fbpx

Firewing - Resurrection

Firewing er et spritnyt navn, som med "Resurrection” sender deres første album på gaden. Det fem mand stærke band har base i USA, men er kommet i stald hos tyske Massacre Records. Her har man store forventninger, og taler endda om, at bandet vil forny udtrykket for Symfonisk Metal.
Det kan være, at Firewing kommer til det engang, men det sker ikke med denne debut. For godt nok er der stilmæssigt tale om en blanding af Melodisk Metal og Klassisk Musik, men de optræder oftest hver for sig. Der er derfor ikke tale om en helhjertet sammensmeltning, hvor elementerne understøtter hinanden, som det f.eks. sker hos Epica.
I stedet får man 4 instrumentale tracks, hvor det symfoniske kører solo, mens resten af numrene består af Melodisk Metal tilsat strygere her og der. Det hele bruges til at fortælle en historie om kampen mellem godt og ondt, og fungerer som sådan udmærket – det flytter bare ingen grænser.
Den metalliske side af musikken er af den melodiske slags, og giver især fokus på sangeren Airton Araujo, som synger både kraftfuldt og varieret. Men også de øvrige musikere gør en fin figur, og der er ikke noget at udsætte på indsatsen. Til gengæld kunne jeg godt have ønsket mig en lidt skarpere produktion; vi skal helt hen til slutningen med ”The Essence Of Your Heart”, før guitarerne rigtigt får bid. Som helhed er albummet godkendt, også selvom den lovede fornyelse udebliver.

Tracklist:
1. Prelude: Moonlight Of Despair
2. Obscure Minds
3. Chapter I: Acheron's Ritual
4. Demons Of Society
5. Far in Time
6. Chapter II: Temple Of Helios
7. Resurrection
8. Time Machine
9. Chapter III: Transcending Souls
10. Eternity
11. Tales of Ember & Vishap: How Deep Is Your Heart?
12. Tales of Ember & Vishap: The Meaning Of Life
13. The Essence Of Your Heart
14. Epilogue: Sacred Journey

Samlet spilletid: 58:21

Læs mere...

New Found Glory - Resurrection

New Found Glory er langt fra noget nyt navn på den populære pop-punk scene. De har eksisteret siden 1997 og ”Resurrection” er intet mindre end deres ottende studiealbum. Albummet har fået sin titel, fordi det skal symbolisere at dette er det nye og stærkere New Found Glory. Et band der har overlevet interne konflikter og manglende inspiration.

Og det er nok et album mange har set frem til, for bandet har ikke udgivet noget siden 2011 og har holdt lav profil siden 2012. Men nu er de tilbage, og det er med den klassiske ”finde tilbage til rødderne” indstilling og hele molevitten. Om det er lykkedes for New Found Glory kan jeg ikke udtale mig om, for dette er mit første rigtige møde med dem. De lyder fuldstændig som jeg havde forestillet mig, så meget kan jeg sige. Der er intet farligt eller provokerende over deres lyd, men det er egentlig også ok. Det lyder ok. Bandet har masser af fed energi og de holder et virkelig højt energiniveau hele vejen igennem pladen. Titelnummeret er et af de første på albummet, jeg lægger mærke til. Jeg kan rigtig godt lide melodien og jeg synes egentlig, at det er en af bandets forcer. De har rigtig fint fat i at skrive gode melodier. Dog kunne jeg godt tænke mig lidt flere variationer over den opskrift, de for det mest bruger, men ellers er der rigtig meget der lyder ganske godt. ”The Worst Person” spiller på sine punkede undertoner og her kan jeg ligeledes rigtig godt lide tempoet. ”Vicious Love” er nok mit yndlingsnummer fra skiven. Den skiller sig godt ud fra resten af numrene og om end teksten er meget ligetil, synes jeg faktisk nummeret har lidt dybde trods alt. Men det er ikke den store poesi man møder, når man begynder at dykke ned i New Found Glory’s lyriske univers. Det er ganske simpelt men det virker faktisk ret oprigtigt, trods alt. Et sidste nummer jeg vil fremhæve er skæring nummer 10, ”Angel”, der bygges op af en rigtig lækker basgang og trommer, som får lov at lægge en semitung bund i nummeret. Jordan Pundiks vokal kan jeg faktisk også meget godt lide, især når den som her får et lidt mere følsomt twist.

Det er generelt meget pænt og amerikansk, når man lytter til New Found Glory. Og hvis man er til det, så er jeg sikker på at ”Resurrection” falder i god jord. Jeg har ikke den store fidus til det, men jeg smider 3 ud af 6 stjerner efter det. For det lyder udmærket og det er en smule hyggeligt, men også en anelse for poleret og ufarligt til min smag.

Track list:

1. Selfless
2. Resurrection
3. The Worst Person
4. Ready And Willing
5. One More Round
6. Vicious Love
7. Persistent
8. Stories Of A Different Kind
9. Degenerate
10. Angel
11. Stubborn
12. Living Hell
13. On My Own

Samlet spilletid: 44:00

Læs mere...

Death SS - Resurrection

Jeg kommer unægteligt til at tænke på gode gamle KISS som noget af det første, da jeg ser promo billederne der følger med denne udgivelse. Herrerne i italienske Death SS er sminkede og klædt ud til den store guldmedalje. Og i første omgang har jeg svært ved at vurdere om det her er for sjov, eller om de mener det alvorligt. Men det gør de, dog med en god portion inspiration fra horror film og det okkulte, både når det gælder deres udseende og deres tekstunivers. De spiller oldschool blandet med en nyere metal lyd og et strejf af mere elektroniske tilføjelser. Og det lyder absolut ikke dårligt.

Death SS har eksisteret siden – hold nu fast! – 1977. De fejrede deres 30 års jubilæum i 2007 og har med forsanger Steve Sylvester, der er bandets hovednerve, udgivet 7 albums før dette som er bandets første siden 2006. Og jeg synes, at ”Resurrection” er en ganske udmærket skive. Jeg kan godt lide stemningen og lyden på albummet, og der er ingen tvivl om at bandets fem medlemmer - der kalder sig henholdsvis The Vampire, The Zombie, The Phantom, The Mummy og The Werewolf – faktisk har ret godt fat i at komponere gode metalnumre. Det første nummer der virkelig rammer mig, er ”The Crimson Shrine”, som både repræsenterer god gammel heavy a la Iron Maiden og noget lidt nyere med mere kant. Også numre som ”The Darkest Night” og ”Eaters” er jeg ret vild med. Især sidstnævnte har en superfed lyd og en energi, der på en gang er brutal og enormt melodisk. Skæring nummer 8 ”Santa Muerte” følger den stil og har desuden nogle virkelig fede stykker guitarsolo og gode breaks med elektroniske elementer, der giver det en virkelig sprød lyd. To mere slow tempo numre som ”Dionysus” og ”Star In Sight” vinder også med deres fantastisk gode melodier og medvirken af en kvindelig vokal, der efter min mening virkelig tilfører noget godt til hele lyden på albummet. Og den allerbedste må være ”The Song Of Adoration”! Jeg elsker dens doom agtige tempo og den følelse af total melankoli, der indhyller den. Tekstmæssigt er vi som sagt meget i et horror inspireret univers, men det er hovedsageligt emnerne liv, død og genfødsel der huserer på dette album. Og Death SS formår faktisk at få skrevet nogle ret fine tekster ind imellem de mindre alvorlige. Det er ikke stor poesi, men bedre end jeg i første omgang havde turdet forvente. Generelt overrasker det her album mig positivt. Der er flere rigtig fede numre på, og selvom det fra tid til anden virker meget kliche agtigt, så synes jeg egentlig det er ganske glimrende.

Det er ikke stor musikalsk kunst, det er ikke et album der ender på listen over årets store udgivelser og ja, en anelse kitsch er det da…men det er ret gennemført og jeg kan sgu godt lide det! Er du til horror og god – om end let tilgængelig – metal, og bands som Necrodeath, Venom eller Deathstars, så er ”Resurrection” næsten selvskrevet til at være en succes hos dig.  

Tracklist:
1.       Revived
2.       The Crimson Shrine
3.       The Darkest Night
4.       Dionysus
5.       Eaters
6.       Star In Sight
7.       Ogre’s Lullaby
8.       Santa Muerte
9.       The Devil’s Graal
10.     The Song Of Adoration
11.     Precognition
12.     Bad Luck 

Samlet spilletid: 01:04:00

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed