fbpx

Body Count - Carnivore

Hele 30 år er der gået, siden Ice-T dannede Body Count sammen med guitaristen Ernie C, og det fejres med udgivelse af bandets studiealbum nummer 7. Her får man hjælp fra bl.a.
Amy Lee (Evanescence), Jamey Jasta (Hatebreed) og Riley Gale (Power Trip).
Bandet fortsætter stilen med ret skarp Metal som ledsager den halvt syngende, halvt rappende vokal. Men ikke alt materiale er nyt, for ud over en genindspilning af Ice-Ts gamle hit ”Colors”, fortsætter man ideen med at hylde navne, man er inspireret af. På ”Bloodlust” var det Slayers ”Raining Blood”, denne gang fejres Motörhead med en version af ”Ace of Spades”, som dog ikke imponerer.
Til gengæld er det ikke overraskende, at Ice-T stadig er bister og aggressiv, og når han i ”No Remorse” synger ”If you were on fire, I wouldn’t piss on you” er han så troværdig, at jeg bare er glad for, at sangen ikke handler om mig. Dertil passer titlen ”kødæder” fint, ligesom man generelt ikke kan klage over mangel på energi og power på albummet. Til gengæld er der ikke mange højdepunkter at skrive om, for selvom duetten med Amy Lee i ”When I'm Gone” fungerer fint og giver bredde, så mangler jeg numre, der bliver hængende. Det er nok for meget at håbe på klassikere i stil med ”KKK Bitch” og ”There Goes the Neighborhood”, men heller ikke niveauet fra et nyere hit som ”Talk Shit, Get Shot” kommer vi op på denne gang. Skulle jeg beskrive albummet med et enkelt ord, ville det være det være ”uinspireret” – derfor er resultatet kun middelgodt, og karakteren tilsvarende.

Tracklist:
1. Carnivore
2. Point the Finger (featuring Riley Gale)
3. Bum-Rush
4. Ace of Spades
5. Another Level
6. Colors - 2020
7. No Remorse
8. When I'm Gone (featuring Amy Lee)
9. Thee Critical Breakdown
10. The Hate Is Real
Samlet spilletid: 35:55

Læs mere...

Rise Of The Northstar - The Legacy Of Shi

Albummets titel, japansk tale i introen og mange referencer til landets kultur i pressematerialet kunne forlede lytterne til at tro, at Rise Of The Northstar (ROTN) var et japansk band, men det er ikke tilfældet. Det fem mand stærke band har base i Paris, og har i år eksisteret i ti år.

På “The Legacy Of Shi” blander franskmændene elementer af Metal, Hardcore og Rap til en cocktail, som varierer meget i kvalitet, alt efter hvor på albummet, man befinder sig. I begyndelsen kører tingene fint; i ”Here Comes The Boom” og "Nekketsu” er der skarphed og energi, og sangeren Vithia markerer sig som en vred herre. En udmærket start, men i de næste numre står tingene stille, her er det eneste nye, at teksterne skifter fra engelsk til fransk – det flytter bare ingenting.

Måske er det årsagen til, at man på albummets anden halvdel lader mængden af Rap vokse; et tiltag, som kunne vende skuden. Her skal jeg understrege, at jeg godt kan lide Rap, den skal bare være go’. Og det er den desværre ikke her, der er noget useriøst og endda barnligt over rimene, så det siger mig slet ikke noget. Og så trækker det ned, at ROTN mange steder bruger elementer, som er hørt bedre andre steder – det er upersonligt og kedeligt. Derfor fanger albummet mig slet ikke, selv om der ikke mangler energi.

Tracklist:
1. The Awakening
2. Here Comes The Boom
3. Nekketsu
4. Kozo
5. Teenage Rage
6. Step By Step
7. This Is Crossover
8. Cold Truth
9. All For One
10. Furyo's Day
11. The Legacy Of Shi
Samlet spilletid: 43:26

Læs mere...

Prophets of Rage - Copenhell 2017

Der var engang... Og den gang var der dét ved det hele, at planetens absolut sejeste band hed Rage Against the Machine. Det faktum havde mit daværende jeg så udmærket opfattet, idet jeg i mit præ-pubertets-hormonhelvede hoppede rundt som en spændetrøjeoplagt spastiker til deres skallesmækkende revolutions-raprock.

Med annonceringen af Prophets of Rage til Copenhell har jeg således bevidst måttet neddrosle min indre teenagers forventninger. Alliancen med Chuck D kan jeg sagtens forstå, — gruppens navn er trods alt taget fra det 29-årige Public Enemy-nummer, som de åbner deres shows med. Men jeg har hele tiden haft svært ved at se, hvad den stenede tegneseriefigur B-Real har kunnet tilføje kollegernes bundseriøse sociale indignation og vrede.

Vi skal dog ikke mange nanosekunder ind i førnævnte titulære åbner, inden al tænkelig skepsis bliver gjort til skamme. Crowd’en eksploderer i en velkomst varmere end vejret på denne skønne, solrige sommeraften. Ligesom for mit eget vedkommende begrænser de flestes livereferencer med halvdelen af Prophets of Rage sig vel egentlig til Audioslave-koncerten på Roskilde ’05. Jeg selv har i hvert fald ventet i alt for mange år på at høre disse numre.

Og hvor er det dog både forrygende og forløsende med ét at erfare, at de to rappere går så perfekt i spænd med denne rytmegruppe, der simpelthen må regnes blandt verdens absolut bedste. At DJ Lord så tilmed har fundet vej til drejebordet i konstellationen er bare en rosin i den anden pølseende.

Og sangene, mand. Disse numre, der i dén grad har dannet soundtrack til overtegnedes ungdomsår, serveres ikke bare med et overlegent musikalsk overskud, men med en nerve og indlevelse, som havde de mellemliggende år højst varet et par ugers tid. Og hvor er det fantastisk, at den skammeligt oversete “The Battle of Los Angeles” (’99) tilgodeses med de fremragende “Testify”, “Guerilla Radio” og “Sleep Now in the Fire”.

Det er naturligvis RAtM's helt gamle oprørs-anthems som “Take the Power Back”, “Know Your Enemy”, “Bullet in the Head” og naturligvis “Bombtrack”, der udløser den største mængde mosh og følgende glædesjubel. Men fandengaleme om ikke B-Real opildner til et decideret hiphop-medley midtvejs — bestående dels af Cypress Hill-klassikerne “Dr. Greenthumb” og “Insane in the Brain” (hurra!); dels af Public Enemy-klassikerne “Can’t Truss It” og selvfølgelig dén “Bring the Noise”, der i metalregi blev udødeliggjort i genindspilnings-kollaborationen med Anthrax i ’91. Og så får vi gudhjælpemig også House of Pains “Jump Around” at hoppe rundt til. Så dét gør vi.

På en metalfestival føles det intet mindre end berigende at kunne byde så hjerteligt velkommen til en genre, der reelt har så store sociale, kulturelle og attitudemæssige ligheder med metal, selvom de lyder så forskelligt. Jeg har aldrig været musikalsk kræsen; mit venskab med hiphop går lige så langt tilbage som det med metal, og det både luner og letter mig at se, at mine stor-bounce’ende brødre og søstre omkring mig har det på samme måde. Og så er det forresten mindst lige så skønt at vi senere i sættet ikke snydes for RAtM’s hårdtslående udgave af Cypress Hills “How I Could Just Kill a Man”. Ja, det er faktisk nærmest tre meta-niveauer af covernummer, vi er ude i hér.

Selvfølgelig kommer vi ikke udenom de politiske budskaber, som i de forgangne år — ikke mindst det seneste — nærmest kun er blevet endnu mere aktuelle. Det nye nummer “Unfuck the World” siger alt. Under en guitarsolo spillet Hendrix-style con i denti, afslører Tom Morello et stort klistermærke med påskriften “FUCK TRUMP” — et budskab der går rent ind hér i den decideret frie verden. Og ja, lad os nu bare kalde en spade for en spade: USA’s nuværende præsident er ikke bare en dårlig joke, der er kørt for langt ud; mandens korrupte løgnagtighed og narcissisme tenderer bogstaveligt talt psykopati; han er et videnskabeligt analfabet, og han er til decideret fare for både millioner af fattige amerikanere og for hele klodens økobalance. Fuck Trump: Så enkelt kan det faktisk somme tider siges.

Heldigvis er der også plads til et dybt rørende moment i form af en hyldest til d’herrer Morellos, Commerfords og Wilks nyligt afdøde eks-bandmedlem og ven Chris Cornell. Vi råber hans navn ud over hele pladsen i forlængelse af en ren instrumentalversion af Audioslaves flotte “Like a Stone”, som hele publikum naturligvis lægger vokalspor til. Eller, det vil sige, jeg gør ikke. Mine læber vibrerer, min hals snører sig forræderisk sammen, og mine øjne løber i vand. En vildt fremmed giver mig et kram, og det varmer i skrivende stund sgu stadig. RAtM var de største for mig i en periode, men Soundgarden var fandeme også i nærheden i ret præcist samme tidsrum.

Skulle jeg have noget kritikpunkt, må det blive, at min gamle favoritskive med RAtM, “Evil Empire” (’96), kun repræsenteres med én skæring — selvsagt den fabelagtige anti-krigs-hymne “Bulls on Parade”. Men skulle der efter den lige så selvsagte afslutter “Killing in the Name…” stadig have befundet sig mennesker på Refshaleøen, der ikke lige havde hoppet ganske ligeglade rundt og råbt “FUCK YOU, I WON’T DO WHAT YOU TELL ME!”, kan jeg kun konstatere, at disse har været bundråddent dårlige mennesker. Det er kun ganske få koncerter, jeg har set herude, der har været federe end den hér, og sådan blev det såmænd ved med at være hele festivalen igennem.

¡Viva la revolución!

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Invocator_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Every Time I Die_3
  • Forfatter: Jill
  • Every Time I Die_5
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Attila - CHAOS

Okay, indrømmet; jeg blev en smule skuffet da jeg fandt ud af, at navnet Attila ikke refererede til forsangeren fra Mayhem. I stedet er der tale om et band fra Atlanta, Georgia, som har eksisteret i mere end 10 år. Mere interessant er det, at ”CHAOS” er bandets syvende album, så det er ret produktive musikere, der er på spil her.

I presseteksten bliver både Rap og Metal angivet som inspirationskilder for Attila, og de to stilarter er også kraftigt repræsenteret i bandets musik; især den rappende vokal er fremtrædende. Men hvor den klart største inspiration kommer fra, bliver slet ikke nævnt; når jeg hører de tunge basriffs og de skæve, hakkende rytmer er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at Attila har lyttet rigtig meget til Korn. At de ikke ender som kloner skyldes ting som den rene Nu-Metal i ”Bulletproof” og kombinationen af brølende vokal og elektroniske byggeklodser i ”Moshpit”.

I det store og hele fungerer tingene udmærket for Attila, men det er især sangeren Chris "Fronz" Fronzaks fortjeneste. Hans hardcoreagtige in-your-face-attitude, det høje energiniveau og måden han veksler mellem forskellige stilarter på er Attilas største plus. Musikkens cocktail af skarpt skårne, hakkende rytmer og elektroniske tiltag virker umiddelbart frisk, men har alligevel begrænset levetid – i længden bliver det lidt fladt.

Tracklist:
1. Ignite
2. Bulletproof
3. Public Apology
4. Obsession
5. Moshpit
6. Rise Up
7. Let's Get Abducted
8. Legend
9. Queen
10. All Hail Rock and Roll
11. King
Samlet spilletid: 38:21

 

Læs mere...

Prophets of Rage – The Party’s Over

Siden bandet stoppede i 2000, har Rage Against The Machine (RATM) givet lyd fra sig i flere omgange; dels i original besætning, dels som Audioslave med Chris Cornell på vokal i stedet for Zach de la Rocha. Nu er der så kommet en ny inkarnation, denne gang med navnet Prophets of Rage (POR), hvor de to rappere Chuck D (Public Enemy) og B-Real (Cypress Hill) deles om vokalopgaverne. Den første udgivelse fra dén kant er EPen ”The Party’s Over”, som foruden to nye numre byder på liveoptagelser af kendt materiale.

Åbningsnummeret ”Prophets of Rage” har et typisk Tom Morello-riff, og minder meget om RATM; Rapvokalerne er mindre aggressive end de la Rochas, men tingene fungerer fint. Det gør de også i titelnummeret, som er tungere og glider sejt afsted.

Af de efterfølgende covernumre vil jeg fremhæve ”Shut ‘Em Down”, som bandet via Morellos guitararbejde gør til noget personligt frem for noget, der bare skal overstås. Den holdning er stærkt medvirkende til at hive de 4 stjerner hjem.

Direkte sammenlignet med RATM fremstår POR mindre voldsomt, selv om teksterne stadig har klare budskaber. Derfor vil jeg betegne EPen som vellykket, festen er bestemt ikke slut – omvendt er det sikre træffere, man har valgt, så vi kender først bandets potentiale når der kommer et helt album med nyt materiale på gaden.

Tracklist:
01. Prophets of Rage
02. The Party’s Over
03. Killing in the Name (live)
04. Shut Em Down (live)
05. No Sleep Til Cleveland (live)
Samlet spilletid: 20:47

 

Læs mere...

Fort Minor - Pumpehuset

Når nu Linkin Park ikke har den store interesse i at svinge forbi København nogenlunde regelmæssigt (sidste gang de var i Danmark var i 2012 til Skive Beach Party, og sidste gang i KBH var i 2007), må man tage hvad man kan; her kommer hiphopprojektet Fort Minor ind i billedet. Normalt er hiphop jo ikke noget vi dækker på Revolution, men med baggrunden i mente giver det i dette tilfælde en smule bedre mening. Det er debuten her i landet, og op til dagen er der blevet meldt få billetter i døren, så lad os se hvad det har at byde på, skal vi?

Fort Minor:
I 2004 valgte Mike Shinoda (keyboardspiller, rytmeguitarist, rapper og en af grundlæggerne af Linkin Park) på egen hånd at danne et hiphopprojekt kaldet Fort Minor. Han udgav året efter ”The Rising Tied”, der indtil nu er det første og eneste studiealbum. Allerede i 2006 valgte han dog at trække stikket, og først 9 år senere – i 2015 – blev Fort Minor genstartet, i første omgang via den bemærkelsesværdige 360˚ musikvideo til singlen ”Welcome”.

Til min behagelige overraskelse var det i denne anledning den store sal der blev taget i brug, og da jeg ankommer kort inden annonceret showstart, er der allerede ganske varmt. Temperaturen stiger gradvist som tiden går, og godt nok er det hiphop, men 25 minutters forsinkelse er sgu at strække den en anelse. 
Den mindre irritation forsvinder imidlertid så hastigt som den kom, da først Mike Shinoda kommer til syne, fuldstændigt ubevæbnet. På scenen er der kun et keyboard at gemme sig bagved, og længere tilbage kan to skærme anes. Op til hans ankomst er publikum hvad jeg vil kalde for godt, gammeldags blodtørstige; de råber og skriger hver eneste gang en marginal ændring i loftslyset spottes, tramper og klapper taktfast imens de råber ”Mike!”. Så da den træfsikre ”Petrified” sætter gang i løjerne, dog først med lidt impro-keyboard sjov, ved man det bliver en god aften.

Det er rappen der står i centrum; der er altså intet band, og alle effekter er playback – men han ifører sig dog af og til med en guitar, eller spiller på keyboardet. Ovenstående kan man ærgre sig en smule over, men det er samtidigt svært at beklage sig når lyden er så exceptionelt velbalanceret. Det er sprødt, det er fyldigt, det er knivskarpt, volumen er i orden – og vokalen står i front, som det bør være. Bassen er en smule for rungende, men det hører sig på den anden side næsten til. Og hvor er det skønt endelig at opleve hiphop hvor numrene ikke cuttes af efter første omkvæd.

Folk har ventet mange år, og selvom man kan spekulere på at en del muligvis udelukkende er mødt frem for at se giraffen, så er publikum tydeligt tændte, her især den forreste halvdel der mere eller mindre konstant holder sig i bevægelse.
Mike selv er ligeledes energisk, spurter frem og tilbage, smiler stort, og ligger i øvrigt så vanvittigt tight på beatet, at det er en decideret fryd. Af og til fortæller han små anekdoter om sangvalgene, og om Fort Minor i sig selv. Nogle vil måske mene at disse endte med at optage for meget tid, men for undertegnede fungerede det perfekt til at skabe en intim stemning. 
For intimt, dét var det. Ja nærmest hyggeligt. Det føles 100 % real når han takker folk for at være mødt op.

Med mandens baggrund er nogle Linkin Park covers så godt som selvskrevet. De der udvælges er dog af en spøjs størrelse, der f.eks. inkluderer et remix af et eksisterende remix af ”Castle Of Glass” (den er god nok). Publikum æder det under alle omstændigheder råt, i en god forstand, og det er enormt svært ikke at lade sig rive med når hele salen klapper i takt.

Og, som skrevet, ligger Mike helt enormt tight på beatet, men har det med at afvige af og til. 
Første gang er i den både tårefremkaldende og hårrejsende ”Kenji”, hvor der virkelig er noget på spil. De næste 4 minutter er én lang seance af gåsehud, perfekt leveret af en mand der er så brændende intens, at det kan mærkes helt tilbage i enden af salen. Publikum bliver efterfølgende, retmæssigt vil jeg sige, takket for støtten.
Anden gang er derimod en sløset og autotune-præget udgave af ”Cigarettes”, der på trods af originalens styrker i form af et både tungt og fyldigt vibe, og en vedkommende tekst om den ”naturlige” overdrivelse der finder sted i hiphop, falder til jorden.

Så er vi vist også ved at være i mål. ”Believe Me” får især de kvindelige fans til at skrige, og resten af salen til at hoppe så gulvet knager. ”Welcome” får en udmærket modtagelse, og i ”Remember The Name” overlades omkvædet i trygge hænder til et højrøstet publikum, der kaster håndtegn en masse.
På alle måder rigtig, rigtig godt, men kun én times spilletid? Der kunne uden problemer udvælges mere fra ”The Rising Tied” – alligevel gik jeg på ingen måde fra Pumpehuset med en følelse af at være blevet snydt. Et par mærkværdige sangvalg hvor pusten kortvarigt gik ud af ballonen (f.eks. ”Devil’s Drop”), en anelse for høj bas, og ovenstående spilletid forhindrer det i at være den helt store fornøjelse. 
Men det var tæt på.
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Petrified
2) – In Stereo
3) – It’s Going Down (X-Ecutioners cover)
4) – Dolla
5) – Waiting For The End/Hands Held High (Linkin Park cover)
6) – Castle Of Glass (Linkin Park cover)
7) – Kenji
8) – Devil’s Drop
9) – Cigarettes
10) – Until It Breaks (Linkin Park cover)
11) – Where’d You Go
12) – High Road
13) – Believe Me
Encore:
14) – Welcome
15) – Remember The Name
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Fort Minor_3
  • Forfatter: Jill
  • Fort Minor_1
  • Forfatter: Jill
  • Fort Minor_2
  • Forfatter: Jill

Se billederne her!

Læs mere...

KoRn, Hacktivist

Jeg har ALDRIG været til en dårlig KoRn koncert. Jeg har muligvis været heldig, det skal jeg ikke afvise, men det står nu en gang fast at det aldrig er sket. Heller ikke efter gårsdagens koncert. Det er 20 år siden jeg første gang hørte ”Blind” og hele KoRn’s debut album. Et album der havde stor indflydelse på min musiksmag fremadrettet. Min interesse for KoRn er faldet lidt med alderen, men bandet har formået at øge deres fanstørrelse over de 20 år, hvilket torsdag aften dels resulterede i en udsolgt koncert og dels, at publikum var fuldstændigt fragmenteret hvad angår aldesfordelingen. Alt fra bumsede teenagere til ældre herre påklædt slidte KoRn t-shirt med teksten ”Still A Freak”. KoRn er blevet allemandseje inden for metalgenren. 

 

Hacktivist

Inden det californiske band skulle betræde scenen, have det noget yngre band, Hacktivist, fået opgaven af at opvarme de fremmødte publikum. Hacktivist er en fem mand stor gruppe der gør sige inden for et mix af rap metal, nu metal og progressiv metal. Alt sammen smurt ind i den let tilgængelige djentlyd. Der er så mange bands med den lyd, at det ikke er til at kende forskel på halvdelen af dem. Hacktivis har været del af scenen siden 2011 og derved med siden djenten stadig var ny og spændende. Det er endnu ikke blevet til mere end EP’er, men det forventes at deres debut udkommer i år. Til trods for at alle ”djent” band efterhånden lyder af det samme (med undtagelse af få bands), formår Hacktivist at skille sig ud. Primært på grund af den rappende vokal. En vokal der stinker så hårdt af nu-metal/rapmetal, at det er helt vandvittigt. To lead vokaler bliver det til i form af Jermain ”J” Hurley og Ben Marvin. Tilføj hertil Tim Beazley, der står for alt clean vocal. 

 

Lidt over 20:00 gik Hacktivist på scenen Hvor de lagde hårdt ud med ”Blades”. Et knapt så imponerende nummer, der ligeledes blev leveret knapt så godt. Guitaren lå til start alt for lavt og endte efter nogle justeringer med at ligge alt for højt i lydbilledet. Vokalstykkerne lod ikke til at passe ind i kompositionerne og i det hele taget lod briterne til at have lidt opstartsproblemer. Lydmæssigt fik Hacktivist tunet ind undervejs og endte med at så ganske fint. Ligeledes lykkedes det også bandet at få fremvist nogle af deres bedre kompositioner. ”Unlike Us” var aftenens første ”højdepunkt”. Et nummer hvor de rappende vokaler for alvor passer ind i kompositionen. Ligeledes ”Hacktivist” og afslutningsvist ”Elevate”. Vi fik naturligvis også briternes version af Watch the Throne nummeret ”Niggas In Paris”. Førnævnte numre leveret ganske fint og velspillet. Publikum virkede dog ikke specielt interesserede. Det var en generel passiv modtagelse, med enkelte spredte positive reaktioner. De fem medlemmer på scenen virkede også noget trætte – sporadisk forsøgte de at pumpe en stemning op, uden den store succes. Hacktivist startede skidt og sluttede udmærket. De imponerede ikke men var heller ikke elendige. 3,5 ud af 6.

 

KoRn

Lidt over 21 blev lyset dæmpet mens den tæt pakkede sal kort holdte vejret, inden ”Falling Away From Me” startede festen. Med Ray Luzier placeret central på scenen, bag hans gigantiske trommesæt, fungerede han som hjertet i aftenens setup. Frontet af de fire originalmedlemmer og Zac Baird på keyboards og andenvokal gemt væk i mørket længst til højre på scenen. Til trods for Fieldy’s til tider distancerede sceneshow, var det en fornøjelse at se originalmedlemmerne være ligeså tændte på at spille deres ældre materiale som nyere. Det var især en fornøjelse at gense Head på scenen, tilbage i bandet, med et stort smil og positiv energi. Det være sagt var trommeslager Ray Luzier den største fornøjelse hvad angår sceneshow. Trommestikkerne fløj til højre og venstre, mens hans maniske smil mødte publikum med pumpende attitude. Jeg må dog erkende at hans smalle overskæg, fik ham til at se ud som om han havde haft hovedet lidt for langt nede i nutellakrukken. 

 

Efter en overbevisende start bestående af førnævnte ”Falling Away From Me”, ”Twist” og ”Got The Life”, havde KoRn fanget publikum i et energisk tag, der ikke blev sluppet før koncerten en time og et kvarter senere var slut. Publikum blev præcenteret for en god sammensat setlist, hvor kun enkelte numre virkede lidt tunge at danse til. Positivt overraskende var specielt ”Dead Bodys Everywhere”, ”Get Up!” og ”Coming Undone” der virkelig sparkede røv. Negativt set, er det ret skuffende at et nummer som ”Good God” ikke havde fundet vej til aftenens setlist. ”Twist” var det eneste nummer vi fik fra Life Is Peachy. De to numre der blev luftet fra The Paradigm Shift, ”Spike In My Vains” og ”Never Never”, passede ganske fint ind, selvom specielt sidstnævnte for mit vedkommende var lidt kedelig. 

 

Der er ikke meget negativt at nævne. Folk havde en fest i den varme sal, uden det nogen sinde eskalerede til det euforiske. Muligvis fordi KoRn løbende holdte nogle lidt mærkelige pauser væk fra scenen. Koncerten er til langt mere en bestået, men det sidste manglede. Og så lige et surt opstød: Kun afslutningen på Somebody Someone!? Come on! Så spil da hele nummeret. Der blev naturligt lukket og slukket med "Blind", der blev fremført som var nummeret skrevet igår. Tungt, pisse fedt og en crowdpleaser af deminsioner. 5 ud af 6 til de gamle helte. 

 

Læs mere...

Clawfinger lukker og slukker

Det svenske rapmetalband Clawfinger har efterhånden eksisteret siden 1989, men nu er det altså slut. Tæt på bandets 25 års jubilæum, er det via facebook annonceret, at bandet lukker og slukker. Følgende udtalelse er kommet fra bandet:

 

"Sometimes you grow together, sometimes you grow apart, sometimes you don't grow anywhere but you still keep on going anyway for lack of better options because it's all you know how to do! Anyway, the simple truth here and now is that Clawfinger are calling it a day, throwing in the towel, going fishing, quitting and moving on to pursue other goals in life! After 20 years, 7 albums, more than a thousand gigs and 10 million beers consumed together, it's simply time to put the band to rest and do other things! Nothing is, of course, ever carved in stone, but please don't hold your breath; that is, if anybody out there is stupid enough to even consider doing so!

It's been one hell of a ride, no doubt about it. Bumpy, yes; long and winding, yes; full of dead ends and wrong turns; but all the same one hell of a fucking ride, an experience to remember and treasure for life! All our love, respect and admiration goes out to the people who have supported us along the way, the fans, most of all, because you've always been the fuel on our fire, but hell, even the record companies deserve a little thanking at a time like this.

 

There are too many people to thank, but you know who you are, and if you've been there for us, respect to you all for the love, patience and understanding you've shown us through the years. Your dedication has been priceless and maybe we'll see you out there again for the 30th anniversary if we decide to try and cash in on past achievements with the old classic reunion trick; only time will tell! Thank you for everything, respect and one love to you all!"

Clawfinger nåede at udgive 7 albums i løbet af deres levetid, hvoraf bandet sandsynligvis er bedst kendt for Deaf Dumb Blind (1993) og Use Your Brain (1995). Lad os mindes Clawfinger med lidt af deres ældre tråd.

 

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed