fbpx

Swindler - The Game is Rigged

Swindler er et nyt navn på den danske Rock scene, men det betyder ikke, at musikerne er det. Således er både trommeslageren Mike Park og sangeren Esse kendt fra Hatesphere, mens guitaristen Steffen Smith har spillet live med Surfact, og bassisten Ask Fogh har en fortid i Rock Hard Power Spray.

I forhold til de nævnte bands markerer Swindler et trin eller to nedad på hårdhedsstigen, for her er det Heavy Rock, der er i centrum. I åbningsnummeret får vi endda koklokke med i købet, men ellers er det seje og tunge guitarer, der markerer sig som akkompagnement til Esses vokal. Den er mere ren end normalt, men passer glimrende ind i billedet.

Jeg er ofte irriteret over den sekundære rolle, teksterne spiller hos mange kunstnere, men her udgør Swindler en befriende undtagelse. Hér bruges de til at markere holdninger og behandle emner som de superriges grådighed, personlig troværdighed og den katolske kirkes systematiske misbrug af børn. Samtidig er de flot gennemarbejdede så de passer til musikken; det er godt håndværk, som skal fremhæves!

Det samme skal ”Tax Havens”, ”The Game is Rigged” og ”Hush Money”, som er mine favoritter på albummet. Og selv om ikke alle numre på tracklisten når samme niveau, så er den samlede pakke gradvist vokset hos mig, så den får fire stjerner og et Godt Skuldret! med herfra.

Tracklist:
1. Name Your Price
2. Iron Clover
3. Underwhelmed
4. Tax Havens
5. False Sense of Security
6. The Game is Rigged
7. Gold Digger
8. Bent Out of Shape
9. Sellout
10. Hush Money
Samlet spilletid: 42:24

Læs mere...

I'll Be Damned - Copenhell 2016

På en hvilken som helst respektabel festival er det stadigvæk morgen, når klokken er 12.30 om dét, der normalt betegnes som “eftermiddagen”. Omend det både er naturligt og forventeligt, at et upcoming band får spilletid hér, er det på flere måder lidt synd, at landets vigtigste rockkomet, I’ll Be Damned, bliver første band på Pandæmonium denne lørdag. Folk er ikke rigtig mødt op endnu. Og det kan mærkes på flere af dem, der er her, at de har et par dages festeri faretruende tæt bag sig.

Først og fremmest er bandet dog presset af varmen. Især leadguitarist Kristian Sloth har til tider lidt det samme udtryk i ansigtet, som Frodo har, når ringens magi trækker ham i retning af bevidstløshed. (Hvis du ikke fanger dén reference, er det i øvrigt dit eget problem.)

Selvom også den evigt sprælske ceremonimester Stig Gamborg er en kende mindre sprælsk i dag end normalt, får den stadig al den gas, den kan tage. Manden dyrker den preacher-rolle, der efterhånden er blevet selve hans scenepersona, og det havde han nok ikke gjort, hvis ikke det netop havde virket efter hensigten. Under “Schizophrenic Homos” skråler han lige et vers på en rundtur ude blandt publikum. Der er andre bands, der benytter sig af den samme gimmick, men det er Gamborgs vedholdenhed omkring den, der både gør den til hans egen og får bandet til at stå ud blandt andre ambitiøse rockkometer.

Det ender altsammen med at gå op i en højere enhed, hvad der både siger en del om I’ll Be Damneds kampgejst og sangenes styrke. I’ll Be Damned er nemlig den type band, der giver los, hvad end de spiller for tusindvis af mennesker til kæmpearrangementer eller for halvanden mand og en døv kat i en udestue. Energien i “Right For the Money” er vanvittig, omstændighederne taget i betragtning. Og sangenes kvalitet ligger langt over, hvad man normalt hører fra landets undergrund. Selv “Believe It”, som jeg ellers studsede lidt over, da jeg hørte debutalbummet sidste år, giver pludselig en vis tiltrængt mening.

Crowden øges lige så stille undervejs. Hvis jeg var der uden at kende bandet og hørte “Drainage” for første gang, ville jeg sateme også hen og høre mere. De første fadøl hældes ned; stemmebåndene løsnes lidt op. Ja, vi ender gudhjælpemig med at have en fest. Hér midt om morgenen. “Hold kæft, hvor har jeg det varmt! Har I det varmt?!”, spørger Gamborg retorisk til gjaldende respons. Ikke for at smalltalke om vejret som enhver anden idiot, men for at antyde, at koncerten er ved at nå det klimaks, vi sagtens ser komme. Det afsluttende hit “Fever” lader derpå ingen strube inaktiv. Ligesom titlen i åbningsnummeret “People Who Hate People (Come Together)” er som skrevet med Copenhells primærmålgruppe for øje, sidder også omkvædet i showlukkeren som fod i hose med os metalheads: “Goddamn, I feel fine/knowing that I’ll never walk a straight line”.

Under andre omstændigheder kunne denne koncert have udgjort I’ll Be Damneds definitive indtog i hovedstaden, på Copenhell og på den danske metalscene, og ikke “bare” en vanligt fed optræden for de dedikerede fans og venner. Men hvis jeg kender bandets arbejdsmoral og Copenhells bookere ret, skal I’ll Be Damned nok være sikret et gig på Hades om 3-4 års tid. (Læser du med, Jeppe Nissen?) Jeg glæder mig til fortsat at følge deres himmelflugt i mellemtiden.

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • BERSÆRK_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • HAVOK_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ILL BE DAMNED_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

I'll Be Damned - I'll Be Damned

At I’ll Be Damned har gjort sig til en succeshistorie på at mestre evner, man som minimum bør kunne forvente opøvet hos snart sagt enhver rockgruppe (i.e. skrive fængende sange, spille ordentligt sammen og gi’ den max hammer live), siger noget om, hvor eksistensberettigede de er på den danske musikscene anno 2015. Både publikum og anmeldere er notorisk begejstrede over de gæve østjyder, hvis meritter bl.a. tæller månedens demo i Gaffa, finaleplads i KarriereKanonen, kritikerroste koncerter på bl.a. Spot og Skanderborg Festival samt opvarmningstjanser for Airbourne og D-A-D. Og nu har bandets mindst lige så gæve fanbase altså kvitteret med imponerende +50.000 kr. i crowdfunding til Tue Madsen-produktion og udgivelse af I’ll Be Damneds første, selvbetitlede langspiller.

Hvis man kender bandet, ved man, hvad man kan forvente. Og dét får man: En kontant, sonisk kæverasler med en attitude der skodder joints i din rodfrugtsalat, en sound der graver direkte forbindelse mellem traditionel bluesrock og moderne sydstatsmetal, og et tekstapparat der langer stikpiller ud til forbrugerfår, konkurrenceøkonomi og organiseret overtro. Du godeste, hvor er det dog kærkomment. - Og fandme nødvendigt.

“Believe It” virker umiddelbart som en lidt overraskende skæring at lægge ud med. Men idéen vokser på mig. Det indledende leadtema er utroligt kækt og letbenet, - og så meget desto mere løfter det tunge b-stykke på paradoksal vis hele stemningen. Nummeret når faktisk at udvikle sig ganske gevaldigt i løbet af dets kun lige knapt 2,5 minutter, og det ender således som en forbandet effektiv, kreativ og alt andet end ydmyg intro til bandets indtil videre vel nok største “hit”, fanfavoritten “Fever”.

Til gengæld er det i dennes forresten ellers fænomenale vokalbreak, at skivens… ja, okay, mindst stærke punkt afslører sig. Det skal nemlig ikke forstås sådan, at vokalen i og for sig er svag - tværtimod. Stig Gamborg er en skidedygtig sanger; han bruger flittigt af sine forhåndenværende variationsmidler, og helt generelt fungerer det. Men lige så generelt er bandets mange ligheder med Down og Black Label Society - og dermed den utaknemmelige sammenligning med Phil Anselmos og Zakk Wyldes monstrøse tordenstemmer - så åbenlyse, at de er umulige at komme udenom. Lige så mange lovord, jeg ellers har tilovers for Gamborg som både frontmand og vokalist rent teknisk, lige så svært er det for hans naturlige klang at matche bandets gerne massive cementvæg af fedt distortede sumpriffs. I hvert fald efter min smag. Og det er sjovt, for det mente jeg egentlig sagtens, den kunne på optagelserne fra bandets "The First Coming"-demo.

For nu at dvæle ved kritikpunkterne er visse af andenstemmerne lige lovligt pæne og måske ikke altid vildt nødvendige. Men jeg ved det ikke helt; det føles af og til, som om I’ll Be Damned prøver at trække sig lidt væk fra deres hidtil hjemlige Down-/Clutch-/Red Fang-territorium og mere i retning af The Hives-/Jet-/Foo Fighters-territorium. Dét kunne også forklare, hvorfor den ellers så fremragende “A Hanging Job” er ekskluderet - og den i øvrigt ganske fine, stenerfilosofiske “Everything Wiggles” er inkluderet. Men det forklarer ikke noget så vigtigt for os præ-iTunes-musiklyttere som selve rækkefølgen af numrene, der i dette tilfælde gerne virker, som det hedder nu om dage, lidt random. For eksempel synes den tyngde, der er så vigtig for bandet, at være en kende overrepræsenteret på skivens anden halvdel, hvor den første er mere all-round straightforward-rocket. Den konkluderende “All Be Damned” virker desværre lidt antiklimatisk ift. den monsterafslutning, som “Fever” kunne have udgjort; det ville både nummeret og pladen sagtens have kunnet bære.

Nå. Men altså, det rocker jo, det hér. De enkelte sange er der for så vidt intet i vejen med. Den gennemgående standardmodus er nærmest konstant skruet op på “nosseprygl“, og sangskrivningsniveauet i sig selv gør I’ll Be Damned mindst lige så berettigede i primetimeradio som… ja, hvem de nu end spiller dér. Og når man så kommer ud over førstehåndsindtrykket, afslører skiven også et par lækre detaljer i form af bl.a. noget så gammeldags som guitarsoloer - fede guitarsoloer, tilmed. “Real Monsters” byder på en pikant lille underspillet shuffle, og “Your Only Home” klæder hele den omkringliggende plade ved at være møjsommeligt langsom og næsten foruden spade i versene.

Måske er teksten i den ellers tonserfede “People Who Hate People (Come Together)” en kende uheldig, når man tager hjembyen Aarhus’ ærgerlige tendenser til højreekstremisme i betragtning. Men hvis man fatter noget, kan man også høre, at I’ll Be Damned netop gerne vil have en til at fatte noget. Såsom at det kun forhaler vores fremskridt som art, hvis vi bliver ved med at bekrige hinanden, lige meget om det er over så forskellige grunde som race, entreprenørskab eller satiretegninger. Såsom at man betaler penge for at lade sig kultursodomisere, når man forbruger musik fremavlet af højtrangerende interessenter med skriveborde i glastårne fremfor musik skrevet af hårdtarbejdende ildsjæle med instrumenter i øvelokaler. Såsom I’ll Be Damned.

Det er netop denne lidenskabelige drivkraft, der gør de hér gutter mere interessante end det gennemsnitlige rockband, og som i løbet af de kommende år vil fastcementere dem som en institution i dansk rockmusik.
De kan drive det vidt.

Helt generelt skal I’ll Be Damned dog nok overveje, om de vil satse på at spille heavyrock eller bare rock-rock. Eller måske skal de blive lidt mere fingernemme til at fusionere disse, deres to overordnede modaliteter, som indtil videre meget kører på enten/eller-basis. Det er f.eks. forståeligt, hvorfor den AC/DC-klingende “Drainage” er valgt som singleudspil, for den er fandengaleme catchy. Og hér synes der knapt så stor diskrepans mellem vokalens og guitarernes respektive udtryk. Men herfra at se er I’ll Be Damned imidlertid bedst, når de dyrker de betontunge half-times og møgbeskidte riffs som i “Shopping With a Shotgun”, “Right For the Money”, “People Who Hate People” og naturligvis “Fever”, der efter min mening er skivens ubestridte, fandenivoldske højdepunkter.

Afslutningsvis vil jeg anbefale enhver, der læser dette, at fange bandet live, da det er dér, de bedst kommer til deres ret. Følg selv med på deres Facebook-side, hvor adskillige publikummer har smidt tilkendegivelser om at være blevet nyligt omvendt efter et I’ll Be Damned-show.

“I’ll Be Damned” udkommer d. 19/10. Bandet afholder to releasefester på stamstedet Escobar - hhv. d. 17/10 i København og 24/10 i Aarhus.

Trackliste:
1. "Believe It"
2. "Fever"
3. "Drainage"
4. "Fuck the World (Be Happy)"
5. "Real Monsters"
6. "Your Only Home"
7. "People Who Hate People (Come Together)"
8. "Schizophrenic Homos"
9. "Right For the Money"
10. "Everything Wiggles"
11. "Shopping With a Shotgun"
12. "All Be Damned"
Samlet spilletid: 45:30 min.

 

Læs mere...

Whitesnake - The Purple Album

Igennem deres meget lange karriere har Whitesnake udsendt mange stærke albums, men på det seneste har det været så som så med kvaliteten, og det har virket som om, at alderen for alvor er blevet et problem for veteranerne. Men her er det så en fordel at have en fortid i Deep Purple, for det giver Coverdale og Co. mulighed for at trække på bagkataloget hos et af det største navne overhovedet.

Resultatet er genindspilninger af en lang række numre fra Coverdales tid i bandet, som strakte sig fra 1973 til 1976 i det line-up, men kalder Deep Purple III. Det har givet en meget imponerende trackliste, som inkluderer topnumre som ”Burn”, ”Mistreaded”, ”Lady Doubledealer” og ”Stormbringer”. I ”Burn” mangler jeg Glenn Hughes’ high-pitch vokal i omkvædet, men eller fungerer vokalerne udmærket. Coverdale har også bibeholdt en karismatisk stemme, som kun har lidt en smule under tidens tand.

Meget af materialet er til et rent sekstal, men der er også mindre interessante ting imellem, hvilket dæmper min begejstring for skiven. Desuden trækker det ned, at numrene spilles uden ændringer, det virker en smule letkøbt. Denne følelse forstærkes af, at musikken gengives en smule uengageret; den spilles ikke med originalens glød, men virker flere steder forceret og ”skal bare overstås” – agtig. Alligevel er det et album, som ligger langt over de seneste udgivelser fra Whitesnake, og som bandet sagtens kan være bekendt.

Tracklist:
1. Burn
2. You Fool No One
3. Love Child
4. Sail Away
5. The Gypsy
6. Lady Double Dealer
7. Mistreated
8. Holy Man
9. Might Just Take Your Life
10. You Keep On Moving
11. Soldier of Fortune
12. Lay Down Stay Down
13. Stormbringer
Samlet spilletid: 68:30

 

Læs mere...

Corrosion of Conformity & Black Temple - Beta

Bare så det lige er på det rene: Det er muligvis umuligt for mig at bedømme en begivenhed som denne med dén tilstræbte objektivitet, der bør være idealet for enhver anmelder med respekt for sig selv. Jeg uddyber: Da jeg som ung knægt så en Corrosion of Conformity-video i Beavis og Butt-Head og følgelig anskaffede mig en bette skive ved navn "Wiseblood" (1996), var det en mindre revolution i min dengang forholdsvist snævre musikalske referenceramme. "Wiseblood" ramte det perfekte sted. Den var oldschool uden at lyde det fjerneste bedaget, og tilnærmelig - ja, stedvist fandme flot - uden at søge noget poppet kompromis med den tydeligt Black Sabbath-funderede betonrock. Og selvom den metalliske hårdhed var omdrejningspunkt, fungerede denne i samarbejde med en flair for sangskrivning, der mindst var Sabbath værdig.

Alt det samme kan siges om forgængeren "Deliverance" (1994), bandets størst hittende, nær-guldstatus-sælgende skive. Og det er netop med tourtitlen "Deliverance Revival", at dette klassiske C.o.C.-line-up efter alt for mange år med udskiftninger og pause rammer Danmark for første gang siden, hvad, '96? Selv vokalist/guitarist Pepper Keenan må være mig svar skyldig, da jeg inden showet fanger ham udenfor i en bidende dansk forårskulde, som angiveligt ikke er videre behagelig, når man kommer fra et sted, der deler breddegrader med det nordlige Afrika.

Anyway, pointen er, at en koncert med C.o.C. bestående udover førnævnte Keenan af Woody Weatherman (guitar), Mike Dean (bas) og Reed Mullin (trommer) har været så længe undervejs, at jeg næppe kan lægge skjul på min begejstring derover. Så jeg vil ikke gøre forsøget.

Ej heller vil jeg prøve at fælde en kvalificeret dom over opvarmningsbandet. Det er åbenbart C.o.C. selv, der har hevet svenske Black Temple med rundt i Skandinavien, men hvorfor fatter jeg ikke. Ikke at deres musik på nogen måde er ringe; der er bogstaveligt talt bare ikke et sekund af den, der fænger mig. Jeg tænker meget over, hvad det overhovedet er for noget, de spiller. Berettiget, viser det sig, for da jeg sludrer lidt med dem bagefter, tilkendegiver de selv at være i tvivl. Men der er i hvert fald både elementer fra klassisk rock og moderne post-hardcore - hele tiden og på én gang. Som genrefusionseksperiment er det for så vidt enormt interessant, men som musik man gerne skulle kunne huske, går den appel, der nu engang måtte være, mine ører forbi. Men der er masser af intensitet og indlevelse fra bandets side, så de skal sagtens kunne nå ud til nogen, der er tilfredse med dét alene. Og så skal jeg da gerne gi' dem en chance til ved lejlighed; bevares.

 

corrosion of conformity beta

 

Lige så rigtig en beslutning som det er at have "The Boys Are Back in Town" kørende over PA'et, inden den eneste rigtige udgave af Corrosion of Conformity entrerer scenen, lige så rigtigt er det, at bandet åbner med "These Shrouded Temples" fra "Blind" (1991), hvor Keenan kun netop var tiltrådt som guitarist alene. Den tunge, instrumentale, tritonus-centrerede figur bygger langsomt en bidsk stemning op, der kun gør genhørsglæden med den følgende "Señor Limpio" så meget mere forløsende. Lyden er lidt mudret i starten, men der bliver rettet op på det under "King of the Rotten", der giver mig et endnu større smil på læben, end Steel Panther formåede i Vega for ret præcist et døgn siden. Det samme gælder for min personlige favorit, "Long Whip/Big America", samt ikke mindst "Wiseblood"-titelnummeret, der om noget viser, hvor overset Keenan er som sangskriver: "There's blood on the street but there's nothing to steal from me/'Cause I walk alone but at least I walk for free/I listen to few and I'm fueled by fire/Guess now I'm old but not much wiser". Det er i øvrigt et plus, at han lader de store armbevægelser og frontmand-klichéer ligge og for det meste bare lader de gode sange tale for sig selv. - Omend der et par gange er lige lovligt lange pauser ind imellem. At dette band ikke har råd til et arsenal af stemte guitarer beviser, at der ingen retfærdighed er i verden.

Selvom publikums gennemsnitsalder ser ud til at være over 40, kommer der alligevel godt gang i pitten, ikke mindst under den indlysende pointhøster "Heaven's Not Overflowing" og især højoktansrockeren "Paranoid Opioid" fra "In the Arms of God" (2005), en skive som jeg ærligt og skammeligt skal indrømme helt at have glemt for eftertiden. (Det kommer der af kun at have skidtet til at ligge på sin gamle computer frem for at stå på reolen, hvor den rent faktisk kan ses!) Men jeg havde alligevel også hellere set bandet give mere opmærksomhed til den ganske stupidt undervurderede "America's Volume Dealer" (2000). Herfra beriges vi desværre kun med en til gengæld forrygende "Who's Got the Fire" samt C.o.C.'s fremragende bud på en seriøs powerballade á la sydstatsheavy, "13 Angels", der gi'r sættets dominerende tungmetal et flot og tiltrængt komplementærmoment cirka midtvejs.

Man kan godt høre på Keenans vokal i især "Seven Days", at der siden dengang immervæk er gået over 20 år, samt at manden nok har røget et nogenlunde tilsvarende antal cigaretter dagligt. Men på en måde klæder det musikken med et mere modent islæt, ligesom bandet selv har tilkendegivet, at de nærmest spiller sangene bedre i dag end i midt-90'erne. Det er heller ikke det halve galt. For eksempel kan det især mærkes, at Weatherman er vokset som guitarist. Den meget Hendrix-agtige fortolkning af blues, der i høj grad har dannet rammen om hans lead siden "Deliverance", er kun blevet endnu mere omfattende med årene. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan jeg har stået og måbet nok så meget af føromtalte Steel Panthers vanvittige strengmasturbatør Satchel 24 timer forinden, men alligevel finder det så meget mere interessant at høre soloer fra en mand, der rent faktisk har en feeling og en timing, og som fastholder min opmærksomhed ved at økonomisere med tonerne frem for at meje dem af med en frekvens på 8-10 stykker i sekundet.

Aftenens højdepunkter er en triumferende tungt swingende "Albatross" og en ærefrygtindgydende, altoverskyggende "Goodbye Windows", der om noget netop lyder mindst lige så godt som på albums'ene. Til sammenligning er den ellers så fine "Stonebreaker" og selv klassikeren "My Grain" nærmest at betegne som parenteser - i hvert fald for mit vedkommende. Hovedsættet afrundes af en "Broken Man" så levende og viril, at man mistænker bandet for først nu at have spillet sig ordentligt varme og have endnu et set parat om en tår vands tid.

Desværre er der kun tre ekstranumre. Det gamle "Blind"-hit "Vote With a Bullet" kommer for mig til at stå meget i skyggen af den førnævnte nyslebne diamant "Who's Got the Fire". "Det er funky!", udbryder min sidemand, og selvom dén type musikalske islæt normalt ikke hører denne genre til, - og en lignende observation normalt ville vække forargelse hos den gennemsnitlige headbanger, - er det ret spot on. C.o.C. er mere end bare endnu et metalband - og tillige mere end bare endnu et metalband med stoner- og sydstatsinfluenser: De er et vaskeægte musikalsk velbevandret og kultiveret Rock-med-stort-R-band, hvis sange taler hvert sit eget sprog. Dette bliver så meget desto tydeligere i den naturlige afslutter, hittet "Clean My Wounds", der kommer en lang tur omkring et udsyret, space-rock'et jam-mellemstykke med masser af fuzz, delay, rumklang og mere wah-pedal end Weatherman har brugt hele showet igennem. Der mangler bare en af de hersens psykedeliske lysprojektioner med flydende oliefarver i baggrunden. Nummeret når op på, hvad, omkring 10 minutter? Jeg mister tidsfornemmelsen fuldstændig, men jeg nyder hvert sekund, så længe det varer.

Skal jeg give nogen negativ kritik, består den således primært i, at jeg savnede det-og-det nummer. "Over Me" burde i hvert fald være obligatorisk, og i den akustiske afdeling kunne jeg snildt have brugt "Stare Too Long" eller "Redemption City", omend de måske er svære både at genskabe live og få til at passe ind i settet. Og "The Snake Has No Head", hvor fed kunne dén ikke lige være at høre?! Det gør mig måske en lille smule ærgerlig at vide, at bandet ellers havde planlagt at spille to set, men ikke kunne få tilladelse til det pga. de sene spilletider.

Derudover havde jeg noget så gerne set C.o.C. spille et større sted. Ikke et ondt ord om Beta som sådan, men efter min mening er stedets beskedne rammer langt fra den sensation værdig, som bandets genrejsning med dette line-up er for både mig og vel nok langt de fleste andre, der er heldige nok til at være her i aften. Okay, ifølge en bekendt insider havde ventelisten åbenbart ikke været så lang, at de ville kunne have fyldt Amager Bio, men det undrer mig, hvorhenne især Loppen har været i denne forbindelse. Men alt andet lige fik booker Mikkel Wad Larsen da opfyldt en mindre drengedrøm for ikke bare så mange af os, men også for sig selv: Det er tydeligt at høre på mandens virke som Helhorse-vokalist, hvor meget denne inkarnation af C.o.C. har betydet for ham rent musikalsk.

Som man i øvrigt nok kan regne ud, er der ingen af disse indvendinger, der har ret meget på netop dét at få set et band, man har ventet på i små 20 år. Jeg føler mig sgu lidt gammel, og det gælder ikke mindst dagen derpå, hvor mine nyanskaffede nakkemyoser minder mig om min egen dødelighed. Så hvis nogen derude skulle få den idé at oversætte det hér for aftenens hovedpersoner: Lad der nu for alt i verden ikke gå 20 år igen; det vil ingen af os have godt af til den tid. Og næste gang, så sylt supportnavnet og spil to timer alene. Det vil vi faktisk allesammen meget hellere have.

Læs mere...

Twisted Sister, Copenhell 2014

Det er på én gang en stor ære og samtidig lidt en utaknemmelig opgave at skulle sætte ord på Twisted Sisters meget omtalte Copenhell-performance. De legendariske heavyrockere har ikke rørt dansk grund i 28 år, og har dermed nærmest været en større sensationsbooking for festivalen end dens andet store hovednavn, selveste Iron Maiden. Og ligesom tilfældet tegner sig for netop selvsamme Maiden aftenen før, synes også denne koncert at have sat dybere spor hos sine 14.000 velsignede tilhørere, end Copenhells bookingafdeling måske havde turdet håbe på. Og det er der også alt mulig god grund til.

Med AC/DC's "It's a Long Way to the Top (If You Wanna Rock and Roll)" som PA-opvarmning er der ikke just lagt i ovnen til nogen intellektuelt udfordrende oplevelse. Men det ved vi godt. Vil vil, som John Mogensen så smukt udtrykte det, ha' rock'n'roll og ikke andet. Og det er lige netop, hvad vi får, da åbneren "Stay Hungry" rammer os som et krydsermissil. Insisterende, højspændt rock'n'roll spillet som gjaldt det liv eller død. Jeg har aldrig oplevet Twisted Sister live før, og siden annonceringen har jeg glædet mig som en kåd teenageknægt til sit allerførste, grinagtigt dårlige knald. Men jeg havde heller aldrig forventet en så nær-sindssyg performance som den, der netop er skudt i gang.

"The Kids Are Back" og en triumferende festlig "Shoot 'Em Down" griber hele publikum om vore ædlere dele og holder fast hele showet igennem. Den fandenivoldske frontmand Dee Snider styrter headbangende rundt på scenen iklædt en lang, spraglet og frynset denimjakke med læderkanter og har et bemalet amerikansk flag om halsen. "I må sgu undskylde, at der er gået så forpulet lang tid siden sidst", råber han med et grin, og forsamlingens reaktive brøl er tilsvarende entusiastisk frem for overhovedet beklagende.

2014 er 30-året for udgivelsen af "Stay Hungry"-skiven, og i anledningen spilles samtlige sange derfra. Og det med en overbevisning, der kun er de allerbedste bands forundt. "The Beast" leveres så skræmmende tungt og indædt, at man mistænker den ellers kristne Dee Snider og co. for netop at kanalisere kræfter fra selve dette beast, som også Bruce Dickinson sang om på samme scene et lille døgn forinden.

Men af et så sjældent turnerende og engang så, *ahem*, teknisk udfordret band at være spiller Twisted Sister ikke bare skidegodt sammen. De er engagerede, som var dette deres sidste show på jorden, og de virker mere glade og taknemmelige for at være til stede end noget andet band, jeg lige kan komme i tanke om at have oplevet igennem de 17 år, jeg har gået til koncerter. Selv den til stadighed mere røvsygt udseende guitarist Jay Jay French giver den mere gas på scenen, end jeg nogensinde havde turdet drømme om, jf. bandets liveoptagelser. Og Mark "The Animal" Mendoza er med sit overdimensionerede lokumsbrætsskæg og sin turkisfarvede bas' pink bandlogo og leopardrem så vidunderligt bøvet at se på, at jeg bliver helt varm indeni af glæde. Ja, faktisk glemmer man rent manglen på al den overdrevne make-up, der engang var så karakteristisk for bandet.

Af alle bandmedlemmer er det dog selvfølgelig Dee Snider, der er i centrum. Det platinafblegede og, viser det sig, overraskende muskuløse energibundt virker lige så ustoppelig som den rock'n'roll, han synger om. Han er nærværende, joker ustandseligt og kender i det hele taget sine crowdpleaserklichéer. Men han bruger dem så strategisk professionelt, at det er en ren fryd. Når en mand, hvis band er så kitschet, og hvis sange er så børnesangsbanale, kan piske en stemning op som hér, er det et ret godt tegn på, at man overværer en fabelagtigt god koncert.

Kun "Captain Howdy"/"Street Justice" har vel trukket lidt tålmodighed ud af de lyttere, der ikke kender Twisted Sister på større basis end hits'ene. Men som for at foregribe denne problemstilling slår Twisted derpå kontra med en "We're Not Gonna Take It" så svulstig og altomfavnende, at selv Copenhells mest sortklædte og nittebærende black metal-skumlere må have overgivet sig og deltaget i den allestedsnærværende fællessang. - En fællessang så hjertelig, at jeg helt seriøst mener at kunne fornemme smilene fra de deltagende bagved pit-indhegningen og hele vejen op ad bakken. Hele Copenhell syder af en rendyrket feststemning, der næppe nogensinde bliver overgået på Refshaleøen.

Det er modigt at spille ét ud af sine to store hits midt inde i sættet. Og lige så både modigt og overraskende velfungerende er det at slå over i powerballaden "The Price" bagefter. Ikke mindst hér brillerer Sniders imponerende vokal, der på sælsom vis kun synes at være blevet styrket med tiden. "Sluk lige lyset på scenen og vis mig alle jeres lightere og mobiltelefoner", råber han i mellemstykket. I sidste omkvæd er vi ét stort lysende menneskehav, der bølger fra side til side.

Dampen forbliver helt oppe i det røde felt under slagsangen "I Believe In Rock'n'Roll" og den følgende "Burn In Hell". Jeg tror faktisk, at det må være det dersens lykke, jeg oplever. Og så meget desto mere ekstatisk bliver jeg, da en trommesolo afløses af Twisteds største hit "I Wanna Rock", der må have fået selv kørestolsbrugernes podier til at hoppe i takt.

Bandet takker af, og man skulle netop også tro, at det ikke kunne fortsætte herfra. Men fandengaleme om ikke de forskruede søstre border scenen igen og kaster sig ud i Motörheads "Born To Raise Hell" som hyldest til Lemmy, der med Sniders ord "sidder derhjemme og ikke har det så godt". Det er ikke godt nyt, men alle hopper og skråler med. Festen er en selvstændig, levende størrelse nu. Den vil fortsætte. Bandet synes da også ligefrem at se sig nødsaget til den følgende "The Fire Still Burns", der åbenbart lige skal lyn-instuderes, men ikke desto mindre virker dybt rutineret og spillet med et lige så stort overskud som den selvfølgelige afslutter "S.M.F.". Alle råber med på "I'm a sick motherfucker", og selvom vi generelt er flinke og rare i almindelighed, passer det perfekt. Ja, for Helvede: Lige nu er vi nogle syge moderkneppere, og det er I fandeme også, Twisted Sister. Rock and fucking roll forever og op i røven med alt andet. Sådan hér skal det edderbankeme gøres, mand.

Skulle det ikke fremgå af ovenstående, så er Twisted altså ganske enkelt bedre denne aften, end de nogensinde har været på plade. Jeg kunne sagtens have savnet "I Am (I'm Me)", "Come Out and Play" og flere andre, men alt, hvad der var, var simpelthen så fremragende, at jeg fortsat overvejer at lade denne min første koncert med Twisted Sister ende som både den første og sidste. For de vil næppe nogensinde kunne overgå den.

 

Find flere koncertanmeldelser fra Copenhell 2014 på vores oversigtsside her.

 

  • Trap Them_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Finntroll_5
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Mercenary_7
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen

Se flere billeder fra Copenhell her!

Læs mere...

Desertfest London 2014 - Lørdag

Lørdag viste England sig fra den bedre side. Ikke med fantastisk bragende vejr, men med pletvis sol. Sol der varmede på kroppen og skyllede gårsdagens tung stank af koncert, sved og spildt øl væk fra Camdens gader. Dagens program stod på et utal af interessante navne. Blandt andet Weedeater, Kvelertak, Dragged Into Sunlight, The Body og Cosmic Dead. Med 17 navne fordelt ud over dagen var der rigeligt at komme efter. 

 

Dagens koncertoplevelser blev hårdt kickstartet af bacon og toast, hvorved både sjæl og krop var parat til endnu en tur i koncertmøllen. Det norske sludge metal band Årabrot fik fornøjelsen af at starte dagen op for undertegnede. Det viste sig hurtigt at være det perfekte valg. Det kritikerroste band havde fået tildelt scenen på The Underworld, hvorved det også blev første oplevelse i det venue. Stilsikkert og meget overbevisende spillede de en forrygende koncert, der snildt trænger sig ind som en af de bedste på dette års Desertfest. De tunge toner og post-punk elementerne stod skarpt og inviterede til dvælende og dreven gang med nakken. En perfekt start på hvad der skulle vise sig at være endnu en rigtig god dag.

 

Årabrot

Årabrot

 

Herefter gik turen direkte til Electric Ballroom, hvor det amerikanske stonerrock band ASG havde fået tildelt den store scene. Efter bandets noget kedelige performance tidligere på måneden havde jeg ikke de store forventninger til amerikanerne. ASG havde dog tiltrukket sig godt med publikum – et publikum der lod til at være lige så imponerede af amerikanerne, som danskerne var i Beta. Problemet er sådan set ikke medlemmernes talenter, de kan deres kram, men deres kompositioner er uoverkommeligt kedelige. At gå fra en koncert, der virkelig rykker og direkte over til en kedelig kop doven øl er noget af et slag i ansigtet, og der er kun en ting der kan hjælpe på den følelse – Wizard Fight! I hvert fald i bogstavelig forstand. Desværre var der hverken wizards eller fight at finde på scenen i Black Heart. Til gengæld var der endnu en gang total proppet og varmt som ind i helvede. Wizard Fight er en forholdsvist ung trio, dannet i 2012, og i den sammenhæng også en forholdsvist uinteressant oplevelse. Det mest interessante ved at opleve bandet var forsanger og guitarist Luke Boltons massive growlende vokal, der lod til at kunne hive trusserne af enhver skønjomfru. Men det var også det. Wizard Fight var kedelige og imponerede ikke.

 

Med to bands i streg, der ikke formåede at imponere, var forhåbningerne til dagens fjerde band, Samsara Blues Experiment, efterhånden ret høje. Jeg har hørt meget godt om den tyske kvartet og deres prog'ede stenerock, men måtte endnu en gang gå halv skuffet fra Electric Ballroom. Samsara Blues Experiment har ellers rig opfindsomhed og fremførte også deres numre med intensitet, men efter nogle enkelte numre lød det hele bare af det foregående. De prog'ede elementer er absolut bandets force, og det var det ligeledes den eftermiddag. Publikum tog til gengæld fint imod, hvorved det er muligt at undertegnedes forventninger til bandet var årsag til skuffelsen. Efter endnu en lidt fesen omgang tegnede dagen ellers ikke til at blive den forsatte succes, som den ellers blev. Lidt mad og et utroligt veloplagt koncert med Weedeater vendte den følelse fuldstændigt på hovedet.

 

desertfest2014weedeater

Weedeater

 

Weedeater havde ikke overraskende fået tildelt den store scene i Electric Ballroom, og det udnyttede bandet fuldt ud. Den amerikanske sludg/stoner metal trio væltede publikum bagover, og spillede en af de absolut bedste koncerter på dette års Desertfest. Travis Owen leverede en ren opvisning på trommerne, hvor trommestikker fløj til højre og venstre, mens ”Dixie” Dave Collins på vanvittig vis væltede publikum med sin massive vokal. Et fuldstændigt vellykket setup, der om noget lugtede af sydstaterne, moonshine og svedig rock. Som en lille treat fik publikum afslutningsvist Wino fra Spirit Caravan på scenen til en gang forholdsvist improviseret samspil med guitarist Dave ”Shep” Shepherd. Et perfekt punktum for en perfekt koncert.

 

Så var lørdag eftermiddag/aften sat i gang. Kvelertak lå lige rundt om hjørnet, men inden da gik turen til the Underworld, hvor duoen The Body stod parat til at spille den mærkeligste koncert på Desertfest 2014. Det hele startede ellers godt. Den amerikanske sludge metal duo lagde ud med en lang tung og skræmmende intro bestående af tunge toner og hviskende vokal. Stemningen var sat, og bandet skulle bare overbevise. Ved entre på scenen gik der dog ganske kort tid før forsanger Chip King åbnede munden og afslørede den kat, der sad inde på tungen. Hans skrigeri mindede mest af alt om en kat, der blev trukket i halen. Samme toneleje og ligeså irriterende. For undertegnede faldt The Bodys musik fuldstændigt sammen og interessen fandt aldrig tilbage. En skuffelse af dimensioner. 

 

desertfest2014kvelertak

Kvelertak

 

Med en kat i ørerne blev der hurtigt hastet ud i den friske luft og over mod aftenens hovednavn – norske Kvelertak. Det seks mand store band havde formået at fylde Electric Ballroom ganske fint inden bandet, badet i blåt lys, gik på scenen og satte gang i lidt over en times tæppebanken med norsk kølle. For første gang på Desertfest kunne der opleves en decideret moshpit. Profilen på publikumgængerne var da også en helt anden end til de andre koncerter. For at sige det pænt passede Kvelertak ikke ind i det resterende Desertfests lineup, og det var meget tydeligt at se. Der var tale om et helt andet publikum end til resten af festivalens koncerter. Jeg snakkede med nogle stykker, der alle sagde, at de specifikt havde købt en-dags billet kun for at se Kvelertak. Men hvad andet kunne man forvente?

 

Bortset fra at bandet måske ikke passede fantastisk ind i det sammede lineup, spillede Kvelertak langt hen ad vejen en upåklagelig koncert. Som altid 100%, fuld fart over feltet og fest. Det gik lidt i stå lidt over halvvejs, men festen blev heldigvis kickstartet igen hen mod slutningen. Kvelertak gjorde hvad de skulle, og lukkede Electric Ballroom med manér. Således sluttede anden dagen af Desertfest 2014.

 

Læs også artiklen "Desertfest London 2014 - Fredag".
Læs også artiklen "Desertfest London 2014 - Søndag".

 

  • The Body_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Spirit Caravan_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Sasquatch_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se flere billeder fra Desertfest her! 

Læs mere...

The Silent Low – EP 2014

The Silent Low er en forholdsvis ny dansk kvartet. Dannet i 2012 består bandet af Mikkel Ottosen på vokal og guitar, Morten Olesen på bas, Søren Borlund på trommer og Rasmus Normand på guitar. Bandet begår sig efter egne ord med at spille ”no bullshit rock”. En potent udmelding, men sandheden er nok nærmere at bandet spiller heavy rock, og det gør de såmænd ganske fint. Med 3 numre er det naturligvis svært at sige noget med sikkerhed, men specielt ”Black Heart Beating” er et lækkert nummer med en fed komposition og en lyd, der uden tvivl vil bringe glæde frem hos de fleste Alice In Chains fans. 

The Silent Low fremviser gode takter på deres EP 2014, med ”Black Heart Beating” som det absolutte højdepunkt. ”The Freak I Am” og ”Dear Devil” er ligeledes gode numre, men kompositionerne er ikke nær så gode. Produktionen på albummet er ganske fin, og det er også hvorledes EP’en samlet bedømmes. 4,5 ud af 6 for en ganske fin EP, der absolut giver lyst til mere The Silent Low.

Tracklist:
1.The Freak I Am
2.Black Heart Beating
3.Dear Devil 

Læs mere...

Menace - Impact Velocity

Når Napalm Death-guitaristen Mitch Harris skal beskrive sit nye projekt Menace, lægger han ikke fingre imellem; stilmæssigt er betegnelsen Heavy Rock ikke tilstrækkelig, og så må ”Audio-installationer” træde til. Denne markering af kunst øger forventningerne, ikke mindst når presseteksten sammenligner resultatet med Tool og Voivod. Unægtelig ambitiøst, men Harris har også samlet et meget kompetent band til formålet: Foruden Napalm kollegaen Shane Embury på bas tæller det bl.a. trommeikonet Derek Roddy, så der er måske noget om snakken?

Åbningsnummeret ”I Live with Your Ghost” bevæger sig fremad i et frisk tempo, og selv om nummeret ikke byder på nyskabelser á la de to sammenligninger ovenfor, lever håbet om spænding stadig. Samtidig er Harris’ vokal flot og placeret i fine arrangementer. Men den positive stemning varer kun kort, for det står hurtigt klart, at denne skive ikke byder på overraskelser. Eller måske gør den netop, for det overrasker mig hvor uinteressant det hele er! Vokalen er gennem hele albummet trukket langt tilbage, hvilket giver en udmærket old school stemning. Men der sker simpelthen for lidt, og de få gange der hamres en smule liv i guitaren, bliver man næsten forskrækket. Samtidig gentages vokalarrangementerne igen og igen, så de hurtigt bliver monotone.

Nøgleordet for denne skive er Hygge, for jeg tror da, at optagelserne har været ret så hyggelige. Desværre tager hyggen overhånd på det endelige resultat, hvor samtlige bidragydere er langt fra at vise, hvad de kan. Det er temmelig kedeligt, og hvis den indledende snak om kunst skal være berettiget, så er det fordi det bliver en kunst at sælge albummet.

Tracklist:
1. I Live with Your Ghost
2. Painted Rust
3. Multiple Clarity
4. To the Marrow
5. I Won’t See the Sun
6. Drowning in Density
7. Positron
8. Everything and Nothing
9. Within Context
10. Malicious Code
11. Impact Velocity
12. Seamless Integration
13. Insult to Injury [bonus track]
Samlet spilletid: 50:28

Læs mere...

Servers - Leave With Us

Man kan ikke beskylde hverken pladeselskabet Undergroove Records eller bandet Servers selv for at overdænge verden med viden om denne udgivelse; ud over at bandet har 3 medlemmer, blev dannet i 2012 og nu debuterer, er der ikke noget at hente fra dén kant - men okay, det er musikken, der tæller. Og i Servers tilfælde betyder det forskellige fortolkninger af Rock. I åbningsnummeret bliver der givet gas med Metal-agtige rytmer, men fra det flotte og let pompøse ”Universes & Supernovas” får den melodiske side af sagen mere magt. Det udmønter sig i større vokalarrangementer, hvor det storladne igen kigger frem, men ellers er det omkvædene, der markerer sig. De er ret så iørefaldende og minder om det, man hører i den engelske Britpop. Flere steder virker de bekendte, uden at jeg er i stand til at udpege hvor jeg kender dem fra.

Når ordet Pop dukker op, skal det ikke opfattes som noget negativt, for Servers trækker i højere grad på inspirationer fra traditionel Heavy Rock, så det igennem albummet ikke skorter på tyngde i guitarerne. Samtidig bliver der tilsat groove i ”Do Gooders”, mens det efterfølgende ”Once I Started” i højere grad lever af tempo.

Alt i alt er det en udmærket debut, Servers har præsteret, for med deres blanding af catchy omkvæd og musikalsk tyngde skal de nok få mange tilhængere. For at jeg skal slutte mig til dén kategori, skal der mere rå energi i tingene; ind imellem bliver det lidt for pænt.

Tracklist:
1. Save Me from Myself
2. Universes & Supernovas (The Ride)
3. Claustrophobia
4. Run with the Foxes
5. Dangerous Devotion
6. Mega High
7. Do Gooders
8. Once I Started
9. King Things
10. Mother's Grave - Leave with Us
Samlet spilletid: 45:21

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed