sange der, får den bedste respons. 
Jo, der bliver sunget med, forsøgt nogle moshpits og lignende, men langt det meste af tiden ser folk blot ud på at vente på de gamle sange – det gælder især i de i alt 7 nyeste skæringer. Når de så kommer (de gamle numre), dog, så svinger det virkelig godt.

Yellowcard sætter sig i øvrigt for 2 ting i aften. 
1) – Alle skal have den bedste aften i deres liv.
2) – Ingen må have deres stemme tilbage når de går hjem.
Dette er i forvejen urealistisk på flere måder, men det virker bare næsten tragikomisk når det hele er så kedeligt. Det er også fjollet at skifte mellem markant hurtige/festlige numre, også gå til de akustiske/langsomme af slagsen midt i det hele. Det ødelægger dynamikken, og når folk så ikke engang kan tie stille af ren og skær apati, er det jo ligegyldigt. 17 sange på én aften er måske også en tand for optimistisk?
Men, og et stort men, så skal vi skal dog også lige huske at høre det nye album, og besøge bandet i merchboden når de er færdige, og komme ud til diverse festivaler i Europa (da de godt kan bruge støtten) – og nå ja, så elsker de os rigtig, rigtig meget. Tak for salgstalen, men kan vi komme videre nu? Åbenbart ikke…

Overordnet klarede Yellowcard sig altså hverken decideret godt eller skidt. Det var mest af alt blot kedeligt, men hvor flere omstændigheder trækker henholdsvis op (gamle sange, publikums delvise energiudladning) og ned (dårlig lyd, nye sange, uengageret band). Det bør nok også nævnes at bandets fans muligvis har nydt koncerten mere end jeg, men dette var alt end overbevisende.
3/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Convocation
2) – Transmission Home
3) – Crash The Gates
4) – Lights And Sounds
5) – Only One
6) – Make Me So
7) – Lift A Sail
8) – Awakening
9) – Rough Landing, Holly
10) – Light Up The Sky
11) – One Bedroom
12) – With You Around
13) – Southern Air
14) – Believe
15) – California
Encore:
16) – Way Away
17) – Ocean Avenue
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed