fbpx

Dødsengel - Interequinox

Selv om de har et rigtig fedt navn og har eksisteret i ti år, er det første gang jeg støder på norske Dødsengel. En del af forklaringen ligger i, at de to medlemmer Malach Adonai (trommer) og Kark (vokal og strengeinstrumenter) dyrker den Sorte Metals hemmelighedskræmmeri og ikke lige frem rutter med oplysninger. ”Interequinox” er bandets fjerde album, og det første på selskabet Debemur Morti.

Som nævnt spiller Dødsengel Black Metal, og det sker temmelig traditionelt: Numrene indeholder enkle melodier, som suppleres med mere voldsomme hug i strengene, mens trommerne buldrer afsted. Musikken er generelt afdæmpet; de helt voldsomme udladninger udebliver. Konceptet er gennemprøvet utallige gange, men hos Dødsengel fungerer det ikke særlig godt – trods enkelt udmærkede passager er musikken generelt temmelig uinteressant. Her markerer det udmærkede ”Palindrome” en undtagelse med sin truende stemning.

Heldigvis har bandet en trumf i ærmet, i form af Karks vokal. Som så mange andre af genrens vokalister skriger, hyler, brøler og growler han sig igennem albummet, men det sker med en usædvanlig stor indlevelse. Når han fyrer hele repertoiret af, som det sker i ”Illusions”, kan jeg ikke lade være med at være imponeret over indsatsen. Med sin overbevisende performance løfter han et ellers skuffende album til et niveau, som er godkendt – vokalen havde fortjent bedre materiale at boltre sig i.


Tracklist:
1. Pangenetor
2. Prince of Ashes
3. Værens Korsvei
4. Emerald Earth
5. Opaque
6. Illusions
7. Palindrome
8. Ved Alltings Ende
9. Rubedo
10. Gloria in Excelsis Deo
11. Panphage
Samlet spilletid: 56:22

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed