fbpx

Cold Night For Alligators - Fervor

Jeg fik mig en positiv overraskelse, da jeg for tre år siden anmeldte albummet ”Course Of Events” fra Cold Night For Alligators (CNFA); her viste bandet langt mere kant og spænding, end jeg tidligere havde hørt. Sådan en oplevelse skaber forventninger, som bandets nye album, ”Fervor”, skal søge at indfri.

Vanen tro indeholder CNFAs numre mange elementer, men hvis man skal være firkantet, kan de deles i to kategorier: én hvor sangeren brøler og skriger teksterne ud, og én, hvor han synger rent og nuanceret. I den første får han følgeskab af tunge og voldsomme instrumenter, mens den anden er kendetegnet ved flotte og stærke melodier. De fleste af albummets tolv numre indeholder noget fra begge lejre; udtrykket bestemmes derfor af blandingsforholdet.

På albummets første halvdel er det de voldsomme elementer, der er i overtal; de rene passager bliver skubbet til side. Det gør numrene meget ensartede, og der er ikke meget variation at spore; det er de tekniske detaljer i musikken, der forhindrer den del i at være direkte kedelig.

Heldigvis ændrer tingene sig på anden halvdel, for hvor “Black Swan” er ene om at have melodisk overtag på første halvdel, så er der flere blandt de sidste seks tracks. Her markerer især ”Get Rid Of The Walls” og “Wilderness” sig med stærke og intense melodier. Trods denne slutspurt lykkes det ikke helt for alligator-drengene at ramme niveauet fra forgængeren; dertil er der for få numre som de nævnte.

Tracklist:
1. Violent Design
2. Drowning Light
3. Canaille
4. Black Swan
5. Nocturnal
6. Entangled
7. Get Rid Of The Walls
8. Wilderness
9. The Proposition
10. Soulless City
11. Coloured Bones
12. Infatuated
Samlet spilletid: 47:21

Læs mere...

Cabal - Mark Of Rot

I pressematerialet for dette debutalbum fra danske Cabal beskrives bandets tekstunivers som kredsende omkring en dødskult, hvis mål er udslettelse af alt liv. Samtidig loves en akkompagnerende musikalsk side af sagen, som ligger helt i tråd med de apokalyptiske tekster, så man kan ikke sige, at man som lytter ikke er blevet advaret på forhånd.

At advarslen er på sin plads, står hurtigt klart; albummets ti numre er gennemført truende, uvenlige og ofte intimiderende. Musikken er opbygget af benhårde guitarer, som hovedsageligt bevæger sig tungt og knusende afsted, for i glimt at eksplodere i vilde blasts sammen med trommer og bas. Det er truende, men bliver alligevel sat på plads af vokalen, som men en blanding af growl, brøl og hvæsen tager det uvenlige et trin op.
Kombinationen af de nævnte elementer er en meget lukket og temmelig monoton sag, som ikke kommer i balance, selv om det i små glimt udfordres af guitarmelodier, som det høres i ”Blackened Soil”, ”Empty” og ”Blinded”. Balancen opnås kun i ”Rah’Ru”, hvor messende vokaler og store trommer skaber en kultagtig stemning á la Nile. Det passer rigtig fint til resten af musikkens introverte karakter, hvilket gør nummeret til albummets bedste.

Som helhed er ”Mark Of Rot” for ensformigt, og der er for få øjeblikke som fanger mig; det sker kun hvor monotonien brydes via nævnte melodiske indslag. Jeg håber at Cabal fremadrettet satser mere på disse momenter, for det øvrige er for monotont for min smag.

Tracklist:
1. Fase Light
2. Nothingness
3. Blackened Soil
4. Rah’Ru
5. Empty
6. Unworthy
7. Blinded
8. Whispers
9. The darkest Embrace
10. Mark Of Rot
Samlet spilletid: 36:47

Læs mere...

Birth Of Joy - Get Well

Birth Of Joy fra Holland er ikke umiddelbart et navn som jeg er så bekendt med. Der var alligevel et eller andet som fangede min interesse, og navnet er nu ikke noget, som virker super ekstremt eller fyldt op med masser af blastbeats. Genren vi er ude i er Syrerock, som sætter tanker hen ad noget som minder om de første par Deep Purple plader. Jeg er først for nyligt begyndt at blive interesseret i Syrerock genren, og Birth Of Joy har været et navn som er blevet nævnt mange gange på forskellige sites. Nu er deres seneste udspil Get Well endelig udkommet, og jeg skulle til at finde ud af om det var noget for mig eller ej.

Blisters er åbningsnummeret på pladen og allerede kommer deres inspirationskilder virkelig til liv. Masser af Hammond orgel og skæve rytmer på trommerne. Det sætter tanker hen imod noget, som kunne minde om en meget mere syret version af Led Zeppelin. Bandet starter pladen med et brag, og lige efter det første nummer fortsætter vi videre ind i det psykedeliske univers med nummeret Meet Me At The Bottom. Det er uden tvivl mit favorit nummer på pladen, og det er også et nummer som skiller ud fra resten af sangene, hvor de gentager passager,hvor det skifter fra at være rigtig stille til at blive meget tungt og larmende. Forsanger Kevin Stunnenbergs vokal kommer også virkelig til livs i nummerets omkvæde. Jeg føler måske lidt at efter det her nummer så begynder den røde tråd lidt at forsvinde, og det virker en anelse uoverskueligt at finde rundt i numrene. Selvfølgelig er der nogle gode øjeblikke på pladen med nummer som for eksempel Hands Down og Carabiner, men alligevel synes jeg at pladen også mister lidt af sit flow. Det er ikke nogen hemmelighed at bandet kan sit kram, men alligevel endte jeg lidt med at flyde rundt i numrene, og vidste ikke helt lige hvad jeg skulle stille op.

Get Well er et frisk pust til Syrerock genren, men alligevel er det lidt af en skam at bandet formåede at lave så meget rod i numrene at det bliver en anelse trættende i længden. Jeg synes at det blev et middelmådigt første møde med Birth Of Joy. men det kan jo være at det pladen gror på mig igennem tidens løb og der kan det være, at jeg bliver mere glad for deres musik, men som det ser ud lige nu så er jeg ikke særligt imponeret.

Trackliste:
1. Blisters
2. Meet Me At The Bottom
3. Choose Sides
4. Numb
5. Midnight Cruise
6. Carabiner
7. Those Who Are Awake
8. You Got Me Howling
9. Get Well
10. Hands Down

 

Læs mere...

Tides From Nebula - Eternal Movement

Tides From Nebula er et polsk band, der praktiserer en yderst letbenet og instrumental omgang prog. rock. Når jeg skriver letbenet, er det ikke decideret negativt. Udtrykket som Tides From Nebula praktiserer er dog utroligt velspillet og lyst, og dermed fremstår ”Eternal Movement” som en noget letbenet skive. 

Tides From Nebula blev dannet i 2008 og er nu nået til deres 3. fuldlængde i alt. At dømme ud fra deres hjemmeside er de et meget aktivt band med hele to koncerter i DK til efteråret – jeg har bare aldrig hørt om dem. Nu er jeg heller ikke den store prog.-fan, men jeg blev alligevel overrasket over at se, at Tides From Nebula har kunnet flyve under min radar i bandets lange levetid.

Hvis man kigger på ”Eternal Movement” som helhed, er det virkeligt solidt håndværk. Det første indtryk af skiven er, at disse fire gutter virkelig KAN spille, og man får indtryk af at kirurgisk præcision er et tema på bandets øveaftener. Rytmesektionen er yderst levende og lytter-udfordrende. Guitar og keyboards lægger nogle gode melodier, der sætter ”ansigt” på sangene – faktisk sidder jeg kun få gange og savner en vokal, og så burde alt være godt, ikke?

Jo, og det er det altså også et langt stykke hen ad vejen. Der kommer dog et tidspunkt, hvor jeg har svært ved at se idéen med sangene på skiven. Det ender desværre ud med at virke som om, at Tides From Nebula mister fokus – numrene flyder sammen og bliver degraderet til baggrundsmuzak. Absolut ikke positivt, når man tænker på at vi har med virkeligt dygtige musikere at gøre her.

Min begejstring for endelig at have fundet et band, der i bund og grund ikke har brug for en forsanger, blev afløst af skuffelse, da den sidste halvdel af ”Eternal Movement” bestemt ikke holder niveauet fra den første halvdel, og i stedet fiser ud i sandet.

Tracklist:
01: Laughter of Gods
02: Only with Presence
03: Satori
04: Emptiness of Your and Mine
05: Hollow Lights
06: Now Run
07: Let it Out, Let it Flow, Let it Fly
08: Up From Eden

Samlet spilletid: 47:45 

Læs mere...

Chimaira - Chrown of Phantoms

Som jeg sidder her og lytter til "Chrown of Phantoms", har jeg en følelse af at der er sket rigtig meget siden Chimaira udgav deres første album "Pass Out of Existence" i 2001. Og så alligevel. Lyden er ret meget den samme, som de altid har haft. De dybe groovy og dominerende guitarer er der stadig. De dystre elektroniske elementer, der af og til giver en små-industriel følelse, ligger fortsat i baggrunden og giver stemning. Mark Hunter er stadig hidsig på vokalen. Men! På trods af alle de ligheder med tidligere, så synes jeg alligevel at den nye plade skiller sig ud.

Jeg har altid været glad for Chimaira, og én af de ting jeg synes de har været gode til, er at de fleste af pladerne (på godt og ondt) skiller sig en smule ud fra de foregående. "Chrown of Phantoms" er den 7. i rækken, og Mark Hunter det eneste originale bandmedlem der er tilbage i det nuværende lineup. Musikerne er flittigt blevet skiftet ud siden dannelsen i 1998. Bare i tiden siden den sidste skive "The Age of Hell" udkom i 2011, er alle medlemmer på nær Hunter endnu engang blevet skiftet ud, så det er måske ikke så mærkeligt at jeg synes pladen er en smule anderledes.

Albummet her føles helt utroligt tungt. Selvom de altid har haft hang til riff og passager i den tunge ende, synes jeg at de har formået at gøre det hele en smule tungere. Jeg fornemmer også en smule mere melankoli, end jeg har oplevet tidligere, og det bidrager ganske givet også til, at pladen har den effekt på mig. Der er numre, som for eksempel "Plastic Wonderland" og "Spineless", hvor tempoet er skruet lidt i vejret, og de hiver lidt fanden-i-voldsk energi frem fra gemmerne, men jeg opfatter helt klart pladen som en tung og dyster oplevelse. For mig illustrerer nummeret "Kings of the Shadow World" det hele meget godt. Der er en satans god (eller måske rettere ond) stemning hele vejen igennem, som enhver god sang om skyggeverdenen jo skal have, men samtidig kan man sgu sagtens nikke med nakken til det. Nummeret bliver afbrudt et par gange af klaverspil med symfoniske elementer i baggrunden, og det synes jeg virker vildt godt.

Ud over at de har fået komponeret nogle fede tracks, har de også formået at få numrene til at hænge rigtig godt sammen, så albummet danner en helhed. Jeg var ikke så imponeret over "The Age of Hell", så jeg er ret glad for det skridt de her har taget med "Chrown of Phantoms". De har heldigivis ikke brugt udskiftningen af musikere til at redefinere sig selv. I stedet har de fået skabt et af deres stærkeste albums til dato, og jeg vil kraftigt anbefale det til eksisterende Chimaira fans. Kender man dem ikke, ja så det er bestemt et godt sted at starte.

Tracklist:
1. The Machine
2. No Mercy
3. All That's Left Is Blood
4. I Despise
5. Plastic Wonderland
6. The Transmigration
7. Crown of Phantoms
8. Spineless
9. Kings of the Shadow World
10. Wrapped in Violence
11. Love Soaked Death


Samlet spilletid: 44:23

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed