fbpx

Cartographs - wilt & blossom

Da københavnske Cartographs startede i 2014, var stilen melodisk Hardcore med fokus på skarpe rytmer, men siden har bandets sangskrivning taget en drejning mod det mindre hårdtslående, hvilket debutalbummet ”wilt & blossom” giver prøver på.
Her kan man hurtigt konstatere, at det ikke er alle elementer fra bandets tidligste dage, som er forsvundet. Sangeren Joachim Jensen leverer gennem hele albummet en brølende, indimellem let skrigende vokal, som ikke er for anmassende, men alligevel giver numrene kant.

Det er den stort set ene om, for den musikalske side af sagen ligger helt ovre i den anden side af det musikalske spektrum. Her er det stille passager, hvor nøgleordene er Nedtonet og Melodisk, som er i centrum. I flere af de rent instrumentale passager er udtrykket afslappet og nærmest drømmende, så kontrasten til vokalen er stor.

Men netop i modsætningerne skabes de spændinger, der puster liv i albummets syv numre. Ved at trække vokalen tilbage i lydbilledet bliver den ikke dominerende, men i stedet en ligeværdig partner for musikkens mere sarte side. Derfor fungerer de passager, hvor musik og vokal følges ad, også bedst for Cartographs.

Men der er også perioder, hvor spændingen mangler, især når vokalen ikke bidrager til lydbilledet; her har tingene det med at blive en tand for rolige. Alligevel får ”wilt & blossom” en anbefaling med herfra, for stilen er selvstændig og har bestemt sine øjeblikke.

Tracklist:
1. Wilt over time
2. Ever scaling
3. Peace was never mine to be found
4. Through the garden gate
5. More string than pearls
6. In teal
7. Blossom under leaves
Samlet spilletid: 50:56

Læs mere...

A Colossal Weekend - Fredag

En hel weekend dedikeret til Post-Rock/Post-Metal/Experimenta lyder nu ganske spændende i mine ører. Det var meningen at jeg skulle afsted sidste år, hvor festivalen bød på navne som Cult Of Luna, Russian Circles og This Will Destroy You. Fandeme et godt line-up for første år som festival. A Colossal Weekend finder sted på Vega i København, hvor scenerne var rundt omkring i bygningen, så gode benmuskler kan anbefales hvis du læser dette og overvejer at tage af sted næste år. I forhold til line-uppet, så synes jeg at de har oppet sig kolossalt (høhø kolossalt). Navne som Deafheaven, Sumac, Oxbow,Redwood Hill, Agent Fresco og Emma Ruth Rundle, så der var ikke nogen tvivl om at jeg skulle afsted i år. Lad os se hvordan første dag udviklede sig.

 

Toundra 18.30 - Lounge

Åbningsbandet for festivalen var Toundra fra Spanien. Jeg har ikke lige fået hørt bandets musik, men mange af gæsterne på begivenheden på Facebook var meget oppe at køre over dem. Bandet gik på scenen og begyndte som småt at spille. Storslået Post-Rock med nogle metalliske elementer er vel det, der kan beskrive musikken bedst, men alligevel er det også noget jeg hellere vil anbefale at man hører live. Menneskemængden var ikke så stor under koncerten, men alligevel kom der flere og flere mennesker til under koncerten. Jeg lukkede mine øjne og blev stille og roligt opslugt af lyduniverset. Taget i betragtning at Loungen ikke er en scene, så fungerer den rigtig godt, selvom bassen engang i mellem rumlede hele lokalet. Toundra leverede en ganske fin koncert på årets festival.

Karakter 3½ ud af 6

 

Mutiny On The Bounty 19.20- Lille Vega

Nu gik vi nedenunder for at se Mutiny On The Bounty fra Luxembourg. Det her var en anelse mere teknisk og smadret end bandet før. jeg havde placeret mig helt bagerst i midten, hvilket viste sig så at være en fejl, da det var ALT for lavt for mit vedkommende. Efter par numre kom der endelig styr på situationen og bandet tonsede derud af. Her skete der i hvert fald mere på scenen end der gjorde hos Toundra, som spillede før. bandmedlemmer fløj rundt på scenen og guitarer blev svunget rundt i vejret, og en trommeslager hvis chinabækken var næsten en halvmeter længere oppe end trommesættet var. Mærkeligt setup, men det fungerede fint for ham. Jeg synes måske engang imellem, at det virkede lidt off, men disse øjeblikke var der heldigvis ikke særlig mange af. Mutiny On The Bounty åbnede Lille Vega på ganske fin vis, og det er ikke udelukket at jeg måske vil tjekke dem ud igen i fremtiden.

Karakter 4 ud af 6

 

Redwood Hill 20.10- Lounge

Fra udadvendt Math-Rock til introvert Post-Black Metal. Genreskiftet kunne ikke have været større, end da de lokale helte i Redwood Hill indtog scenen. Jeg har nu ikke formået at se en dårlig koncert med bandet, og efter syv koncerter med dem var jeg nu gearet op til at få en lige så fed oplevelse som tidligere. Microgravity sætter ballet i gang og scenen som er så tildækket med røg, hvor forsanger Marco Stæhr Hill er den eneste som er tydelig af medlemmerne. I aften var nemlig speciel af to grunde: 1. Det var deres første koncert i otte måneder, og vi fik luftet et helt nyt nummer Nihil, som vi forhåbentligt får hørt på den kommende plade. Vi fik også serveret lækkerier som Wir Ein Adler, Tristesse og den evigt fede Albedo. Lyden inde i salen var virkelig god og det hele sad fuldstændig i skabet, som det plejer at gøre med Redwood Hill. Poseidon var nummeret som lukkede det hele, og en perfekt slutning som altid. Redwood Hill kan sikkert godt gøre noget forkert, men det gør de bare aldrig.

Karakter 6 ud af 6

 

Deafheaven 21.30 - Lille Vega

Efter Redwood Hill var det på tide at tage en lille pause før aftenens hovednavn gik på. Jeg har set Deafheaven to gange, og de har formået at skabe et intenst lydbillede og et sonisk kvælertag, som ikke giver slip på lytteren. Forsanger George Clarke kommer ud på scenen sammen med resten af bandet. Han ser mere arrig ud end nogensinde før, og udfordrer alle til at komme op til ham hvis de prøvede på noget. Nu har jeg mødt Clarke før og jeg ved at han er en meget stille og rolig person, men hans personlighed på scenen virker så rigtig og overbevisende. Brought To The Water og Baby Blue fra deres seneste udspil New Bermuda var dem som satte gang i det hele, og publikum var tændte og klar. Det er helt utrolig at høre og se hvor tight bandet spiller sammen, og specielt også på de nye numre som jeg ikke har fået tjekket så meget ud er det bare fantastisk at se. Efter nummeret Come Back fik vi noget af en overraskelse, da bandet spillede deres en version af Mogwai numrene Cody og Punk Rock, imponerende må jeg nok sige, også midt nummeret at Clarke placerede mikrofonen ca en halv meter væk fra sig og stadig kunne skrige lige så tydeligt og intenst. De to sidste numre vi fik i aften, var Dream House som uden tvivl er deres største hit og lige efterfulgt af det fik jeg så mit ønske opfyldt, og vi fik nummeret Sunbather fra pladen af samme navn. Deafheaven gjorde det super godt, og det var som om at jeg havde glemt hvor fede de egentlig er live. Det var bare en mega fed koncert og mere kan der ikke siges.

Karakter 5 ud af 6

 

Anna Von Hauswolff 00.00 - Lille Vega

Jeg missede desværre Tvivler og The Physics House Band, da jeg lavede interview med Redwood Hill, så efter et hyggeligt møde med drengene, var det tid til at se det sidste band på Lille Vega om fredagen. Det er begrænset af hvad jeg har fået hørt af hendes musik, men det jeg har hørt var ikke lige min kop te. Alligevel skal det opleves. Salen var fuldstændig fyldt op med mennesker, og de virkede til at kunne lide det, og at jeg var den eneste som ikke lige synes at det var det fedeste, tror jeg. Jeg var alt for træt og kunne ikke holde fokus, og at jeg synes at musikken var ret intetsigende. Jeg synes at Anna Von Hauswolff var en kedelig oplevelse og en lidt ærgerligt slutning på en god første dag på Vega. Ses i morgen til Alcest og Sumac!

Karakter 2 ud af 6

Læs mere...

Black Sheep Wall - I'm Going to Kill Myself

Her er et album med store kontraster, og disse starter allerede på coveret: Den alvorlige titel passer slet ikke til de to monstre, der mere ligner hyggefætre. Og der kommer flere modsætninger i numrene, men mere herom senere. Bag udgivelsen står det amerikanske band Black Sheep Wall, og det er deres tredje album so far.
Nå, tilbage til kontrasterne, som rammer med fuld styrke i det første nummer. Den ene yderlighed markeres af bassisten Brandon Gillichbauer, hvis vokal er så gennemført skrigende, at man kunne frygte at han ville tage albumtitlen alvorligt – det er virkelig ekstremt! Helt i den anden grøft ligger musikken, som er meget stille Rock. Der er virkelig stor afstand mellem de to elementer; musikken er meget afslappende, vokalen meget stressende. I første omgang fungerer det ikke, men i længden er nummeret alligevel ikke uinteressant.

I de resterende numre fortsætter Gillichbauer med sin ekstreme vokal, mens musikken skifter karakter: Den tungere, langsommere og mere skæv. Det får den meget skrøbelige balance fra åbningsnummeret til at kollapse, og så ender det hele i en unuanceret, depressiv blanding, som er noget af en prøvelse at komme igennem.
Det sidste skyldes ikke mindst en spilletid på en time, og nej; der er simpelthen for meget kaos og for lidt interessant musik på skiven til, at den kan anbefales.

Tracklist:
1. The Wailing and the Gnashing and the Teeth
2. Tetsuo: The Dead Man
3. White Pig
4. Metallica
Samlet spilletid: 62:28

 

Læs mere...

And You Will Know Us By The Trail Of Dead - IX

Efterhånden er der gået mere end 20 år siden Conrad Keely og Jason Reece startede bandet And You Will Know Us By The Trail Of Dead, og at det har været en produktiv periode, vidner titlen på denne skive om – den er deres niende studiealbum.

Hvis indholdet afspejler bandets humør, så trænger de til at blive muntret op; igennem hele albummet er der en lidt modløs stemning, som forstærkes af, at mange af numrenes lægger en indadvendt stil for dagen. Det giver selvsagt et album, som kræver meget opmærksomhed fra lytterens side, for Trail of Dead forærer ikke meget væk. De fleste numre bliver på den måde ret uinteressante, også selv om man investerer tid i at lære dem at kende. Derfor er det primært de mindre lukkede numre som ”The Doomsday Book”, ”The Dragonfly Queen” og ”Bus Lines“, der fanger interessen. Jeg kan specielt godt lide bandets brug af strygere, som ikke bare fortætter stemningen i de enkelte numre, men også er med til at åbne disse.

Desværre er der for få highlights til at albummet indfanger mig, det er hele tiden som om musikerne lægger bånd på sig selv. Det indskrænker udtrykket og dæmper oplevelsen mærkbart, og det lykkes ikke for mig for alvor at blive rigtig glad for denne skive.

Tracklist:
01. The Doomsday Book
02. Jaded Apostles
03. A Million Random Digits
04. Lie Without A Liar
05. The Ghost Within
06. The Dragonfly Queen
07. How To Avoid Huge Ships
08. Bus Lines
09. Lost In The Grand Scheme
10. Like Summer Tempests Came His Tears
11. Sound Of The Silk
Samlet spilletid: 47:37

 

Læs mere...

Phal:Angst - Black Country

Bandet med det lidt specielle navn Phal:Angst er resultatet af en sammensmeltning af to eksisterende musikalske projekter: Phal og Project Angst. De er fra italien og har eksisteret siden 2006. De har tidligere udgivet 2 albums, medvirket på et par soundtracks og der er allerede planlagt udgivelse af et remixalbum af dette, der er deres tredje album.

Det er altså nogle ganske ukendte, men tilsyneladende produktive drenge der står bag dette projekt. Og ”projekt” er nok den eneste måde jeg rigtig kan beskrive Phal:Angst på. For det lyder ikke rigtig som et band. Mere som en ide, en kreativ process eller outlet, end et decideret ”orkester”. Genremæssigt lægger de sig et sted mellem noget post-rock lignende, med kraftige industrial inspirationer. Når det er sagt, må jeg lige indskyde at det nærmest er umuligt at beskrive Phal:Angst’s lyd med ord. Pladen, der har fået den dystre titel ”Black Country”, åbner med et næsten 15 minutter langt nummer, der hovedsageligt består af noget spoken word, med en smule messende sang til ovenpå et lydspor af elektroniske elementer. Det er på samme tid både dragende og en smule uhyggeligt. Og mest af alt lidt underligt. Titelnummeret er anden skæring, og det ligner mere et stykke musik man kan forholde sig til. Desværre er det bare ikke særlig godt. Eller også er det mig, der ikke er dybsindig nok til at forstå det store guddommelige budskab. For selvom jeg fornemmer at der er en dybere mening med det her projekt og de sære toner der kommer fra det, så er det bare pakket ind i alt for meget særhed og for lidt musikalitet til, at jeg på noget tidspunkt rigtig kan finde ud af, hvad det går ud på. Der er yderligere to numre på albummet der varer næsten 15 minutter. Sammenlagt ender vi på en spilletid på 55 rædsomme, ligegyldige, vanvittigt umusikalske minutter. På ”Black Milk Of Morning” titter der halvvejs igennem lidt melodi frem, som egentlig lyder ret fint. Desværre er det overstået meget hurtigt, og forsangeren tager over med sin mærkelige vokal og hverken messer eller synger, men mest af alt lyder som en prædikant der har ondt i maven.

Phal:Angst er noget af det særeste jeg har lagt øre til meget længe, og jeg har meget svært ved at sige noget som helst pænt om det. Det er simpelthen bare for mærkeligt og for utilgængeligt, og hvis jeg må være 100% ærlig, er det samtidig ganske rædselsfuldt at høre på!

Track list:
1. Hardwire
2. Black Country
3. The Old Has To Die and the New Must Not Be Born
4. Black Milk Of Morning
5. Theta
Samlet spilletid: 55:00

Læs mere...

Eden Circus - Marula

Som anmelder lytter man til en hel del skiver på blot et lille års tid, det giver nok sig selv. Nogle gange glider de ind ad det ene øre og ud af det andet uden at gøre sig særligt bemærkede. Og ind imellem dukker der noget op, der uden videre tvinger sig ind på dig og din fulde opmærksomhed og folder sig ud for dig i al sin magt og pragt. Sådan en plade er ”Marula.”

Debutalbummet fra det tyske orkester Eden Circus har været undervejs et godt stykke tid. Bandet blev dannet tilbage i 2011, men da kvintettens mål var at skabe og forfine deres lyd og teknik, før de begyndte at skrive sange til debutalbummet, gik der nogle år med masser af tid i øvelokalet og nogle få live gigs. Og nu er de klar til at vise verden hvad de kan – og det er ikke småting! Genremæssigt lægger Eden Circus sig et sted mellem post-rock og prog, også med lidt inspiration fra 90’ernes grunge. Ifølge pressematerialet vil fans af Tool, Soundgarden og Deftones elske ”Marula”, og det er nok ikke helt skudt ved siden af. For der er da tydeligvis nogle fælles træk i musikken, men Eden Circus har nu først og fremmest en lyd, der er ret meget deres egen. Med en spilletid på en time virker debutskiven her som et ret ambitiøst projekt og det bedste er, at bandet fuldt ud formår at bruge den tid. Man keder sig ikke et eneste sekund og de holder et utrolig højt niveau hele vejen igennem. De fem fyre i bandet spiller – og synger – helt igennem solidt og overbevisende fra allerførste tone på åbningsnummeret. Leadvokalen leveres af Siegmar Pohl, der med sin lettere hæse røst formår at give mig gåsehud adskillige gange. Han har en enormt stærk og samtidig nærværende vokal, der ikke lyder som nogen anden, jeg kan komme i tanke om. Allerede fra første skæring, ”Devoid Of Purpose”, er jeg fuldstændig betaget af ham – og i det hele taget det univers som Eden Circus skaber med deres komplekse lydmur af guitarharmonier, anderledes trommerytmer og solide basgange, der bærer musikken frem. ”Comfort” er et af mine absolutte favoritnumre. Der er noget sart og samtidig utrolig stærkt over det, med dets stille vers og eksplosive omkvæd. ”A Desert In Between” er ligeledes både kraftfuld og utrolig stemningsfuld med fine guitarstykker og en udfordrende basgang, der fint understreger en tyngde i nummeret, mens der sniger sig lidt growl ind fra sidelinjen som modstykke til Pohls skønsang. ”101” og ”Summon A Ghost” er meget rockede og aggressive, og her skinner 90’er inspirationen for alvor igennem. En personlig favorit er skæring fem, ”Arc”, der med Pohls næsten messende vokal og Michael Renkes fremragende trommespil sniger sig ind under huden på en. Også singleforløberen ”Her Lovely Hands Upon The Black Earth” fortjener et ord med på vejen, for det er en utroligt smuk 9 minutter lang sag med skiftende tempo, skiftende udtryk og så mange fine stemninger at det nærmest er ubeskriveligt.

”Marula” er et ganske fremragende album med masser af teknisk dygtighed og musikalsk nerve. Der er absolut intet ved den, jeg ikke bryder mig om, og efter adskillige tryk på ”repeat” har jeg svælget i dets toner og smukke musikalske landskaber i noget der ligner en evighed. Og jeg har ikke lyst til at stoppe. Eden Circus har skabt et unikt udtryk og banet vejen for en strålende karriere. Det her er intet mindre end fantastisk!

 

Track list:

1. Devoid Of Purpose
2. Comfort
3. A Desert In Between
4. 101
5. Arc
6. Summon A Ghost
7. A Shore Uncertainty
8. Her Lovely Hands Upon The Black Earth
9. Playing You

Samlet spilletid: 01:03:00

Læs mere...

The Dillinger Escape Plan, Maybeshewill, The Hirsch Effekt

The Dillinger Escape Plan har om noget været et de bands, som har taget tid for mig at synes om. Jeg blev introduceret for dem da Calculating Infinity udkom i 1999, og jeg skal være ærlig at sige, at jeg dengang ikke var særligt imponeret over den omgang avancerede og buldrende rod. Med tiden lykkedes det dog for mig på en måde at glemme dem, og genopdage dem igen. Det var stadig avanceret, men heldigvis så jeg det ikke mere udelukkende som buldrende rod. Calculating Infinity er dog det album fra hele bagkataloget som jeg er mindst til. Nuvel, tirsdagens koncert var min første liveoplevelse med dem, og som en person der har ofte har fået forklaret hvor fede de er live, var mine forventninger skruet godt op på forhånd. Inden det dog blev tid til at opleve Dillinger var der to andre interessante bands, som jeg i øvrigt aldrig havde stiftet bekendtskab med før, på programmet.

The Hirsch Effekt

Aftenens første band var tyske The Hirsch Effekt. Den tyske wikipedia side beskriver dem "artcore", men refererer samtidig til deres MySpace side, hvor de i 2010 beskrev sig selv som "Indielectro-Post-Punk-Metal-DIY-Band". Begge ting virker sådant set ganske udmærket for mig, og især sammen giver de et ret godt indblik i hvad det er man bliver mødt med. Eller måske ikke, men man bliver i hvert fald klar over, at det nok ikke er noget musik man løber ind i til hverdag.

Med deres meget hidsige dynamik passer de fremragende som opvarming for Dillinger, og mødet med dem var generelt en positiv oplevelse. De anvender tysk vokal, og det har en tydelig effekt på mig som lytter. Det hele bliver mere skævt, og på en eller anden måde meget mindre tilgængeligt. Det passer glimrende ind i konceptet.

Foran et halvtomt Voxhall forsøgte de ivrigt at få sparket gang i aftenens event. Uanset om de fyrede en voldsom mathcore passage eller en stille og svævende emo ting af, var de utroligt involverede i musikken. Det var fedt både at se og føle at de virkelig gav den alt, hvad den kunne trække. Jeg er nu ikke så tosset med den småpivede emo vokal, de anvender til tider, men jeg synes til gengæld at den som virkemiddel opnår det den skal.

De fik omkring en halv times tid på scenen, og det fik de en masse ud af. Jeg synes det kunne være interessant at opleve dem i længere tid, og måske endda i en sal hvor man kan sidde ned imens. På trods af den lejlighedsvise brutalitet, så er det ikke noget jeg kan se en stor moshpit til. Hvorom alt er, så får de en opadvendt tommelfinger herfra, og hvis man har lyst til at udfordre sit musikalske input en smule, vil jeg anbefale at give dem et lyt. 4/6 stjerner.

Maybeshewill

Efter den mangfoldige oplevelse fra Hannover, var det tid til en omgang engelsk instrumental musik. De 5 gutter i Maybeshewill spiller post-rock med shoegaze elementer i den tungere ende af den skala. Så altså ikke vildt tungt, men jeg stod nu et par gange og fornemmede en snært af Mastodon i det. Det var meget atmosfærisk og faktisk temmeligt opløftende. Jeg var meget imponeret over deres evne til at indfange publikum og lede os ud på en rejse omfavnet i musikalsk stemning og atmosfære. Det indbød næsten til at stå og dagdrømme lidt. Numrene kunne dog godt komme til at ligne hinanden lidt, og det må nok være min største anke ved deres koncert. De spillede ca. 40 minutter og jeg kunne frygte at en længere koncert ville ende med at blive en smule kedelig.

De havde generelt ganske fin lyd, men jeg synes at bassen var for dominerende. De anvendte et par gange indtalte voice samples, som af en eller anden grund var meget utydelige, hvilket irriterede mig lidt. Når et instrumental-band afspiller en mand der snakker, så siger han højst sandsynligt noget, de gerne vil have at man hører. Da de gik på scenen var min første indskydelse faktisk at det var et pænt underligt band at smide på lige inden Dillinger, men som koncerten (og resten af aftenen) forløb, gik det op for mig at det måske var god ide at få pulsen ned og dyrke den indre ro lidt. 4/6 stjerner.

The Dillinger Escape Plan

Jeg burde måske have forventet det, men jeg var nu temmeligt overrasket over at deres show var så dystert anlagt. De havde stillet 4 skærme op, hvor der blev projekteret det ene dystre video-loop efter det andet, samtidigt med at der flittigt blev fyret op for de medbragte stroboskop-lys. Som var vendt direkte mod publikum! Derudover var der stort set ingen kommunikation fra band til publikum undervejs. Efter min egen optælling, blev der sagt hele tak 2 gange. Ellers var resten af interaktionen mellem band og fans, skåret ned til gestikuleringer og en mikrofon der blev lånt ud til et par skrig til sidst. Sammensat havde det hele end ret fed effekt, og det at stort hele showet var sat op til at give os, usle modtagere, et totalt mindfuck, var lækkert. Meeeeen som den gamle slidte mand (der havde glemt sine ørepropper) jeg er, var jeg nu trods alt udmærket tilfreds med at koncerten varede 1 timer og 15 minutter og ikke 2 timer…

Kort inde i første nummer havde forsanger Greg Puciato problemer med mikrofonen. Det tog desværre mere et bare et par sekunder at løse problemerne, og Puciato virkede  temmeligt oprevet over episoden. Hvor meget det har betydet for hele koncerten er svært at vurdere, men Puciato havde lidt problemer med at ramme de cleane vokaler i starten. Hans cleane vokal lød svag, og en anelse ved siden af, og det gjorde det ikke bedre når lead guitarist Ben Weinmann sang kor bagved. Det blev dog meget bedre i løbet af koncerten, og da de 3 kvarter inde i koncerten sprang ud en række knapt så aggressive numre fra den nyeste skive "One of Us Is The Killer", blev de leveret overbevisende. Det var som om at de lige ville give os (og måske dem selv) lov til at puste en anelse ud, inden den sidste tyfon af hektiske rytmer blev sendt ud over landskabet. Ud over at jeg personligt rigtigt godt kan lide de numre, virkede det også meget velvalgt at geare lidt, for så at køre intensiteten op igen til sidst.

Puciato og Weinman stod for langt det meste energien på scenen, og den havde de til gengæld også rigeligt af. Jeg kunne godt have ønsket mig en smule mere fra de andre bandmedlemmer, så det ikke bare blev de to frontmænd der kørte deres eget individuelle cirkus hele tiden. Det var ikke fordi de andre ikke var involverede, men kontrasten til Puciato og Weinman var bare ret stor. De skal selvfølgelig også kunne betjene deres instrumenter i det hæsblæsende tempo de lægger for dagen, så der er måske en begrænsing der, men håndteringen af instrumenterne kan der nu ikke sættes en finger på. Det lød ganske enkelt imponerende. Alt i alt et fedt og gennemført show fra Dillinger drengene, der ikke var bange for at gøre koncerten til en sammenhængende (forstyrrende) oplevelse. 5/6 stjerner.

Aftenen som helhed var virkeligt interessant for mig. Et par spændende møder med bands jeg ikke kendte, efterfulgt af et fedt hovednavn, som jeg aldrig havde set live før. De 3 bands spænder bredt rent musikalsk, kvaliteten var solid og alle 3 formåede at nå niveauet over det, der kun involverer at spille en koncert. Da jeg gik hjem havde jeg næsten mere en fornemmelse af at have været til et sofistikeret kulturelt arrangement, end "bare" at have været til en god gammeldags heavy koncert. Fed aften, Voxhall!

Læs mere...

The Dillinger Escape Plan, Maybeshewill, Deathcrush

Hvad skal du torsdag d. 17. oktober? Jeg skal blæses væk af The Dillinger Escape Plan! Der var ellers mange muligheder for at få lidt god tråd, men hvordan kan man gå uden om muligheden for at få blæst hjernen ud af The Dillinger Escape Plan i Pumpehuset? Well, undertegnede går i hvert fald ikke uden om og det var der en hel del andre der heller ikke gjorde. Før det kunne blive rigtig sjovt, skulle publikum dog udsættes for henholdsvis norsk og engelsk opvarmning, leveret af Deathcrush og Maybeshewill. 

 

 

Deathcrush

2 rockchicks og en trommeslager. Nemmere kan aftenens første indslag vist ikke beskrives. Det Norske band havde fået afsat 30 minutter til at vise danskerne, hvorfor kvinder i rockgrupper, altid bør være iført shorts. Det var i hvert fald det mest mindeværdige ved koncerten, uden at det skal forstås mandschauvinistisk. Musikken var bare ikke så pisse spændende. Kompositionerne startede for størstedelen af numrene stærkt ud, hvorefter ensformighed tog over og gjorde hvert nummer ligeså kedelige som det foregående. 

 

Nuvel, helt galt var det ikke. Der var interessante elementer og de tre medlemmer havde da også kompetencerne. Det hele virkede bare lidt ideløst. Rammerne var ellers fine og til trods for, at det var meget få der havde fundet vejen oven på, da bandet gik på, lykkedes det løbende at drage en god del publikum til. Hvad angår scenehow, er det naturligvis begrænset hvor meget tre mennsker i den opstilling kan gøre, men forsanger Åse Bredeli Røyset leverede til trods en indlevende performance, på scenen og nede blandt publikum. 

 

Det bliver ikke til mere end 3 ud af 6 og en tilføjelse om at Deathcrush umiddelbart ikke er et navn, der formåede at gøre noget specielt denne aften. Det var bare lidt kedeligt, trods shorts.

 

 

Maybeshewill…

…petmyhamster, var ikke navnet på aftenens andet opvarmningsband. Men herved et gratis forslag til et fantastisk godt navn! Maybeshewill er en engelsk instrumental kvintet. Bandet har eksisteret siden 2005 og har siden da udgivet 3 albums, hvoraf seneste, I Was Here For A Moment, Then I Was Gone, blev udgivet i 2011. Genremæssigt bevæger vi os en del fra såvel Deathcrush som aftenens hovednavn; Post rock kombineret med ambiente lydflader.

 

I små 45 minutter leverede det engelske band deres smukke og velskrevne kompositioner. Det var desværre minimum 15 minutter for meget. Det blev for ensformigt. Uden vokalarbejde, skal et band simpelthen kunne variere deres musik. Det lykkedes ikke godt nok for Maybeshewill. Nuvel kompositionerne var velskrevne, men langt hen af vejen efter sammen skabelon. En rolig og harmonisk opbygning mod en bombastisk og storladen afslutning. Her gjorde den manglende vokal, at koncerten på flere fronter mindede om et soundtrack til en film. 

 

Den kritik overstået, formåede bandet at vise en fin profil. Potentialet er der, men det kræver lidt mere variation. Publikum tog imod, men uden ekstase. Den modtagelse dækker reelt godt over den samlede oplevelse af bandet. 4 ud af 6.

 

The Dillinger Escape Plan

Man ved ikke hvad man skal forvente, men forbereder sig på det værste. The Dillinger Escape Plan er et band der byder på uventede overraskelser og et bragende højt energiniveau. Nuvel, energiniveauet er blevet sat lidt ned som bandet er blevet ældre, men kadencen er stadig høj.

 

Med en konstant tung summen og videoklip af en kvinde der blev hypnotiseret, blev publikum varslet om hovednavnets snarlige entré på scenen. En start på koncerten, som bandet også brugte helt tilbage i 2008. Ikke den store udvikling. Var det mangel på opfindsomhed? Et tegn på en koncert der performancemæssigt ville matche 2008 koncerter? Eller noget helt tredje? Mangel på opfindsomhed er nok så meget sagt, men det er hvad bandet kom nærmest – then again, why fix whats not broken?

 

I et hav af stroboskop lys gik de 5 medlemmer på scenen og startede på et splitsekund en voldsom mosh. ”Prancer” fra bandets 2013 udgivelse, One Of Us Is The Killer, blev leveret overbevisende og med en nerve og intensitet der varslede kaos for resten af koncerten. Efterfølgende ”Farewell, Mona Lisa” og ”Milk Lizard” blev leveret på samme høje niveau, mens publikum strømmede frem mod midten og den energiske moshpit, der havde åbnet sig. Scenen var sat for hvad der kunne udarte sig til en fantastisk koncert.

 

Til trods for et højt energiniveau til start, virkede hverken band eller publikum til at være helt oppe og ringe. På en skala fra 1-10, med 10 som maksimalt, lå niveauet på 8. TDEP startede og afsluttede med ventede autoritet og insanity, men undervejs i koncerten, faldt energiniveauet på scenen markant og tydeligt. Hvad angik publikum, lod det til at de forreste 4 meter havde en voldsom fest, der dog også faldt lidt i intensitet midt i koncerten. Længere bagud i salen, reagerede publikum langt mere roligt overfor bandets eskapader på scenen. Energien og vanvidet fremført på scenen, formåede simpelthen ikke at nå hele vejen ned til de bagerste rækker. Det være sagt startede og ikke mindst sluttede TDEP formidabelt. Med ”Come to Daddy”, “Sunshine the Werewolf” og “43% Burnt” blev der om noget lukket og slukket på bedste vis. For lige at runde bandets nyeste materile, fungerede det overbevisende godt i liveformat. Naturligt, var det under de nyere numre, at energiniveauet faldt en smule. Sådan er det naturligt. 

 

Ud over bandets energimæssige performance og det voldsomme lyshav publikum konstant blev udsat for, blev løbende vist en række forholdsvist obskure klip. Afrundet, var publikum både udsat for et konstant sanseindtryk, der nærmest smadrede ens sanser. Ikke en overraskende oplevelse, men en feature, der bør nævnes, da den på ekstraordinær vis forstærkede hele oplevelsen af koncerten. 

 

Der var mange positive indtryk og også en række mindre positive (ingen negative!). Overordnet var det en gennemført koncert. De lydmæssige rammer fungerede, bandet stod stærkt og til trods for varieret deltagen, lod publikum til at være fænget af hvad der skete på scenen. Men det var en ruchetur. Det startede godt, faldt lidt (uden at være skidt – bare ikke helt så godt som starten) og sluttede fantastisk. Derfor bliver det heller ikke til mere end 5 ud af 6.

 

Samlet set var aftenen en blandet oplevelse. De to opvarmningsbands var ikke overbevisende. Maybeshewill havde absolut mest at byde på, men det var det altoverskyggende hovednavn, der var aftenens oplevelse. TDEP gjorde deres bedste for at give publikum en god oplevelse, hvilket lykkedes langt hen af vejen. The Dillinger Escape Plane er en speciel oplevelse live. Energiniveau og intensitet på det niveau ses sjældent. Hvad med en 5 års jubilæums koncert til Copenhell næste år!?

 

Læs mere...

AFI smider ny single og video – se den her!

Det amerikanske post rock/rockband AFI er på banen igen. D. 21. oktober udkommer bandets nye album, Burials, og herfra kommer nu video til singlen ”17 Crimes”. Et nummer der varsler en lidt anden lyd end på forgængeren Crash Love (2009). Giv selv nummeret et lyt nedenfor.

 

AFI er dannet i 1991 og har siden da udgivet 9. fuldlængdealbums. Debuten, Answer That And Stay Forever Fashionable, kom ud i 1995, hvorefter bandet løbende har udgivet. Efter en del skift, har AFI siden 1998 bestået af Hunter Burgan på bas og keyboard, Jade Puget på guitar og keyboard, Adam Carson på trommer og Davey Havok på vokal. Davey og Adam er samtidig de eneste tilbageværende originalmedlemmer.

 

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed