fbpx

Nero Di Marte - Immoto

Italienske Nero Di Marte har eksisteret siden 2012, men selv om bandet udsendte albums i både 2013 og 2014, er "Immoto” mit første møde med dem. Det relativt lange interval fra seneste udgivelse skyldes, at bandet har fokuseret på at turnere, og derfor først nu har fundet tid til at gå i studiet.
På albummet lægger man hurtigt mærke til sangeren Sean Worrell; han har en vokal stil, hvor han i lige så høj grad som at synge prøver at fortælle og udleve teksterne; det minder mig lidt om Niklas Kvarforth, bare ikke nær så gennemført og slet ikke så overbevisende.

Den ledsagende musik optræder i mange afskygninger, men kan hurtigt opdeles i to dele: Én hvor der virkelig hamres igennem, hvor tempoet er højt, og hvor det hele er lidt kaotisk; og Én hvor alt er nedtonet med henblik på at skabe fine, rolige stemninger. Betragter man albummet som helhed, er der meget stor forskel på de mest stille og de voldsomste passager; det kunne forlede læseren til at tro, at albummet er meget dynamisk. I virkeligheden oplever man det ikke sådan, fordi de forskellige grader af intensitet optræder i meget lange afsnit med helt samme niveau. Samtidig er numrene ikke særligt interessante; de stille passagers fine stemninger fører ikke rigtigt nogle steder hen, og de voldsomme pendanter rykker ikke for alvor. Så selv om Nero Di Marte eksperimenterer fint, så holder deres koncept ikke helt; derfor er ”Immoto” ikke godkendt herfra.

Tracklist:
1. Sisyphos
2. L'Arca
3. Immoto
4. Semicerchi
5. La Casa del Diavolo
6. Irradia
7. La Fuga
Samlet spilletid: 67:10

Læs mere...

Nero di Marte - Royal Metal Fest 2016

Nero di Martes tekniske og samtidig lækkert atmosfæriske univers er centreret omkring de kaotisk-strukturelle elementer fra Neurosis, opblandet med dynamikken og progressionen fra Tool og iklædt den storladne lead-lyd fra bands som Sólstafir.

Okay, “kaotisk” er så meget sagt, men det er ikke lige nemt at finde hoved og hale i numrene, og det skyldes altså ikke kun, at jeg stadig har lidt tømmermænd. Trods musikkens dramatiske og til tider højeksplosive islæt er Nero di Marte en forholdsvist indadvendt størrelse, der i høj grad udfordrer min måde at tænke musik på. Der er ikke de store stand-out-elementer; bandet satser i langt højere grad på at ramme en synergi mellem teknik og atmosfære. Udover at være et ekstremt kreativt band, er de også en af de dygtigste flok musikere på dette års RMF, selv med navne som Psycroptic og Gorguts på plakaten.

Selvom Nero di Marte altså ikke ligefrem byder på nogen stadionbaskere, efterlader de et overordnet positivt indtryk hos mig, - et indtryk som ikke desto mindre nok havde haft bedre kår for udvikling, hvis jeg havde hørt dem derhjemme. Der bliver f.eks. ævlet lidt for meget nede omkring baren, hvilket er en kende ærgerligt for den ellers ganske imponerende, andægtige stemning, der ekstraordinært hersker på Voxhall.

Men måske er det også forventeligt, at nogle enkelte bliver sat af. Nero di Marte er ikke et band for alle. Dog giver de et særligt ekstranummer som kvittering for de resterende lytteres tålmodighed og taknemmelighed, og hvorvidt det måtte sige noget om, at mine med-headbangere også er åbne for andet end hovedkuls smadder, og/eller at RMF i år har formået at tiltrække visse yder-segmenteringer af landets metallyttere, kan jeg kun se det som noget positivt.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed