fbpx

Manes - Slow Motion Death Sequence

Norske Manes har efterhånden været på banen i en del år, hvor stilen gradvist er blevet ændret fra den tidlige Black Metal over mod mere eksperimenterende musik baseret på brug af elektronik. Overgangen er sket i flere trin, da Manes har været stoppet og genstartet igen, alt efter hvordan det har passet ind i medlemmernes øvrige aktiviteter.

At metamorfosen er ved at være tilendebragt, viser bandets nyeste album, for her er det tangentinstrumenterne, der styrer begivenhederne – både rytmisk og melodisk. Alligevel optræder traditionel Metalinstrumenter som trommer og guitar, men de indtager en birolle. Et godt eksempel på rollefordelingen høres i ”Therapism”, hvor synthesizeren både skaber en tung grundrytme og en gennemgående melodi. Og selv om de ikke dominerer, giver guitar og trommer nummeret kant.

Der er også numre, hvor elektronikken træder i baggrunden, men det virker ikke som om, at Manes føler sig helt hjemme her; i både ”Building The Ship Of Theseus” og ”Night Vision” ender tingene i stedet som direkte uinteressante. Det er medvirkende til at gøre albummets første halvdel til den bedste.

Trods mine ankepunkter er dette faktisk det mest interessante album, jeg har hørt fra Manes; det er mere helstøbt og sammenhængende; alligevel formår nordmændene heller ikke denne gang at begejstre mig.

Tracklist:
01. Endetidstegn
02. Scion
03. Chemical Heritage
04. Therapism
05. Last Resort
06. Poison Enough For Everyone
07. Building The Ship Of Theseus
08. Night Vision
09. Ater
Samlet spilletid: 44:17

Læs mere...

Manes - Teeth, Toes And Other Trinkets

Manes startede i begyndelsen af 1990’erne som et typisk band i datidens Norge: Kun 2 medlemmer og Black Metal som musikalsk retning. Det resulterede kun i et enkelt album, og da Manes i 2002 vendte tilbage efter en pause, havde både line-up og stilretning ændret sig radikalt. Nu var stilen eksperimenterende og elektronisk med elementer af Jazz. I 2011 meddeltes det at bandet ville stoppe, men det holdt kun til sidste år, hvor man annoncerede udgivelsen af et nyt album med titlen "Be All End All" i 2014. Ventetiden kan nu fordrives med den foreliggende opsamling, som indeholder alternative versioner af kendt materiale samt ikke tidligere udsendte numre.

Det dystre og lidt melankolske er et gennemgående træk i numrene, som bevæger sig mellem det meget stemningsfyldte som i ”Ease yourself back” til det mere dynamiske i ”Nodamnbrakes”. Det bliver aldrig hverken vildt eller voldsomt, og gør sig bedst i de lange instrumentalpassager, der præger flere numre. Ikke fordi vokalerne er dårlige; der er en del forskellige sangere i spil, og det giver en naturlig bredde. Alligevel fænger musikken mig ikke, og jeg sidder med fornemmelsen af, at albummet KUN er udsendt for at træde vande – incitamentet for at investere i det er i hvert fald ikke stort.

Nej, kvalitetsniveauet på denne skive er ikke ligefrem imponerende, men da der allerede findes 4-5 andre compilations, må man forvente at lageret med gamle optagelser er ved at være tømt. Derfor er det forhåbentlig slut med dem, så man kan se frem mod et album med nyt materiale - åbningsnummeret ”Blanket of Ashes” lover i hvert fald godt.

Tracklist:
1. Blanket of Ashes
2. Ende
3. Ease yourself back (into conciousness)
4. The cure-all (remix)
5. One more room
6. Nobody wants the truth
7. Tzolv
8. Transmigrant
9. Nodamnbrakes
10. Diving with your hands bound
11. Deeprooted (8-bit)

Samlet spilletid: 51:06

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed