fbpx

Sunless Dawn - Timeweaver

Historien om Sunless Dawn går godt ti år tilbage til en ungdomsskole på Bornholm, men siden har bandet fået base i hovedstaden. Og med Prime Collective i ryggen, udsender de nu deres debutalbum, som har titlen ”Timeweaver”.

Progressiv Metal er ikke den mest udbredte genre blandt danske musikere, men det har ikke forhindret Sunless Dawn i at kaste sig over den. Og det gør de med stor indlevelse og kunnen, for deres musik indeholder alle de elementer, der gør genren interessant: De ni numre byder på Metal med glimrende tyngde, hvor guitarerne står for fængende riffs, som skubbes fremad af en energiske rytmesektion. Der veksles mellem mange temaer, ligesom de hårde toner ind imellem afløses af helt stille passager, for at ende med store og pompøse kor – her spænder Sunless Dawn genretypisk bredt.

Og hvis tilstedeværelse af en keyboardspillende sanger skulle lede tankerne i retning af blødsødenhed, bliver det banket eftertrykkeligt i jorden første gang, Henrik Munch melder sig på banen. Han har en lækkert brølende vokal, som han formår at variere ret så meget.

Musikken har det tekniske i højsædet, men det køres ikke derud, hvor det bliver sterilt – det afhjælper de mange melodiske islæt, som både guitarer og keyboard leverer, effektivt. Til gengæld er der en lille tendens til lukkethed i flere af numrene, lidt som om musikken har nok i sig selv og ikke åbner sig helt for lytteren. Tendensen er ikke så tydelig i de enkelte numre, men træder mere frem, når man lytter hele albummet igennem.

Det er nu en lille ridse i lakken på en debut, som er flot, gennemført og stærk; Sunless Dawn sætter en tyk streg under, at Danmark sagtens kan præstere progressiv musik af klasse.

Tracklist:
1. Apeiron
2. Aether
3. The Arbiter
4. Biomorph I: Polarity Portrayed
5. Biomorph II: Collide into Being
6. Biomorph III: Between Meadow and Mire
7. Grand Inquisitor
8. Erindringens Evighed
9. Sovereign
Samlet spilletid: 60:03

Læs mere...

Piqaia - Artifact

Piqaia er et nyt navn på den danske scene for Progressiv Metal, og de fem medlemmer udsender nu deres første album, ”Artifact”, efter to års intenst arbejde.

Albummet indeholder fem numre, som med varighed fra seks til næsten elleve minutter er ret lange – helt i tråd med genren. Det samme er bandets tekniske kunnen; alt fra de flerstemmige vokaler til håndtering af guitar, bas og trommer sker på et højt niveau, hvor der er plads til mange detaljer, og man fornemmer, at der er plads til mere. Det overskud bliver ikke brugt til at føre sig frem, for Piqaia søger styrken i det nedtonede, en strategi som illustreres godt i det åbningsnummer ”Raindrops”: Nummeret starter som stille, næsten sart Rock med rolige vokaler, men vokser ganske langsomt i intensitet ved at tilføje flere og flere detaljer via instrumenterne, mens tempoet gradvist øges. Det hele kulminerer i en guitarsolo omkring otte minutter inde i nummeret.

Denne tilgang kræver tålmodighed hos lytteren, hvilket ikke var et problem, hvis ikke man havde valgt at gentage den i de efterfølgende tracks. Kun i ”Echo” bliver der rusket en smule op i tingene via en brølende vokal, men ellers er det en søvndyssende affære, hvor jeg bliver reddet af min kaffemaskines evne til at lave kopper med double shot. Musikken har for lidt dynamik, det hele sker lineært og forudsigeligt, og ender så kedeligt, at hvis ikke det havde været for den flotte fremførelse, så var karakteren endt på to stjerner.

Tracklist:
1. Raindrops
2. Landscapes
3. Echo
4. Parable
5. Artifact
Samlet spilletid: 38:14

Læs mere...

Odd Palace - Things To Place On The Moon

En simpel kommunikationsfejl var skyld i, at denne anmeldelse nær aldrig var blevet til noget: Nu ankom materialet forsinket i min inbox, men bedre sent end aldrig; mødet med dette debutalbum fra Odd Palace har nemlig været en meget positiv oplevelse, som jeg nødig ville have været foruden.

Det fem mand store band fra hovedstadsområdet har kun spillet sammen siden 2015, men det kan man ikke høre; samspil og timing sidder hele tiden lige i skabet, så man skulle tro, de aldrig havde lavet andet. Præcision er også en væsentlig forudsætning for at lykkes med musikken, for Odd Palace spiller Progressiv Rock, som i høj grad lever i kraft af, at musikerne fremstår som en enhed.

Produktionen er flot med godt med luft omkring de enkelte elementer, men den ret tynde lyd på guitaren gør, at der ikke kommer ekstra power fra dén kant; heldigvis har Odd Palace et par esser i ærmet. Først og fremmest spiller de musik med mange detaljer, hvor skæve rytmer og glimrende instrumentløb håndteres med usvigelig sikkerhed – i sig selv værd at anerkende. Disse ting får en ekstra dimension ved at blive kombineret med udmærkede melodier, som både er fængende og sikrer, at numrene ikke ender i ren opvisning.

På den måde kan man lytte til albummet på to niveauer: Rent overfladisk er der tale om fine Rocknumre i den blødere ende af skalaen, men lytter man efter, er der virkelig mange godbidder at nyde. At de ikke alle smager mig lige godt, er ligegyldigt; Odd Palace har begået et rigtig stærkt album, som fortjener succes!

Tracklist:
1. Carnivore
2. Chemical Solutions
3. Liar's Attire
4. Through your eyes
5. Things To Place On The Moon
6. Delirious
7. Insomnia
8. The Alchamist
9. Counterpart
10. Dead End
Samlet spilletid: 54:23

Læs mere...

Eigengrau - Radiant

Trods det tyske navn er Eigengrau fra Aarhus, hvor de fem medlemmer startede 1.januar 2013. Bandet har valgt at holde deres musik 100% instrumental, men fraværet af en sanger gør, at bas og trommer suppleres med hele tre guitarer.

Ved at vælge den rent instrumentale tilgang sætter bandet sig selv under pres; for at få succes skal musikken være spændende og varieret nok til, at man glemmer den manglende vokal – en svær opgave i sig selv. Eigengrau har valgt at satse på en stil med vægten lagt på det tekniske; den meget nøjagtige angivelse af bandets grundlæggelse overrasker ikke, for musikerne er lige så nøjeregnende med deres musik. Derfor veksler indholdet af de seks numre en del; der er stille passager, hvorfra der bygges op til noget mere kontant. Men det bliver aldrig decideret voldsomt eller aggressivt; det tætteste man kommer det, er nogle passager i ”Arouk”, hvor der vises tænder med hug i instrumenterne, så musikken får et snert af Metal. Men det er en undtagelse, for ellers satser bandet mest på fine melodistykker – både i samme nummer og i det efterfølgende ”Omieddaram”. I det afsluttende ”Moving Clouds” dominerer klangflader, og det er let at se skyerne for sig, mens musikken glider afsted.

At produktionen er meget vellykket er et plus, og langt hen ad vejen er dette album en meget positiv oplevelse. Men det lykkes ikke helt at få mig til at glemme fraværet af vokal, så der er passager, hvor ensformigheden sniger sig ind i billedet – De er korte, men de er der.

Tracklist:
1. Once I Was
2. Nuuretarik
3. Plains
4. Arouk
5. Omieddaram
6. Moving Clouds
Samlet spilletid: 42:05

Læs mere...

Wolves Among Us - Collapse

Nej, det er ikke en fejl, at jeg har linket denne anmeldelse til facebooksiden for E’nemia; det er nemlig nordjyderne, der nu udgiver debutalbummet ”Collapse”. At det sker under navnet Wolves Among Us skyldes, at bandet var blevet trætte af det gamle navn og ikke længere følte, at det passede til deres musik.

Stilmæssigt holder de fast i Metalcore, så numrene følger traditionen og består af melodiske passager anført af rene vokaler på den ene side, og mere rå afsnit med brølende front på den anden. I de sidstnævnte brøler frontmanden Jimmy Bertelsen energisk, men ikke ekstremt; jeg kan ikke rigtig føle vreden. Den ledsagende musik har udmærket kant, ikke mindst takket være en produktion, som ikke er for clean.

Alligevel er det ikke her, ulvene scorer flest point, den melodiske side af sagen står nemlig meget stærkere. Gennemgående er numrene udstyret med flotte melodier, som hurtigt fænger og sætter sig fast. Et par af dem er ekstra stærke og værd at fremhæve: ”Icarus”, som opfordrer til at forfølge sine drømme, og det afsluttende ”Save Me”, hvor Aalborg-bandet sætter en tyk streg under deres evne til at skrive flotte numre.

Om det skyldes det nye navn eller ej, så Wolves Among Us begået en glimrende debut; selv om det melodiske er i fokus, har albummet tilstrækkeligt med bid til, at skabe balance i tingene.

Tracklist:
1. Collapse
2. Far From Serenity
3. Icarus
4. Nightmare
5. Fusion
6. Double Standards
7. Mirrors and Monsters
8. Deliverance
9. Save Me
Samlet spilletid: 37:06

Læs mere...

Between Oceans - Oxymoron

Hvis du skulle gå rundt med en forestilling om, at Metalcore ikke er en genre, som dyrkes af danske musikere, så er her en debut EP, som arbejder hårdt for at overbevise dig om det modsatte. EP’en hedder ”Oxymoron”, og er indspillet af bandet Between Oceans. At dømme ud fra billedet i pressematerialet, er de seks medlemmer temmelig unge – når man tænker på, at de har spillet sammen i mere end tre år, så må de være startet meget tidligt.

Nå, tilbage til indholdet. Her byder Between Oceans fra starten på Metalcore som den efterhånden har fået etableret sig bredt. Det betyder vokaler, der veksler mellem en energisk brølende version, som tilfører power og aggressivitet, og en ren udgave, som står for den melodiske side af sagen. Det hele ledsages af halvtung musik, som i det store og hele skifter humør i takt med vokalernes vekslen. Det er stort set de elementer, Between Oceans har I deres arsenal, så man må sige, at der næsten udelukkende satses på det etablerede og sikre. Den eneste afvigelse herfra finder man i ”Reverie”, hvor tilføjelse af elektroniske elementer og lidt ændrede rytmer giver nummeret et skud Nu Metal – ikke nogen stor satsning, men absolut okay.

Havde der været tale om et etableret band, ville havde fraværet af personlige elementer trukket bedømmelsen kraftigt nedad, men her er det okay; Between Oceans skal lige etablere sig, og set i det lys er deres debut godkendt.

Tracklist:
1. Lost or Found
2. Reverie
3. The Light Below
4. Shallow Waters
5. Atlas
Samlet spilletid: 20:45

Læs mere...

Defecto - Nemesis

Man kan ikke ligefrem beskylde Defecto for at ligge på den lade side; kun et år efter at debutalbummet ”Excluded” kom på gaden, kommer opfølgeren i form af ”Nemesis”. For sangene herpå havde bandet sat sig det ambitiøse mål, at de øjeblikkeligt skulle gøre indtryk på lytteren, uden at skulle passe ind i en bestemt genre.

Det sidste kan siges at være opfyldt, for musikken indeholder forskellige elementer fra det storslåede og symfoniske til det teknisk prægede. Alligevel er det det melodiske, som er et gennemgående og markant kendetegn for Defecto. Det bliver rigtig stærkt, når det hele kombineres, som det f.eks. sker i titelnummeret. Her kommer Nicklas Sonne naturligt i centrum med sin powervokal; den er virkelig flot, og han formidler melodierne meget overbevisende.

Defecto skal også have ekstra ros for at skrive fængende omkvæd; flere af numrene bider sig fast og vokser til ægte ørehængere. Især på albummets første halvdel får de modspil fra glimrende Metal med kant, og så fungerer tingene ekstra godt – i numre som ”Endlessly Falling” og ”Savage” skaber bandet musik af international klasse.

Men det kan også blive for meget af det gode, i nogle numre er omkvædene en tand for poppede for min smag, og så ender helheden med at blive for pæn, som det sker i ”Gravity” og balladen ”The Sacrificed”. Heldigvis udgør numrene i dén kategori et mindretal, og ud over stærk sangskrivning markerer Defecto sig med tilsvarende kompetent instrumenthåndtering.

Afslutningsvis må jeg konstatere, at det er lykkedes at fortsætte de fine takter fra debutskiven, for Defecto holder et niveau, som bør kunne markere sig udenfor landets grænser.

Tracklist:
1. Final Night of Silence
2. Nemesis
3. Endlessly Falling
4. Savage
5. The Nameless Apparition
6. The Sacrificed
7. Ode to the Damned
8. Gravity
9. Ablaze
10. Before the Veil
11. We're All the Enemy
12. Ascend to Heaven
Samlet spilletid: 55:53

Læs mere...

Unseen Faith - Waver

Efter syv års samspil er Unseen Faith fra Aarhus klar med deres første fuldlængde album. Det har fået titlen ”Waver”, som er en reference til den bølgende fornemmelse, man som religiøst menneske kan opleve, når troen skal fastholdes midt i en hektisk verden.

Umiddelbart får den troende ikke meget hjælp af albummet, for hovedparten af spilletiden lever fint op til netop betegnelsen hektisk. Unseen Faith spiller Deathcore, som helt naturligt er præget af både voldsomt tunge elementer og breakdowns, uptempo passager og en brølende vokal.

Sidstnævnte skifter ubesværet til en mere skrigende version, hvilket giver meget forskellige udtryk – med masser af power, forstås.

Jeg har ofte haft svært ved at blive fanget af genren, specielt når den spilles som Unseen Faith gør det, med mange temposkift og hakkende rytmer. Problemet er, at det hurtigt bliver ensformigt og kedeligt, hvis man lader indholdet stoppe dér. Det har aarhusianerne også tænkt, så de har sørget for at supplere med melodiske godbidder. Det er f.eks. den næsten hypnotiske guitar, der bryder igennem muren af tyngde i ”Dystopia”, eller de elektroniske stumper, der optræder i de to første numre. Mere fyldige er de to instrumentalnumre ”Intermission” og ”Interlude”, som er meget mere lineære end deres omkringliggende kolleger.

Tiltaget med at skabe variation skal Unseen Faith have stor ros for, også selv om det ikke helt formår at overbevise; mod slutningen begynder tingene at flyde lidt sammen for mig, men indtil da fungerer tingene ret godt for albumdebutanterne.

Tracklist:
01. Lost World
02. Friend of The Devil
03. Dystopia
04. The Sceptic
05. Intermission
06. (Don't) Fear
07. S.O.S
08. Tree
09. Interlude
10. Anchor Me
Samlet spilletid: 33:01

Læs mere...

The Interbeing - Among The Amorphous

Med debutalbummet ”Edge of The Obscure” fra 2011 skabte The Interbeing behørig opsigt på Metalscenen, ikke kun her i Danmark, men også udenfor landets grænser. Nu er de klar med fuldlængde nummer to, som er et dystert Sci-fi konceptalbum.

Der anvendes rigtig meget keyboards, som både bidrager med melodistykker og den rette maskinelle stemning. I ”Sins of the Mechanical” og ”Sum of Singularity” er lyden meget som hos Flake i Rammstein, men generelt er anvendelsen meget varieret. Det samme gælder det vokale, hvor Frontmanden Dara Toibin præsterer en vokal, som problemløst veksler mellem brøl, growl og ren sang; en meget overbevisende præstation. I omkvædene støttes han af kor, som i opbygning og udførelse minder mig om Fear Factory.

Når det gælder numrenes rytmiske basis, er det nærmere et navn som Meshuggah, der melder sig. The Interbeing arbejder med nogle af de samme staccatorytmer som svenskerne, bare i en lidt mere behersket udgave.

Det er et meget ambitiøst projekt, bandet fra København har sat i søen; det er stilsikkert med den rette hårdhed i de forskellige elementer, det er glimrende produceret og tilsvarende udført. Når jeg alligevel ikke overgiver mig 100% skyldes det primært, at der mangler interessante melodier som i ”Borderline Human” og ”Deceptive Signal”. Det gør helheden lidt overfladisk og uden den spænding, som det store forarbejde havde fortjent.

Tracklist:
01 Spiral Into Existence
02 Deceptive Signal
03 Sins of the Mechanical
04 Borderline Human
05 Purge the Deviant
06 Cellular Synergy
07 Enigmatic Circuits
08 Pinnacle of the Strain
09 Sum of Singularity
10 Among the Amorphous
Samlet spilletid: 46:52

 

Læs mere...

Siamese - Shameless

Sidst jeg stødte på Siamese var i 2015, da de udgav deres selvbetitlede tredje album. Det bød på melodisk Rock af den lettilgængelige slags, som også er populær udenfor Danmarks grænser. Som promo materialet fremhæver, er de internationale ambitioner også i fokus på bandets nye album ”Shameless”, og det er tydeligt, at Siamese sigter mod et stort og bredt publikum med udgivelsen. Guitarerne er tilstrækkeligt fremme til, at numrene med lidt god vilje passer i Rockafdelingen, men vokaler, melodier og produktionen er rettet mod airplay i mainstream radio. Her er vi så ovre i en kategori, som vi normalt ikke gør noget ud af her på siden, og skulle jeg bedømme ”Shameless” alene ud fra egne præferencer, ville karakteren ende helt i bund.

Når den ikke gør det, skyldes det til primært, at albummet ikke forsøger at gøre sig til noget andet, end det er: En professionel omgang Poprock, som ikke er rettet mod metalhoveder som mig, men et helt andet publikum. Vigtigst er her, at selv om det hele er poppet, så er det tydeligt, at der ligger godt håndværk bag de ti numre. Derfor er spørgsmålet ikke så meget om jeg kan li’ musikken, men mere om jeg tror, at Siamese kan klare sig internationalt. Og ja, det tror jeg, for melodierne er fængende nok til, at der nok skal blive radiotid til Siamese - også selv om den bliver nul på mit eget anlæg.

Tracklist:
01. Ablaze
02. Tunnelvision
03. One Night Thing
04. Soul & Chemicals
05. Brother
06. My Turn
07. The Promise
08. Make It Out
09. Never Be The Same Again
10. Cities
Samlet spilletid: 36:51

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed