fbpx

Tiebreaker - We Come From The Mountains

Tiebreaker blev dannet i 2011 i den norske by Odda, hvor de 5 barndomsvenner Thomas Espeland Karlsen (vokal), Eirik Wik Haug og Olav Areklett Vikingstad (guitar), Patrick Andersson (bas) og Pål Gunnar Dale (trommer) fandt fælles musikalsk retning. Bandet udgav selv ”We Come From The Mountains” sidste år, men albummet får nu et boost via Karisma Records.

De 5 medlemmers fælles stil peger tilbage i tiden, og de nævner store navne fra 1970’erne som Led Zeppelin og Deep Purple blandt inspirationskilderne. Sidstnævnte har nu ikke sat de store aftryk hos nordmændene; deres Stoner Rock har ikke den samme tyngde i musikken. Til gengæld har den masser af den samme bluesbaserede Rock, som man hører hos Led Zeppelin. Den rækker fra det nedtonede og tilbagelænede i ”Nicotine” til det rigtig hårdtslående i ”The Getaway”, hvor de seje guitarer duellerer med en vokal, der sender tankerne i retning af Robert Plant.

Men Tiebreaker har også lyttet til amerikansk musik, for ”Where can Love Go Wrong” har en kraftig duft af Doobie Brothers. Uanset stilretning klarer bandet det rigtig godt, for der er hele tiden det helt rigtige skær af old school – nogle gange hjulpet på vej af mundharpe, andre gange skabt via orgeltoner i baggrunden. Det hele virker så fint, at man kun kan glæde sig over, at albummet nu kommer ud til en bredere kreds – det fortjener det.

Tracklist:
1 Early Morning Love Affair
2 Nicotine
3 Homebound Pt. 1
4 The Getaway
5 Where Can Love Go Wrong
6 El Macho Supreme
7 Trembling Son
8 Homebound Pt. 2
9 Walk Away
Samlet spilletid: 41:10

 

Læs mere...

Rendezvous Point - Solar Storm

Efter at have spillet sammen i fem år, er det blevet tid til det første album fra norske Rendezvous Point. En medvirkende årsag til det lange tilløb kunne være, at medlemmerne også spiller i bands som Leprous, Borknagar og ICS Vortex.

Netop Leprous er et godt pejlemærke for bandets musik, for det er nogle af de samme vinkler på progressiv Rock og Metal, der høres hos Rendezvous Point: Der er en lidt nedtonet stemning med rene vokaler og markante keyboards, der giver en helhed, som distancerer sig fra den amerikanske stil fra f.eks. Transatlantic.
Gennemgående arbejder rytmesektionen med lækkert overskud, så der bliver plads til flotte detaljer. Det passer fint til resten af musikken, som kører godt, men når vokalen kommer ind, falder intensiteten – ikke fordi Geirmund Hansen synger dårligt; tværtimod har han en flot vokal. Problemet ligger i selve melodierne, som ofte er ret anonyme. Et godt eksempel herpå høres i ”Wasteland”, som starter meget stærkt, men siden falder af på den.

De to slutnumre, som meget passende har fået titlerne ”The conclusion pt 1 & 2”, indeholder rigtig stærk progressiv musik, fordi bandet ikke forfalder til de tidligere hørte kedsommelige melodier, men i stedet fastholder de stærke sider fra de andre numre. Det giver albummet en flot afslutning, som både hiver helheden godt op over Godkendt mærket og lover godt for fremtidige udgivelser.

Tracklisting:
1. Through The Solar Storm
2. Wasteland
3. Para
4. The Hunger
5. Mirrors
6. The Conclusion Pt.1
7. The Conclusion Pt.2
Samlet spilletid: 44:26

 

Læs mere...

Taake - Stridens Hus

Det er en imponerende kontinuitet, Taake lægger for dagen; siden debutpladen ”Nattestid ser porten vid” udkom i 1999 har det været lige så sikkert som årstidernes skiften, at der hvert 3. år er kommet et nyt udspil fra det norske enmandsband.

I hvor høj grad han denne gang har fået hjælp i studiet, som det skete på ” Noregs vaapen” fra 2011, har jeg ikke helt kunnet klarlægge – det er også lige meget, for der er ingen tvivl om, at Taake er tilbage i topform – studiemusikere eller ej. Stilen kan man heller ikke bruge lang tid på at diskutere, for Taake leverer Black Metal af den klassiske slags. Det udmønter sig i et lydbillede, hvor guitarerne skaber en næsten massiv mur af lyd, så man er nødt til at koncentrere sig om indholdet; som baggrundsmusik er ”Stridens Hus” alt for kompakt og påtrængende.

Til gengæld bliver der suppleret med nogle spændende elementer, når man lytter efter. Som f.eks. den enkle men uhyre fængslende guitarmelodi i ”En Sang til Sand om Ildebrann”. Eller slagtøjseffekterne i slutnummeret, der giver ekstra fremdrift. Ikke fordi det er en mangelvare, for albummet er virkelig aggressivt fra start til slut. Og selv om det ikke tilfører genren nye facetter, er det et gennemført eksempel på, hvordan klassisk Black Metal skal lyde.

Tracklist:
1. Gamle Norig
2. Orm
3. Det Fins en Prins
4. Stank
5. En Sang til Sand om Ildebrann
6. Kongsgaard Bestaar
7. Vinger
Samlet spilletid: 43:27

Læs mere...

Alfahanne - Alfapokalyps

Når man vælger et navn som Alfahan, fortæller man omverdenen, at man er ovenpå – at placere sig som den dominerende han i flokken gør man kun, hvis man har selvtilliden i orden. Og det må de 4 svenskere have haft, da de dannede og navngav bandet i 2010. Nu er de klar med deres debutalbum, ”Alfapokalyps”, så resten af verden kan checke om navnet er berettiget – mere herom senere.

Flere af medlemmerne i Alfahanne har tidligere spillet Black Metal, og forbindelserne til den scene er åbenbart stadig gode nok til at lokke folk som Hoest (Taake) og Niklas Kvarforth (Shining) til at give gæsteoptrædener. Alligevel er det en anden musikalsk retning, der tages her. Musikken er stadig mørk, men er baseret på Rock; dog tilsat lidt Black og et skud Punk. Det giver et vrængende ”her kommer jeg” – udtryk, men gør ikke musikken særligt levende - flere numre står nærmest stille i hovedparten af deres spilletid. Det virker lidt paradoksalt, men resulterer i et album, som har svært ved at komme fremad. Her udgør det udmærkede ”Dödskult” en behagelig undtagelse, men dem er der for få af. Som helhed er skiven derfor kun moderat interessant, og jeg må konstatere at positionen som flokkens fører er en post man skal tilkæmpe sig, og det gør svenskerne ikke med denne skive – trods navnet.

Tracklist:
1. Bättre Dar
2. Ormar Af Satan
3. Såld På Mörkret
4. Dödskult
5. Rocken Dör
6. Syndarnas Flod
7. Alfa Hordes
8. Indiehora
9. Där Drömmarna Dör
10. Alla Ska Mé
Samlet spilletid: 42:35

Læs mere...

Sarkom - Doomsday Elite

At opkalde et band efter en ondartet kræftart vil de fleste nok anse for dårlig stil eller meget provokerede – i tilfældet med norske Sarkom er det nok lige dele provokation og en ”vi er da ligeglade”- holdning der ligger bag; på Black Metal scenen er grænserne ofte videre end andre steder. Og det er her Sarkom befinder sig, og har gjort det siden starten i 2002. ”Doomsday Elite” er det tredje fra bandet, som har udvidet besætningen til en kvintet.

Ligesom indstillingen er typisk for genren, så er bandet stil det også: Numrene byder på alle de kendte elementer fra brutale trommeangreb over flænsende guitarer til en ondskabsfuldt brølende vokal. Heldigvis finder man også et vigtigt særkende for stilen, nemlig evnen til at smugle melodiske passager ind uden at det dræner musikken for fremdrift eller styrke. Der er hele tiden tryk på systemet, men de små stumper melodi gør tingene mere varierede og interessante.

Men træerne vokser ikke ind i himlen, og der er en træls bilyd et par steder. Således er Unsgaards vokal virkelig ensformig, og der bruges ikke mange forskellige skabeloner til numrenes sammensætning. Og når der endelig skal prøves noget nyt, overdrives som i ”Cosmic Intellect”, hvor det skæve og dissonante bliver irriterende.

Men ellers sidder de grundlæggende egenskaber rigtigt, det kan man ikke tage fra Sarkom – så kan man tage diskussionen om bandets navn på et andet tidspunkt.

Tracklist:
01. Doomsday Elite
02. I Utakt Med Gud
03. No Loose Ends
04. Inside a Haunted Chapel
05. Predators in Disguise
06. Solemn Disorder ‘til Human Extinction
07. Cosmic Intellect
08. Stigma

Samlet spilletid: 40:38

Læs mere...

Slegest – Løyndom

De fleste udgivelser inden for Black Metal bygger på brutale udfald mod lytteren, ofte med et mindre indhold af melodi som et plaster på såret. Men det behøver ikke altid at være bygget efter de samme konstruktionstegninger, hvilket denne debutskive illustrerer fint. Det kommer fra multiinstrumentalisten Ese, som efter at have forladt Vreid ville følge en ny musikalsk retning under navnet Slegest. Ideen er at kombinere de tunge rytmer, man kender fra Black Sabbath, med den Sorte Metals rå vokaler. Som tænkt så gjort, og efter en EP sidste år er Slegest nu klar med det første album.

Om musikken er der ikke så meget mere at sige, for den følger beskrivelsen ovenfor uhyre præcist. Den valgte kombination indeholder Stoner Metallens halvtunge og vedholdende rytmer, og får samtidig skærpet sin profil via den upolerede vokal. Selv om stilarterne hver for sig er gennemprøvede, så lyder kombination overraskende frisk; numrene har et udmærket drive og det er svært ikke at lade sig trække med af dem. Og da det samtidig lykkes at fremstå pænt varieret trods stort set samme opbygning gennem hele albummet (i praksis afviger kun slutnummeret ”Past Burden Strength” med sin Rock’n’Roll-ede facon for alvor fra resten) kan jeg ikke andet end at sende ”Løyndom” videre med en anbefaling herfra.

Tracklist:
1.     Ho som haustar aleine
2.     Rooted in Knowledge
3.     I slike stunder
4.     Løgna sin fiende
5.     The Path of No Return
6.     Faceless Queen
7.     Dirt Life Death
8.     Past Burden Strength

Samlet spilletid: 35:00

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed