fbpx

The Ocean - Phanerozoic I: Palaezoic

På det seneste har der været stille omkring det tyske musikerkollektiv omkring hovedmanden Robin Staps, i hvert fald når det gælder albums – det seneste, ”Pelagial” ligger fem år tilbage. Det ændres der på nu, hvor første del af ”Phanerozoic” kommer på gaden; anden del udsendes efter planen i 2020.

Stort anlagte udgivelser er ikke noget nyt for tyskerne, og når det gælder indholdet, har udgivelsespausen heller ikke ændret noget dér. Som sædvanligvanligt er stort og mangfoldigt ord, der hurtigt dukker op når man skal beskrive numrene. Samtidig er de kendetegnet af en stor ro, derfor virker musikken ikke forceret, selv når det går hedt for sig. Og det gør det ind imellem, når vokalen brøler igennem og alle instrumenter fyres af.

Men The Ocean bevarer overblikket og udnytter den lange spilletid for de enkelte numre til at komme godt rundt i lydbilledet med mange forskellige elementer i brug. Der bruges en del keyboards, hvilket er med til at skabe bredde – det samme gør brug af klaver og strygere sammen med de elektriske instrumenter. Samtidig ligger det tekniske niveau højt, og med de mange temaer, der løbende afløser hinanden i de syv numre, havde det ikke været forkert at bruge betegnelsen Progressiv om indholdet.

I ”Cambrian II” står de melodiske sider stærkt, mens ”Ordovicium” er noget hårdere i kanten. De øvrige numre ligger ind imellem, og selv om nogle ideer får mere spilletid, end de fortjener, er den første del af ”Phanerozoic” et stærkt come back for The Ocean.

Tracklist:
1. The Cambrian Explosion
2. Cambrian II - Eternal Recurrence
3. Ordovicium - The Glaciation of Gondwana
4. Silurian - Age of Sea Scorpions
5. Devonian - Nascent
6. The Carboniferous Rainforest Collapse
7. Permian - The Great Dying
Samlet spilletid: 47:45

Læs mere...

Dying Whale - Last Moments Of Misery

Valdosta er en by i Georgia, USA, som jeg aldrig har hørt om før. Ikke desto mindre er den hjemsted for bandet Dying Whale, hvis fjerde album er genstand for denne anmeldelse. Albummet er det første efter en omrokering i bandet, hvor bassisten Matt Zagorski nu også står for vokalen, Eli Werth er ny på trommer mens guitaren stadig håndteres af Josh Zorn.

Musikalsk bevæger Dying Whale inden for Post Hardcore, og selv om jeg generelt ikke er vild med disse “post” subgenrebetegnelser, så giver det god mening her. Musikken er tungere og med mindre drive end i Hardcore, sikkert i et forsøg på at virke mere afdæmpet og mere afbalanceret. Resultatet er en blanding, som indeholder elementer af Hardcore, men i en mindre sammenhængende og mindre energisk udgave. Den forsøger man at tilføre power ved at gøre vokalen skrigende. Ikke råbende, som man normalt hører inden for Hardcore, men direkte skrigende. Og så går det helt galt! På mig virker det som en skuespiller som totalt overspiller sin rolle, vokalen er virkelig irriterende at lægge øre til efter to minutter. Og nej, det er på ingen måde sejt eller cool, men bare træls. Samtidig distancerer vokalen sig fra musikken, den bliver aldrig integreret, så numrene fremstår splittede. Et lille plaster på såret er der dog, for på flere numre optræder gæstevokaler. Desværre er de lige så kedelige som Zagorskis udgave, så det er så som så med kvaliteten. Derfor bliver det et klart NEJ TAK herfra; for mig er Dying Whale nærmere en død sild.

Tracklist:
01 Black Sky Absorbs You In
02 Thorn Sized Wounds
03 One Final First Kiss
04 Distress
05 Average Over Awful
06 Forged By Silver
07 The Cloud I Hold
08 Denial
09 The Tear Between Life And Love
10 Dreading My Exclusion
11 The Reaper
12 Last Moments of Misery
Samlet spilletid: 33:48

 

Læs mere...

Zoax - Is Everybody Listening?

London er hjemsted for Zoax, hvis 5 medlemmer fandt sammen i 2013. Sidste år var de så klar med den første udgivelse, EP’en ”XIII”; denne får nu følgeskab af en endnu en EP, denne gang med 6 numre.

Den korte intro, som blot har fået titlen ”?”, viser hovedelementerne i bandets musik: Der lægges ud med stille og tilbagelænet musik, som brat afbrydes af en vokal, der skriger spørgsmålet ” Is Everybody Listening?” for fuld hals – okay, så er alle vist vågne!

De efterfølgende numre følger mere eller mindre den samme opskrift, hvor musikkens rolige og meget afslappede stil breder sig ud som et blødt tæppe, der omslutter lytteren. Men inden det hele bliver for hyggeligt, vender den skrigende vokal tilbage sammen med voldsommere hug i instrumenterne. Det sker kun i korte sekvenser, men det er nok til at ryste begivenhederne og bringe lytteren tilbage til nu’et - Det har nogenlunde samme effekt som at kaste en sten ud i stillestående vand: På samme måde som bølgerne herfra dør ud, vender Zoax også tilbage til deres rolige udgangspunkt.

Vokalen nøjes ikke med at råbe og skrige, men synger også rent. Alligevel er det kontrasten mellem det stille og det støjende, der er det tiltrækkende ved denne EP. Effekten er mest markant hvor kontrasten mellem de to elementer er størst, hvilket får ”Right Words” og ”Innocent Eyes” til at stikke næsen frem foran de andre numre – men ikke meget, for niveauet på EP’en er mere end respektabelt.

Tracklist:
1. ?
2. Lonely Souls
3. Click
4. Zero Point Seven
5. Right Words
6. Innocent Eyes
Samlet spilletid: 20:24

 

Læs mere...

Redwood Hill - Collider

Redwood Hill gjorde sig fint bemærket med deres første album, ”Descender”, der viste et band med talent for at kombinere mørket med det æstetisk smukke. En god lind blanding, der dog i mine ører endte med at fremstå en smule forvirret, til trods for en bunke flotte melodier.

Bandet er tilsyneladende lavet af det samme stof som The Psyke Project og Hexis, der levede/lever efter devisen at selvgjort er velgjort. ”Collider” er således selvfinansieret og selvpromoveret. Dog indspillet med kyndig hånd af fremadstormende Jeppe Andersson.

”Collider” indeholder seks numre, der sniger sig op på en spilletid omkring de 42 minutter – en fornuftig spilletid, synes jeg. Numrene får tid til at udfolde sig, uden at det føles som langtrækkeri. Og numrene indeholder flere lag, der gør, at man ikke får det hele med første gang. Heldigt er det så, at ”Collider” rent faktisk indbyder til flere lyt. Numrene er for det meste utroligt varierede, melodiske og vitale, og i et nummer som ”Microgravity”, hvor strygerne bliver brugt flittigt, bliver jeg sendt tilbage til ”Precambrian” med The Ocean.

”Albedo” er dog det ultimative højdepunkt på skiven, hvor det hele vitterligt går op i en højere enhed: den brutale start, interluden med den rene vokal, der giver mig gåsehud HVER gang, og til sidst den klimaktiske forløsning på nummeret.

Det er ikke verdensklasse musicianship, som Redwood Hill leverer. Det er passioneret musik med stor vægt på følelser og… ja, passion. Og så et veludviklet gen til at få musikken til at fænge med et minimum af anstrengelse og show-off. Man skal altså ikke forvente skalaridt eller hvinende soli.

Som helhed sætter Redwood Hill ikke mange fødder forkert på ”Collider”, og det er i virkeligheden småting, der kan justeres på for at høste en højere karakter. Det fede og let-at-forstå vokal-arbejde samt den glimrende produktion, hvor alt går klart igennem, er klart med til at trække opad. Desværre sniger der sig en følelse ind af, at ”Collider” hen mod enden ikke helt holder fokus, og måske genbruger lidt for meget. Måske den førnævnte forvirring spøger i bandet?
Hvis jeg skal vende tilbage til min indledning, så er ”Collider” en klar opgradering af bandet, og der er ingen tvivl om, at vi får mere at høre til disse fem unge gutter – Jeg er i hvert fald blevet fan, og forventer at catche lidt op på ”Descender”.

”Collider” kan anbefales!

Tracklist:

01: Microgravity
02: Wie Ein Adler
03: Albedo
04: Tabula Rasa
05: Solace
06: Cytherean

Total Spilletid: 42 Minutter

Læs mere...

The Ghost Inside, Road To Manila, Secrets

Torsdag aften åbnede BETA på lorteøen dørene for en mindre hardcore fest. Hardcore i sig selv er muligvis for hårdt afgrænset, da aftenens bands musikalsk bevægede sig inden for flere forskellige genre, dog med hardcoren som omdrejningspunkt. Det var hensigten at publikum skulle udsættes for The Ghost Inside, Crown The Empire, Secrets og danske Road To Manila, men af uvisse årsager havde Crown The Empire valgt at blive i deres tourbus og springe aftenens koncert over. Pisse fedt – især for alle de danske fans der havde købt billet for at se dem. Sådan behandler man sine fans på bedste vis!

 

Secrets

Heldigvis diskede BETA op med guldøl som erstatning, hvilket grundlæggende havde en alt for stor værdi i forhold til hvad de gyldne damer erstattede. Nok negativt, mere positivt: 20:30 var første band parat på scenen og lidt overraskende var det det amerikanske metalcore/post-hardcore band Secrets, der gik på først. Det gjorde de til en kvart fyldt sal, men fik dog hurtigt trukket flere mennesker ind. Aggressivt satte Secrets i gang, til stor glæde for de 7-10 forreste gæster der satte gang i tung hardcore dans. En dans der splittede publikum i to dele, den forreste bestående af ca. 20 gæster og bagerste med resten af publikum, afskilt af 3 meter tomt gulv. Kombineret med bandets halvinteressante materiale og mudrede guitar, satte det en god stopper for første del af hardcore festen. Til trods for at det amerikanske band fremviste fine takter vægtes disse ned af førnævnte uhensigtsmæssigheder. Generelt må det også sige at tempoet og interessen fra publikum faldt markant undervejs, hvilket blandet medførte en utroligt forkølet circlepit og en næsten død afslutning. Lyssiden under koncerten var forresten dårlig. 3 ud af 6.

 

Road To Manila

Efter lidt frisk luft og en klud på gulvet, var Beta ikke bare blevet øl-ren, men også parat til aftenens næste levende billede. Danske Road To Manila. Danskerne kunne gå på og se ud over en pænt fyldt sal, der lod til at være parat til endnu mere hardcore sjov. Denne gang i den mere melodiske dur. Bandet havde lidt bedre styr på lyden og virkede også til at have en større del af publikum med sig. Efter et par numre virkede det endda også til at bandet selv kom op i gear. Road To Manila klarede det generelt bedre end Secrets, godt hjulpet på vej af et feststemt publikum. Vi var endda så heldige at få spillet lidt nyt materiale, der langt hen af vejen lød som bandets tidligere materiale, uden at imponere eller skræmme. Overordnet lykkedes det i langt højere grad for danskerne at få opvarmet publikum, end det gjorde for Secrets. 4 ud af 6.

 

The Ghost Inside

Efter to udmærkede bands, der dog ikke imponerede, var det endelig tid til at få det amerikanske hovednavn på scenen. Frontet af Jonathan Vigil ramte amerikanerne Beta som en hammer, der absolut ikke havde til hensigt at sænke farten i de brutale slag. Stemningen blev løftet fra et roligt tilfreds niveau til hardcore intensitet og fest. Imponerende, især i betragtning af at bandet reelt virkede meget taknemmeligt og ydmygt i forhold til normal hardcore attitude. Når først musikken spillede var der dog ingen tvivl om attituden og The Ghost Inside leverede langt hen af vejen en sejer af kaliber. I hvert fald halvt ind i salen, herefter døde koncerten og festen lidt ud, mens publikum lod til at være mindre engagerede og måske endda mindre interesserede i hvad der skete på scenen. De fem medlemmer i bandet gjorde ellers deres for at få alle i salen med.

Med numre strækkende helt tilbage fra første album og frem til seneste og endda et nyt i form af “Out Of Controle”, havde bandet mixet godt rundt i setlisten. Størstedelen af koncerten havde dog fokus på bandets 2012 udgivelse Get What You Give, og som forventet blev hele balladen afsluttet med “Engine 45” inden The Ghost Inside alt for hurtigt forlod scenen. I det hele taget kunne bandet godt have spillet minimum et par numre ekstra, uden det havde skadet noget. Ses der bort fra det tidsmæssige element, spillede The Ghost Inside en god koncert. Det lykkedes at få sat gang i en fest, hvor en pæn andel af publikum valgte at deltage. Grundlæggende godkendt, selvom det godt kunne have været bedre. 5 ud af 6.

 

 

  • The Ghost Inside_6
  • Forfatter: Jill
  • The Ghost Inside_3
  • Forfatter: Jill
  • The Ghost Inside_5
  • Forfatter: Jill

Se flere billeder her!

Læs mere...

Vanna - Void

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme: den genre som amerikanske Vanna slår deres folder i, er langt fra min favoritgenre. Og jeg er derfor allerede en lille smule skeptisk på forhånd, da jeg sætter ”Void” på. Hardcore har altid været en genre, som jeg har haft det meget blandet med. Ind imellem dukker der noget op i genren, der skiller sig ud men generelt synes jeg, at der er langt mellem snapsene, så at sige. Men jo mere jeg lytter til Vanna, jo mere vokser de på mig.

Der er knald på fra det sekund titelnummeret vælter ud af mine højtalere, og det imponerende høje tempo formår bandet faktisk at holde gennem hele skiven. Ind imellem synes jeg måske endda, at der er lidt for meget fart på, for det er lidt som om de mister pusten, mens de spiller, og derfor lidt skal ”samle nummeret op” igen. Men alt i alt synes jeg, at der er rigtig meget på ”Void” som fungerer ganske godt. Det er da heller ikke helt uerfarne herrer, vi har med at gøre. Vanna har 4 studiealbums og flere EPer i bagagen, og der er også god harmoni mellem numrene og pladen virker rimelig helstøbt. Jeg synes nu, at det er mest interessant på numre som ”Toxic Pretender”, ”Digging” og ”Bienvenue”, hvor der kommer nogle rigtig fede melodiske elementer ind i musikken og det veksler mellem screamo og skønsang. Det er henholdsvis Davey Muise og guitarist Joel Pastuszak, der tager sig af vokalerne, og deres stemmer klæder hinanden rigtig godt. Selvom man godt kan høre at Vanna har styr på deres instrumenter, så er det bare svært for mig at høre så mange musikalske talenter, når det hele kører derud ad med 180 i timen og der på intet tidspunkt er nogen form for afveksling. Men på de nævnte numre føler jeg, at jeg ser lidt af hvad det er Vanna kan og får en fornemmelse af, hvad det er de har at sige med deres musik. Og det kan jeg rigtig godt lide! Teksterne kredser om melankolske emner og er til tider ganske onde og velskrevne. ”My eyes have seen no glory, so I ripped them out today” skråler Muise, der giver indtryk af at være ligeså ondsindet som en olm tyr. Også et nummer som ”Personal Cross” der er lidt mere afdæmpet og i roligere tempo, synes jeg fungerer rigtig godt, især når Pastuszak kommer på med sin rene vokal.

”Void” overrasker mig positivt men er trods alt ikke en skive, jeg tror, at jeg vil vende tilbage til. Den forsvinder lidt for hurtigt ud i glemslen igen, på trods af en håndfuld rigtig fede numre. Det er bare ikke helt nok til at gøre det rigtig interessant. Jeg smider 3½ stjerne efter albummet.

 Track list:

1. Void
2. Toxic Pretender
3. Holy Hell
4. Digging
5. Yüth Decay
6. Personal Gross
7. Humaphobia
8. Piss Up A Rope
9. Pornocopia
10. All American’t
11. Bienvenue

Samlet spilletid: 37:00

 

Vanna - "Digging"

Læs mere...

Being As An Ocean - How We Both Wondrously Perish

Being As An Ocean har udsendt en længe ventet opfølger til bandets debutalbum "Dear G-d", som fik sat bandet på landkortet over de mest opmærksomhedsvækkende bands.
Det nye album har fået titlen "How We Both Wondrously Perish" og allerede inden man overhovedet får pakket skiven ud, smidt den i afspilleren og trykket start, så har man allerede kategoriseret den til at være "den svære to'er".

Pladen indeholder 10 numre som hver især er spækket med massevis af musikalske godter, der binder hele herligheden sammen med en blanding af melodisk hardcore, moderne rock og punk.
Numrene er spændende og nyskabende, man fanger hurtigt sig selv i at sidde og nikke med i takt til musikken.
Numrene har dog alle sammen den lidt for tilbagelænede energi, der lægger en dæmper på musikken gennem hele pladen.
Musikken er helt igennem tilfredsstillende, men der mangler noget mere power til virkelig at sætte en stemning i gang.

Being As The Ocean har styr på deres musik, de udnytter deres musikalske evner på enhver chance, de får. Desuden skal bandet have et skulderklap for at skrive en flok numre, som ikke lyder ens og heller ikke følger nogen form for genremæssig kogebog.
Deres første udspil har bragt dem langt, og har i sandhed fået dem placeret på landkortet.
Om det er lykkedes bandet at overgå deres forrige album, er op til den ægte fan at finde ud af.

Tracklist:

1. Mediocre Shakespeare
2. Death's Great Black Wing Scrapes The Air
3. L'exquisite Douleur
4. How We Both Wondrously Perish
5. The Poets Cry For More
6. We Drag The Dead On Leashes
7. Even The Dead Have Their Tasks
8. Grace, Teach Us What We Lack
9. Mothers
10. Natures

Læs mere...

Architects - Lost Forever, Lost Together

De britiske metalcore giganter i Architects har netop smidt deres 4. studie album på gaden. Albummet bærer titlen"Lost Forever // Lost Together". Et album der har skulle stå en hård kamp mod bandets forrige album "Daybreaker".

Architects formår dog at fornye sig på hver af deres indspilninger, og på dette nye udspil har bandet taget endnu et musikalsk skridt i retning af total eneståenhed.

Bandets unikke lyd og sammenspil flyder sammen i en uendelig forkælelse for ørerne, hertil kan man kun sidde og længes efter mere.
Som i Architects tidligere udspil, så bliver der fokuseret på små detaljer som, udgør det store unikke lydbillede.
Det er simpelthen ren og skær fornøjelse at høre hvordan guitaren harmonerer og bare flyder perfekt sammen med trommespillet.

Numrene på denne nye plade er "by far" de mest aggressive og mest indholdsfyldte i forhold til bandets andre albums.
Breakdowns/ singalongs og alle de andre core elementer bliver selvfølgelig taget i brug. Dog lægger musikken denne gang mere vægt på mere "Djent- inspirerede" elementer.

Igen har Architects overgået sig selv og produceret et album, som vil gå over i historien for bedste metalcore-albums. Selvom denne plade kun lige er udgivet, og den formentlig nok skal toures og promoveres i de næste 1-2 år, så glæder jeg mig allerede til bandets næste udspil!

Bravo Architects!

Trackliste:

1. Gravedigger
2. Naysayer
3. Broken Cross
4. The Devil Is Near
5. Dead Man Talking
6. Red Hypergiant
7. C.A.N.C.E.R
8. Colony Collapse
9. Castles In the Air
10. Youth Is Wasted On the Young
11. The Distant Blue

 

Hør også vores interview med Architects' guitarist og keyboardspiller Tom Searle her.

 

Architects - "Broken Cross"

Læs mere...

Plebeian Grandstand - Lowgazers

Dette her er hvad mareridt er skabt af. Kaos. Desperation. Klaustrofobisk ensomhed. Følelsen af, at man ikke er alene i sit hoved. Guitarernes skæve harmonier, trommernes maniske, mekaniske march og vokalens desperate, drømmende, flydende megalomani nedsænker en i en tilstand af håbløshed. Med en massiv lydmur afskærer de al kommunikation udefra, og man efterlades alene uden anden chance end at konfrontere sine egne dæmoner.

I samtlige 41 minutter brager de nådesløst derudaf, kun afbrudt af "Relief Of Thoth”- et instrumentalt stemningsnummer, der bestemt ikke bedøver nerverne. Tværtimod. Skiven er som en rutchebane, hvor det meste foregår i hæsblæsende fart, og de få øjeblikkes ro der er, bruges til at understrege spændingen før den næste nedstigning til helvede.
Variation er ikke kodeordet her, men det lægger stilarten heller ikke op til. Denne slags høres bedst som den musikalske tour-de-force det er. Det er stemningen og følelserne der er i højsædet her, ikke omkvæd, breakdowns eller catchphrases. Det er der andre musikere der må tage sig af.

Dette nærmest kvælende sorte tæppe nedsænkes over hovedet på en af franske Plebeian Grandstand, (groft oversat pøblens udsigtspunkt) fra Toulouse. De blev dannet i 2009, dette er deres tredje fuldlængde plade og har derudover to 12” splits på samvittigheden. De har turneret europa og Rusland tyndt i bedste DIY stil, og med sådan en produktivitet er det svært at forestille sig, at de ikke vil blive ved med dette.

For et så ungt band er det en forbavsende stor lyd de har skabt, og et massivt live generalieblad. Det emmer af en kvartet der lever og ånder for deres hverv og kva den stil de spiller, nok ikke gør det for pengenes skyld. Det er ikke teknisk krævende musik, på nær trommerne, der kræver sin fysik for at kunne holde sådan et grind tempo oppe, men det fungerer. Deres produktion er tilpas skramlet, så man ikke føler det er påtaget, men god nok, så man ikke er i tvivl om deres kærlighed til musikken.

Jeg er allerede i gang med at finde mere af dette band, og jeg glæder mig til de på et tidspunkt runder vores bræddegrader så, jeg kan fange et live show med dem. Det har jeg forventninger om vil blive en fed oplevelse.

 

Trackliste

1. Thrvst
2. Endless Craving
3. Flail In The Bliss
4. Lowlifer
5. Relief Of Troth
6. Svn In Your Head
7. Aimless Roaming
8. Murk Diving

Samlet spilletid: 41 minutter

 

Lowgazers by Plebeian Grandstand

Læs mere...

Culted - Oblique to All Paths

Culted er en svensk/canadisk konstellation af musikere, der siden 2007 har lavet to albums og en enkelt EP. Dette til trods, har den svenske del af bandet, sangeren Daniel Jansson, aldrig mødt den resterende del af bandet. Lidt spøjst og tankevækkende i mit hoved, men internettets muligheder er utallige. Om de øver over Skype eller noget, må guderne vide.

Culted har fået foden ind i stalden hos Relapse Records, og eksponeringen de får derfra må være fænomenal. De optræder tydeligvis ikke live jo, men er tilsyneladende alligevel et populært band. 

Musikken er en ekstremt ensformig og temmelig introvert afart af post hardcore genren, iblandet en god mængde ambience og samplede lydeffekter samt et noget dystert lydbillede. Numrene er meget lange, og de er altså ikke særligt spændende. De bruger utroligt meget tid på at forsøge at folde sig ud, og i mine ører sker det aldrig helt. Måske det er meningen… I så fald forstår jeg det ikke. Numrene er tørt produceret uden nogen form for rumklang eller ekko – Det understøtter altså det introverte udtryk, for det lyder til tider til, at Culted sidder i et tæppebeklædt rum med lavt til loftet og spiller deres musik. Det virker måske for nogle, men jeg finder slet ingen fidus i det.

Hvis numrene så bare havde været spændende, havde det været en helt anden snak. Dog sker der det, at numrene smelter sammen, og det eneste man i sidste ende tænker på, er hvornår pladen slutter. Dette sker efter en god time, hvor tålmodigheden virkelig bliver sat på prøve. Hvis man skulle sætte en spændingskurve på ”Oblique to All Paths”, ville den være omtrent lige så lige som et køkkenbord. 

Jeg kan godt se, at det indadvendte og mørke er noget, der er fedt at dyrke, men Culted får alt for lidt ud af det, og de vil med tiden blive en lille lodden parentes i min hukommelse, som bandet der aldrig mødtes. 

Tracklist:

01: Brooding Hex
02: Illuminati
03: Intoxicant Immuration
04: March of the Wolves
05: Distortion of the Nature of Mankind
06: Transmittal
07: Jerimiad

Total Spilletid: 62:11 Minutter

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed