fbpx

Aphyxion – Void

Det vakte en del opsigt da Aphyxion for mere end ti år siden trådte ind på den danske Metalscene; de meget unge knægte fra Ribe overraskede med usædvanlig musikalsk modenhed og kunnen. Siden er det blevet til flere albums og koncerter i både ind- og udland, og man må sige, at bandet er kommet langt. Hvor lang viser de på deres tredje fuldlængde, som kort og godt hedder ”Void”.

Her står det hurtigt klart, at Aphyxion også har udviklet sig stilmæssigt, for den Death Metal, der tidligere stod på programmet, er nu afløst af en mere kompleks stil, som bedst kan beskrives som Metalcore. For mange bands betyder blot det en kombination af brølende og rene vokaler tilsat ensformig Metal, men Aphyxion nøjes heldigvis ikke med standard opskriften. Vokalerne er som foreskrevet, men de ledsages af Metal, som varieres temmelig meget. Især rytmerne skifter, så det ligefremme kombineres med hakkende og ind imellem ret komplekse strukturer. Det illustreres godt i både “A Gap of Sky” og “Sedate Myself”, som begge har godt med energi og brøl, men også lige mangler det sidste for at imponere. Det kommer så i ”Happily Apathetic” og “Pain”, hvor usædvanligt flotte og fængende omkvæd lige sætter prikken over i´et. Dermed markerer de toppen på et album, hvor Aphyxion ikke kun viser mange facetter, men også modet til at udvikle sig.

Tracklist:
1. Fork Tongued
2. Sleepwalkers
3. Restless Nights
4. Crown of Thorns
5. Happily Apathetic
6. A Gap of Sky
7. Sedate Myself
8. Pain
9. No Man is an Island
10. Stronger in the End
11. Void
Samlet spilletid: 43:57

Læs mere...

Cartographs - wilt & blossom

Da københavnske Cartographs startede i 2014, var stilen melodisk Hardcore med fokus på skarpe rytmer, men siden har bandets sangskrivning taget en drejning mod det mindre hårdtslående, hvilket debutalbummet ”wilt & blossom” giver prøver på.
Her kan man hurtigt konstatere, at det ikke er alle elementer fra bandets tidligste dage, som er forsvundet. Sangeren Joachim Jensen leverer gennem hele albummet en brølende, indimellem let skrigende vokal, som ikke er for anmassende, men alligevel giver numrene kant.

Det er den stort set ene om, for den musikalske side af sagen ligger helt ovre i den anden side af det musikalske spektrum. Her er det stille passager, hvor nøgleordene er Nedtonet og Melodisk, som er i centrum. I flere af de rent instrumentale passager er udtrykket afslappet og nærmest drømmende, så kontrasten til vokalen er stor.

Men netop i modsætningerne skabes de spændinger, der puster liv i albummets syv numre. Ved at trække vokalen tilbage i lydbilledet bliver den ikke dominerende, men i stedet en ligeværdig partner for musikkens mere sarte side. Derfor fungerer de passager, hvor musik og vokal følges ad, også bedst for Cartographs.

Men der er også perioder, hvor spændingen mangler, især når vokalen ikke bidrager til lydbilledet; her har tingene det med at blive en tand for rolige. Alligevel får ”wilt & blossom” en anbefaling med herfra, for stilen er selvstændig og har bestemt sine øjeblikke.

Tracklist:
1. Wilt over time
2. Ever scaling
3. Peace was never mine to be found
4. Through the garden gate
5. More string than pearls
6. In teal
7. Blossom under leaves
Samlet spilletid: 50:56

Læs mere...

Hanging The Nihilist - Crow

Så er der igen et udspil fra nyt navn på den danske Metalscene; denne gang er der Hanging The Nihilist fra København, som udsender EP’en ”Crow”. Bandet har eksisteret siden 2016, tæller hele seks medlemmer, og har teamet op med Chris Kreutzfeldt som producer.

Åbningsnummeret ”Abandoned” starter med en enkel og flot klavermelodi, men lige så snart man har vænnet sig til den, bryder helvede løs. Det sker via en vokal, som veksler mellem skrig, hvæs og brøl, og virkelig brutal Metal med enormt meget power. Her er banen så kridtet op, og alle brikker i puslespillet præsenteret. Og så længe de ekstremt hårde elementer kædes sammen med de enkle melodier, fungerer tingene rigtig godt for Hanging The Nihilist; så er der balance i tingene, og den monotoni, der ofte rammer genren, holdes fra døren. Det samme gør sig gældende i ”Forgotten”, hvor tingene harmonerer fint, og melodi og brutalitet arbejder godt sammen.

Men at balancen er hårfin illustreres i ”Hostile”, hvor det melodiske gradvist skubbes i baggrunden, og nummeret begynder at blive ensformigt. Denne tendens er endnu mere udtalt i de to sidste numre, som i lange passager helt mangler melodi, og hurtigt bliver kedelige, selv om bandet arbejdet hårdt. Det er nu ikke så slemt som det lyder, for Hanging The Nihilist har fat i tilstrækkeligt mange gode ting til, at jeg er nysgerrig efter bandets første fuldlængde.

Tracklist:
1. Abandoned
2. Endless Crime
3. Filth
4. Forgotten
5. Hostile
Samlet spilletid: 19:34

Læs mere...

Sunless Dawn - Timeweaver

Historien om Sunless Dawn går godt ti år tilbage til en ungdomsskole på Bornholm, men siden har bandet fået base i hovedstaden. Og med Prime Collective i ryggen, udsender de nu deres debutalbum, som har titlen ”Timeweaver”.

Progressiv Metal er ikke den mest udbredte genre blandt danske musikere, men det har ikke forhindret Sunless Dawn i at kaste sig over den. Og det gør de med stor indlevelse og kunnen, for deres musik indeholder alle de elementer, der gør genren interessant: De ni numre byder på Metal med glimrende tyngde, hvor guitarerne står for fængende riffs, som skubbes fremad af en energiske rytmesektion. Der veksles mellem mange temaer, ligesom de hårde toner ind imellem afløses af helt stille passager, for at ende med store og pompøse kor – her spænder Sunless Dawn genretypisk bredt.

Og hvis tilstedeværelse af en keyboardspillende sanger skulle lede tankerne i retning af blødsødenhed, bliver det banket eftertrykkeligt i jorden første gang, Henrik Munch melder sig på banen. Han har en lækkert brølende vokal, som han formår at variere ret så meget.

Musikken har det tekniske i højsædet, men det køres ikke derud, hvor det bliver sterilt – det afhjælper de mange melodiske islæt, som både guitarer og keyboard leverer, effektivt. Til gengæld er der en lille tendens til lukkethed i flere af numrene, lidt som om musikken har nok i sig selv og ikke åbner sig helt for lytteren. Tendensen er ikke så tydelig i de enkelte numre, men træder mere frem, når man lytter hele albummet igennem.

Det er nu en lille ridse i lakken på en debut, som er flot, gennemført og stærk; Sunless Dawn sætter en tyk streg under, at Danmark sagtens kan præstere progressiv musik af klasse.

Tracklist:
1. Apeiron
2. Aether
3. The Arbiter
4. Biomorph I: Polarity Portrayed
5. Biomorph II: Collide into Being
6. Biomorph III: Between Meadow and Mire
7. Grand Inquisitor
8. Erindringens Evighed
9. Sovereign
Samlet spilletid: 60:03

Læs mere...

Piqaia - Artifact

Piqaia er et nyt navn på den danske scene for Progressiv Metal, og de fem medlemmer udsender nu deres første album, ”Artifact”, efter to års intenst arbejde.

Albummet indeholder fem numre, som med varighed fra seks til næsten elleve minutter er ret lange – helt i tråd med genren. Det samme er bandets tekniske kunnen; alt fra de flerstemmige vokaler til håndtering af guitar, bas og trommer sker på et højt niveau, hvor der er plads til mange detaljer, og man fornemmer, at der er plads til mere. Det overskud bliver ikke brugt til at føre sig frem, for Piqaia søger styrken i det nedtonede, en strategi som illustreres godt i det åbningsnummer ”Raindrops”: Nummeret starter som stille, næsten sart Rock med rolige vokaler, men vokser ganske langsomt i intensitet ved at tilføje flere og flere detaljer via instrumenterne, mens tempoet gradvist øges. Det hele kulminerer i en guitarsolo omkring otte minutter inde i nummeret.

Denne tilgang kræver tålmodighed hos lytteren, hvilket ikke var et problem, hvis ikke man havde valgt at gentage den i de efterfølgende tracks. Kun i ”Echo” bliver der rusket en smule op i tingene via en brølende vokal, men ellers er det en søvndyssende affære, hvor jeg bliver reddet af min kaffemaskines evne til at lave kopper med double shot. Musikken har for lidt dynamik, det hele sker lineært og forudsigeligt, og ender så kedeligt, at hvis ikke det havde været for den flotte fremførelse, så var karakteren endt på to stjerner.

Tracklist:
1. Raindrops
2. Landscapes
3. Echo
4. Parable
5. Artifact
Samlet spilletid: 38:14

Læs mere...

Odd Palace - Things To Place On The Moon

En simpel kommunikationsfejl var skyld i, at denne anmeldelse nær aldrig var blevet til noget: Nu ankom materialet forsinket i min inbox, men bedre sent end aldrig; mødet med dette debutalbum fra Odd Palace har nemlig været en meget positiv oplevelse, som jeg nødig ville have været foruden.

Det fem mand store band fra hovedstadsområdet har kun spillet sammen siden 2015, men det kan man ikke høre; samspil og timing sidder hele tiden lige i skabet, så man skulle tro, de aldrig havde lavet andet. Præcision er også en væsentlig forudsætning for at lykkes med musikken, for Odd Palace spiller Progressiv Rock, som i høj grad lever i kraft af, at musikerne fremstår som en enhed.

Produktionen er flot med godt med luft omkring de enkelte elementer, men den ret tynde lyd på guitaren gør, at der ikke kommer ekstra power fra dén kant; heldigvis har Odd Palace et par esser i ærmet. Først og fremmest spiller de musik med mange detaljer, hvor skæve rytmer og glimrende instrumentløb håndteres med usvigelig sikkerhed – i sig selv værd at anerkende. Disse ting får en ekstra dimension ved at blive kombineret med udmærkede melodier, som både er fængende og sikrer, at numrene ikke ender i ren opvisning.

På den måde kan man lytte til albummet på to niveauer: Rent overfladisk er der tale om fine Rocknumre i den blødere ende af skalaen, men lytter man efter, er der virkelig mange godbidder at nyde. At de ikke alle smager mig lige godt, er ligegyldigt; Odd Palace har begået et rigtig stærkt album, som fortjener succes!

Tracklist:
1. Carnivore
2. Chemical Solutions
3. Liar's Attire
4. Through your eyes
5. Things To Place On The Moon
6. Delirious
7. Insomnia
8. The Alchamist
9. Counterpart
10. Dead End
Samlet spilletid: 54:23

Læs mere...

Eigengrau - Radiant

Trods det tyske navn er Eigengrau fra Aarhus, hvor de fem medlemmer startede 1.januar 2013. Bandet har valgt at holde deres musik 100% instrumental, men fraværet af en sanger gør, at bas og trommer suppleres med hele tre guitarer.

Ved at vælge den rent instrumentale tilgang sætter bandet sig selv under pres; for at få succes skal musikken være spændende og varieret nok til, at man glemmer den manglende vokal – en svær opgave i sig selv. Eigengrau har valgt at satse på en stil med vægten lagt på det tekniske; den meget nøjagtige angivelse af bandets grundlæggelse overrasker ikke, for musikerne er lige så nøjeregnende med deres musik. Derfor veksler indholdet af de seks numre en del; der er stille passager, hvorfra der bygges op til noget mere kontant. Men det bliver aldrig decideret voldsomt eller aggressivt; det tætteste man kommer det, er nogle passager i ”Arouk”, hvor der vises tænder med hug i instrumenterne, så musikken får et snert af Metal. Men det er en undtagelse, for ellers satser bandet mest på fine melodistykker – både i samme nummer og i det efterfølgende ”Omieddaram”. I det afsluttende ”Moving Clouds” dominerer klangflader, og det er let at se skyerne for sig, mens musikken glider afsted.

At produktionen er meget vellykket er et plus, og langt hen ad vejen er dette album en meget positiv oplevelse. Men det lykkes ikke helt at få mig til at glemme fraværet af vokal, så der er passager, hvor ensformigheden sniger sig ind i billedet – De er korte, men de er der.

Tracklist:
1. Once I Was
2. Nuuretarik
3. Plains
4. Arouk
5. Omieddaram
6. Moving Clouds
Samlet spilletid: 42:05

Læs mere...

Wolves Among Us - Collapse

Nej, det er ikke en fejl, at jeg har linket denne anmeldelse til facebooksiden for E’nemia; det er nemlig nordjyderne, der nu udgiver debutalbummet ”Collapse”. At det sker under navnet Wolves Among Us skyldes, at bandet var blevet trætte af det gamle navn og ikke længere følte, at det passede til deres musik.

Stilmæssigt holder de fast i Metalcore, så numrene følger traditionen og består af melodiske passager anført af rene vokaler på den ene side, og mere rå afsnit med brølende front på den anden. I de sidstnævnte brøler frontmanden Jimmy Bertelsen energisk, men ikke ekstremt; jeg kan ikke rigtig føle vreden. Den ledsagende musik har udmærket kant, ikke mindst takket være en produktion, som ikke er for clean.

Alligevel er det ikke her, ulvene scorer flest point, den melodiske side af sagen står nemlig meget stærkere. Gennemgående er numrene udstyret med flotte melodier, som hurtigt fænger og sætter sig fast. Et par af dem er ekstra stærke og værd at fremhæve: ”Icarus”, som opfordrer til at forfølge sine drømme, og det afsluttende ”Save Me”, hvor Aalborg-bandet sætter en tyk streg under deres evne til at skrive flotte numre.

Om det skyldes det nye navn eller ej, så Wolves Among Us begået en glimrende debut; selv om det melodiske er i fokus, har albummet tilstrækkeligt med bid til, at skabe balance i tingene.

Tracklist:
1. Collapse
2. Far From Serenity
3. Icarus
4. Nightmare
5. Fusion
6. Double Standards
7. Mirrors and Monsters
8. Deliverance
9. Save Me
Samlet spilletid: 37:06

Læs mere...

Between Oceans - Oxymoron

Hvis du skulle gå rundt med en forestilling om, at Metalcore ikke er en genre, som dyrkes af danske musikere, så er her en debut EP, som arbejder hårdt for at overbevise dig om det modsatte. EP’en hedder ”Oxymoron”, og er indspillet af bandet Between Oceans. At dømme ud fra billedet i pressematerialet, er de seks medlemmer temmelig unge – når man tænker på, at de har spillet sammen i mere end tre år, så må de være startet meget tidligt.

Nå, tilbage til indholdet. Her byder Between Oceans fra starten på Metalcore som den efterhånden har fået etableret sig bredt. Det betyder vokaler, der veksler mellem en energisk brølende version, som tilfører power og aggressivitet, og en ren udgave, som står for den melodiske side af sagen. Det hele ledsages af halvtung musik, som i det store og hele skifter humør i takt med vokalernes vekslen. Det er stort set de elementer, Between Oceans har I deres arsenal, så man må sige, at der næsten udelukkende satses på det etablerede og sikre. Den eneste afvigelse herfra finder man i ”Reverie”, hvor tilføjelse af elektroniske elementer og lidt ændrede rytmer giver nummeret et skud Nu Metal – ikke nogen stor satsning, men absolut okay.

Havde der været tale om et etableret band, ville havde fraværet af personlige elementer trukket bedømmelsen kraftigt nedad, men her er det okay; Between Oceans skal lige etablere sig, og set i det lys er deres debut godkendt.

Tracklist:
1. Lost or Found
2. Reverie
3. The Light Below
4. Shallow Waters
5. Atlas
Samlet spilletid: 20:45

Læs mere...

Defecto - Nemesis

Man kan ikke ligefrem beskylde Defecto for at ligge på den lade side; kun et år efter at debutalbummet ”Excluded” kom på gaden, kommer opfølgeren i form af ”Nemesis”. For sangene herpå havde bandet sat sig det ambitiøse mål, at de øjeblikkeligt skulle gøre indtryk på lytteren, uden at skulle passe ind i en bestemt genre.

Det sidste kan siges at være opfyldt, for musikken indeholder forskellige elementer fra det storslåede og symfoniske til det teknisk prægede. Alligevel er det det melodiske, som er et gennemgående og markant kendetegn for Defecto. Det bliver rigtig stærkt, når det hele kombineres, som det f.eks. sker i titelnummeret. Her kommer Nicklas Sonne naturligt i centrum med sin powervokal; den er virkelig flot, og han formidler melodierne meget overbevisende.

Defecto skal også have ekstra ros for at skrive fængende omkvæd; flere af numrene bider sig fast og vokser til ægte ørehængere. Især på albummets første halvdel får de modspil fra glimrende Metal med kant, og så fungerer tingene ekstra godt – i numre som ”Endlessly Falling” og ”Savage” skaber bandet musik af international klasse.

Men det kan også blive for meget af det gode, i nogle numre er omkvædene en tand for poppede for min smag, og så ender helheden med at blive for pæn, som det sker i ”Gravity” og balladen ”The Sacrificed”. Heldigvis udgør numrene i dén kategori et mindretal, og ud over stærk sangskrivning markerer Defecto sig med tilsvarende kompetent instrumenthåndtering.

Afslutningsvis må jeg konstatere, at det er lykkedes at fortsætte de fine takter fra debutskiven, for Defecto holder et niveau, som bør kunne markere sig udenfor landets grænser.

Tracklist:
1. Final Night of Silence
2. Nemesis
3. Endlessly Falling
4. Savage
5. The Nameless Apparition
6. The Sacrificed
7. Ode to the Damned
8. Gravity
9. Ablaze
10. Before the Veil
11. We're All the Enemy
12. Ascend to Heaven
Samlet spilletid: 55:53

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed