fbpx

Kontinuum - No Need to Reason

Mit første møde med Kontinuum ligger tre år tilbage, og omhandlede bandets andet album, ”Kyrr”. Nu er islændingene tilbage med ti nye numre, som de samlet har givet navnet ”No Need to Reason”.

På ”Kyrr” dyrkede Kontinuum det stemningsfyldte og lidt mørke, og den stil har de holdt fast i. Numrene er baseret på guitarer, som er nedtonede, og i det hele taget er musikken lidt indadvendt. Især på albummets første halvdel har numrene svært ved at imponere, det er som om tingene ikke rigtigt kommer i gang. Derfor skal vi helt hen til albummets midte, hvor titelnummeret med sin fine stemning og Pink Floyd-agtige vokal giver forhåbning om mere kvalitet.

Den kommer på andel halvdel, men det er ikke fordi jeg ligefrem bliver blæst bagover i stolen. ”Erotica” klarer sig fint med friskere tempo, men albummets stærkeste track er ”Two Moons”; her er der endelig noget af den styrke i melodierne, som jeg har savnet i de første skæringer.

Konklusionen bliver, at albummet starter ret ensformigt og blegt, men selv om der sættes ind med en slutspurt, kan det ikke helt redde Kontinuum; jeg er lidt skuffet over udspillet, så bedømmelsen ender en halv stjerne under, hvad forgængeren høstede.

Tracklist:
1. Shivers
2. Lifelust
3. Warm Blood
4. Neuron
5. No Need to Reason
6. Low Road
7. Erotica
8. Stargaze
9. Two Moons
10. Black Feather
Samlet spilletid: 47:02

Læs mere...

Kontinuum - Kyrr

Til denne anmeldelse vender jeg blikket mod nord, nærmere betegnet Island, hvor Kontinuum holder til. Under dette navn har bandet eksisteret siden 2010, og det er blevet til et enkelt album, ”Earth Blood Magic”, før dette. Men faktisk startede bandet allerede i 2001 under navnet Pornea, så det er ikke erfaring, de 4 medlemmer mangler.

Albummet markedsføres som Post Black Metal, men det virker for mig blot som en undskyldning for at kunne bruge ordet Metal - musikalsk er der nemlig ingen links tilbage til den egentlige Sorte Metal. Det fortæller ikke noget om kvaliteten, for Kontinuum spiller en udmærket og personlig omgang Rock, som især markerer sig med stemninger. Et væsentligt element heri møder man allerede i åbningsnummeret, nemlig de bløde og tilbagetrukne vokaler. De bliver matchet af musik i let forøget tempo, men her er ”Breathe” en undtagelse, for i de fleste numre er tempoet lavt. Også tekstmæssigt tilhører nummeret et mindretal ved at have en engelsk tekst, da hovedparten er skrevet på islandsk. Det passer fint til melodierne og er med til at gøre numrene lidt eksotiske.

Lige så afdæmpet man har valgt at gøre vokalerne, lige så meget har man nedtonet musikken, så den matcher stemmerne. Ud over titelnummeret er det kun i et par af numrene mod slutningen, at guitarerne træder en smule i karakter og markerer sig. Det understreger det generelle billede af, at der satses mere på numrenes indre stemning end på aggressivitet og attack. Det gør ”Kyrr” til en eftertænksom og gennemført udgivelse, som sine steder bliver lidt for stillestående til min smag.

Tracklist:
1. Breathe
2. Í Huldusal
3. Hliðargötu-heimsveldi
4. Kyrr
5. Undir Þunnu Skinni
6. Lone
7. In Shallow Seas
8. Red Stream
Samlet spilletid: 43:04

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed