fbpx

Gaia / Drukner - Split 12"

Gaia stødte jeg første gang på i 2017, da de udsendte en split CD sammen med Slow Joint. Nu er bandet fra Valby tilbage med en ny split, som de deler med Drukner, som har base i hovedstaden. EP’en er ikke udstyret med en for- og en bagside, i stedet er der to forsider – en til hvert band.

Drukner lægger ud med tre numre, som kombinerer tunge Doom rytmer og stærkt forvrængede guitarer. I ”Discordia I” tilfører guitararbejdet Stoner-stilens old school præg, som præger nummerets stemning. Til gengæld er vokalen trukket tilbage på linje med musikken, så de dansksprogede tekster har svært ved at brænde igennem. I det efterfølgende ”Grotteolmen” mangler den helt; her er kun guitaren på banen, men nummeret er ovre inden det rigtig kommer i gang. Slutteligt vender stilen og stemningen fra ”Discordia” tilbage i mk II udgaven.

De to sidste numre står Gaia for, og de fortsætter med tyngde, men skruer lidt ned for stonerdelen. I ”Earthbound” er tempoet lavt, og i en lang passage gentages de samme anslag igen og igen. Vokalen kommer ind og er lidt råbende, men også her er den trukket langt tilbage, så den næsten drukner i helheden. Musikken snegler sig afsted, men der sker meget lidt – derfor er godt 13 minutters spilletid virkelig lang tid. Heldigvis byder slutnummeret på lidt mere interessante sekvenser, men fastholder ellers stilen.

Som ved mit første møde med Gaia er det igen tyngden, der er i centrum hos begge bands, men desværre balancerer spilletid og indhold heller ikke denne gang; der varieres alt for lidt efter min smag.

Tracklist:
A1 Drukner - Discordia I
A2 Drukner - Grotteolmen
A3 Drukner - Discordia II
B1 Gaia - Earthbound
B2 Gaia - Out of the Well
Samlet spilletid: 40:41

Læs mere...

Mono Goes Metal 2015 - Fredag

De læsere, der husker min Mono-reportage fra sidste år, vil med rette have en idé om, at jeg nærer et stort, fedt, blødt punkt for arrangementet. Og lad det med det samme være sagt, at benævnte punkt kun har vokset sig endnu større ovenpå denne festivalens nu veloverståede 10. afvikling.

Enkelte gange går man som i en kammeratlig kædedans fra den ene krammer til den anden. Der er glade venner overalt, - enkelte af hvem jeg ikke har set i adskillige år. Der catches up; de sidst sete koncerter evalueres. De obligatoriske debatter om subgenredefinitioner og hvilket af de fire første Morbid Angel-albums, der er bedst, afvikles i hygge og fordragelighed. (Det er i øvrigt Altars of Madness, hvis nogen stadig skulle være i tvivl.) Det er noget så genkendeligt altsammen, men jeg bliver sgu nok aldrig træt af det. Det er lidt ligesom en form for familiefest. - En stor, skøn, pissesej familiefest.
Hertil kommer bookingen af dette års line-up, som enten er enormt heldigt ramt eller slet og ret foretaget af en knusende professionel arrangør med en større finger på undergrundspulsen end nogen anden dansk metalinstitution. Det er umuligt at redegøre fuldt ud for denne weekends beskaffenhed indenfor rammerne af denne reportage, - ja, med ord i det hele taget, - men tro mig: Ligesom sidste år og året før dét ender MGM 2015 med at transcendere summen af sine enkeltdele.

 

Gaia

Dog starter det lidt sløvt. Ligesom sidste år præsenteres første aftens åbningsband af Anders Bøtter, der i samarbejde med Blastbeast har udvalgt det mest interessante fra Sort Søndag-indslaget Undergrunds-Ukrudt. Gaia er en ung trio, der med deres egne ord spiller "kosmisk doom", og langsomt går det da i hvert fald. Det er den blues'ede, stoner-agtige ende af doom, vi er ovre i. Lige præcis det stenede islæt ender desværre med at dominere sangene, og når jeg bruger ordet "desværre", er det fordi dét er det eneste konsistente og mest opdyrkede element i musikken. Der tænkes tilsyneladende ikke så meget i riffs, temaer, hooks eller melodier, men for det meste bare i stenet atmosfære. Jeg savner ganske enkelt at høre nogle stand-out-elementer.
Det er muligt, at jeg skal høre Gaia flere gange, inden den famøse prås begynder at gå op for mig, og jeg skal gerne lade tvivlen komme dem til gode. De er trods alt også newcomers, og de virker i øvrigt som nogle sympatiske gutter. Men sangene virker til gengæld gerne, som om de er lidt tilfældigt sammensat af stykker, der ikke nødvendigvis havde behøvet at have noget med hinanden at gøre. Dertil kommer, at vokalen er sloppy og anonym, og at forsangeren lidt ligner én fra Weezer, der lige er stået op. - Ikke mindst når han nu er flankeret af en ultrasej bassist i tanktop med lange dreads, undercut og omfattende maori-tatoveringer. Det kan lyde mavesurt og Thomas Blachman-agtigt at gå op i den slags, men kom nu ikke og sig, at det ikke betyder noget.

Nej, men det er på den anden side heller ikke fordi, musikken er direkte ringe; slet ikke. Der er noget fed Clutch-agtig stemning i nogle af de mere upbeat passager, og hen imod slutningen træder forsangeren da også mere i karakter og lægger noget tiltrængt energi og overbevisning bag. Der er helt klart masser af uopdyrket potentiale hos Gaia; det er desværre bare ikke nok til at overbevise mig i denne omgang. Men jeg vil se frem til den dag, det sker, og ønske dem alt muligt held og lykke så længe.
Karakter: 3/6

Gaiafoto10 

 

The Powergloves

The Powergloves spiller en form for math-rock, hvilket som udgangspunkt får en lille alarmklokke til at ringe hos mig. Det kan være en spændende genre, men der er ikke langt derfra, til dér hvor den bliver lige så anstrengende for enhver, der ikke er på krystalamf eller har galoperende ADHD. De dersens Dillinger Escape Plan har jeg i hvert fald altid haft det svært med, selvom de er nok så teknisk vanvittige.
Men så meget desto mere tager The Powergloves røven på mig. Udover at være et enormt kreativt og forskelligrettet band, er de langt fra lige så hysteriske som f.eks. førnævnte Dillinger kan være. Det hænger måske også sammen med, at vi hér spares for den vist ellers obligatoriske råbe-/skrigevokal, eftersom samtlige numre er rent instrumentale. Og så bærer musikken tydeligt mærkbare islæt af både Oceansize og Tool, - og sammen med math-rock er det fandeme en saftig combo.

Det er nu stadig om ikke anstrengende, så enormt udfordrende. Der sker en masse forskellige ting hele tiden. Basfigurerne minder til tider lidt om Primus - hvilket kun er en kompliment, når det kommer herfra. (Hvordan kan det egentlig også være andet?) Det er specielt en overraskende fornøjelse at opleve trommeslager Rune Weidemann, - hvis spil i Surfing Henchmen normalt er lidt løst og jammende, - være så meget i kontrol over de konstant skiftende taktarter. Det er umuligt for mig at følge med hele tiden, men jeg får i hvert fald aktivt talt en 13/8-periode og i samme nummer en 11/8 inddelt i 3-3-5. Ind imellem får jeg nærmest associationer til balkan-musik. Åh, jeg elsker nørderi.

Leadguitaren er et kapitel for sig. Enkelte hele gennemgående figurer er tapping-baserede, Gojira-style. Jeg tager mig selv i at stå og måbe flere gange. Der bliver lavet nogle superlækre shoegazer-agtige ting med noget ekko/delay, der henleder mine tanker på Sigur Rós, hvad der ligeledes kun er positivt. Det skyldes måske også, at den ene, diminutive guitarist med sin strikhue og sweater samt lidt uplejede skægvækst ligner én, der normalt bruger mere tid på at gå og kigge på gletschere med sin vædder Tjórðgrúnn, end han bruger i et øvelokale. Men spille, det kan han sateme. Og så ser jeg gerne igennem fingre med, at der er et par enkelte halvdøde anslag her og der. Jeg forventer ikke at opleve nogen ny Malmsteen på dennehér festival.

Det hele er trods alt for krævende til, at min opmærksomhed ikke begynder at søge andetsteds hen hen imod slutningen. Men det ændrer ikke på, at The Powergloves' musik er så selvstændig og skudsikker, som noget jeg nogensinde har hørt indenfor genren. Der er så megen mening med galskaben, at hele det kaotiske udtryk til tider føles som ganske ordnet - og sgu i enkelte momenter er decideret flot. Min musiksmag er netop blevet rykket en lille anelse. Og jeg har normalt nogle halvkedelige tendenser til at være lovligt konservativ, hvad musik angår, så tak for det, gutter.
Karakter: 5/6

Powergloves2 

 

All Trays For Venom

Hvis All Trays For Venom havde pladedebuteret i starten af dette århundrede, havde de måske formået at opnå den kongestatus, som Hatesphere havde i dansk metal for omkring 10 år siden. I stedet lyder de som endnu en klon af en klon af Killswitch Engage. Om jeg nogensinde kommer til at forstå, hvordan en subgenre på én gang kan indeholde så lidt nytænkning og have så forbavsende kort holdbarhedstid. Eller... det er da i grunden meget indlysende, nu jeg lige siger det på dén måde.

Nå. Når mit personlige vand hermed er hældt ud af ørerne, så er All Trays For Venom vel for så vidt egentlig ret gode til det, de gør. De spiller f.eks. ganske upåklageligt sammen. - Selvfølgelig, fristes man til at sige, for ellers kan et band ikke så godt spille noget, der har med metal at gøre. Og det kan de godt, selvom det hér dogme med enormt-hårdt-vers-enormt-poppet-omkvæd-og-så-lige-et-breakdown-til-sidst så er mere gennempløjet end den eneste lolitadukke i en straffekoloni for sædelighedsforbrydere. Og så er det jo naturligvis heller ikke fordi, musikken er ganske blottet for fede momenter; det har trods alt enkelte tråde tilbage til In Flames, dengang de endnu ikke spillede godnatsangs-metal. Der er bare stadig ikke ét sekund af All Trays For Venoms musik, der har formået at sætte sig fast i min hukommelse udover den så skamredne standardform. Og når noget indenfor metallen insisterer på at være så melodisk, så skal det edderma'me også være catchy. Det er All Trays For Venom desværre ikke.

Men så kan man til gengæld snakke lidt om deres liveshow, for hvad de mangler i originalitet, har de til gengæld til overflod i energi og attitude. Forsanger Rasmus Godsk er som besat af en komplet manisk fandenivoldskhed, og han er nærmest mere ude at løbe rundt blandt publikum, end han er oppe på scenen hos sine bandkammerater. Heroppe er bassist Simon Buje til gengæld lige så herligt sprælsk at se på. Dog skæmmes det samlede udtryk af den ellers så glimrende leadguitarist, der nærmest konstant har et ansigtsudtryk, som om han lige har slået en meget højlydt prut til en begravelse. Du spiller skidegodt, kammerat; bare op med næbbet, foden på monitoren og få dig noget garn at svinge rundt med. Åh jo, det er forresten en anden ting: All Trays For Venom havde muligvis overbevist mig bare en smule mere, hvis ikke fire ud af fem bandmedlemmer havde lignet statister i en dokumentar om bystanders. Få jer dog nogle outfits der i det mindste ikke skriger af herreafdelingen i Føtex, altså.

Hvorom alting er, havde jeg i den tilstræbte objektivitets hellige navn faktisk ellers overvejet at give All Trays For Venom 4/6, fordi de leverer så fed en performance og får publikum så godt med. Men de skal altså ha' et run for deres money. Når jeg ikke får mere personlighed, end der kan ligge i hullet på en tokrone, kan jeg desværre ikke tillade mig at være mere gavmild end som så. Jeg beklager, drenge, men vi må allesammen gøre vores for at fremme den forandring, vi ønsker at se i verden. Og jeg vil altså virkelig gerne snart have enormt-hårdt-vers-enormt-poppet-omkvæd-og-så-lige-et-breakdown-til-sidst-paradigmet stedt til hvile.
Karakter: 3/6

Alltraysforvenom2 

 

The World State

I starten er jeg meget forvirret. "Hvad er det hér i grunden?", tænker jeg. Jeg har hørt et par enkelte numre med The World State for velsagtens et par år siden; dengang var min reaktion lige dele skepsis og interesse. Bandet var - og er - tydeligvis enormt sultne, eksperimenterende og drevet af enormt forskelligrettede kunstneriske kræfter. I aften kan jeg med stor glæde konstatere, at The World State er blevet lidt mere sammentømrede i deres udtryk, men uden at give køb på den kreative åbenhed, der synes at være primærdrivkraften.

Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig står bruger betragtelige kognitive ressourcer på at placere The World State rent genremæssigt. Avantgardistisk doom-rock? Jeg tænker i retning af det nyere Anathema, som det jo desværre er de færreste af os, der kan finde ud af at nyde, for hvad det er. Men ligesom det tager tid for mig at finde en nogenlunde passende musikalsk kategori, ligesådan kryber musikken langsomt ind under huden på mig undervejs. Udtrykket er enormt vidtfavnende; rent dynamisk gås der fra den ene spæde, luftige yderlighed til den anden, eksplosive, dramatiske ditto. Men den mystisk inciterende atmosfære er konstant i højsædet lige fra koncertens tostemmige á capella-start til dens ultrasoniske blastbeat-klimaks. Jeg var i øvrigt slet ikke klar over, at Leif var i stand til at synge - og så endda ganske pænt. (Ja, det er arrangørens band, og det er okay, for man må sgu have visse privilegier, når man står for bookingen, og så indfrir The World State trods alt også konceptet om at være fra nærheden af den danske metalundergrund.) Og Bina Rosenvinges kønne vokal er lykkeligvis en værdig arvtager for forgængerinde Monika Pedersens. I det hele taget er jeg rigtig positivt overrasket.

Det er desværre bare ikke nogen ubetinget følelse. Lige så bjergtaget, som jeg ender med at blive af The World State, lige så træt er jeg af alle de infame snakketanter, der ikke fatter at reservere deres kævl til ind imellem koncerterne. Det er dybt respektløst overfor bandet, især når man står kun få meter fra deres performance og ikke gider gøre sig den ulejlighed lige at gå i baren eller udenfor, hvis verdenssituationen partout ikke kan vente med at blive løst. Bevares, det er helt fint med en enkelt, konstaterende kommentar eller udbrud, men når folk står og har hele konstant vedvarende samtaler til en fucking koncert...! Jøsses. Jeg har faktisk aldrig tysset på nogen i ren irritation før, men nu ved jeg, hvordan dét er. Hele momentet er desværre for omfattende til ikke at trække ned i min bedømmelse. Og som min makker ellers så rigtigt siger udenfor bagefter, så burde det aldrig kunne ligge bandet til last. Men det kommer det jo desværre til, al den stund det skæmmer min personlige koncertoplevelse. Og det gør det, når det er så omfattende, som tilfældet er hér, og så meget desto mere når musikken sommetider er så fin og skrøbelig, som det er tilfældet hos The World State, der udover en større scene også har fortjent et bare lidt mere dedikeret publikum.
Karakter: 4/6

Worldstate5

 

Pet the Preacher

... Og det er så lige hér, jeg giver pokker i notathæfte og indtager cowboyrækkerne med garnet slået ud. Lige så aparte, som deres bandnavn er, lige så tung, blueset, dynamisk og all-round overbevisende er Pet the Preachers skønne sydstatsstenerheavy. Stilen er hen ad Corrosion of Conformity anno "Deliverance" tilsat lidt ekstra potjoints og bluesguitar. Hurra, mand. Hvis man ikke kan lide det hér, er man fandme et ind-til-benet-røvsygt menneske, ligemeget hvor løjerligt navnet "Pet the Preacher" så måtte være. Men én ting er selve stilen, en anden er sangene, hvis velskrevethed og variation er af international klasse.

Pet the Preacher rammer faktisk en synergi, som alt for mange metalbands kunne lære noget af: Det dynamiske og melodiske foregår ingenlunde på bekostning af den metalliske tyngde, og omvendt dominerer det tunge aldrig musikken i så høj grad, at der ikke er plads til en lækker bluessolo eller rent faktisk bare noget opbygning. Åh, hvor er det dog skønt med et dansk band, der ikke bare er så heavy som hér, men sgu samtidig også i stand til rent faktisk at skrive gode sange. - Altså, et dansk band som ikke er Volbeat.

Min svingende manke fejer rundt i de ølsjatter, jeg selv har spildt på scenen. Jeg ved, at det bliver et helvede at rede ud i morgen, og jeg er pisseligeglad. Fuck nu mig, hvor er det dog fedt, det hér. Og jeg har faktisk ikke ret meget mere at tilføje, så det vil jeg prøve at lade være med. Summa summarum: Pet the Preacher fortjener at blive tjekket ud, hvis du er til en snart sagt hvilken som helst afart af rock, og selvfølgelig er du da dét. Jeg ville virkelig ønske, at de kunne gå hen og blive store. Dog skal der muligvis et navneskifte til.
Karakter: 5/6

Petthepreacher14

 

Den rullende pølsemand

"Æh... Jeg er her som anmelder, og jeg havde egentlig så'n en madbillet, men der var ikke mere inde backstage, og jeg har lige snakket med Leif, og han sagde, at jeg bare sku' gå herud... Såeh, kan du ikke lige hotdogge mig?"

Og dét kunne han så sandelig, den gode rullende pølsemand, der blandt visse af Aarhus' metallere vil være glædeligt husket fra Royal Metal Fest. Som en af mine gode venner så rigtigt har udtrykt det, så skal man sateme ikke fucke med en ristet med det hele, og sådan nogle bygger den rullende pølsemand nogle yderst kvalificerede af. Blødt, ikke tørt og overbagt, men stadig gennemvarmt brød; hverken for meget sennep, ketter eller remo; til gengæld masser af både rå og ristede løg; tre-fire skiver agurkesalat øverst og frem for alt en overraskende godt langtidsgennemristet frankfurter med noget nær perfekt sprødhed. Sådan skal det sgu være. Og jeg kunne bare komme igen senere, hvis det var. Det var jeg alt for ydmyg til, men jeg lovede med det samme at gøre lidt reklame for den rullende pølsemand, og det gør jeg jo hermed. Han laver som sagt en brav hotdog, som for selv en SU-slave er de 25,- kr. værd, den koster, når ens brandert er i metalfestivalliga; han kan bookes på 24870071 og Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., og han er desuden enormt flink og rar.
Karakter: 5/6

 

Hvis man nu havde købt billet, kunne man såmænd få sådan en aften hér for en skaldet hund. Subsidiært bare for hundrede kroner. Pointen er, at det er urimeligt billigt. Og for bare en halvtreller ekstra til et partoutarmbånd kunne man få en lørdag med, der muligvis vil gå over i Monoramas historie som dén bedste aften. Følg med i morgen og find ud af, hvad der var festivalens bedste koncert; hvad begrebet "dark rock" egentlig dækker over; om danskere overhovedet kan finde ud af at spille power metal; hvem det egentlig var, der skød J.R. i "Dallas"; hvorvidt Birthe Kjær er en androide eller ej; samt om yours truly har tømmermænd. (Hint: Det har jeg.)

 

Læs også vores reportage fra lørdag aften på Mono Goes Metal!

Vi vil meget gerne slutte af med at takke Emilie Marie Bregendahl for de fantastiske billeder!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed