fbpx

Ihsahn - Pharos

Ofte går jeg udenom EP’er, fordi de sjældent giver et fyldigt billede af kunstneren bagved. Men Ihsahn er ikke hvem som helst, og "Pharos” er på forhånd præsenteret som et modstykke til ”Telemark”, som udkom tidligere i år.
Og det med modstykke skal forstås bogstaveligt, for hvor forgængeren var hård i kanten, er de fem numre på den nye EP anderledes lette at gå til. Der åbnes med tre nye numre, og afsluttes med to covernumre, men dem kommer jeg til.
De to første numre er afdæmpede og kan nærmest karakteriseres som Pop – man ville aldrig have gættet på, at de stammer fra en kunstner med rødder i den Sorte Metal …
Så er der straks mere kød på titelnummeret, som ganske vist starter stille, men hvor omkvædets storladne, nærmest majestætiske arrangement har noget spændende over sig.
Og så til de to covernumre, som begge ligger tæt på originalerne, og som begge er overraskende valg. Det første er Portisheads ”Roads” som Ihsahn synger fint, men hvor jeg alligevel savner de skarpere rytmer og især Beth Gibbons’ vokal.
Så går det noget bedre med det sidste nummer, som er et cover af ”Manhattan Skyline”, som A-ha udgav i 1987. Her får Ihsahn hjælp af Einar Solberg fra Leprous, som leverer en vokal tæt på Morten Harkets original.
”Pharos“ er en velproduceret og velspillet udgivelse, men samlet set er det lige en tand for poppet til min smag. Jeg krydser derfor fingre for, at Ihsahn har fået afløb for sine Popideer, og nu vender tilbage til hårdere toner.

Tracklist:
1. Losing Altitude
2. Spectre At The Feast
3. Pharos
4. Roads (Portishead) 
5. Manhattan Skyline (A-Ha) featuring Einar Solberg of Leprous
Samlet spilletid: 24:30

Læs mere...

Ihsahn - Arktis

Efter tiden med Emperor har Ihsahn koncentreret sig om sin solokarriere, og nu, 10 år efter udgivelse af debutskiven ”The Adversary”, udsender han sit sjette album, som har fået titlen ”Arktis”.

Her viser nordmanden sin vanlige stil med numre, der betjener sig af mange forskellige elementer, og derved frembringer stor musikalsk bredde. Numrene er kendetegnet ved at veksle i både tempo og intensitet, ligesom udtrykkets hårdhed ofte skifter. I åbningsnummeret blandes Metal med mere svævende udtryk, mens ”Pressure” bygger på symfoniske elementer.

Frontvokalen er gennemgående ret grum og lidt hvæsende, men den bliver mere end udlignet af omkvædenes kor, som er meget flotte og rene. Det afholder ikke Ihsahn fra at arbejde med mere direkte Metal; ”My Heart Is Of The North” og især ”Until I Too Dissolve” indeholder fine guitarriffs med udmærket power. Men også electro indslagene i ”South Winds” fungerer godt, desværre bremset af et kedeligt omkvæd.

I den sidste ende er det slutspurten med de tre sidste numre, der sikrer albummet en placering over middel: numrene er alle ret afdæmpede, men via stærke melodier og sikker brug af mange forskellige instrumenter vokser de i styrke og omfang. Det er meget intelligent tænkt og udført, og en væsentlig grund til, at jeg kan give ”Arktis” min anbefaling.

Tracklist:
01. Disassembled
02. Mass Darkness
03. My Heart Is Of The North
04. South Winds
05. In The Vaul
06. Until I Too Dissolve
07. Pressure
08. Frail
09. Crooked Red Line
10. Celestial Violence
Samlet spilletid: 57:20

 

Læs mere...

Ihsahn - Das Seelenbrechen

Manden bag navnet Ihsahn har en imponerende musikalsk historie bag sig. De fleste kender ham nok allerede, om ikke for hans tidligere soloudgivelser, så som primus motor i en af Norges største musikalske eksportvarer, black metal bandet Emperor og andre bands som Thou Shalt Suffer og Peccatum. Selv er jeg ikke bekendt med hans solokarriere, før jeg sidder med ”Das Seelenbrechen” i hånden. Dette er hans femte soloalbum og jeg kan læse mig frem til, at det har været ventet med spænding.

Så måske er det bare mig den er gal med. I hvertfald er jeg ikke helt sikker på at jeg forstår Ihsahn og hans visioner. Eller kan se den røde tråd i musikken. Tonen på ”Das Seelenbrechen” forekommer mig faktisk enormt rodet, som om Ihsahn bare skal prøve lidt af det hele og helst noget der larmer – og så må det godt have en snert af noget enormt poetisk oveni. Det hele ender med at lyde som det lettere misdannede barn, Opeths ”Damnation” plade ville have fået, hvis man parrede det med noget gammelt Nine Inch Nails. Og så irriterer produktionerne på en hel del af numrene mig. Der er ligesom noget der ikke helt spiller i mine ører. Nå, men hvis jeg lader det ligge et øjeblik, så er der faktisk nogle numre jeg godt kan lide. ”Regen” fungerer! Det bygger langsomt op med en smuk klaverintro og ender ud i at blive et ægte metalnummer. Hårdt og råt, men med utroligt nærvær med sit kor og symfoniske toner. For ikke at nævne den lækre guitarsolo, der runder det hele af. Også det efterfølgende nummer ”NaCI”, der kommer til at ligge som en rigtig fin forlængelse af sin forgænger, besider enorm nerve og musikalitet. Jeg er vild med vokalen på det her nummer, og selv den lidt skæve melodi, fungerer faktisk rigtig godt. ”Pulse” indeholder også nogle af de samme gode elementer og er helt sikkert værd at nævne. ”Tacit” er nok det eneste deciderede metalnummer på albummet, jeg synes er værd at give et par ord med på vejen. Det lyder også virkelig godt rent produktionsmæssigt, og det smager rigtig meget af den black metal baggrund, Ihsahn har. Et sidste nummer der fungerer rigtig fint, er det intrumentale nummer ”M.” Det har en sær, superlækker ’beskidt’ og rusten klang, som jeg synes er rigtig fed!

Men jeg er ikke synderligt imponeret, det må jeg sige. Når det lykkes for Ihsahn at formidle noget der virker sammenhængende og musikalsk, så fungerer det virkelig godt! Så det er faktisk rigtig ærgerligt, at det kun lykkes så få gange på denne skive. Uanset hvad, så er ”Das Seelenbrechen” for mig mest af alt enormt forvirrende og uinteressant.

 

Track list:

1. Hiber

2. Regen

3. NaCI

4. Pulse

5. Tacit 2

6. Tacit

7. Rec

8. M

9. Sub Ater

10. See

Samlet spilletid: 49:00

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed