fbpx

Myrkur - Juniper

Med sine hidtidige albums har Myrkur placeret sig solidt på Black Metal scenen med en blanding af Sort Metal og nordisk Folkemusik, og selv om hun deler vandene, er hun i mine øjne noget af det mest spændende og personlige, der har ramt genren i mange, mange år. Så da EP’en ”Juniper” blev annonceret som optakt til hendes Europaturne i december måned, var jeg mere end klar til at anmelde.
Allerede inden jeg havde hørt en tone, blev jeg skuffet; EP’en indeholder kun to numre – det er ikke mange år siden, at den slags udgivelser blev betegnet ”en single”. Nå, skuffelsen blev hurtigt glemt, efter at have hørt titelnummeret. ”Juniper” er en halvtung sag, som ikke er egentlig Black Metal, men mere Dark. Stemningen er flot og mørk, ikke mindst pga. brugen af strygere, og det skaber en flot modpol til Myrkurs enormt flotte og rene stemme. Det hele kulminerer i omkvædet, hvor tunge guitarer nærmest tvinger mine nakkemuskler til at bevæge sig – alt i alt et virkelig vellykket nummer.
I udgivelsens andet track giver Myrkur sin fortolkning af ”Bonden og Kragen”, som er en dansk folkesang fra 1600 tallet – unægtelig meget langt fra titelnummerets stil. Sangen er spartansk arrangeret; her er der kun en guitar som akkompagnement til vokalen. Det bringer Myrkurs klokkeklare stemme i fokus, og den er som vanligt imponerende ren.
Ud fra deres kvaliteter burde de to numre have haft en højere karakter, men jeg kan ikke se bort fra, at det er lidt snyd at markedsføre en single som EP. Jeg nøjes derfor med at konstatere, at Myrkur stadig laver spændende musik og ser frem til udgivelser med flere numre.

Tracklist:
01: Juniper
02: Bonden og Kragen
Samlet spilletid: 6:13

Læs mere...

Marilyn Manson, Myrkur- Scandinavian Congress Center

Vi var inviteret ind i helvedes varme mandag aften. Kongen af shock rock Marilyn Manson var kommet til Aarhus, hvor Myrkur var med som opvarmning. En mærkelig blanding som ingen af os havde set komme, men det endte nu alligevel med at blive en ganske udmærket aften.

 

Myrkur

Okay jeg siger det lige ud: Myrkur er ikke mig overhovedet. Jeg har aldrig fattet hypen, og jeg har aldrig forstået hvorfor folk synes det var fedt. Men jeg tænkte lige før jeg gik ind i salen, at jeg ville holde mig objektivt og lade min negative holdninger ligge på hylden, og så bare observere koncerten. Jeg var meget forbavset over mig selv, da jeg efter noget tid begyndte at rykke frem og tilbage med hovedet og faktisk nyde musikken. Amalie Bruun sammen med sit backing band gik i gang med at spille deres Black Metal for et publikum, der tydeligvis ikke helt forstår hvad det er Myrkur går ud på, men de var søde nok at klappe og skåle imellem numrene. Lyden inde i SCC var ikke god. Det lød utrolig tyndt til tider, og nogle gange var det rigtigt mudret. Det vi fik serveret, var en halv times Black Metal og det virkede måske lidt for kort, men sådan kan det jo gå nogle gange. Ganske udmærket koncert, men lydproblemer satte en dæmper på oplevelsen

Karakter 3½ ud af 6

 

Marilyn Manson

Det er nu lang tid siden, at Marilyn Manson har formået at chokere mig. Det eneste der har chokeret mig med ham, er de forsatte dårlige liveshows hvor han er alt for stiv eller skæv til overhovedet at gøre en indsats, så vi havde lidt bange anelser i aften. Lyset blev dæmpet, og folk de skreg selvfølgelig og Irresponsible Hate Anthem satte gang i festen, og det var noget af en overraskelse at se, at Manson faktisk sang teksten, i stedet for at mumle og det at han faktisk kunne gå lige var også et plus. Lige efter det førnævnte nummer var slut gik vi direkte over i Angel With The Scabbed Wings, og nu var min indre fanboy glad. Manson virkede til at være i rigtig godt humør og hans band spillede fedt sammen. Vi fik blandede bolsjer fra hele Mansons diskografien,  hvor skæringer som Deep Six blev spillet og efterfulgt af klassikeren mOBSCENE og det gode momentum fortsatte indtil vi kom til This The New Shit, der haltede lidt i vokalafdelingen. Efter et par numre blev vi alle sammen stjerner i The Dope Show, hvor han tog et sug af det som virkede til at være en joint, og jeg sagde til mig selv i hovedet: " nu går det galt". Selvom showet haltede, så kom mit personlige højdepunkt hvilket var Sweet Dreams, selvom det lyder kliché, så var det mit højdepunkt. Say10 var lidt af et ligegyldigt indslag for at sige det mildt. Så kom det store podium ud, og vi fik serveret hitsangen Antichrist Superstar, hvor Manson tydeligvis var så beruset at man troede at han skulle falde ned fra podiet. Efterfølgende fik vi The Beautiful People, som satte gang i festen igen, men det kom aldrig op til kogepunktet. Efter ca. 2-3 minutters ventetid kom Manson alene ud på scenen og sang en sang ingen kendte, og så skred han. Jeg kan med sikkerhed sige, at det var i hvert fald en af de værste afslutninger jeg nogensinde har vidnet. Det var også utrolig ironisk, da han brugte et par minutter på at fortælle os at vi var et fantastisk publikum, og så imod slutningen af koncerten ikke engang kan give os et ordentligt ekstra nummer. Fight Song, Torniquet, Coma White? Alle sammen gode eksempler for sange han kunne have spillet, men det blev vi snydt for. Det største chok kom først til sidst. I konklusion kan man sige, at det var en god sætliste men den afslutning trækker meget ned, så et middelmådigt møde med Marilyn Manson.

Karakter 3 ud af 6

Læs mere...

Myrkur - Mareridt

Der har fra starten været en stor hype omkring Amalie Bruuns soloprojekt Myrkur; en hype som ikke er blevet mindre med tiden. Nu er Myrkur klar med det andet studiealbum, som naturligt er ventet med spænding, ikke mindst af undertegnede; jeg har fra starten været imponeret af Myrkurs meget personlige stil, som blander Black Metal og Folkemusik på en helt speciel facon.

Åbningsnummeret er på overfladen stille og roligt, men der ligger konstant en undertone af noget farligt og truende i musikken. Det hele bryder løs i det efterfølgende ”Måneblôt”, hvor vokalen skriger vildt og voldsomt, mens musikken er en fremragende gang Black Metal. Nummeret er første single fra albummet; et godt valg, for med elementer af Folkemusik mod slut favner nummeret Myrkurs univers.

De resterende numre betjener sig af de samme elementer, bare i forskellig grad: ”The Serpent” er tung Metal, som med Bruuns vokal får en speciel stemning. Helt anderledes er den traditionelle Folkevise ”De Tre Piker”; her er vokalen så ren og klar, at tankerne falder på Sissel Kyrkjebø; sammen med den sparsomme instrumentering skabes en stemning, der minder mig om Clannad – det er imponerende! Endelig viser ”Ulvinde” Bruuns flair for at blande tingene; nummeret byder både på dyrisk hvæsen, flotte kor og en glimrende melodi.

Med albummets virkelig flotte stemninger, den skarpe Metal og de eminente vokaler fortsætter Myrkur sin unikke stil, endda i en finpudset udgave. Det gør ”Mareridt” til Myrkurs hidtil bedste udgivelse, som fuldt ud retfærdiggør hypen.

Tracklist:
1. Mareridt
2. Måneblôt
3. The Serpent
4. Crown
5. Elleskudt
6. De Tre Piker
7. Funeral (featuring Chelsea Wolfe)
8. Ulvinde
9. Gladiatrix
10. Kætteren
11. Børnehjem
Samlet spilletid: 38:18

Læs mere...

Copenhell 2017 - Samlet vurdering

Konklusionen først: Jeg synes, det har været en skidegod Copenhell i år. Og hvis I er tilfredse med at høre dét, så farvel for nu. I modsat fald: Nedenstående.

Der er sikkert mange metalkonservative puritanere derude, der droppede årets Copenhell på baggrund af hovednavnene System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch. Og fra en vis vinkel forstår jeg sagtens hvorfor. For de bands ER ikke metal ud af den tradition, som Sabbath, Purple og Zeppelin grundlagde, og som Priest og Maiden brugte anden halvdel af 70’erne på at krystallisere så omhyggeligt.

Men når det er sagt, så gav de to førstnævnte et par koncerter, der hver især allerede nu står i festivalens historie blandt de allerbedste nogensinde. Og sidstnævnte gav, om ikke andet, et incitament til at tage lidt tidligere hjem fredag aften og få noget ordentlig hvile. Så var fødderne også klar til årets uundgåelige thrashhøjmesse ved vores allesammens yndlings-råbe-bandnavn-i-brandert-band, Slayer. Og i den lige så uundgåelige oldschool-ende gav gode gamle Saxon som altid en hyggelig herretur med en sval kasse evigtgrønne heavyslagere.

Progressive Opeth og industrielle Ministry stod for et par yderst koncentreret-hårdtslående seancer, deres markante subgenrer taget i betragtning. Europe og Inglorious beviste hver især, at regulære rockbands med hård kant har en helt naturlig plads på metalfestivaler. Alter Bridge og In Flames mindede os til gengæld om, at metalbands helt foruden kant også skal have det.

Blandt nykommerne kørte Baest og Lost Society Pandæmonium-publikummet helt i smadder med deres respektivt bistre oldschool-død hhv. bistre oldschool-thrash. Og blandt veteranerne stod også Carcass og Overkill for habil, rutineret oldschool-død, hhv. -thrash.

Rob Zombie hyggegøglede. Candlemass hyggedoomede. Huldre bød op til middelalderdans på skovtur og fastslog atter deres position som landets overlegent bedste fokemetaloutfit af internationalt format. Dillinger Escape Plan gav en musikalsk pendant til at tage alt for meget PCP og dyrke nøgenwrestling i glasskår mod sine svigerforældre til alarmen fra 20 gigantiske clockradioer.

Airbourne tog om muligt prisen som det højst spillende band på hele festivalen og viste os, at australiere selv på rutinedage stadig bare har benzin i blodårerne. Buddy Lackey fra Psychotic Waltz benyttede prog-legendernes danmarkscomeback efter 22 år til at synge pivfalsk. Det samme gjorde Lækre Jens fra Red Warszawa, men det var kun et comeback efter et par uger, og det var kun for skæg.

Igen fik stakkels Myrkur som så mange gange før dårlige odds hos metalpublikummet, idet hun hér lå oveni Opeth. Det samme med lykkeligt genopstandne Invocator idet de lå oveni Saxon. (I bliver lige hængende nogle år denne gang, okay drenge?) Og Frank Carter and the Rattlesnakes, der ellers skulle give så forrygende shows, lå oveni Carcass.

Det siger noget om Copenhells format, at overflødighedshornet af bands på denne måde er begyndt at flyde over. Men det manglede også bare, i og med prisoptrækkeriet. Masser af fede bands eller ej: Det er på en måde lidt skandaløst, at man skal give 35,- for noget, der reelt er én enkelt kartoffel på en pind, selvom den så har fået spiralform og er blevet drysset med salt. Samt at man i det hele taget knapt kan spise sig mæt for under 60-70,- kr.. Min ellers så elskede go-to-ret på Copenhell, Big Bad Wolf-bodens stegt flæsk med persillesovs, koster nu pludselig det dobbelte af, hvad den gjorde sidste år.

Det er ærligt talt lidt nederdrægtigt, for almen adgang til næring er fandme en menneskeret. Og der skal fandme også være plads til de studerende, der udgør så stor en del af metalpublikummet. Jaja, hvis man har råd til at gå på festival osv.. Luk nu skideren: Overpriser = overpriser, ligemeget hvordan man vender og drejer det.

Til gengæld er Copenhell lige kommet et kvart kussehår efter det på ølfronten. De nye sixpack-håndtag til 270,- kr. er — omend stadig en ganske hjernedød udgift — en minimal opgradering af de forrige års 5 stk./250,- kr.. Så dét går den rigtige vej. Og så har Bodega Tutten udvidet udvalget af luksusøl en kende samt i øvrigt rykket ind i B&W-hallen. — Endda uden at give helt køb på bodegastemningen.

Dette bringer mig videre til noget meget mere generelt og glædeligt, der lige så vel kunne have endt nær katastrofalt. Festivalens ekspansion til hele 23.000 betalende gæster er naturligvis en kæmpesucces, men nyheden gav mig ærligt talt lidt klaus. For de 5.000 ekstra i 2016 kunne mærkes. Lykkeligvis har udvidelsen af området i år dog virket. Udover at Copenhell nu også har fået sin egen skatebane og en decideret lille shoppinggade, er B&W-hallen som sagt blevet åbnet og huser nu udover førnævnte Tutten bl.a. et mindre udstillingsområde og en mikro-biograf.

Igen kom jeg ikke forbi Smadreland. Også den ellers så hyggelige vinbar måtte nedprioriteres, og heller ikke i år kom jeg i Biergarten og fik hørt “Run to the Hills” og “Walk” for halvfemsindstyvende gang uden at kunne tale normalt med nogen. Det skyldes dog i høj grad vejret. B&W-hallen ligger tættere på sceneområdet, når der skal søges ly for den fornærmende aggressive regn, som jeg efterhånden mener bør anses som et nationalt problem. Jeg ved godt, det er meget folkeligt dansk at brokke sig over vejret, men jeg seriøst fucking AFSKYR at være skidt ud et sted, hvor det er gråt, vådt, køligt og blæsende selv i perioder, hvor det burde være klart, tørt, solrigt og vindstille.

Nok om det. Men apropos det folkelige, så er der en interessant problematik ift. Copenhell, jeg simpelthen er nødt til at benytte lejligheden til at få vendt med jer. Som jeg nævner i min Red Warszawa-anmeldelse fra årets Copenhell, så går Devilutions af slagsen nemlig over i at snakke om identitetskrise hos festivalen. Om hvordan Copenhell har “satset mere på de sikre kort i fadølsfestens tjeneste og mindre på metallen“ og søgt “væk fra de store metalbands og mod rocknavne, der kan sikre billetsalget“. Om “den evindelige promovering af metalkulturens værste klichéer som billigt salgstrick”. Og endelig lidt opgivende om hvordan vi således lige så godt kan tage dumheden (læs: Red Warszawa) til os.

For mig at se er der da netop forhåbentlig ingen af os, der går af vejen for en god fadølsfest. Og det med at booke store rocknavne er for så vidt heller ikke noget nyt for en metalfestival. Hellfest har gjort det i flere år — og Sweden Rock har nærmest alle dage været halvt metal, halvt (hård) rock. Det samme kan man ydermere langt hen ad vejen sige om festivaler som Download samt Rock Am Ring/Rock Im Park.

Men når Wacken og nu også Copenhell i de senere år er begyndt at hive f.eks. Europe ind som hovednavn, så skyldes det, at metallen har nået en alder, hvor der ganske enkelt bare bliver færre og færre potentielle hovednavne at vælge mellem uden at genbrugsplyndre blandt de bands, der nu engang overhovedet er på europatour. Det er af samme årsag, at hovednavnene i år bl.a. har heddet System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch — og ikke f.eks. Judas Priest, Accept og Manowar. (Ja, for I prøvede da vel at få fat i Manowar her i deres afskedsår, kære Copenhell-bookere??)

Det betyder så bare ikke, at programmet SKAL være letfordøjeligt og folkeligt, — eksempelvis har Brutal Assault troligt haft mindst ét bemærkelsesværdigt electro-industrial-navn på plakaten de sidste tre-fire års tid, ligesom Die Krupps spillede på Wacken i fjor. Så dét kunne måske være en retning at forfølge for Copenhell. (Selvom det jo nok ville afstedkomme bitcheri fra de sædvanlige.)

Men altsåeh... Hvor folkeligt og rocket skal noget egentlig være, før det holder op med at være sådan, som det nu gerne “skal” og “bør” være? Var Twisted Sisters så ubetvivlelige gudekoncert på Copenhell i 2014 for eksempel for “folkelig” til at være seriøs? Og for rocket til at være “ordentligt” metal? Personligt kunne jeg mere end sagtens tage Europe seriøst i år, til skærende trods for at de jo for evigt vil være primærassocieret med et kitschet one-hit wonder, der er mere gennempløjet end hele vatikanets drengekor tilsammen. Og når Slayer formår at samle over 20.000 af os foran Helvíti, er det så på sin vis ikke — i ordets bogstaveligste forstand — nogenlunde så folkeligt, som det overhovedet bliver indenfor metalgenrens rammer?

Ydermere: Selvom et eller flere af hovednavnene er nok så folkelige og festlige, bør der så alligevel ikke være plads til begge dele? Er selve genrebetegnelsen “metal” ikke netop så bred, at den både kan omfatte sjov og seriøsitet — både fadølsfolkefesten OG den introspektive højtidelighed? Og ærligt talt… Hvor stort VAR problemet så reelt?? For det forekom altså ikke mig, at der i mærkbart højere grad end normalt blev holdt fadølsfester til rock- snarere end moshbal til metalkoncerter nu i år.

Og i øvrigt: Når man beklager black metallens underrepræsentation på Copenhell 2017, hvorfor så ikke nævne, at power metal i år kun har været repræsenteret ved ét enkelt lokalnavn nederst på plakaten (i.e. Seven Thorns)? Men det er måske fordi, black metal er en mindre “folkelig” subgenre? — Altså, til trods for at power metallen indiskutabelt havde den snævrest mulige repræsentation og opbakning i år? Og hvad hvis jeg nu sagde, at jeg faktisk sagtens kan tage power metal seriøst — og at metal generelt gør mig glad ved livet og giver mig lyst til at feste og hamre fadøl? Det er sjovt, som der stadig findes folk her i landet, der endnu ikke kender deres Piet Hein og således stadig kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt.

En mere generel ting er, at hovednavne overalt netop er blevet så store, som de nu engang er, fordi deres musik indeholder elementer, der ganske enkelt appellerer bredere. Selvfølgelig dels også fordi de har arbejdet i tilstrækkeligt mange år til at bevise deres værd og er blevet ved med at gøre det. Men når det f.eks. er Metallica, der headliner en Big Four-bill, så skyldes det altså de dersens overvejende rockede sange, der får de få, intellektualiserende puritanere til at dømme “fadølsfest” — og samtidig de brede, glade masser til at holde fadølsfest. Det samme gælder i høj grad for vores allesammens Iron Maiden og sgu også vores allesammens Slayer. Og på et meget mindre plan ligger samme princip til grund for, at Nifelheim er blandt hovednavnene på årets Metal Magic Festival. De har arbejdet for det i mange år, ja. Men deres musik indeholder også elementer, der appellerer bredt nok til, at de overhovedet kan komme i betragtning som hovednavn.

Jamen den-og-den sang og den-og-den passage er fandme bare KOMPROMISLØS METAL, så hvordan kan de så stadig være hovednavn måske?!” Jaja. Selvfølgelig er der altid en masse undtagelser og særtilfælde. Sådan vil det nødvendigvis være, når man taler om noget, der i sagens natur er så kulturelt betinget, vanskeligt kvantificérbart, og i det hele taget så fluffy i kanterne, som musik er det. Men hovedreglen — selv med alle sine undtagelser og særtilfælde — ER altså bare, at de store bands netop er blevet store ved at tiltale tilstrækkeligt store mængder af mennesker. Og så kan vi blive ved med at være uenige om, hvor grænserne skal gå for, hvornår noget er “for” rocket og “for” folkeligt til en størrelse som Copenhell.

Det skal naturligvis siges, at alle disse indvendinger kommer fra en mand, der ELSKER, at en metalfestival kan være så stor i et så småt og gennemgående middelmådigt land, som den har vokset sig til på Refshaleøen hver midsommer. Som jeg også var inde på i min Copenhell-sammenfatning fra sidste år, så er der jo ingen idé i at hive mange tusind glade brødre og søstre sammen på et så relativt småt areal, hvis ikke vi netop har de store, samlende oplevelser, som for Dio’s sake er selve rygraden i enhver festival uanset dens genre. Det gør mig aldeles intet, at hovednavnene sidste år bl.a. hed Alice Cooper og Scorpions, for begge formåede at levere netop de dersens forjættede fællesoplevelser, som vi, nå ja, for Lemmy’s sake bare har at nyde, mens muligheden stadig er der.

Alting til trods er jeg desuden sikker på, at mine iøvrigt udmærkede kolleger fra Devilution nok skal have haft endnu et brag af en fest i år, ligesom jeg selv. Og jeg er sikker på, at de nok skal dukke op næste år, selvom der så måtte være nogle bands på programmet, de ikke bryder sig om. Ligesom jeg selv. For i skrivende stund er det kun knapt seks døgn siden, den hidtil største danske metalfestival nogensinde sluttede. Og hold kæft, hvor jeg allerede savner den.

Vi ses derude i 2018, kære brødre og søstre. Og så får vi sgu lige en fad.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • RED WARSZAWA_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • SLAYER_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • EUROPE_5
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Myrkur - Mausoleum

Sidste år leverede Amalie Bruun alias Myrkur en af de største overraskelser Indenfor den Sorte Metal med det meget personlige album “M”. Nu følger ”Mausoleum”, som kun delvist indeholder nyt: To af de ni numre er nye, resten har tidligere været udsendt. Til gengæld er arrangementerne nye, for albummet er rent akustisk, ligesom Bruun bakkes op af Det Norske Jentekor. Norge har også indflydelse på albummets titel, idet alt er optaget i Emanuel Vigeland Mausoleum i Oslo.

Stedet har en speciel akustik, som skaber specielle stemninger, og det passer helt perfekt til de akustiske udgaver. Myrkurs musik er i forvejen præget af markante vokalarrangementer, men kun akkompagneret af en smule guitar og lidt klaver er det hele nærmet ren a cappella. I kombination med pigekoret giver det numrene et boost, som forstærker melodiernes rene og nærmest nøgne sarthed – det er meget smukt. De to nye numre ”Den lille piges død” og Bathorys ”Song to Hall Up High” glider let og elegant ind i stilen fra de øvrige skæringer.

Der er dog en alvorlig mangel, for ved kun at inkludere den svævende del af Myrkurs musik, fortælles mindre end den halve historie; uden de sorte metalliske elementer er der absolut ingen dynamik, ingen eksplosioner. Tilbage er kun sarte kvindestemmer, og de er virkelig smukke, og fremhæver på bedste vis melodiernes skønhed og styrke.

Det er 3 stjerner værd, men kan ikke dække over, at udgivelsen her IKKE er for metalfans – hvis man forventer Myrkurs normale power, bliver man skuffet. Til gengæld har kvaliteten af både vokaler og melodier potentiale til, at ”Mausoleum” vil tiltale musikfans langt fra Myrkurs normale målgruppe.

Tracklist:

1.     Vølvens spådom                      

2.     Jeg er guden, I er tjenerne                 

3.     Skøgen skulle dø                    

4.     Byssan lull                    

5.     Den lille piges død                  

6.     Frosne vind                   

7.     Onde Børn                    

8.     Song to Hall Up High (Bathory cover)                      

9.     Dybt i skoven

Samlet spilletid: 27:23

Læs mere...

Myrkur - M

I den stadige strøm af nye udgivelser er der langt mellem de opsigtsvækkende sager, både de som er musikalsk fremragende, og de som har modet til at prøve noget nyt. I sidstnævnte kategori ramte Myrkurs selvbetitlede EP fra sidste år, hvor den Sorte Metal fik en interessant og stemningsmættet vinkel. Mit eneste forbehold for musikken var, at den trængte til at få hvæsset kløerne, men det er der begrundet håb om på Myrkurs debutskive, som blot hedder ”M”. Den er nemlig produceret af Garm fra Ulver, mens så prominente musikere som Teloch (Mayhem) og Øyvind Myrvoll (Nidingr) håndterer hhv. strengeinstrumenter og trommer. Jeg må indrømme, at alt dette skruede op for forventningerne hos undertegnede.

Albummet indeholder flere prøver på de specielle kvindevokaler, der også var at høre på EP’en: Nærmest alfeagtigt svævende giver de en drømmeagtig stemning, som passer fint til de toner af Folkemusik, der ledsager dem. Men at hun også har en hård side, viser Myrkur, når hun pludselig skriger vildt og dyrisk midt i alt det sarte. Og det er der mere af når musikken slår over i vaskeægte, rå Black Metal. Netop disse modsætninger mellem det rå og det melodiske er essentielle for den Sorte Metal, og deres indbyrdes kamp præger de fleste numre; nogle gange med vægt på det melodiske (”Skøgen Skulle Dø”, ”Vølvens Spådom”, Onde Børn” ), andre gange med brutalitet og kraft i centrum (”Hævnen”, ”Mordet”, ”Skaði”). Endelig er der ”Nordlys”, ”Norn” og ”Byssan Lull”, hvor kun Myrkurs vokal og klaver gør numrene til smukke ballader. Samlet gør alt dette ”M” til et afbalanceret, alsidigt og spændende album, der lever op til forventningerne. Det er ikke lavet efter de gængse skabeloner, og fremstår derfor meget personligt.

Myrkur fortsætter altså sin meget selvstændige stil fra EP’en, men hun forfiner den også, så både de sarte og de hårde sider står skarpere. Selv om jeg stadig godt kunne tænke lidt mere af det sidste, markerer albummet et stort skridt i den rigtige retning, og hvis udviklingen fortsætter, må selv ”P3 og Gaffa-Danmark” indse, at svaret på spørgsmålet ”Danmarks mest spændende sangerinde under M” ikke er Mø, men Myrkur!

Tracklist:
1. Skøgen Skulle Dø
2. Hævnen
3. Onde Børn
4. Vølvens Spådom
5. Jeg er Guden, I er Tjenerne
6. Nordlys
7. Mordet
8. Byssan Lull
9. Dybt i Skoven
10. Skaði
11. Norn
Samlet spilletid: 36:58

 

Læs mere...

Myrkur - Myrkur

Hvor den internationale scene for Black Metal byder på mange enkeltmands bands, er det ikke mange man støder på i Danmark; allerede her skiller Myrkur sig ud. Og kommer til at indtage en særstatus ved, at det er en kvinde, der står bag navnet. Hun hedder Amalie Bruun, og udgiver med denne EP sit første bud på Metal.

Det er blevet til en fortolkning, som i højere grad lægger vægt på genrens stemningsmæssige elementer end de brutale af slagsen. Det sker ved at udelade en egentlig frontvokal og i stedet lade den side varetage af kvindekor med meget nydelige stemmer. På den måde kommer EP’en til at fremstå rent instrumental, men Bruun glemmer ikke den Sorte Metals voldsomme sider, så vokalerne får modspil fra tremologuitarer og blastbeats. Balancen mellem de to yderpunkter er generelt fin, lige undtaget i ”Latvian Fegurð” hvor vokalerne er for dominerende; i mine ører lyder det som en fejlmixning.

Brugen af de sarte og nærmest svævende vokaler giver musikken en lethed, som placerer EP’en i den lettere afdeling – når man lytter til den, opstår der flere billeder af skov og åbne vidder end brutalitet og vrede. Det er et udmærket alternativ til genrens oftest hørte fortolkninger, men jeg kunne alligevel godt tænke mig, at Myrkur blev lidt mere truende og farlig – den følelse opstår ikke her.

Tracklist:
1. Ravnens Banner
2. Frosne Vind
3. Må Du Brænde i Helvede
4. Latvian Fegurð
5. Dybt i Skoven
6. Nattens Barn
7. Ulvesangen
Samlet spilletid: 24:04

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed