fbpx

Metal Inquisitor - Panopticon

Fem år er der gået siden Metal Inquisitor senest gav lyd fra sig, og meget passende brydes tavsheden af bandets femte album. Som coveret illustrerer, refererer titlen ”Panopticon” til et rum, som kan overskues fra et enkelt punkt – den lidelse, der opleves i de enkelte celler har heldigvis ingen forbindelse til albummets indhold.

Som vanligt er musikken helt og holdent skåret over skabelonerne for 1980’ernes NWOBHM stil, og selv om der høres påvirkninger fra mange sider af genren, er det tydeligt at Iron Maiden har været en ekstra kraftig inspirationskilde for den musikalske side af sagen. Det høres især i de melodiske guitarer, der f.eks. gennemstrømmer ”Free Fire Zone” og ”Beyond Nightmares”, men også de karakteristiske dagadag-dagadag rytmer, som dominerer ”Re-Sworn The Oath”. På vokalsiden er inspirationen mindre udtalt, men flere steder lyder sangeren El Rojo ret meget som Saxons Biff Byford.

Som det var tilfældet på forgængeren ”Ultima Ratio Regis” er Metal Inquisitor også denne gang meget gennemførte i deres fortolkning af NWOBHM, og rammer kernen i genren helt perfekt. Da de samtidig præsenterer nogle glimrende numre, fremstår albummet ikke som en udnyttelse af fortidens storhed, men som en hyldest til den klassiske Metal. Det er cool, vil tiltale alle fans af old school Heavy Metal, og er fire stjerner værd.

Tracklist:
1. Free Fire Zone
2. Change Of Front
3. Beyond Nightmares
4. Trial By Combat
5. Shock Tactics
6. Re-Sworn The Oath
7. Scent Of Fear
8. War Of The Priests
9. Discipline And Punish
Samlet spilletid: 42:45

Læs mere...

Saxon, Girlschool - Amager Bio

I en tid, hvor AC/DC langsomt falder fra hinanden, og hvor der ikke lige fandtes nogen videre oplagt afløser for Lemmy i Motörhead, er Saxon nok dét band indenfor den hårde rock, vi kan tillade os at tage mest for givet. Ingen - INGEN! - andre eksisterende heavygrupper har en så kontinuerlig strøm af pålideligt holdbare udgivelser bag sig. Og efter at have set bandet over 10 gange kan jeg efterhånden trygt skrive under på, at de på scenen er garanter for en lige så solid performance som på skive.

Dog virker det, som om stemningen på denne - efterhånden årligt-traditionelle - aften i Amager Bio lige skal trækkes op fra et lidt sværere tilgængeligt sted end normalt. Som med andre bands, jeg har fulgt over en vis årrække, kan jeg mærke, at Saxon bliver ældre, og at de ikke er helt oppe i omdrejninger, da de sætter fra med titelnummeret fra sidste års “Battering Ram”. Og fire numre inde i sættet - bedst som både publikum og band er blevet ordentligt varme, - falder de halvspøjse inklusioner “Chasing the Bullet” og “Stand up and Be Counted” lidt på maven.

Men Saxon er et hårdtarbejdende proletarband, der aldrig helmer, før hele hytten koger. “Strong Arm of the Law” får definitivt losset ordentligt gang ind blandt de kritiske masser. Og selvom “The Eagle Has Landed” gerne er i fare for at neddrosle feststemningen, fungerer det reelt så episke nummer decideret tryllebindende i aften. Selv den nye, Lewis Carrol-inspirerede “Queen of Hearts” lader til at gå rent ind. Og så bliver jeg sandsynligvis aldrig træt af den gode, gamle røvballe-shuffle-rocker “And the Bands Played On”.

Selvfølgelig hæver hovedsættets konklusion, “Wheels of Steel”, fællessangens volumen til et niveau, der må have kunnet måle sig med samme til Bio’ens Kim Larsen-koncert aftenen forinden. Selvfølgelig kan man regne ud, at den skal derop igen lige om lidt. Og selvfølgelig kommer den det i evigt fantastiske “747 (Strangers in the Night)” og i den altafsluttende “Princess of the Night”. Men noget, der ikke nødvendigvis er så stor en selvfølge, er Lemmy-hyldesten i form af “Ace of Spades”, der da lige afstedkommer den eneste reelle moshpit, jeg nogensinde har deltaget i til en Saxon-koncert. Sådan, mand.

Man kan sige, det alt andet lige er modigt af Saxon at lade deres egne - i anførselstegn - “hits” flankere af en så berømt evergreen. Man kan også sige, det er lige så modigt af dem at spille nyere numre som “The Devil’s Footprint” og “Let Me Feel Your Power” frem for visse klassikere som “Crusader”, “Power and the Glory” samt - hold nu fast - selv “Denim and Leather”. Jeg synes, det siger om bandet, at de selv i karrierens efterår ikke giver ved dørene, og at de stoler på deres nyere materiale. Jeg synes, begge dele er prisværdige, og er man til stede, kan man ved selvsyn konstatere, at lortet sgu endda også virker. Som så mange gange før og som så mange gange fremover.

Ligemeget hvor given en størrelse Saxon er på den globale metalscene, tilhører de typen af bands, der fandeme har optjent kredentialer til at berettige stor, oprigtig applaus til hver eneste koncert nogensinde. Så husk lige at give dem dét på Copenhell til sommer.

(4,5 ud af 6)


Også aftenens supportband, Girlschool, sørger for at namedroppe Lemmy, som de kollaborerede med på den 35-årige “St. Valentines Day Massacre”-EP. Med Girlschools pionérstatus indenfor NWoBHM er der aldeles ikke tale om billige points, men ægte kredibilitet.

Desværre lever bandets musik kun sjældent op til dets navnkundighed. Numre som “Come the Revolution”, “Take it Like a Band” og den afsluttende “Emergency” er skam tilforladeligt fede, men meget af materialet er ikke videre mindeværdigt. Det er synd, at Girlschool er gået hen og blevet så’n en type band, hvis bedste og mest kendte nummer, i.e. “Race With the Devil”, er et cover (af The Gun, red.). Og lige så synd er det, at jeg umuligt kan abstrahere fra bandets hypnotiserende grimme trommeslager, der kun øger MILF-faktoren hos de tre frontfigurer.

Dog vil jeg sige, at Girlschool overrasker positivt ovenpå en katastrofalt utight Wacken-koncert tidligere på året. Og så ender de, hvorom alting er, med at indfri supportbandets reelle opgave, nemlig at få pisket en indledende feststemning op hos den stadig fremmødende publikumsstrøm uden at sætte barren for højt til hovednavnet. Hvad der dog immervæk også må være svært i dette tilfælde.

(3,5 ud af 6)

Læs mere...

Iron Maiden - The Book Of Souls

Fem år er gået siden de britiske metalkonger Iron Maiden sidst var i studiet, og skønt de ingenlunde har ligget på den lade side i mellemtiden, var vi en del der tænkte vores, da de udgav pladen ”The Final Frontier” i 2010. Skulle det være det sidste suk fra det aldrende band? Var genopblomstringen af bandet, med Bruce Dickinsons og Adrian Smiths genindtræden i 2000, omsider ved at være overstået? Med udgivelsen af dobbeltalbummet ”The Book of Souls” må svaret være et øredøvende og rungende nej! Over halvanden times musik er det blevet til, og der er ikke overraskende blevet plads til lidt af hvert.

Sanglisten afspejler på alle måder, at bandet til trods for tre-og-et-halvt årtiers albumudgivelser ikke har mistet ambitionerne. Lader man blikket glide ned ad listen, finder man blot en enkelt sang ud af de elleve, som varer under fem minutter, og hele tre sange med tocifrede minuttal, heraf det på papiret ærefrygtindgydende slutnummer ”Empire of the Clouds”, der med sine mere end atten minutters længde lader Maidens hidtidige magnum opus, ”The Rime of the Ancient Mariner”, tilbage i støvet med over fire minutter.

”If Eternity Should Fail” indleder begivenhederne, og bærer sanger Bruce Dickinsons tydelige fingeraftryk. Især den ildevarslende intro og det forvrængede recitativ i outroen trækker linjer til såvel Dickinsons soloudgivelser som den mere moderne og friske stil, som Maiden indledte med hans og Adrian Smiths genindtræden i bandet på ”Brave New World”. De to har i fællesskab skrevet andet nummer, ”At the speed of Light”, som er en af pladens korteste og mest iørefaldende sange, og velsagtens derfor lægger til grund for den første video fra denne plade. Med et mere rocket versstykke end jeg havde forventet at høre fra ophavsmændene til NWoBHM, er det lige før det klinger som et artistisk valg, når Dickinsons stemme sine steder næsten knækker over i omkvædet. Det er desværre også i dette moment jeg konstaterer, at hans stemme, for første gang jeg på stående fod kan huske, lyder slidt og ude af stand til at udfylde tonerne i toppen som den plejer. I løbet af næste nummer er han dog tilbage i fin stil, og selvom nummeret i sig selv ikke er særligt mindeværdigt, er det leveret med en overbevisende sikkerhed, til trods for en sært klodset overgang til outroen. Nummeret her er måske pladens mest anonyme, og efterlader mig med fornemmelsen af, at der har været mere fokus på at følge en skabelon end sangens eget flow, som stoppes ret brat efter et ellers helt udmærket solochase. Fjerde skæring udgøres af det, som på de fleste andre plader havde været højdepunktet, nemlig det lange Steve Harris-epos. I dette tilfælde hedder nummeret ”The Red and the Black”, og vi taler om 13½ minuts sing-along gallopmetal, med takt- og temposkift, alenlange guitarmelodier, oh-oh-oh—omkvæd og hele svineriet. Det er et storladent og flot nummer med sædvanlig sans for den gode melodi og stemning, hvis eneste svaghed egentlig er den overraskende dårligt udførte bas in- og outro, og det forløber i sin helhed fuldstændig som forventet – Med masser af store armbevægelser som alle uden undtagelse kan forudsiges. Klemt inde mellem denne mastodont og det 10½ minut lange titelnummer ligger det relativt undselige ”When the River Runs Deep”, som er en udmærket uptempo lille seksminutterssag, der desværre drukner lidt i mængden, som den ikke adskiller sig væsentligt fra. Ligesom ”The Great Unknown” indeholder sangen sådan set alle de rette elementer, men uden at disse sætter sig fast i øregangen som andet end et behageligt soundtrack til det man ellers lige foretager sig. Anderledes massivt tramper ”The Book of Souls” sig vej ud af hørebøfferne, og lader sangskrivningsmæssigt ingen af Maidens største sange fra den nyere æra noget efter. Tungt og buldrende sparker den enhver tvivl til side, og fremstår som et kvintessentielt Iron Maiden-nummer som de har lydt de sidste femten år. Ikke overraskende rammer vi så igen en lille bølgedal med nummeret ”Death or Glory”, der som ”The Great Unknown” glimrer mest ved sin mangel på genkendelighed. Det samme er tilfældet med ”Shadows of the Valley”, der til trods for sin ”Wasted Years”-lignende intro ikke hæver sig til særligt nævneværdige højder, og efter min mening hører til de mere udkogte af kartoflerne. ”Tears of a Clown” derimod, som tekstmæssigt bygger på historien om komikeren Robin Williams’ depression og selvmord, er en af de bedre sange på pladen, og er resultatet af Smith og Harris’ fælles indsats, efter to dødsfald i sidstnævntes nære omgangskreds og familie. Den alvorligt melankolske stemning flyder ubesværet og uden den mindste påtagethed eller overdreven dysterhed. Samtidigt bliver der plads til en fin og levende solo og et velspillet, skævt mellemstykke, og sangen er i mine ører en af de bedste på pladen. Næstsidste nummer, ”The Man of Sorrows”, er det eneste som Dave Murray krediteres for at have medvirket til at skrive. Om det kan redegøre for de lidt sære og tilsyneladende tilfældige modulationer i tonearter gennem nummeret, skal jeg lade være usagt, men af de mere vanlige numre er det måske det, der vil splitte lytterne mest. Det har en lidt mere progressiv karakter end resten, og kan derfor virke lidt mere udfordrende at lytte til. Jeg synes desværre, at resultatet er mere tilfældigt og patchworkagtigt end egentlig velkomponeret, hvilket for så vidt på udmærket vis leder os til pladens sidste nummer; det føromtalte monster ”Empire of the Clouds”. Skrevet af Dickinson alene indspillede resten af bandet deres part efter dennes klaverspil, hvilket ikke har været en uanselig bedrift med de mange små skift i feeling og tempo. Sangen indeholder også strygere og blæseinstrumenter, og minder nogle steder om et musicalnummer af et 70’er-progrock-orkester. Tag ikke fejl; det er umiskendeligt et Iron Maiden-nummer, men også lidt som om Iron Maiden havde skrevet og spillet ouverturen til Hair eller havde lavet et Metallica/Michael Kamen-projekt. Resultatet er temmelig specielt, og svært for mig at placere i mit indre katalog. Jeg må virkelig bifalde ambitionsniveauet og det mod der må kræves for, for første gang i en karriere der spænder over så mange år, at udgive et dobbelt studiealbum med et så mærkværdigt højdepunkt. Samtidigt er det dog svært at abstrahere fra de meget atypiske elementer i nummeret, som havde egnet sig fortrinligt til et konceptalbum, ikke mindst da vi tekstmæssigt har at gøre med et af Dickinsons meget fortællende narrativer, men som ærligt talt udgør en forbavsende uforløsende slutning på en Iron Maiden-plade. 

Samlet set er der den forventelige mængde højdepunkter og mellemstationer på ”The Book of Souls”. Iron Maiden kan næppe anklages for at have genopfundet sig selv, med ”Empire” som indlysende undtagelse, og det betyder at man i hovedtræk ved stort set præcis hvad man får og hvornår man får det. Da bandet siden ”Brave New World” har benyttet sig af samme studie, producer og besætning er lyden som vi kender den, og sangskrivningen stort set uden overraskelser, men alligevel ganske levende udført, da en del af processen har bestået i at skrive sange i studiet og bruge relativt mange one-takes. Så meget desto mere imponerende et resultat, kan man sige, og til trods for kamp mod kræft, personlige problemer og en gennemsnitsalder i den voksne ende, er der ingen grund til at tvivle på sekstettens energi og virkelyst. Vi faste fans får hvad vi forventer og mere til, og efter min mening er der al mulig grund til at give ”The Book of Souls” mere end et enkelt lyt, til trods for visse perioder med tomgang og til tider overvældende brug af keyboards. En pæn, øvre middelkarakter får Iron Maiden med herfra for en både livlig, lidt ensformig og alligevel anderledes plade, og et ekstra ”Up the Irons!” for indsatsen.

Trackliste:
Eternity Should Fail (8:28)
Speed of Light (5:01)
The Great Unknown (6:37)
The Red and the Black (13:33)
When the River Runs Deep (5:53)
The Book of Souls (10:31)
Death or Glory (5:13)
Shadows of the Valley (7:32)
Tears of a Clown (4:59)
The Man of Sorrows (6:27)
Empire of the Clouds (18:04)

Samlet spilletid: 92:17 minutter

 

Læs mere...

Tau Cross - Tau Cross

Tau Cross opstod for et par år tilbage som et samarbejde mellem vokalist/bassisten i Amebix Rob ”The Baron” Miller og Michael ”Away” Langevin, der vel er bedst kendt som trommeslager i canadiske Voivod. Sammen med de to, for mig ukendte, guitarister Michael Lefton (War/Plague) og Jon Misery (Misery) har de nu som Tau Cross udgivet deres første plade, med samme navn.

Stilen er, bandets frontmand taget i betragtning ikke overraskende, en form for crust punk/rock’n’metal, og hvis man som jeg ikke er den helt store fan af punk, og derfor måske ikke ved så frygtelig meget om genren, vil man være lovligt undskyldt for at tro, at man pludselig er faldet over et uventet Lemmy-sideprojekt eller en ganske tro kopi af Motörhead. En smule research har dog belært mig om, at Miller med Amebix så absolut hører til en af de originale drivkræfter i hele den punk-thrash-NWOBHM-malstrøm, som gjorde sig gældende særligt i England i sluthalvfjerdserne, hvortil Motörhead også hører. Da jeg således fik afskrevet kopivinklen kunne jeg derfor gå til Tau Cross med et lidt friere sind; Det var nemlig i starten virkelig svært at abstrahere fra den slående lighed mellem Millers og Lemmys vokaler.

Første sang hedder Lazarus, og indtil vokalen træder ind tænkte jeg et kort øjeblik, at vi havde at gøre med et mere industrial-præget band, da hovedriffet er temmelig mekanisk og hakkende. Med vokal får sangen dog hurtigt et mere rockende udtryk, der dog ikke udvikler sig særlig meget, og grundlæggende er ret ensformigt. Næste nummer er noget mere afvekslende, og bruger både keyboardflader og en meget mere udviklet melodik og harmonik, hvilket så går fuldstændigt fløjten i tredje nummer, der er hurtigt, råt og beskidt, og pumper af sted som et løbsk godstog. Midsummer, som er fjerde skæring, folder sig derefter ud i en storladen og melankolsk power-punk-ballade inden nummeret Hangman’s Hyll, hvorpå leadvokalen deles med Misery, tøffer tungt og ildevarslende ud af et post-NWBOHM, 90’er-Judas-Priest-agtigt spor. En rigtig powerballade bliver der også plads til med nummeret We Control The Fear, som har akkustiske guitarer og strygere med ind over, og nok er det nummer hvorpå Millers meget hæse (og semi-falske) sang fungerer bedst.
Således bølger også resten af pladens numre frem og tilbage i dønningerne fra dengang, og skal man komme med et kritikpunkt udover vokalen, som bestemt ikke vil være alles kop te, må det være, at vi har hørt alt på denne plade før i mere end en enkelt afskygning. Til gengæld for den manglende stilmæssige originalitet er der så tale om rigtig kompetent sangskrivning, hvor tekster og arrangementer mødes og går op i en højere enhed – Lyt f.eks. til nummeret Sons Of The Soil, som på en eller anden måde gav mig svage mindelser om U2, eller Our Day, og nyd, at tekstliner som ”All suffering will end when we manifest Love as the Law” også har en plads på dagens metalscene. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Tau Cross får en plads i min reol, som en måske ikke vildt opfindsom udgivelse, der til gengæld vokser for hver gennemlytning og er gennemtænkt, velskrevet og efterlader mig fuld af forventning om hvad de fire post-punkere måtte finde på næste gang.

Tracklist:
01 – Lazarus (4:59)
02 – Fire In The Sky (4:40)
03 – Stonecracker (4:19)
04 – Midsommer (5:30)
05 - Hangman’s Hyll (6:23)
06 - We Control The Fear (4:28)
07 - You People (4:01)
08 – Prison (3:54)
09 - Sons Of The Soil (4:33)
10 - The Lie (4:25)
11 - Our Day (5:01)
12 - The Devil Knows His Own (2:36)

Samlet spilletid (54:47)

 

Læs mere...

Judas Priest - Redeemer of Souls

“Black Sabbath invented metal – Judas Priest made it heavy”. Det er der engang en klog mand, der skulle have udtalt … og jeg er ikke utilbøjelig til at give ham ret. Judas Priest er i hvert fald blevet tungere med alderen – ikke bare i røven, men også med selve musikken. Redeemer of Souls har været imødeset med en vis skepsis fra min side – dels fordi jeg bestemt ikke var voldsomt imponeret over deres seneste plade, Nostradamus, fra 2008, og dels fordi de jo egentlig havde proklameret, at de lod sig pensionere. Alligevel blev jeg da positivt overrasket, da de til jul sidste år offentliggjorde, at der var et nyt album på vej.

Det store spørgsmål er så, om det er berettiget med et nyt album fra deres hånd? Har de mere at byde på, eller bliver det bare en patetisk krampetrækning fra et band, der en gang var blandt verdens største heavymetalbands?

Svaret er ja … til dels. For det kan godt mærkes, det er 40 år siden, de albumdebuterede og 40 år sætter naturligvis sine spor; Rob Halfords vokal er ikke helt så skarp, som den har været, og de er generelt blevet lidt rustne i kanterne. Men når de erkender, at de ikke kan spille så hurtigt, som de kunne for årtier siden, så stråler de stadig!

Redeemer of Souls lægger ud med ”Dragonaut”, der lyder som et klassisk Judas Priest-nummer, men heller ikke mere end det. Det er egentlig lidt ligegyldigt. Og sådan fortsætter det, desværre, indtil den femte skæring, ”March of the Damned”, hvor det lyder som om, de har erkendt, at de ikke behøver at bevise noget ved at spille hurtigt. Scott Travis holder trommerne i et adstadigt tempo, der tillader resten af instrumenterne at gøre sangen til en tonstung skæring. Den gode stil fortsætter på ”Down in Flames”, der i starten lugter lidt af Iron Maiden, men udvikler sig til at være ganske gedigen no-nosense-heavy.

Et af pladens stærkeste numre er ”Hell & Back”, der starter med en Ian Hill-bas, der ikke er helt ulig ”Revolution” fra den mesterlige Angel of Retribution (dog uden drive). Desværre er der lige et enkelt nummer, eller to, der skiller sig negativt ud på pladens sidste halvdel. Heriblandt ”Metalizer”, der ganske vist er et udmærket heavynummer, det er bare en anelse klichéagtigt. Hvilket måske er tilladt, når der er tale om Judas Priest – jeg mener, det var jo dem, der i sin tid opfandt klichéerne? Men som tidligere nævnt behøver de jo ikke bevise noget, og derfor er det lidt overflødigt med et nummer, der buldrer af sted med dobbelt stortromme hele vejen igennem.

Til gengæld gør Halford og Co. det godt igen på ”Secrets of the Dead”, der igen sender tankerne i retning af Iron Maiden og deres Powerslave-album – bare med endnu mere tyngde. Og det klæder i sandhed Judas Priest at være tunge – især når deres fremskredne alder måske nærmere fordrer det tunge (her er guitarist Richie Faulkner, der har afløst K. K. Downing, naturligvis undtaget, da han med sine 34 år ikke kan siges at være tudsegammel).

Dette pragtnummer bliver efterfulgt af endnu et nummer, der lyder som noget klassisk Priest fra deres velmagtsdage; ”Battlecry” byder på guitarharmonisk intro, et fedt riff og en Rob Halford, der (næsten) er tilbage i sit vanlige høje leje – og det klarer han faktisk godt.

Bedst som jeg troede, jeg skulle præsenteres for et Judas Priest-album uden helt overflødige powerballader, disker de op med afslutningen ”Beginning of the End” (hov, lavede Black Sabbath ikke et nummer, der hed ”End of the Beginning” på deres 13?). Den er absolut ligeså overflødig og en anelse patetisk, som den uhyrlige ”Loch Ness” fra Angel of Retribution – heldigvis varer den kun fem minutter, så det begynder ikke for alvor at gøre ondt.

Men: Har Judas Priest stadig en berettigelse som heavymetalband? Ja, det har de. De har med Redeemer of Souls bevist, at de stadig har nogle skarpe skud tilbage i bøssen! Men et album, der har 13 skæringer og varer over en time, var ikke nødvendigt. De kunne have nøjedes med otte gode numre, og have ladet resten ligge i skuffen indtil de laver en boks med B-sider.

Men alt i alt er det et album, der i allerhøjeste grad er godkendt – og Judas Priest er ikke klar til at lade sig pensionere endnu – så for alle fans af klassisk heavymetal må dette album siges at være godt nyt!

Tracklist:
1. Dragonaut
2. Redeemer of Souls
3. Halls of Valhalla
4. Sword of Damocles
5. March of the Damned
6. Down in Flames
7. Hell & Back
8. Cold Blooded
9. Metalizer
10. Crossfire
11. Secrets of the Dead
12. Battle Cry
13. Beginning of the End

Samlet spilletid: 62:03

 

Læs mere...

The Dagger - The Dagger

The Dagger et et fuldstændigt nyt blad for mig. Men der er heller ikke så meget at skrive om det svenske heavy metal/hardrock band. Bandet er dannet i 2009 af trommeslager Fred Estby (tidligere Necronaut m.f.), guitarist David Blomqvist (tidligere ex. Dismember), bassist Tobias Cristiansson (tidligere Grave m.f.) og forsanger Jani Kataja (tidligere Sideburn m.f.). Den eneste synlige sammenhæng er at både Estby, Blomqvist og Cristiansson har spillet i ex. Dismember. The Dagger bevæger sig indenfor den retro 70’er rock/metal sound, som andre svenske bands har oplevet stor succes med. Her tænker jeg naturligvis på bands som Graveyeard og Horisont. The Dagger tager teten op og lægger sig muligvis lidt nærmere bands som Judas Priest og Iron Maiden end de førnævnte – under alle omstændigheder er der ingen tvivl om at inspirationen i højere grad stammer fra New Wave Of British Heavy Metal-æraen.

Svenskerne gør sig ganske pænt inden for genren, men det er uden at imponere. Er man bekendt med genren og førnævnte inspirationskilder, er opbygningen af de 10 kompositioner på The Dagger ingen overraskelse. Power-ish vokalarrangementer, guitar soli der spiller overfor hinanden og alle de elementer, der nu engang prægede NWOBHM. For at sige det pænt er The Dagger pisse uoriginale. Selv produktionen af albummet ligger i klassisk NWOBHM stil. Det kan så være en charme eller et irritationsmoment, som må være op til den enkelte lytter. Ses der bort fra dette, består The Dagger af flere fine skæringer, masser af god guitarsoli og en ganske fin vokal. ”Ahead Of You All” er en lækker starter. Energisk velspillet og med nogle fede riffs. Det går over stok og sten i klassisk forstand, mens trommerne buldrer løs som var de optaget i 1976. ”Ballad Of An Old Man” er et mere blues'et og stenet nummer, der udvikler sig på herlig vis - absolut et af albummets højdepunkter. ”1978” sender for mit vedkommende fra introen straks tankerne mod Blue Oyster Cult, men fremstår i længden som endnu en fed skæring. 

Generelt set er The Dagger et ganske fint album. Der er flere gode skæringer men også skæringer, der er ligegyldige. Det hele står og falder med, om man kan lide NWOBHM. Kan man det, vil denne plade sandsynligvis være lige ned i lommen af herlighed. Kan man ikke, skal man holde sig langt væk fra The Dagger. 4,5 ud af 6.

 

Tracklist:

1. Ahead Of You All (4:37)
2. Call Of 9 (4:12)
3. Ballad Of An Old Man (5:26)
4. Skygazer (4:18)
5. Electric Dawn (3:44)
6. 1978 (3:49)
7. Dogs Of Warning (5:55)
8. Nocturnal Triumph (4:23)
9. Inside The Monolithic Dome (5:15)
10. Dark Cloud (2:36)

 

Læs mere...

Satan - Life Sentence

Med et navn som Satan har dette engelske band sandsynligvis fået et par hoveder drejet, da det tilbage I start 80’erne begav sig ud I at udgive plader. Jeg har svært ved at tro, at virkningen er den samme som for små 30 år siden.

Satan er endnu et af de utallige ældre bands, der har set deres snit til at malke de gamle fans/indfange nogle nye af slagsen, for lidt hårdt tjent ussel mammon. Stilen er det man ville kalde NWOBHM og falder meget fint i tråd med den musik, som kom fra England på det tidspunkt. Man kan vel groft sagt sige, at Iron Maiden, Saxon og Diamond Head bestemt ikke har levet forgæves, og man kunne foranlediges til at tro, at Satan har været fanget i et vakuum siden de gik i opløsning i 1990. Nu er det vakuum så ophørt, og Satan kommer ud og spiller musik, som det de gjorde inden de blev fanget, og som om intet var hændt.

Det er faktisk ikke sikkert, at ovenstående vakuum-påstand er rigtig – Jeg har nemlig aldrig hørt Satan før, så jeg kan ikke udtale mig om, hvorvidt det er rigtigt. Jeg vil blot sige, at musikken er meget tro mod de gamle dyder, og at jeg i en snæver vending får en lille lyst til at iføre mig en denimvest med patches og bælle 1,5 liter øl.

Sådan helt nøgternt set er Satan hverken værre eller bedre end mange af de bands, der er gået gendannelsesvejen. Deres sange er bestemt godkendte, og dette selvom der i ny og næ bliver lånt lidt fra de bands, der IKKE behøvede at blive gendannet. Ingen nævnt, ingen glemt. De fleste numre er i den up-tempoede del af heavy metallen, og det er rart, for når Satan spiller mid-tempo, bliver det sgu for kedeligt. Der bliver liret et par fede soli af, og sangeren imponerer med sine helt høje toner, men den obligatoriske ballade der lukker skiven er dog alt for meget af det gode, og den falder fuldstændig til jorden. Med et brag!! Det er dog ikke et udtryk for hele pladen – den er fin, men bestemt ikke mere. Tiden er ikke helt løbet fra Satan, men de skal dælme oppe sig, hvis ikke de skal efterlades i glemslens tunge dynd.

Afslutningsvis kan jeg fortælle, at bandet Satan har haft en sanger ved navn Michael Jackson ved roret engang…

 

Tracklist:

01: Time to Die

02: Twenty Twenty Five

03: Cenotaph

04: Siege Mentality

05: Incantations

06: Testimony

07: Tears of Blood

08: Life Sentence

09: Personal Demons

10: Another Universe

 

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed