fbpx

Yerûšelem - The Sublime

Hvad gør man med sine musikalske ideer, hvis man ikke kan få dem til at passe ind i de sammenhænge, man allerede indgår i? For Vindsval og W.D.Feld, som begge er kendt fra Blut Aus Nord, var svaret nemt: Vi laver da bare et nyt band. Resultatet er Yerûšelem, som titelmæssigt sætter barren højt ved at kalde deres debutalbum ”The Sublime”.

Som min knapt så prangende karakter til albummet viser, kan D’herrer Vindsval og Feld ikke leve op til oplægget – langt fra endda, og albummet er en idefattig affære. For at illustrere problemerne, kan vi tage fat i titelnummeret: Her er stemningen mørk, og nummeret domineres af en melodistump, som repeteres i et nærmest endeløst loop. Selve melodien er fin nok, men bliver hurtigt ensformig. Det samme gør de tilbagetrukne vokaler, der lidt svævende følger med musikken. Som helhed er nummeret meget monotont, og ønsket om forandring trænger sig hurtigt på.

Men den kommer bare ikke, for de andre numre er opbygget på samme måde, og med samme resultat. Eller endda værre, for flere numre i træk med samme type indhold er virkelig træls. Her hjælper det kun lidt, at man i “Sound Over Matter” og ”Textures of Silence” gyder en smule olie på vandene med instrumentale klangflader; ikke imponerende, men i det mindste er det noget andet.

Så nej, Yerûšelem er et mislykket eksperiment, og jeg håber, at ophavsmændene vender tilbage til Blut Aus Nord … og bliver der.

Tracklist:
1. THE SUBLIME
2. AUTOIMMUNITY
3. TERNAL
4. SOUND OVER MATTER
5. JOYLESS
6. TRIIIUNITY
7. BABEL
8. REVERSO
9. TEXTURES OF SILENCE
Samlet spilletid: 36:30

Læs mere...

Nature Morte - NM1

Nature Morte er et nyt band fra Paris, hvis tre medlemmer Chris Richard ( bas), Vincent Bemer (trommer) og Stevan Vasiljevic (vokal og guitar) nu udsender deres første album. Ved valg af titlen ”NM1” signalerer de både en start, og at de forventer at der skal komme mere.

De fire numre er opbygget af de samme elementer, så en nærmere beskrivelse af ”Till Love Do Us Part” er dækkende for hele albummet: Nummeret start med stille guitarer og langsomme trommer, så kommer der en iørefaldende og repeterende melodi ind over, mens der bygges op i intensitet – stille og kontrolleret. Det hele eksploderer i hamrende trommer, fræsende guitarer og en hvæsende vokal – ren Black Metal. Så skiftes der tilbage til helt stille musik, inden den og den rå vokal vender tilbage. Samlet set et stærkt nummer med mange facetter og flotte stemninger.

Selv om de øvrige numre ikke når helt samme niveau, er der masser af vekslen mellem den ondsindede vokal og de stille passager - Disse elementer fungerer som en stødpude, der tager toppen af den musikalske vildskab og er grunden til, at der er et ”Post” placeret forrest i genreangivelsen.

Selv om det ikke ville skade med mere variation i opbygningen, er ”NM1” en meget passende titel – jeg ser frem til, at der kommer flere udgivelser fra Nature Morte.

Tracklist:
1. Through The Perfection Of Your Nothing
2. Till Love Do Us Part
3. Grief
4. Black Pram
Samlet spilletid: 35:59

Læs mere...

Helheim - LandawarijaR

Tilbage i 2011 anmeldte jeg EP’en ”Åsgards Fall” fra norske Helheim; det var en glimrende blanding af Viking- og Black Metal. Derfor var det med et smil, at jeg fik bandets nyeste album, ”LandawarijaR” til anmeldelse.

Smilet stivnede dog hurtigt, for de positive takter fra dengang er der ikke mange af hos Helheim anno 2017. I stedet indeholder ”LandawarijaR” syv numre, hvor indholdet er så tilbagetrukket, at det mister en stor del af sin slagkraft. Samtidig er der ret lange passager, hvor musikken er meget stille uden, at energien erstattes af andre kvaliteter. Heldigvis er der også dele af albummet, hvor det spilles ren Metal; hvor tempoet øges, hvor guitarerne leverer både melodi og power, og hvor diverse trommeskind bliver straffet. Desværre har alle disse elementer fået frataget ethvert tilløb til gang i den via produktionen. Jeg har sjældent hørt så papirtynd og kedelig en produktion, som Helheim præsterer her – det gør virkelig musikken tandløs og uinteressant.

Men er der slet ingen positive ting at melde? Jo, vokalen optræder i forskellige udgaver, hvor den brølende version er ret fed og giver en smule kant. Samtidig kører de hurtige passager udmærket, og ville i en anden produktion have klaret sig godt. Men i den foreliggende indpakning er resultatet virkelig skuffende, og bedømmelsen ryger i den lave ende af skalaen.

Tracklist:
1. Ymr
2. Baklengs mot intet
3. Rista blodørn
4. landawarijaR
5. Ouroboros
6. Synir af heidindomr
7. Enda-dagr
Samlet spilletid: 55:11

 

Læs mere...

Deafheaven - New Bermuda

Sangeren George Clarke og guitaristen Kerry McCoy startede Deafheaven som en duo tilbage i 2010, men udvidede hurtigt besætningen til en kvintet. Med denne konstellation udgav bandet ”Roads to Judah” i 2011 og ”Sunbather” to år senere. Som en del af forberedelser til bandets tredje album blev positionerne besat med nye medlemmer, så kun Clarke og McCoy er gengangere.

I Deafheavens musik er der groft sagt kun to hovedretninger: Først og fremmest er der Black Metal, som amerikanerne stykker sammen af genrens vanlige elementer. Det betyder pænt tempo, aggressiv stemning og Clarkes vokal, som er vred og virkelig skærende.

Den anden hovedretning er et direkte modstykke til det vilde og voldsomme, for her skrues der helt ned for tempo og brutalitet. I stedet satses der på helt stille guitarer og næsten sarte melodier.

De to hovedingredienser optræder skarpt adskilt, så flere numre starter brutalt, for senere at veksle til det helt rolige. Fordi tingene separeres, giver blandingen en skarp kontrast, som sikrer afveksling. Samtidig fungerer melodierne udmærket, uanset hvilken kategori de tilhører, og hvis numrene kommer for langt ned i gear, sikrer vokalen at det hele får kant.

I og for sig er der ikke noget egentligt nyt i Deafheavens musik, men det lykkes at få noget ret spændende ud af kendte komponenter, så ”New Bermuda” er et nærmere bekendtskab værd.

Tracklist:
01. Brought to the Water
02. Luna
03. Baby Blue
04. Come Back
05. Gifts for the Earth
Samlet spilletid: 46:41

 

Læs mere...

Swampborn - Alleged Escape

Swampborn er et russisk band, som stammer fra Volgograd og har eksisteret siden 2011. EP’en ”Alleged Escape” er deres debut og er indspillet af guitaristen Pathrone og sangeren Sur.

Selv om navnet er tilfældigt, er det nu meget passende, for alle hans vokale bidrag er af skrigende eller hvæsende karakter. Det passer naturligt ind i den tilhørende musik, for Swampborn spiller en blanding af egentlig Black Metal og den blødere afart, der har et ”Post” foran betegnelsen. Det bliver til lange instrumentale afsnit med guitaren som toneangivende instrument, hvor der suppleres med klaver, keyboards og forskellige talte sekvenser. Selv om der er Sort Metal i blandingen, befinder Swampborn sig i den let tilgængelige ende af skalaen; de voldsomme sekvenser er ret korte, og selv om de eksekveres i højt tempo, virker de kun som mindre bump på vejen. Et godt eksempel høres i ”Muscarum”, hvor musikkens mørke sider afvæbnes via blæserlignende keyboards.

Ellers tager man sig god tid til at bygge numrene op, som man kan se af den ret lange spilletid; selv om udgivelsen markedsføres som en EP, er dens størrelse tæt på hvad nogle genrer kalder for fuld længde. Omvendt ville jeg have tabt interessen, hvis spilletiden havde været ret meget længere end nu; som det er, kan Swampborn lige trække et ”godkendt” i land.

Tracklist:
1. Augoeides
2. Muscarum
3. Bonus track
Samlet spilletid: 29:08

Læs mere...

Dirty Days Of Summer 2014: Redwood Hill og Deafheaven

Så er det slut for i år. Tre dage med god musik og hygge i herlige rammer. Dirty Days Of Summer rullede lørdag til mandag hen over området foran Beta på Amager, og efterlader endnu en gang publikum med en række eminente koncertoplevelser. Som kirsebærret båret højt på toppen af en yderst velsmagende kage, var danske Redwood Hill og amerikanske Deafheaven sat til at lukke og slukke dette års mini festival. En koncert der blev udsolgt forholdsvist hurtigt og om noget viste en mere bred interesse, specielt for det amerikanske post blackmetal band, end normalt.

 

Redwood Hill

Før amerikanerne fik lov til at bestige de intime rammer, fik publikum fornøjelsen af at opleve de danske postmetal darlings fra Redwood Hill. Personligt har jeg aldrig været til en dårlig koncert med kvintetten. Jeg har været til koncerter hvor de ikke var ligeså gode som normalt, men aldrig en koncert hvor de fejlede – denne aften ingen undtagelse. Redwood Hill har en imponerende tilgang til deres liveoptræden. Let og elegant og samtidig fandens tungt og ubehageligt. Til trods for det noget brogede publikum, der havde fundet vej til Beta denne aften, valgte en ret stor del at kaste sig ud i den musikalske oplevelse, frem for fadøl udenfor. Men det er virkelig også svært ikke at blive trukket til når først Redwood Hill slår takterne an. Deres musik er nærmest hypnotiserende og har en eminent og effektiv effekt på publikum. Tiden løber af sted og ude af intet er man ved sidste nummer, som for resten var et nyt nummer.

Redwood Hill leverede ikke en koncert på højde med deres koncert til Copenhell freezes over, eller Copenhell for den sags skyld. Men langt hen af vejen leverede bandet en udsøgt post-fornøjelse. Jeg kunne godt have ønske mig en lidt højere vokal, men ellers er der ikke meget at sætte finger på. Redwood Hill spillede en fed opvarmning og lagde den perfekt grund for aftenens hovednavn. Som anmelder havner man til tider i det dilemma, at man finder opvarmningen pisse fed. Giver en karakter før hovednavnet, for herefter at indse at man derved bliver nød til at rate hovednavnet uden for skala. Redwood Hill spillede fantastisk men sammenholdt med Deafheavens efterfølgende performance, var der lidt op til toppen. 4,5 ud af 6.

 

Deafheaven

Dermed også allerede sagt at Deafheaven spillede en rigtig fed koncert. Grundlæggende er det kun den samlede spilletid der kaster lidt negativitet af sig. Lidt under en time er simpelthen ikke nok. Bandet kunne snildt have spillet 2 numre til. Det negative overstået er der masser af plads tilbage til alt det positive. 

21:15 fyldte Deafheaven Betas intime scene, der i dagens anledning fremstod en smule trang. Frontet af George Clark, der i dagens anledning havde fundet den maniske stirrebrille frem, lagde bandet hårdt ud med ”Dream House”. Energisk og effektivt og især Daniel Tracy på trommer tævede på imponerende vis tønderne rundt til ekstase. De bombastiske arrangementer vs. melodiske passager blev fremført til perfektion og fremstod dragende overfor et publikum der stod forsvarsløse og tog imod. 

Efterfølgende ”Irresistible” fulgte godt op mens titelnummeret på bandets 2013 udgivelse, Sunbather, tog koncerten mod nye højder. Storladent og samtidigt fandens intenst, som en knytnæve i fjæset fra et symfoniorkester. Yderligere tre numre blev det til, herunder den personlige farvorit ”The Pecan Tree”, inden Deafheaven lukkede og slukkede med ”Unrequited”. Publikum forblev i salen under hele koncerten og kun enkelte vovede sig ud. Der herskede ingen tvivl om Deafheaven havde publikum lukket og låst, tryllebundet af den maniske performance på scenen. Et brag af en koncert, der meget sandsynligt havner på min liste over bedste koncerter 2014. 5,5 ud af 6.

 

Så var der lukket og slukket for denne omgang af Dirty Days Of Summer, men sikke en omgang. Tre dage med tre gode koncerter, afsluttet til perfektion. Jeg ser allerede frem til næste års version af Dirty Days Of Summer.

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed