fbpx

Teethgrinder - Nihilism

Hvis du sætter Black Metal ud på sidelinjen, så er Grindcore nok den mest ekstreme subgenre du kan finde indenfor metal. En genre jeg som jeg er utrolig glad for. Bands som Rotten Sound, Brutal Truth, Napalm Death og ikke mindst danske Piss Vortex er bands som betyder meget for mig, og som stadig efter flere år er på ugentlig rotation. Teethgrinder er ikke lige et navn jeg har stiftet bekendtskab med, så jeg var ret interesseret i at vide hvem og hvad for noget musik de laver. Heldigvis for mit vedkommende spiller de Grindcore, af den utrolige kaotiske skuffe. Var jeg forberedt på den røvfuld jeg fik under gennemlytningen? Læs nedenunder.
 
Nej det var jeg ikke. Allerede fra start til slut bliver lytteren gennemtæsket af bandets voldsomme blanding af Grindore, Powerviolence og Black metal. Alt det er her skabt til at skabe tinnitus for lytteren og få ens trommehinder til at eksplodere. Allerede fra åbeneren Somnambulant laver denne suveræne opbygning.  Efterfulgt af nummeret The Soil Has A Thirst For Blood, hvor det hele bare går fuldstændig bananas. Numrene rammer dog ikke den typiske Grindcore længde. Numrene er i gennemsnit ca 3 minutter lange, hvor det korteste rammer næsten 2 minutter. Det korteste nummer på pladen er Forced Fed Ideologies som bare er ren smadder på høj plan. Der er sgu ikke så meget plads til at lytteren kan tage en pause, da det hele bare er ren Armageddon på lytteren. Det tætteste du nok kommer på en pause er nummeret Carnist, som viser den lidt mere Sludgede side af bandets sangskrivning, som også er virkelig fed indtil nummeret Sicarius bare fuldstændig destruerer de resterende hjerneceller du har tilbage. Pale Flowers er lidt mere i det kaotiske hjørne og det fungerer også bare super fedt. Bite The Hand That Feeds slutter pladen af hvor det hele bliver en anelse mere atmosfærisk, og måske endda en lille smule melodisk også. Suveræn afslutning.
 
Hvad mere er der at sige om Teethgrinder? Det er ekstremt, det er smadret, dine trommehinder bliver aldrig erstattet, de er næsten mere vanedannende end heroin. Det sidste ved jeg så ikke noget om, da jeg aldrig har prøvet heroin. Men det er i hvert fald noget som kan bevæge sig hen mod årets overraskelse for mit vedkommende. 
 
Tracklist:
1. Somnambulant 03:34
2. The Soil Has A Thirst For Blood 02:18
3. Isolation 03:58
4. The Pain Exceeds The Fear 03:44
5. Force Fed Ideologies 01:51
6. Carnist 05:18
7. Sicarius 02:54
8. Pale Flowers 03:19
9. Bite The Hand That Feeds 06:04
 
Læs mere...

Nails - You Will Never Be One Of Us

Da jeg var yngre og hørte bands som Entombed, Bloodbath og Rotten Sound osv., så var jeg overbevist om at der var intet, som kunne blive mere heavy. Men så spoler vi lige frem til 2014, hvor min gode ven anbefalede mig et band, som selvfølgelig var Nails. Jeg blev en kæmpe fan efter jeg havde hørt begge deres plader Unsilent Death og Abandon All Life, som stadig er to plader jeg hører på en ugentlig basis siden jeg hørte dem for første gang tilbage i 2014. Det evige spørgsmål var nu, om deres opfølger ville kunne være ligeså brutal, vred og ekstrem som deres tidligere udspil. You Will Never Be One Of Us røg ind på min playliste for et par uger siden, og sådan var de første par gennemlytninger.

Allerede fra starten af pladen med titelnummeret bliver standarden sat højt. Det kan stille og roligt siges, eller højt og utrolig vredt siges, at bandet har sat speederen endnu mere i bund på denne udgivelse. Bare kombinationen imellem det fantastiske trommespil fra Taylor Young til de vrede vokaler fra forsanger Todd Jones. Aggressionen finder ingen grænser på numre som Friend To All, Violence is Forever og den super fede Savage Intolerance. Den sidstnævnte sang har lidt af en 80'er Thrash/Crossover inspiration, som sætter tankerne hen i noget Slayer. Nails er ikke ligefrem kendte for at skrive de længste plader i verden, hvor denne rammer op på omkring de 21 minutter. Efter man har hørt pladen en gang, så begyndte jeg allerede at hungre efter at høre mere med Nails. Bandet formår at skabe den effekt på lytteren, at efter ti numre så føles det som om du har hørt en plade på 40 minutter.
Produktionen på pladen er noget jeg kan forklare i dagevis, da Kurt Ballou, som er min ynglings producer nogensinde, står for produktionen. Bandet har igen arbejdet med Kurt Ballou, som er guitarist i Converge, men arbejder også som producer. Kurt Ballou har siddet bag mixerpulten på alle Nails udgivelserne, men også hos mange andre af mine ynglings bands såsom Trap Them, Magrudergrind, All Pigs Must Die og Code Orange for at nævne et par. Man kan kun forvente et kvalitets produktion når man ved at det er Kurt Ballou som styrer lyden og kan få det mindste band til at lyde massivt.

Nails har uden tvivl leveret et bæst af en plade. You Will Never Be One Of Us indeholder alt det som man kan forvente af Nails. Masser af Blastbeats, masser af larmende og tykke riffs, og numre som næsten aldrig rammer to minutters længde. Den eneste markante ændring Nails har lavet er at lave pladen en lille smule længere end hvad de sidste to var. Sammen med Future Cancer af Piss Vortex er You Will Never Be One Of Us årets udgivelse indtil videre, og bandet er til at fange på Aalborg Metal Festival til November, som også er deres eneste danske koncert i 2016, hvor bandet kommer til at ruske godt og grundigt rundt i publikum. Forvent moshpits og flækkede øjenbryn samt masser af fantastiske Powerviolence numre.

Trackliste
1. You Will Never Be One Of Us
2. Friend To All
3. Made To Make You Fail
4. Life Is A Death Sentence
5. Violence Is Forever
6. Savage Intolerance
7. In Pain
8. Parasite
9. Into Quietus
10. They Come Crawling Back

Samlet spilletid : 21 min og 43 sekunder

 

Læs mere...

Weekend Nachos - Apology

Sidste plade nogensinde. 2016 viser sig at være året hvor Powerviolence bandet Weekend Nachos trækker stikket, siger farvel for evigt og tak for denne gang. Weekend Nachos er nok indehavere af et af de mest kiksede bandnavne, men musikken er nu en helt anden sag. Vi snakker Powerviolence, Grindcore, Hardcore Punk blandet sammen i en genre om ikke har noget navn, men det er arrigt af den ondeste skuffe overhovedet. Nu skal vi se så se om deres sidste udspil Apology er en passende svanesang til deres afsked med verden.

2015 er åbningsnummeret på pladen, hvor tempoet bliver sat gradvist langt ned i forhold til, at det er Powerviolence vi snakker om. Men efter det første nummer er det et struktureret kaos af numre, som vi får smidt i ansigtet. Nummeret Dust er bare fuld kaos og totalt et slag i fjæset på lytteren. Her er Dylan Walker også med som gæstevokal, som til dagligt er frontmand i mit ynglings band Full Of Hell, og deres samarbejde på nummeret fungerer virkelig godt. Fake Political Song sætter tempoet en smule ned i løbet af sangen, men intensiteten er stadig til stede hele vejen igennem nummeret. Det førnævnte langsomme er også et gentagende tema igennem pladen, som specielt på nummeret World Genocide, hvor deres Sludge Metal inspirationer virkelig kommer til live. Det fungerer selvfølgelig også virkelig godt sammen med alle de andre langsomme sange, de har på pladen. Titelnummeret på pladen slutter det hele af med et brag. Nummeret fortsætter også i det langsomme. Hvis jeg skulle sætte en finger på det, så minder det lidt om hvis Swans spillede Sludgde Metal. Nummeret er en passende afslutning på deres karriere, og det så beskidt og tungt, at det næsten også er en smule smukt. Stilhed. Det er det vi bliver efterladt med efter at de sidste toner runger ud af højtalerne. Det er hvor det går op for en at vi nok aldrig nogensinde kommer til at høre noget fra Weekend Nachos igen.

Apology er den perfekte afslutning på bandets tolv års rejse med Powerviolence, Grindcore og Hardcore Punk. Afslutningsnummeret på pladen er den perfekt svanesang til et band, som har udfordret deres lyttere de sidste tolv år. Hvis det er til interesse for nogen, så spiller Weekend Nachos deres sidste danske koncert nogensinde 7. Oktober på Pumpehuset i København.

Trackliste

1. 2015
2. Dust
3. Fake Political Song
4. All
5. Judged
6. Dog Shit Slave
7. Writhe
8. N.A.R.C
9. POW MIA
10. World Genocide
11. Eulogy
12. Night Plans
13. Apology
14. Samlet spilletid : 36:59

 

Læs mere...

Magrudergrind, Primitive Man - 1000fryd

De har ikke spillet I Danmark siden 2007, og jeg har ventet siden 2013 på at se dem live. Det stod i Powerviolence’s tegn da Magrudergrind lagde vejen forbi Danmark denne solrige men kolde marts måned. Folk spurgte mig hvad man kunne forvente af Magrudergrind, og jeg svarede at man kunne forvente et band, som var 400 gange hurtigere end Naplam Death og numrene varede ikke længere end et minut og tredive sekunder. Selvom bandet selv spillede super hurtigt, så var deres opvarmning noget så anderledes end hvad aftenens hovednavn havde at byde på.

 

Primitive Man

Primitive Man stod for aftens opvarmning, og hvad kunne man forvente? Jo, et Sludge band som spillede tre numre på en halv time. Jeg har kendt Primitive Man i noget tid, men jeg har aldrig hørt dem før eller set dem live, så jeg var ret spændt på at se dem spille. Det første par minutter af koncerten var det præget af ret dårlig lyd. Det eneste man kunne høre i løbet af de første 10-15 minutter var bassen, og det var lidt som om at guitaren ikke var til stede. Men heldigvis blev det fikset efter noget tid. Bandet spillede som sagt i en halv time, og det var lige nok til at spille tre numre. Jeg gik fra koncerten ret tilfreds, men alligevel lidt af en mangel på noget ekstra som jeg ikke lige helt kan sætte min finger på, men det som vi hurtigt kan blive enige om var at Primitive Man var nok den perfekte opvarmning til Magrudergrind på denne Europa turné.

Karakter: 4 ud af 6

 

Magrudergrind

Nu var ventetiden endelig forbi. Magrudergrind var klar til at spille op til dans, og publikum var ikke andet end klar til at få noget topklasse Powerviolence fra det amerikanske band. Bandet lagde hårdt ud fra start af med fede numre som Heretics og Pulverizing Hate Mongers, som gik direkte ind hos publikum. Det føltes lidt, at det ikke gik så hurtigt som det plejer. Originale trommeslager Chris Moore forlod bandet tilbage i 2013, og Casey Moore har siden da overtaget på trommerne, men det virkede ret meget til at Moore ikke lige kunne følge med i tempoet på de gamle numre. Men heldigvis efter et par numre var han godt varmet op, og spillede resten af sættet uden problemer. Energien var intens fra start til slut, og pitten var konstant i gang. Det lykkedes mig i starten af koncerten at headbange ned i skulderen på en i pitten, så jeg tog lige en lille pause imens min næse var i gang med at hele. Forsanger Avi Kulawy hoppede frem og tilbage på scenen og var god til snakke til publikum. Det samme kunne ikke siges om guitaristen R.J Ober, som mere eller mindre bare stod stille på scenen og fokuserede på at spille numrene. Bandet tromlede igennem omkring 20-30 numre, og efter ca 35 minutter sluttede de sættet af med den evigt fantastiske Protocols Of Anti-Sound. Men alligevel var publikum klar på mere, så vi fik også lige den fede Bridge Burner. Under det sidste ekstra nummer kom der endelig gang i R.J, og han begyndte at give den lidt mere gas. Bandet takkede af for resten af aftenen. Det var så de tre års ventetid værd, men lad nu lige være med at vente i ni år før i kommer tilbage til Danmark!

Karakter: 5 ud af 6

Læs mere...

Weekend Nachos - Still

Weekend Nachos er et band fra Chicago. Sidste gang jeg hørte dem, var jeg ved at brække mig over vokalen, der var alt andet end overbevisende. Musikken var en heftig omgang grindcore, men jeg lærte aldrig at elske vokalen. Nu er bandets fjerde album, ”Still”, så på gaden, og jeg må nok lige revurdere min opfattelse. Weekend Nachos er nemlig blevet det man populært ville kalde ”a force to be reckoned with”. De spiller virkelig til, og vokalen er blevet langt mere tålelig, ja faktisk oversej og varieret. Så på god gammeldags grindcore/powerviolence-maner smider Weekend Nachos 12 numre fordelt på 21 minutter afsted, og de kigger sig ikke tilbage…eller tager nogle fanger.
Musikken er lynhurtig, når den altså ikke går i sludge-mode og flytter foden fra gaspedalen. Det er naturligt, at man lige skal indstille ørerne i selskab med Weekend Nachos, for udtrykket er meget brutalt. Men når det går over, bliver ”Still” en form for et katarsisk værktøj, hvor alle hverdagens problemer forsvinder som dug for solen (eller i hvert fald bliver glemt for en tid), for man kan ikke sidde stille eller holde luftguitaren fra døren, når ”Still” spiller.
Der hvor jeg måske mangler lidt, er at numrene tit virker som hugget af samme blok. Altså opskriften til numrene er den samme, og derfor falder et par af dem meget nemt sammen, og kan i starten godt minde om hinanden. Albummets korte spilletid taget i betragtning, trækker det altså ned i min bog, at man ikke altid lige formår at få numrene til at skille sig ud fra hinanden.
Når alt dette er sagt, er Weekend Nachos dog bestemt et band at holde øje med, hvis din musik skal være fuld af nosser og aggression. Det er ”Still” nemlig en fin garant for. Og vokalen er bestemt blevet bedre - ja faktisk er alt blevet bedre end sidste gang, og det er fedt!

Tracklist:
01: Sickened No More
02: No Idols and No Heroes
03: S.C.A.B.
04: Satan Sucker
05: Late Night Walks
06: Watch You Suffer
07: You’re Not Punk
08: Wolves
09: Ignore
10: Broken Mirror
11: Still
12: Yes Way

Samlet spilletid: 21:30 Minutter

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed