fbpx

Full Of Hell - Weeping Choir

“Weeping Choir” er det fjerde album fra Full Of Hell, siden bandet blev dannet i Maryland, Pennsylvania for ti år siden. Samtidig markerer det et nyt kapitel, da det er bandets første udgivelse på Relapse Records.

Man kunne nemt få den tanke, at Full Of Hell benytter chancen til at markere sig på det nye selskab, for hold da op, hvor bliver der hamret igennem! Fra start til slut er tempoet voldsomt opskruet, og man kan ikke klage over spilletiden på 25 minutter – mere er der ikke behov for.

I bestræbelserne på at gøre deres musik så aggressiv og voldsom som muligt, bringer Full Of Hell alle elementer i spil: Guitarerne er vildt forvrængede; mens vokalen samtidig veksler mellem en voldsomt skrigende og en brølende udgave. Det sidste vil i sig selv være en udfordring for de fleste, men Full Of Hell har flere ting at byde på: Først er der de forskellige lyde, der flere steder er med til at fjerne fornemmelsen af musik, men vigtigst er det kaos, der præger en del af numrene; her forsvinder al struktur, og instrumenterne hyler og skriger bare - her er der sikkert en del, som vil mene, at bandets navn og deres musik kommer ud på ét!

Så langt vil jeg ikke gå, for energien er virkelig høj, men desværre har albummet ikke så meget andet at byde på; der er for lidt sammenhæng og substans, og det skal der til for at overbevise, selv for et Grindcore album.

Tracklist:
1. Burning Myrrh
2. Haunted Arches
3. Thundering Hammers
4. Rainbow Coil
5. Aria of Jeweled Tears
6. Downward
7. Armory of Obsidian Glass
8. Silmaril
9. Angels Gather Here
10. Ygramul the Many
11. Cellar of Doors
Samlet spilletid: 24:58

Læs mere...

The Body, Full Of Hell, No Fealty, Èglise - KB18

Det var lidt svært ikke at blive ekstatisk, da ens yndlingsband kom til Danmark - nemlig Full of Hell. Bandet har vist at grindcore/hardcore/powerviolence-genren kan rykkes og rykkes til det ypperste af menneskets psyke, og netop Full of Hell er det perfekte eksempel. De udgav for lidt under en måned siden samarbejdspladen One Day You Will Ache Like I Ache sammen med doom/noise-bandet The Body. De valgte at fejre udgivelsen med at tage på en Europatour sammen, som heldigvis ramte Danmark. Jeg tog den lange tur fra Århus til København for at finde ud af, om det var den lange ventetid værd?

 

Èglise

Første band på scenen i aften var lokale Èglise. Mange gange har jeg hørt om navnet, men jeg har aldrig givet mig til at lytte til deres musik. Frontet af tidligere The Psyke Project forsanger Martin Nielskov har Èglise skabt et navn for sig selv både i den danske undergrund og i udlandet. Genren vi er ude i er jo kaotisk hardcore med tydelige inspirationer fra bands som Time to Burn, Celeste og Coverge. Alle førnævnte bands er jeg fan af, så jeg var spændt på at se hvordan bandet gjorde det live. I forhold til at jeg ikke havde hørt en strofe på forhånd af deres musik, så må jeg indrømme at jeg var positivt overasket. Medlemmerne fløj frem og tilbage på den lille scene, hvor hvert bandmedlem stod og svedte op ad hinanden under showet. Lyden var desværre ikke så god under koncerten, da man nogle gange kun hørte bas, trommer og vokal, nogle gange kunne man næsten ikke høre den anden mikrofon, som også var til stede på scenen. Udover rimeligt dårlige lydforhold må jeg indrømme, at jeg var positivt overasket over mit første møde med Èglise, og jeg er mere end sikker på at det heller ikke bliver det sidste.

Karakter 4 ud af 6

 

No Fealty

Den første plade jeg nogensinde anmeldte for Revolution-Inc, var No Fealtys seneste udgivelse, They Love Which Makes Their Graves. Jeg var lidt sent inde i salen, da jeg faldt i snak med nogen udenfor, men gik indenfor i salen efter et par minutter. No Fealtys musik ligger meget op ad bands som Nails og Trap Them, så der var ikke meget pis imellem numrene, og det var bare lige ud ad landevejen. Lyden var nogenlunde blevet ordnet igen, men alligevel var der stadig ret mange lydproblemer under koncerten. På trods af disse problemer holdt det ikke bandet fra at smadre alle på deres vej. Forsanger Morten Kjærgaard stod foran på scenen under det meste af koncerten, og skreg og skrålede som om hans liv afhang af det. Nogle gange tyrede han sig selv ud i publikum og skreg folk i ansigtet. Jeg synes at bandet spillede fedt, men alligevel led de meget under dårlige lydforhold, som stadig ikke var blevet ændret på siden starten af aftenen. Jeg synes at No Fealty gjorde det godt. Energien var der og musikaliteten var i orden, men alligevel formåede lyden at ødelægge et meste af oplevelsen.

Karakter 3 ud af 6

 

Full of Hell

Nu var det endelig blevet tid til at se mit yndlingsband, som jeg har forgudet i snart et års tid nu, nemlig Full of Hell. Folk var begyndt at fylde salen mere og mere ud, og det var næsten tætpakket oppe ved scenen. Efter en massiv lydmur gik sættet endelig i gang med nummeret Halogen Bulb, som bare lige fra start satte gang i pitten. Filip Andersen fra Hexis hoppede op på scenen og løb ind i folk, og det satte jo bare mere gang i galskaben. I interviews virker forsanger Dylan Walker så rolig og flink, men på scenen udståler han den samme psykose og vrede, som den musik han laver med bandet. Trommeslager David Bland gav de trommer så meget tæsk, at det var forbavsende at se på. Højdepunkterne for mig var numre som Vessel Deserted og A Pile of Dead Horses. Det var egentlig ret svært at tro til tider, at jeg havde ventet i så lang tid på at se dem live, og nu havde jeg endelig fået chancen. Bandet lavede utroligt meget støj imellem numrene, hvilket skabte den effekt at alle numrene hang sammen. Men alligevel var pauserne imellem numrene måske lige en anelse for lange. Lyden var der endelig blevet rettet op på før deres koncert, men der var desværre nogle punkter, hvor vokalen druknede lidt for meget i mixet - men heldigvis ikke alt for meget. Full of Hell spillede en virkelig virkelig, virkelig fed koncert, men alligevel på grund af lange pauser imellem numrene og lidt lav vokal til tider, så holder det mig fra at give koncerten en topkarakter. Men jeg var langt fra skuffet - og jeg kan slet ikke vente med at se Full of Hell igen på Aalborg Metal Festival til november.

Karakter 5 ud af 6

 

The Body

Efter en meget velfortjent pause var det nu endelig blevet tid til The Body. Jeg havde kun hørt meget lidt af deres musik før, men alligevel vidste jeg at det ville være noget af en udfordring at lytte til. Hold nu op det larmede inde i salen, da de gik i gang med at spille! Atmosfæren blev meget dyster under The Body, og stemningen spredte sig ud imellem publikum. Jeg blev desværre ikke fanget af stemningen, og jeg synes at det blev lidt kedeligt til sidst. Pga. mit lift hjem, var det desværre ikke meget jeg nåede at se af The Body, men det var virkelig heller ikke noget som fangede mig særligt meget - men højt, det var det sgu.

Karakter 2½ ud af 6

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed