fbpx

Siamese - Shameless

Sidst jeg stødte på Siamese var i 2015, da de udgav deres selvbetitlede tredje album. Det bød på melodisk Rock af den lettilgængelige slags, som også er populær udenfor Danmarks grænser. Som promo materialet fremhæver, er de internationale ambitioner også i fokus på bandets nye album ”Shameless”, og det er tydeligt, at Siamese sigter mod et stort og bredt publikum med udgivelsen. Guitarerne er tilstrækkeligt fremme til, at numrene med lidt god vilje passer i Rockafdelingen, men vokaler, melodier og produktionen er rettet mod airplay i mainstream radio. Her er vi så ovre i en kategori, som vi normalt ikke gør noget ud af her på siden, og skulle jeg bedømme ”Shameless” alene ud fra egne præferencer, ville karakteren ende helt i bund.

Når den ikke gør det, skyldes det til primært, at albummet ikke forsøger at gøre sig til noget andet, end det er: En professionel omgang Poprock, som ikke er rettet mod metalhoveder som mig, men et helt andet publikum. Vigtigst er her, at selv om det hele er poppet, så er det tydeligt, at der ligger godt håndværk bag de ti numre. Derfor er spørgsmålet ikke så meget om jeg kan li’ musikken, men mere om jeg tror, at Siamese kan klare sig internationalt. Og ja, det tror jeg, for melodierne er fængende nok til, at der nok skal blive radiotid til Siamese - også selv om den bliver nul på mit eget anlæg.

Tracklist:
01. Ablaze
02. Tunnelvision
03. One Night Thing
04. Soul & Chemicals
05. Brother
06. My Turn
07. The Promise
08. Make It Out
09. Never Be The Same Again
10. Cities
Samlet spilletid: 36:51

 

Læs mere...

Slam It! 1-dags event i Pumpehuset

SLAM IT! er navnet på et samarbejde mellem Prime Collective og Live Nation der har skabt et 1-dags event med fokus på den moderne rock og metal. Den første SLAM-IT! finder sted i Pumpehuset d. 2 juni. Inspirationerne er hentet fra amerikanske og britiske festivaler, og kommer ovenpå en periode med voksende interesse for den “nye garde” inden for rock og metal. En bølge som især Prime Collective har startet her i landet.

“Vi har længe haft ideen i støbeskeen og lover en fest med barbeque party, pool, skate-show, øl bowling, Beerpong, og tattoo tombola på en forhåbentlig lækker sommerdag. Vi er pisse stolte og spændte på projektet, som vi håber kan være en væsentlig spiller på den danske rock og metal scene i fremtiden.” udtaler projektleder og ejer af Prime Collective Mirza Radonjica.

SLAM-IT! byder på et program der i den grad udfordrer rock og metal konventionerne. Programmet på den første udgave af SLAM-IT! er følgende:

ISSUES (US)
CROWN THE EMPIRE (US)
STATE CHAMPS
APHYXION
SIAMESE
CABAL
NATJAGER
NORTHERN BLUES
HEARTEATER

 

Billetsalget starter fredag d. 3 og billetter kan købes lige her.

 

Læs mere...

Prime Collective præsentere nyt tourkoncept

  • Udgivet i Nyheder

Prime Is Coming er et nyt tourkoncept, der henover tre intense dage kører tværs over landet med det bedste den danske moderne rock og metal scene har at byde på pt. Visionen er at skabe opmærksomhed på genren, med et originalt koncept, mens man samler ind til et godt formål.
Henover tre dage samles den alternative rock og metal scene på en helt ny og original måde i tre forskellige byer, med to scener på hvert spillested samt korte og intense koncerter. Målet er at samle og præsentere kernen af alternativ hardrock og metal for det brede danske publikum. Det er et koncept der allerede i 2018 vil blive udvidet til 8-10 spillesteder fordelt ud over en hel måned.

“Vi har hårde betingelser i mediebilledet i Danmark, og det er jo hvad det er. Derfor er det vigtigt for os ikke at lade stå til, og græde snot over det. Hele Prime holdet arbejder stenhårdt på at holde os proaktive, og skabe projekter der kan åbne øjnene på for den danske rock og metal. I sommers var det en kæmpefest på distortion, til vinter pakker vi en turistbus med 10 bands og noget presse der normalt ikke kigger vores vej. Vi glæder os.” udtaler Mirza Radonjica, ejer af Prime Collective.

Prime Is Coming giver et evt. overskud til Børnecancer Fonden. I debutåret ligger touren vejen forbi Posten, Odense d. 12 januar, V58 d. 13 Januar samt HusetKBH d. 14. januar. Der offentliggøres 10 navne til Prime Is Coming. Allerede nu kan følgende navne offentliggøres til den første version af Prime Is Coming:

Siamese
CABAL
Cold Night For Alligators
Sons Of Death Valley

Læs mere...

Cabal - The Purge

Cabal er et relativt nyt band. Med kun to år på bagen, så består bandet af medlemmer som har spillet i prominente danske bands såsom Scarred By Beauty og Embracing Sickness. Jeg har dog ikke stiftet bekendtskab med bandet, eller hørt om dem før nu. Jeg var meget spændt da jeg læste deres pressebio, og har set frem til at høre hvad deres EP The Purge indeholder.

Det er meget svært at sætte bandet i en musikalsk bås, synes jeg. Innocent blood, som åbner pladen, ligger lidt hen ad noget atmosfærisk Deathcore. Storslået, teknisk velspillet og brutalt er de tre ord jeg vil bruge for at beskrive nummeret. Et ordenligt cirkelspark lytteren får smidt i fjæset. God start! Purge er andet nummer på EP'en. Her bliver lydbilledet er en lille smule mere smadret, og dissonante guitarer i starten sætter standarden ret høj. Nummeret formår alligevel at skabe den ubehagelige følelse af, at du er med på en rejse ind i det mørke og forskruede sind hos mennesket. Legion er et nummer hvor jeg virkelig føler, at den morderne metal inspiration kommer til livs. Her ryger tankerene over i noget Thy Art Is Murder og Whitechapel kunne finde på at lave. Det fungerer ganske fint, men alligevel er man efterladt med den følelse, at der mangler et eller andet. Cursed er så et nummer som ikke skuffer lytteren. Her er det bare spækket med masser af energi og brutalitet og det er uden tvivl mit favorit nummer på EP'en. Eternal Night lukker EP'en med et ordenligt smæk og der bliver lukket og slukket med masser af aggression og smadder.

Cabal har fat i noget, som ikke er hørt før i den danske Metal undergrund. Jeg synes at EP'en havde en masse gode øjeblikke, og der var ikke noget øjeblik hvor jeg følte at det blev kedeligt eller langtrukkent, men alligevel ved jeg at der også er plads til forbedringer i fremtiden. Det bliver spændende at se hvad Cabal kommer med i fremtiden.

Trackliste
1 Innocent Blood
2 Purge
3 Legion
4 Cursed
5 Eternal Night

 

Læs mere...

Evra - Lightbearer

Man må sige, at ambitionerne er store hos Evra; allerede to år efter bandet fra København blev dannet, er de klar med deres debutalbum, og det er en international affære: Det er indspillet og mixet i Southampton, England hos produceren Lewis Johns i The Ranch Production House, mens Brad Boatwright har mixet det i Audio Siege in Portland, Oregon. Det er ikke hverdagskost for debutanter.

Musikalsk går bandet også egne veje med det erklærede mål at forene så forskellige genrer som Stoner Rock og Hardcore. Hvordan det eksperiment falder ud, giver ”Washed Away” et ret godt billede på: Nummeret starter med ren Stoner, men skifter senere til Hardcore, som har den rigtige vokal, men som musikalsk er lidt for tung i røven til at overbevise. Tendensen er den samme i numre som ”The Occultist” og ”Paranoia”, der heller ikke brænder igennem trods bøllekor. Men at det kan fungere når der tilføres andre elementer, viser titelnummeret. Her er der en udmærket melodi i omkvædet, som på den måde hæver nummerets niveau. Allerbedst klarer Evra sig når de spiller ren Hardcore; det gør ”Curse Of The Moon” til albummets mest helstøbte og klart bedste nummer.

Evra skal have ros for at turde kaste sig ud i fusionere to så forskellige genrer. Desværre ender eksperimentet ikke med en lykkelig udgang, for Stoner-delen trækker for meget energi ud af bandets Hardcore uden at erstatte det med noget tilsvarende. Derfor virker genrerne bedst, når de optræder i ren form, og kun når Evra går all-in. Fremadrettet skal der derfor vælges en retning; den nuværende blanding er ikke holdbar.

Tracklist:
1. I Lysets Skær; An Introduction
2. Curse Of The Moon
3. Enola
4. Washed Away
5. The Occultist
6. Paranoia
7. Lightbearer
8. Let Them Fall
9. Formørket; The End
Samlet spilletid: 29:42

 

Læs mere...

Cold Night For Alligators - Course Of Events

Cold Night For Alligators (CNFA) kommer fra hovedstaden, og er efter mere end 5 års eksistens med varierende besætninger nu klar til at slippe deres første fuldlængde album ”Course of Events” løs.

Det er en meget massiv oplevelse at give sig i kast med albummet, for man får konstant sanserne bombarderet med indtryk; det være sig i form af staccato rytmer, vanvittige instrumentløb eller bare helt straight Metal uden finurligheder. Sidstnævnte er der ikke meget af på albummet, for CNFA har hele tiden fokus på det tekniske; hvis der er plads til nogle krøller på musikken, bliver de ofte udnyttet. Men tingene overdrives ikke, for der er også nedtonede passager, som i ”Calculated Accident” og ”Course of Events”, hvor man får lov til at trække vejret inden det kører igen.

Et andet væsentligt element i det musikalske udtryk er vokalen, hvis karakter er stærkt bestemmende for resultatet: Når der brøles bliver musikken Death Metal, når der skriges er det Deathcore, og når der synges rent er resultatet Metal - Det hele har selvfølgelig stadig det tekniske som overskrift.

Normalt er jeg mest til musik, som tager den direkte vej – for at kunne nyde indsatsen fra tekniske ekvilibrister fuldt ud, skulle jeg nok selv kunne beherske et eller andet instrument. Samtidig er jeg alt andet end begejstret for skrigende vokaler, så samlet set burde jeg hegle dette album ned. At det ikke sker, skyldes flere ting: Først of fremmest udnytter CNFA deres musikalske bredde til at skabe et varieret udtryk, der gør lytteoplevelsen interessant. Dernæst må jeg anerkende bandets store dygtighed, for uanset hvor vanvittige ting de kaster sig ud i, så sidder alle anslag bare som de skal – super tight! Endelig, og vigtigst af alt, så er Course of Events bare vokset i styrke for hver gang jeg har lyttet det igennem. Og når det kan ske for en ikke-teknik nørd som mig, har jeg svært ved at se, at de rigtige nørder kan gå uden om albummet.

Tracklist:
01. Considering Catastrophy
02. Followers
03. Calculated Accident
04. Inconsistent
05. Art
06. Retrogress
07. Eunoia
08. Querencia
09. Daydream
10. Brother
Samlet spilletid: 45:52

 

Læs mere...

Forever Still - Tied Down

Forever Still stammer fra København, og bandet har tidligere udgivet de to EP’er ”Scars” og ”Save Me”. Sammen med nyt materiale er numrene herfra nu samlet til ”Tied Down”, som er titlen på bandets debutalbum. Indholdet ligger stilmæssigt i den del af musikuniverset, der huser navne som Sirenia og Lacuna Coil – om man så kalder stilen melodisk eller Goth, er lige meget.

Der er ingen tvivl om, at Forever Still har ladet sig inspirere rigtig meget af Evanescence; numrenes opbygning og især brugen af klaver og synthesizer lyder meget som hos amerikanerne – et lyt til ”Save Me” og ”Break The Glass” illustrerer hvad jeg mener. Indtrykket forstærkes af, at sangerinden Maja Shinings vokal ligger tæt op ad Amy Lees, mens detaljer i hendes brug af stemmen viser, at hun også har lyttet til Alanis Morissette. Generelt er vokalen flot og varieret, og både den og instrumenteringen nyder godt af en ren og klar produktion.

Det hele er stilsikkert, men ikke særlig selvstændigt; for et etableret band ville det betyde et kraftigt hug i bedømmelsen. Men nu er det bandets debutskive, og så stiller tingene sig lidt anderledes. Netop fordi det hele er professionelt grebet an, og der spilles og synges meget overbevisende, viser Forever Still at de har noget at bygge på. Med mere personlighed bygget ind i materialet kunne det her blive rigtig godt.

Tracklist:
1. Scars
2. Once Upon A Nightmare
3. Miss Madness
4. Awake The Fire
5. Breathe In
6. Save Me
7. Your Light
8. Alone
9. Break The Glass
10. Tied Down.
Samlet spilletid: 34:26

 

Læs mere...

Unseen Faith - Yokebreaker

Aarhus er hjemby for Unseen Faith, som efter 5 års eksistens har sendt deres første udspil, ”Yokebreaker” på gaden; det er en EP med 6 numre, som bandet har selv produceret. I pressematerialet bliver det fremhævet, at Unseen Faith er et kristent band, men jeg ved ikke hvad jeg skal bruge dén oplysning til – det virker bare som en gimmick der skal skabe interesse for bandet.

Og den er specielt overflødig fordi musikken sagtens kan stå alene, den behøver ingen kunstig opsætning. Og hvis man forbinder begrebet kristen med blødsødenhed og "vend den anden kind til", bliver man skuffet her. Unseen Faith giver den nemlig gas for alvor, og skulle jeg beskrive EP’en med ét ord, ville BRUTAL være et godt bud. Det er i hvert fald passende for sangeren Alexander Eriksen, som halvt skriger, halvt brøler sig igennem numrene. Han er aggressiv og nærmest bidsk, men formår alligevel at variere sit udtryk ret meget.

Og er det ikke tilstrækkelig variation, findes der mere i musikken. Den hamrer knaldhårde staccatorytmer lige i fjæset på lytteren, men har også en anden side: I samtlige numre optræder der meget lækre melodiske guitarer, som passer super godt som modpart til de virkelig hårdtslående elementer.

Det giver en god balance, men numrene har mere eller mindre samme set up – derfor er det passende med seks styk, og havde der været flere, var jeg begyndt at kede mig. Men som det er, er det fint, og ”Yokebreaker” er en udmærket start for Unseen Faith.

Tracklist:
1. The Revenant
2. Enemy
3. Route 3
4. The Mask
5. Father
6. Roars
Samlet spilletid: 24:57

 

Læs mere...

I'll Be Damned - I'll Be Damned

At I’ll Be Damned har gjort sig til en succeshistorie på at mestre evner, man som minimum bør kunne forvente opøvet hos snart sagt enhver rockgruppe (i.e. skrive fængende sange, spille ordentligt sammen og gi’ den max hammer live), siger noget om, hvor eksistensberettigede de er på den danske musikscene anno 2015. Både publikum og anmeldere er notorisk begejstrede over de gæve østjyder, hvis meritter bl.a. tæller månedens demo i Gaffa, finaleplads i KarriereKanonen, kritikerroste koncerter på bl.a. Spot og Skanderborg Festival samt opvarmningstjanser for Airbourne og D-A-D. Og nu har bandets mindst lige så gæve fanbase altså kvitteret med imponerende +50.000 kr. i crowdfunding til Tue Madsen-produktion og udgivelse af I’ll Be Damneds første, selvbetitlede langspiller.

Hvis man kender bandet, ved man, hvad man kan forvente. Og dét får man: En kontant, sonisk kæverasler med en attitude der skodder joints i din rodfrugtsalat, en sound der graver direkte forbindelse mellem traditionel bluesrock og moderne sydstatsmetal, og et tekstapparat der langer stikpiller ud til forbrugerfår, konkurrenceøkonomi og organiseret overtro. Du godeste, hvor er det dog kærkomment. - Og fandme nødvendigt.

“Believe It” virker umiddelbart som en lidt overraskende skæring at lægge ud med. Men idéen vokser på mig. Det indledende leadtema er utroligt kækt og letbenet, - og så meget desto mere løfter det tunge b-stykke på paradoksal vis hele stemningen. Nummeret når faktisk at udvikle sig ganske gevaldigt i løbet af dets kun lige knapt 2,5 minutter, og det ender således som en forbandet effektiv, kreativ og alt andet end ydmyg intro til bandets indtil videre vel nok største “hit”, fanfavoritten “Fever”.

Til gengæld er det i dennes forresten ellers fænomenale vokalbreak, at skivens… ja, okay, mindst stærke punkt afslører sig. Det skal nemlig ikke forstås sådan, at vokalen i og for sig er svag - tværtimod. Stig Gamborg er en skidedygtig sanger; han bruger flittigt af sine forhåndenværende variationsmidler, og helt generelt fungerer det. Men lige så generelt er bandets mange ligheder med Down og Black Label Society - og dermed den utaknemmelige sammenligning med Phil Anselmos og Zakk Wyldes monstrøse tordenstemmer - så åbenlyse, at de er umulige at komme udenom. Lige så mange lovord, jeg ellers har tilovers for Gamborg som både frontmand og vokalist rent teknisk, lige så svært er det for hans naturlige klang at matche bandets gerne massive cementvæg af fedt distortede sumpriffs. I hvert fald efter min smag. Og det er sjovt, for det mente jeg egentlig sagtens, den kunne på optagelserne fra bandets "The First Coming"-demo.

For nu at dvæle ved kritikpunkterne er visse af andenstemmerne lige lovligt pæne og måske ikke altid vildt nødvendige. Men jeg ved det ikke helt; det føles af og til, som om I’ll Be Damned prøver at trække sig lidt væk fra deres hidtil hjemlige Down-/Clutch-/Red Fang-territorium og mere i retning af The Hives-/Jet-/Foo Fighters-territorium. Dét kunne også forklare, hvorfor den ellers så fremragende “A Hanging Job” er ekskluderet - og den i øvrigt ganske fine, stenerfilosofiske “Everything Wiggles” er inkluderet. Men det forklarer ikke noget så vigtigt for os præ-iTunes-musiklyttere som selve rækkefølgen af numrene, der i dette tilfælde gerne virker, som det hedder nu om dage, lidt random. For eksempel synes den tyngde, der er så vigtig for bandet, at være en kende overrepræsenteret på skivens anden halvdel, hvor den første er mere all-round straightforward-rocket. Den konkluderende “All Be Damned” virker desværre lidt antiklimatisk ift. den monsterafslutning, som “Fever” kunne have udgjort; det ville både nummeret og pladen sagtens have kunnet bære.

Nå. Men altså, det rocker jo, det hér. De enkelte sange er der for så vidt intet i vejen med. Den gennemgående standardmodus er nærmest konstant skruet op på “nosseprygl“, og sangskrivningsniveauet i sig selv gør I’ll Be Damned mindst lige så berettigede i primetimeradio som… ja, hvem de nu end spiller dér. Og når man så kommer ud over førstehåndsindtrykket, afslører skiven også et par lækre detaljer i form af bl.a. noget så gammeldags som guitarsoloer - fede guitarsoloer, tilmed. “Real Monsters” byder på en pikant lille underspillet shuffle, og “Your Only Home” klæder hele den omkringliggende plade ved at være møjsommeligt langsom og næsten foruden spade i versene.

Måske er teksten i den ellers tonserfede “People Who Hate People (Come Together)” en kende uheldig, når man tager hjembyen Aarhus’ ærgerlige tendenser til højreekstremisme i betragtning. Men hvis man fatter noget, kan man også høre, at I’ll Be Damned netop gerne vil have en til at fatte noget. Såsom at det kun forhaler vores fremskridt som art, hvis vi bliver ved med at bekrige hinanden, lige meget om det er over så forskellige grunde som race, entreprenørskab eller satiretegninger. Såsom at man betaler penge for at lade sig kultursodomisere, når man forbruger musik fremavlet af højtrangerende interessenter med skriveborde i glastårne fremfor musik skrevet af hårdtarbejdende ildsjæle med instrumenter i øvelokaler. Såsom I’ll Be Damned.

Det er netop denne lidenskabelige drivkraft, der gør de hér gutter mere interessante end det gennemsnitlige rockband, og som i løbet af de kommende år vil fastcementere dem som en institution i dansk rockmusik.
De kan drive det vidt.

Helt generelt skal I’ll Be Damned dog nok overveje, om de vil satse på at spille heavyrock eller bare rock-rock. Eller måske skal de blive lidt mere fingernemme til at fusionere disse, deres to overordnede modaliteter, som indtil videre meget kører på enten/eller-basis. Det er f.eks. forståeligt, hvorfor den AC/DC-klingende “Drainage” er valgt som singleudspil, for den er fandengaleme catchy. Og hér synes der knapt så stor diskrepans mellem vokalens og guitarernes respektive udtryk. Men herfra at se er I’ll Be Damned imidlertid bedst, når de dyrker de betontunge half-times og møgbeskidte riffs som i “Shopping With a Shotgun”, “Right For the Money”, “People Who Hate People” og naturligvis “Fever”, der efter min mening er skivens ubestridte, fandenivoldske højdepunkter.

Afslutningsvis vil jeg anbefale enhver, der læser dette, at fange bandet live, da det er dér, de bedst kommer til deres ret. Følg selv med på deres Facebook-side, hvor adskillige publikummer har smidt tilkendegivelser om at være blevet nyligt omvendt efter et I’ll Be Damned-show.

“I’ll Be Damned” udkommer d. 19/10. Bandet afholder to releasefester på stamstedet Escobar - hhv. d. 17/10 i København og 24/10 i Aarhus.

Trackliste:
1. "Believe It"
2. "Fever"
3. "Drainage"
4. "Fuck the World (Be Happy)"
5. "Real Monsters"
6. "Your Only Home"
7. "People Who Hate People (Come Together)"
8. "Schizophrenic Homos"
9. "Right For the Money"
10. "Everything Wiggles"
11. "Shopping With a Shotgun"
12. "All Be Damned"
Samlet spilletid: 45:30 min.

 

Læs mere...

Unseen Faith udgiver mini album næste måned!

Det Aarhusianske deathmetal/metalcore band Unseen Faith udgiver et mini album med titlen ”Yokebreaker” den 28 november. Unseen Faith er noget så sjældent som et dansk kristent metal band. Mængden af kristne metalbands i Danmark kan tælles på en hånd.

Den kommende udgivelse står til at udkomme på det uafhængige musikselskab Prime Collective. A&R og ejer af Prime, Mirza Radonjica udtaler:

”Der er noget forfærdeligt dragende ved Unseen Faith univers. Deres brutalitet har for mig været et nødvendigt pusterum for al det strømlinede heavy metal der får ørenlyd i dag. Musik kan så meget mere end at appellere til laveste fællesnævner. Derfor er jeg stolt at arbejde med artister som de her drenge. Det er anderledes for Danmark, og gud ved vi har brug for noget anderledes.”

 

Genren er enorm i udlandet, og bandet har også fået opmærksom i USA. De fem bandkammerater brænder for deres budskaber, og står med noget ganske unikt på hånden.

”Det føles godt at være færdige med det vi mener er et svendestykke på vores 5 årige musikalske rejse. Efter adskillige udskiftninger og modgang er Yokebreaker endelig klar. Vi glæder os til at udgive musik i et land hvor pladsen til vores type musik ikke er eksisterende. Men resultatet taler sig tydelige sprog og er vi er klar til at rive metal Danmark midt over.” udtaler leadguitarist Asbjørn Brokhøj

 

Unseen Faith er et brutalt sidestykke til Hymns From Nineveh. Halsbrækkende breakdowns går hånd i hånd med skærrende guitar riffs i et hektisk tempo der får jorden under dig til at ryste. Unseen Faith spilder på ingen måder tiden med atmosfære. Det er originalt, direkte og brutalt -  med et ærligt budskab.

Albummet er selvproduceret og udkommer i hele Europa via Prime Collective og Border Music d. 28 november 2015. Udgivelsen følges op af en tour i Danmark og Europa i 2016.

 

TRACKLISTE:

1. The Revenant
2. Enemy
3. Route 3
4. The Mask
5. Father
6. Roars

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed