fbpx

Bloodsucking Zombies From Outer Space - All These Fiendish Things

Mængden af ny musik, som er tilgængelig for anmeldelse, er enorm, og overstiger langt hvad vi kan overkomme her på redaktionen. Derfor er det nødvendigt at prioritere, og jeg må indrømme, at jeg tøvede ved denne skive fra østrigske Bloodsucking Zombies From Outer Space (BZFOS) indtil jeg så genren Horror Punk – det måtte jeg undersøge nærmere. Et blik ned over tracklisten forstærkede min nysgerrighed; med de titler er der basis for en meget voldsom omgang Punk.

Og ja, bandets tekster er ret så saftige, men så er det også slut med alt, der kan retfærdiggøre begrebet horror. Det eneste skræmmende ved det hele er nemlig, hvor ufarlige BZFOS er – det hele er fest og spas. Musikken er nemlig ikke den rå Punk, jeg havde håbet på, men en poppet omgang Party Punk med fængende omkvæd og højt synge-med-potentiale. Sammen med den næsten polerede produktion fjerner det ethvert tilløb til noget truende og farligt.

Skuffelsen over de ikke-indfriede forventninger kunne have resulteret i en nedsabling af albummet, men det ville være unfair. Ret beset gør BZFOS det nemlig upåklageligt, der er ikke noget at udsætte på hverken vokaler eller musik - 8 albums i løbet af de seneste godt 15 år har tømret bandets godt sammen. Derfor er ”All These Fiendish Things” et okay album, bare ikke hvad jeg havde ventet.

Tracklist:
01. Prelude
02. This Ain´t No Halloween Costume
03. Bela Kiss
04. Good Guy Rag Doll
05. Nice Day For An Exorcism
06. Janet Leigh
07. Night Flier
08. Sleepaway Camp ´95
09. Rebel Heart
10. Rock´n´Roll Vampires
11. Don´t Answer The Phone
12. Helluzinations
13. Gods Own Mistake
Samlet spilletid: 43:21

Læs mere...

Roskilde Festival 2018: Descendents

Så har vi legender i huset, og denne gang er der tale om pop-punk-rockerne Descendents. Dannet i slutningen af 70’erne har de været inspiration for et flercifret antal punkbands igennem tiden. De har været opløst i ikke mindre end 21 år og nu (for første gang?) at finde på dansk jord. Der bliver ofte klaget over, at der ikke bookes punk på Roskilde, så dette må siges at være et glimrende valg.

En giraf er det dog, det kan man ikke komme udenom. Og selvom det er en frisk en af slagsen og Avalon er ok fyldt, virker langt de fleste kun til at være her pga. legendemærkatet. Det går stærkt, og der er klap og hujen og enkelte pits mellem de mange sange (der sjældent er længere end tre minutter lange). Ligeledes er Descendents fuldt ud tilfredse med blot at tjatte til hinanden og hoppe lidt frem og tilbage af og til. Man kan kun svært påstå, at de ikke hygger sig.

Men den der oprørske punk-ånd, den er sgu svær at få ind under huden når det er midaldrende-til-oldinge der skal lede det an. Det er hyggeligt, men ikke opløftende eller bare tilnærmelsesvis interessant. Givet, det er nok heller ikke fordi Descendents har haft de store kunstneriske visioner – og det er ok. Men det kunne lige så godt være dine tre onkler på scenen, givetvis at de kunne spille instrumenter, forskellen ville ikke være mærkbar.

En times tid i nostalgiens tegn er hvad vi får, plus lidt hygge. De få fans der var, kan nemt lægge en halv eller en hel karakter oveni. For resten var det blot, ja, hyggeligt.

Læs mere...

Settle Your Scores - Better Luck Tomorrow

Settle Your Scores er fra Cincinnati, Ohio, hvor bandet startede i 2014. To år senere udsendtes det første album, ”The Wilderness”, og nu, hvor der igen er gået to år, sender de album nummer to på gaden: ”Better Luck Tomorrow”.

Selv om der er tale om et ret nyt band, sender albummet mig tilbage i tiden, nærmere bestemt til begyndelsen af 00’erne, hvor DR sendte Boogie listen hver lørdag eftermiddag. Her kunne den danske ungdom se videoer med tidens musik, og det var ofte bands som The Offspring, Green Day og Good Charlotte der præsenterede poppede og ufarlige version af Punk.

Netop i den boldgade befinder Settle Your Scores sig, for hovedparten af deres musik er velegnet som soundtrack til en ubekymret teenage sommerferie med fester på stranden og langt til hverdagens udfordringer. Blandingen af catchy melodier, rene vokaler og enkelte hårde guitarer passer perfekt ind i stilen fra de ovennævnte navne, og hvis ikke det var fordi, at Settle Your Scores ind imellem viser tænder, ville jeg stemple albummet som uden berettigelse og give det bundkarakter.

Men netop fordi numrene ind imellem viser kant, er de ikke uinteressante. Især sangeren Christian Fisher bidrager med ret ondsindede brøl flere steder, men også rytmisk kommer der ind imellem metalliske toner ind over. Afvigelserne fra det kendte er små, men tilstrækkelige til at hive et OK og tre stjerner hjem.

Tracklist:
1. On the Count of Three
2. Zero Hour
3. Growing Pains - Throwing Blame
4. Dead Man Stalking
5. Keep Your Chin Up and Your Expectations Down
6. Stuck in the Suburbs
7. Rise Fall
8. Off / On
9. No Ragrets
10. Your Teeth vs. the Pavement
11. Valar Morghulis
12. My Reason to Come Back Home
Samlet spilletid: 38:01

Læs mere...

Betontod - Revolution

Punk er for mig synonym med musikere, der virkelig har noget på hjerte, prikker til det bestående på en rå måde, og sætter ærlige udmeldinger højere end kommerciel succes. Derfor blev jeg umiddelbart skuffet over dette album fra tyske Betontod, for deres fortolkning af genren peger i en helt anden retning; her er lyden blød, og musikken holder sig inden for rammer, som kun de færreste kan føle sig stødt af – der synges og spilles uden kanter og knaster.

Stemningen er meget pæn og hyggelig, Betontod lyder ikke som et band der har levet på en sten og øvet i en tilfældig kælder – jeg ser nærmere billeder af musikere, som er opvokset i trygge rammer, hvor mor kom med kakao når der var øveaften i den velopvarmede kælder hjemme i parcelhuset. Derfor er det ikke troværdigt når bandet synger deres tyske tekster om at ville starte en revolution og sammenstød med politiet, for hele attituden virker påtaget og planlagt. Nej, i mine ører er det her ikke rigtig Punk.

Men hvis man køber det polerede koncept, vil man kunne glæde sig over mange numre med iørefaldende omkvæd og stort synge-med potentiale, også selv om man ikke er så meget for det tyske. Sangeren Oliver Meister er meget let at forstå, bare lyt til balladen ”Verdammt Schwer”.
Jeg er som sagt ikke overbevist, og det afspejles i karakteren.

Tracklist:
1. Intro
2. Revolution
3. Küss mich
4. Welt in Flammen
5. Ich nehme dich mit
6. Herz an Herz
7. Verdammt schwer
8. Freiheit oder Tod
9. Bambule & Randale
10. Freunde
11. Es lebe die Freiheit
12. Mann über Bord
Samlet spilletid: 39:57

 

Læs mere...

Ignite - A War Against You

I pressematerialet til denne udgivelse bliver der gjort meget ud af at fortælle, at Ignite har skabt et Hardcore/Punk album uden grænser, men med skarpe og politiske kommentarer til alt fra dødelig sygdom til verdens flygtningeproblemer. Jeg kendte ikke Ignite før denne skive, men det skyldes måske, at ”A War Against You” er bandets første album i 10 år. Nå, under alle omstændigheder havde foromtalen skabt forventninger om knivskarp musik.

Men hold da op, hvor blev jeg skuffet; i stedet for rigtig Punk med skarphed og bid, var det der mødte mig en poppet og velfriseret udgave, der ikke i sin vildeste fantasi kunne finde på at skabe røre i andedammen.

Stilmæssigt ligger indholdet ikke så langt fra f.eks. Offspring, hvilket i sig selv ikke er et problem – Jeg kan godt li’ deres stil, især fordi de ikke forsøger at udgive sig for mere end de er. Men når man spiller hyggemusik skal man ikke puste sig op som om man var en ny udgave af Black Flag eller Dead Kennedys; og det er her, Ignite fejler. Bevares, der er fint gang i guitaren, men det forbliver hele tiden ufarligt. Tonen er helt klart til den rare og hyggelige side, specielt pga. de meget fine flerstemmige vokaler – her er der lysår til pionererne på 1970’ernes Punk scene. Det resulterer i et mismatch med budskabet i teksterne, for hvem kan tage disse alvorligt, når de nærmest leveres med et smil på læben? Ikke jeg, og det ødelægger min oplevelse af dette album.

Okay, jeg ved godt at min skuffelse i høj grad skyldes presseteksten, men også uden den ville Ignite have haft det svært. Deres melodier er langt fra så iørefaldende som det kræves i den pæne ende af genren, og de falder helt igennem ved en sammenligning med førnævnte Offspring. Så lige meget hvordan jeg vender og drejer det, skuffer denne skive.

Tracklist:
1. Begin Again
2. Nothing Can Stop Me
3. This Is A War
4. Oh No Not Again
5. Alive
6. You Saved Me
7. Rise Up
8. Where I'm From
9. The Suffering
10. How Is This Progress?
11. You Lie
12. Descend
13. Work
Samlet spilletid: 45:01

 

Læs mere...

All Time Low - Future Hearts

På “Future Hearts” bliver vi præsenteret for fire gæve amerikanske gutter, der tilsammen danner bandet All Time Low. Selvom jeg aldrig mindes at have hørt noget af deres musik, har de imidlertid eksisteret siden 2003 og udgivet fem studiealbums før dette. De har desuden turneret med blandt andre Set It Off, som jeg selv er ret begejstret for.

Og det er også meget den samme stil, All Time Low lægger for dagen. Det er den der lidt ”happy-go-lucky” agtige pop-punk stil, i et tekstunivers der kredser om de svære ting i livet. Og selvom den slags ofte kan blive en anelse for banalt og tandløst – efter min mening – så synes jeg, at All Time Low formår at levere nogle ganske hæderlige numre i løbet af albummets 47 minutter. Nuvel, det ER pænt og en smule kliche, men det gør mig nu alligevel i godt humør. Åbningsnummeret ”Satellite” er en rigtig fin lille sag med tung guitar og simpel lyrik. Og så er popballet eller åbnet, med numre som ”Kicking And Screaming” og ”Something’s Gotta Give”, der er ægte up tempo pop-punk melodier, og som jeg egentlig ikke synes er så spændende endda. Ved skæring nummer fire sker der dog noget med ”Kids In the Dark”, der har lidt dystre undertoner og et kraftfuldt omkvæd. Og denne stil klæder virkelig bandet. Også ”Runaways” og ”Cinderblock Garden” er super fede numre med en virkelig intens energi i omkvædene, der giver mig lyst til at skråle med af fuld hals. Og jeg kan nu også godt lide det, når bandet skruer tempoet helt ned, som på ”Tidal Waves” og forsanger Alex Gaskarth synger ”you don’t know me at all” og pigehjerter uden tvivl smelter på stribe. Bortset fra det, har den gode Gaskarth en rigtig god stemme, både her og når han er i det mere rockede hjørne. Resten af bandet spiller også ganske fint og ganske upåklageligt.

Jeg synes faktisk at ”Future Hearts” er en udmærket skive med nogle fine melodier og velskrevne sange. Der er som sådan ikke noget særligt anderledes eller ekstraordinært over det All Time Low gør, men er man til genren, så synes jeg bestemt man skal unde sig selv dette album. For de er bestemt et af de bedre bands i pop-punk genren, og om ikke andet så bliver man i hvert fald i godt humør af at lytte til All Time Low, og det er nu heller ikke at kimse ad i min optik.

Track list:
1. Satellite
2. Kicking And Screaming
3. Something’s Gotta Give
4. Kids In The Dark
5. Runaway
6. Missing You
7. Cinderblock Garden
8. Tidal Waves
9. Don’t You Go
10. Bail Me Out
11. Dancing With A Wolf
12. The Edge Of Tonight
13. Old Scars / Future Hearts
Samlet spilletid: 47:00

 

Læs mere...

All Time Low - Tinderbox 2015

Næste levende billede på Gul Scene er All Time Low, og der er godt fyldt ud da sagerne begynder. Der er samtidigt en meget klar distinktion imellem de forreste rækker af die-hard fans (som er forøget en smule siden Marmozets), og alle andre der lige er mødt op, såvel som forældrene til disse fans. Det bliver også meget hurtigt klart at det udelukkende er førnævnte fans, der bekymrer sig om All Time Low. De er til gengæld super aktive, skriger, hopper og kaster BH’er og andet stads på scenen. En studenterhue finder også vej, og den ene guitarist beholder den derefter på meget af showet igennem.

Lyden er til en start rimelig god, men uden at være hverken skarp eller sprød. Det hele går dog fint igennem, selvom man kan undre sig over hvorfor der skal være hele 3 guitarer med. 
All Time Low selv er energiske, løber rundt på scenen og smiler. Det mest underholdende foregår ironisk nok imellem sangene hvor selvironiske jokes og anekdoter om sex – hvad ellers? – finder vej. En hyret guitarist/korsanger sørger for at lægge en solid bund, så bandet kan bruge det meste af tiden på at kommunikere med publikum, eller simpelthen visitere dem ved hegnet til stor fornøjelse for pigerne.

I løbet af de næste 45 minutter mistes der af og til noget momentum, men det er et underholdende show, der peaker ved de sidste tre sange. Undertegnede er ikke personligt til musikken, men håndværket er sgu i orden, og bandet kan levere. Større bliver det så heller ikke.

Sætliste:
1) – Lost In Stereo
2) – Stella
3) – The Irony Of Chocking On A Lifesaver
4) – Runaways
5) – Damned If I Do Ya (Damned If I Don’t)
6) – Weightless
7) – Missing You
8) – The Reckless And The Brave
9) – Kids In The Dark
10) – Something’s Gotta Give
11) – Dear Maria, Count Me In
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Set It Off - Duality: Stories Unplugged

Da de amerikanske pop-rockere i Set It Off udgav deres seneste album ”Duality” sidste år, havde jeg aldrig før stiftet bekendtskab med dem. Men ikke desto mindre røg det album ind på min album top 10 for 2014, da jeg faldt totalt for drengenes storladne og catchy musik. Nu er de så klar med denne lille EP, der indeholder unplugged versioner af fem numre fra sidste års skive, plus et enkelt nyt nummer.

Og selvom også jeg i første omgang var skeptisk overfor bandets musikalske evner, da jeg så de meget pæne og polerede pressefotos der fulgte med albummet, har jeg måtte æde min tvivl råt. Især efter at have hørt dem på ”Duality: Stories Unplugged.” For det holder 100%! Forsanger Cody Carson kan virkelig synge og han har en både rå, men også ganske stor vokal, der passer perfekt til genren. Også bandets resterende medlemmer, spiller upåklageligt og bundsoligt, og det er super fedt at høre dem sådan her. Uden så meget omsvøb, gemt lidt væk i pæne produktioner og store kor. Numrene fungerer hver især også rigtig godt, med det anderledes udtryk, de får her. ”Ancient History” er fremragende som en catchy lille popmelodi, med energisk guitarspil og en Carson der giver der giver sig fuldt ud. Et andet nummer der virkelig får en fed lyd, er ”The Haunting” der bygges op om tung, langsom basgang, og føres flot frem med en lidt dyster klang. Den mere tempofyldte ”Why Worry” fungerer også rigtig godt. I det hele taget er alle numrene virkelig godt arrangeret og fremført, og der er ikke en finger at sætte på noget som helst. Det nye nummer på EP’en ”Wild Wild World” lyder som om det er lidt gospel- og soul inspireret, og det er faktisk rigtig fedt.

Selvom jeg synes at ”Duality: Stories Unplugged” er en skøn lille EP, er den muligvis nok mest interessant, hvis man allerede kender Set It Off og kan lide deres stil. Hvis musical inspireret pop-rock med store armbevægelser ikke lige er dig, så vil du givetvis ikke være helt så meget på som jeg er. Jeg nyder den, og jeg er igen fuldstændig solgt til de her herlige gutter!

Track list:
1. Ancient History
2. Tomorrow
3. The Haunting
4. Why Worry
5. Bleak December
6. Wild Wild World
Samlet spilletid: 21:00

 

Læs mere...

Yellowcard, Less Than Jake, Chunk! No, Captain Chunk!

Sjov historie; da jeg i sin tid begyndte som anmelder hos Revolution Music var Less Than Jake i Vega, december 2008, den første koncert jeg søgte om at dække. Naturligvis, da jeg på daværende tidspunkt ikke var en del af ”klubben”, men blot en potentiel ny anmelder, kunne jeg ikke komme ind ad officielle veje via Revolution. Jeg kom derfor aldrig af sted til koncerten, og har endnu ikke fået set Less Than Jake live op til nu. Det er heller ikke fordi de ligefrem oversvømmer Danmarks med deres optrædener; så vidt jeg ved var sidste gang i 2012 på Loppen, og gangen før det som nævnt i 2008.
Men, nu er det jo en delt hovednavns-aften, hvor også Yellowcard er repræsenteret. Det er ikke mere end 4 år siden de besøgte Danmark for første gang (og endnu engang et par år senere), og dette er således deres 3. besøg. Som opvarmning har de medbragt Chunk! No, Captain Chunk!, der er her for første gang.

 

Chunk! No, Captain Chunk!: 
Ovenstående franske band er også kendt som C!NCC! og spænder genremæssigt over både pop/punk, metalcore og hardcore – Wikipedia lister dem som ”easycore”, hvilket er ganske rammende, da musikken langt det meste af tiden er meget nem at gå til. Det er bløde omkvæd, ren vokal og en glad stemning der præger C!NCC! Modsætningerne i form af metalcore/hardcore-delene kommer frem ved brug af growl/råb og hyppige breakdowns. 
C!NCC har eksisteret siden 2007, og der er kun foregået én udskiftning i form af den tidligere trommeslager, der forlod bandet sidste år. 
De har udgivet 2 albums; ”Something For Nothing” i 2010, ”Pardon My French” i 2013. Det tredje ”Get Lost, Find Yourself” udkommer om ganske kort tid.

Desværre valgte arrangøren at ændre i tidsplanen, således at C!NCC! gik på et kvarter før annonceret tid. Jeg når derfor kun at høre 2 fulde sange i den store sal, som jeg altså ikke vil bedømme ud fra – det vil jeg mene er en anelse for tyndt et grundlag. Det er ærgerligt, for det jeg hørte tog sig ganske godt ud. Næste gang, forhåbentligt!

Sætliste:
1) – Haters Gonna Hate
2) – Taking Chances
3) – I Am Nothing Like You
4) – All Star (Smash Mouth cover)
5) – Reasons To Turn Back
6) – Restart
7) – In Friends We Trust
Kilde: www.setlist.fm

 

Less Than Jake:
Amerikanske sværvægtere i ska-punk genren, Less Than Jake, er aftenens ældste band og dannet helt tilbage i 1992. Deres debutalbum ”Pezcore” fra 1995, og ”Losing Streak”/”Hello Rockview” (1996/1998) fik hurtigt skubbet karrieren i gang, men det var først med ”anthem.” fra 2003 at de brød kommercielt igennem. De startede i 2008 deres eget pladeselskab ”Sleep It Off Records”, hvor de udgav ”GNV FLA”. Deres seneste album, ”See The Light” fra 2013, er dog ikke blevet udgivet den vej.
Bandet består foruden en sanger/guitarist, bassist og trommeslager af en saxofonist og trombonespiller. Førstnævnte i blæserdelen har der været størst udskiftning ift. bandmedlemmer, men den seneste har alligevel været med lige siden år 2000.

En halv times tid senere stormer 5 fuldvoksne mænd ind på scenen og sparker lynhurtigt festen godt og grundigt i gang. Skidt med at det er tirsdag – nu skal der danses!
Publikum griber straks bolden, og den næste times tid er der stort set aldrig roligt på gulvet – i den forreste del af Pumpehuset, vel og mærke. I stedet bliver der danset, skanket, moshet og hoppet. Et enkelt cirkelpit, som når uanede højder i forhold til hvad jeg tidligere har set i Pumpehuset, finder også sted.

Fra bandets side er det 5 totalt livlige gutter der styrter rundt, joker med (og mod) publikum imellem stort set alle sange, og inviterer publikumsdansere (eller strippere, alt efter hvem fra bandet man spørger, tilsyneladende) op til dem. Der er også konfetti i luften et par gange, gigantiske balloner folk er ellevilde med og en dyremaskot, der danser med på et nummer. Der bliver også taget en lokumspapirspistol (jeg joker ikke) i brug på et tidspunkt. En fødselsdagshilsen til deres manager (som kun er 25, påstår Less Than Jake) bliver det også til, og alle disse små ting gør det til et ekstremt underholdende show.

Hele seancen bliver nøje fulgt af et glimrende lysshow med fokus på alskens farver og røgsøjler, der blæses op mod loftet bagerst fra scenen. Det passer perfekt ind i settingen, så løftet tommelfinger herfra til hvem end der er ansvarlig for det.
Mht. lyden står det noget anderledes til, da det til en start er noget rodet. Det er f.eks. svært at høre blæserne og til dels at adskille instrumenterne fra hinanden, men det bliver heldigvis hurtigt langt bedre som tiden flyver af sted.

Det er nu engang svært at undgå, og Less Than Jake kæmper også indædt, men hen mod slutningen falder både energien og intensiteten en anelse fra begge sider. En hel time, her på en tirsdag aften, kan godt føles som bare en lille smule for meget af det gode. Dog kun en ganske lille smule. 
Alt i alt, kom man for at feste kan man umuligt være blevet skuffet. Less Than Jake er ikke ”intelligent” musik. Det er ikke teknisk imponerende, og det stiller ikke dybe eller svære spørgsmål – det er ren fest, og det er også hvad jeg har valgt at vurdere dem udfra – og her sejrer de stort.
5/6 stjerner.

 

Yellowcard:
Siden 1997 har pop/punk og den alternative rock stået stærkt hos amerikanerne i Yellowcard. De har på fast basis en violinist, hvilket er noget af en usædvanlighed i genren. De har haft en turbulent karriere med en pause imellem 2008 – 2010 og mange udskiftninger i medlemmer (hvor vokalisten Ryan Key og violinisten Sean Mackin er de to primære tilbage, selvom Yellowcard faktisk har haft en anden vokalist inden Ryan Key). Senest trådte den originale trommeslager ud af bandet.
Yellowcard er bedst kendt for albummet ”Ocean Avenue” fra 2003, men havde faktisk udgivet hele 3 albums før da. Efterfølgende blev det til den udskældte ”Lights And Sounds” fra 2006, den meget roste ”Paper Walls” året derefter, og dernæst ”When You’re Through Thinking, Say Yes” fra 2011 efter deres pause. Senest er ”Lift A Sail” kommet på gaden.

Yellowcard har virkelig noget at leve op til efter den forrige forestilling.
Heldigt er det, for bandet, at de har en mellemstor skare af trofaste fans der er mødt op. Det er nemlig ikke fest og farver i de første skæringer, men så opstår der godmodig tumult i den forreste del af salen. Her tænker jeg på ”Only One”, der får gang i futterne, og kort efter ”Awakening” som der bliver sunget godt med på (sværere er omkvædet heller ikke, men stadigvæk).

Desværre er lyden meget ringe det meste af den ca. ene time og 15 minutter, Yellowcard er på. 
Der er en konstant diskant der er alt, alt for høj. Vokalen fylder for en sjælden gangs skyld for meget i billedet, og kommer skingert til udtryk på trods af at forsangeren ellers ikke ser ud til at lægge andet end overfladisk energi i det. Guitaren har det med at drukne, og violinen står svagt i selskab med de andre instrumenter. Dette lyder jo helt forfærdeligt, tænker du måske, men det bliver nu også engang bedre over tid. Den skingre diskant fortsætter irriterende nok helt til enden, og det bliver derfor aldrig rigtig god lyd. Mærkværdigt, når nu det lykkedes for Less Than Jake.

Yellowcard selv ligner nogen der har haft det lidt for vildt de sidste par dage, for jeg skal love for at der ikke sker meget på scenen. Violinisten er den mest aktive, men – og med al respekt – så er det sgu svært at hoppe rundt imens han skal spille. Resten af bandet virker dog simpelthen for stenede og for dødalvorlige. I dag er det klart publikum der trækker det tunge læs, selvom det primært er de ældre sange der, får den bedste respons. 
Jo, der bliver sunget med, forsøgt nogle moshpits og lignende, men langt det meste af tiden ser folk blot ud på at vente på de gamle sange – det gælder især i de i alt 7 nyeste skæringer. Når de så kommer (de gamle numre), dog, så svinger det virkelig godt.

Yellowcard sætter sig i øvrigt for 2 ting i aften. 
1) – Alle skal have den bedste aften i deres liv.
2) – Ingen må have deres stemme tilbage når de går hjem.
Dette er i forvejen urealistisk på flere måder, men det virker bare næsten tragikomisk når det hele er så kedeligt. Det er også fjollet at skifte mellem markant hurtige/festlige numre, også gå til de akustiske/langsomme af slagsen midt i det hele. Det ødelægger dynamikken, og når folk så ikke engang kan tie stille af ren og skær apati, er det jo ligegyldigt. 17 sange på én aften er måske også en tand for optimistisk?
Men, og et stort men, så skal vi skal dog også lige huske at høre det nye album, og besøge bandet i merchboden når de er færdige, og komme ud til diverse festivaler i Europa (da de godt kan bruge støtten) – og nå ja, så elsker de os rigtig, rigtig meget. Tak for salgstalen, men kan vi komme videre nu? Åbenbart ikke…

Overordnet klarede Yellowcard sig altså hverken decideret godt eller skidt. Det var mest af alt blot kedeligt, men hvor flere omstændigheder trækker henholdsvis op (gamle sange, publikums delvise energiudladning) og ned (dårlig lyd, nye sange, uengageret band). Det bør nok også nævnes at bandets fans muligvis har nydt koncerten mere end jeg, men dette var alt end overbevisende.
3/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Convocation
2) – Transmission Home
3) – Crash The Gates
4) – Lights And Sounds
5) – Only One
6) – Make Me So
7) – Lift A Sail
8) – Awakening
9) – Rough Landing, Holly
10) – Light Up The Sky
11) – One Bedroom
12) – With You Around
13) – Southern Air
14) – Believe
15) – California
Encore:
16) – Way Away
17) – Ocean Avenue
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

New Found Glory - Resurrection

New Found Glory er langt fra noget nyt navn på den populære pop-punk scene. De har eksisteret siden 1997 og ”Resurrection” er intet mindre end deres ottende studiealbum. Albummet har fået sin titel, fordi det skal symbolisere at dette er det nye og stærkere New Found Glory. Et band der har overlevet interne konflikter og manglende inspiration.

Og det er nok et album mange har set frem til, for bandet har ikke udgivet noget siden 2011 og har holdt lav profil siden 2012. Men nu er de tilbage, og det er med den klassiske ”finde tilbage til rødderne” indstilling og hele molevitten. Om det er lykkedes for New Found Glory kan jeg ikke udtale mig om, for dette er mit første rigtige møde med dem. De lyder fuldstændig som jeg havde forestillet mig, så meget kan jeg sige. Der er intet farligt eller provokerende over deres lyd, men det er egentlig også ok. Det lyder ok. Bandet har masser af fed energi og de holder et virkelig højt energiniveau hele vejen igennem pladen. Titelnummeret er et af de første på albummet, jeg lægger mærke til. Jeg kan rigtig godt lide melodien og jeg synes egentlig, at det er en af bandets forcer. De har rigtig fint fat i at skrive gode melodier. Dog kunne jeg godt tænke mig lidt flere variationer over den opskrift, de for det mest bruger, men ellers er der rigtig meget der lyder ganske godt. ”The Worst Person” spiller på sine punkede undertoner og her kan jeg ligeledes rigtig godt lide tempoet. ”Vicious Love” er nok mit yndlingsnummer fra skiven. Den skiller sig godt ud fra resten af numrene og om end teksten er meget ligetil, synes jeg faktisk nummeret har lidt dybde trods alt. Men det er ikke den store poesi man møder, når man begynder at dykke ned i New Found Glory’s lyriske univers. Det er ganske simpelt men det virker faktisk ret oprigtigt, trods alt. Et sidste nummer jeg vil fremhæve er skæring nummer 10, ”Angel”, der bygges op af en rigtig lækker basgang og trommer, som får lov at lægge en semitung bund i nummeret. Jordan Pundiks vokal kan jeg faktisk også meget godt lide, især når den som her får et lidt mere følsomt twist.

Det er generelt meget pænt og amerikansk, når man lytter til New Found Glory. Og hvis man er til det, så er jeg sikker på at ”Resurrection” falder i god jord. Jeg har ikke den store fidus til det, men jeg smider 3 ud af 6 stjerner efter det. For det lyder udmærket og det er en smule hyggeligt, men også en anelse for poleret og ufarligt til min smag.

Track list:

1. Selfless
2. Resurrection
3. The Worst Person
4. Ready And Willing
5. One More Round
6. Vicious Love
7. Persistent
8. Stories Of A Different Kind
9. Degenerate
10. Angel
11. Stubborn
12. Living Hell
13. On My Own

Samlet spilletid: 44:00

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed