fbpx

Franklin Zoo - The Dandelion Child

Man må sige, at Franklin Zoo slår tingene stort op på deres tredje album: Det indeholder 6 numre, som tekstmæssigt og musikalsk udtrykker et tilsvarende antal processer relateret til forskellige trin i livet, som beskrevet af Søren Kierkegaard – hvis ikke det er seriøst, så ved jeg ikke, hvad der er!
Her kunne man frygte et opstyltet hovski-snovski album, men virkeligheden er heldigvis meget mere jordnær. "The Dandelion Child” indeholder Rock af den progressive slags; ikke progressiv opvisningsstil, men progressiv med mange forskellige udtryk. I sin grundsubstans er musikken nedtonet, så spilletiden bruges til at opbygge energi indefra. De skiftende udtryk sikrer, at der er udvikling i tingene, og det er kun få steder, jeg ønsker mig mere power. En af grundene hertil er vokalen, som står stærkt. Foruden at være meget varieret og udtryksfuld, minder den mig flere steder om Chris Cornell; både i de stille passager og når der en sjælden gang brøles igennem, som i ”The Abandoned”. At de supporterende kor også står flot, er kun med til at understrege det professionelle indtryk.
Hvis man foretrækker sin musik larmende og prangende, bør man gå udenom "The Dandelion Child”; her er der mange andre steder at søge underholdning. Men hvis man trives med afdæmpet musik, og har tålmodigheden til at få det hele med, bør man give albummet et lyt.

Tracklist:
1. The Dandelion Child
2. The Void
3. The Cynic
4. The Chameleon
5. The Fugitive
6. The Abandoned
Samlet spilletid: 55:03

Læs mere...

Franklin Zoo - Red Skies

Københavnske Franklin Zoo er en løjerlig størrelse. De postulerer selv, at de spiller grunge, men det vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved. Nuvel, forsanger Rasmus Revsbech har en formidabel vokal, der er meget lig en vis Hr. Cornell fra den nordvestlige del af USA. Men Franklin Zoo spiller ikke grunge, som den blev spillet i starten af halvfemserne. De spiller meget federe!

Så skulle de spille grunge, er der altså tale om en særdeles opdateret og tidssvarende udgave af den genre, der mere eller mindre er afgået ved døden og kun holdt sporadisk i live af mindre heldige bands, der kom frem i starten af dette årtusinde (ingen nævnt, ingen glemt).

Men det er da særdeles passende, Franklin Zoo vælger at smide Red Skies på gaden, når de legendariske Temple of the Dog har annonceret en comebacktour (ganske vist kun i USA indtil videre, men skulle de komme til Europa, kunne det være, de skulle finde et københavnsk supportband?).

Franklin Zoo spiller en vis legemsdel ud af bukserne (eksempelvis er jeg dybt imponeret over trommeslager Lars Buhrs evner og opfindsomhed) og leger med genrerne på så overlegen vis, at jeg ganske enkelt på bøje mig i støvet – men det er altså ikke grunge.
Tag et nummer som ”No One's Slave”, der slutter med et dobbelt guitarintermezzo, der er mere Slayer, end det er Soundgarden. Eller hvad med den efterfølgende ”Burning Man”, hvis c-stykke er mere Muse end Mudhoney?

Trackliste:

1. Never Caught
2. No One's Slave
3. Burning Man
4. Red Skies
5. It's Not Me
6. Tangled Pain
7. Face Down
8. Cold

Total spilletid: 49:24

Læs mere...

Franklin Zoo - Franklin Zoo

Hvis du går rundt og tror, at 1990’ernes Grunge-bølge skyllede ind over verden uden at efterlade spor her i landet, tager du fejl. Lige fra deres første EP fra 2012 har Franklin Zoo fra København spillet musik, som er stærkt inspireret af lyden fra Seattle. Stilen fortsatte de, ikke kun på debutalbummet ”Untamed”, som udkom i 2013, men også på turnéer i den nordlige del af Europa. Nu udsender de en ny EP, som dels skal vise bandets dagsform, dels være forløber for et nyt album med planlagt udgivelse i foråret 2016.

Åbningsnummeret har en lidt dyster stemning i kraft af sine sejtrækkende guitarer, som hører til i den tungere ende. Alligevel viser det tydelig inspiration af Grunge, ikke mindst i kraft af Rasmus Revsbechs vokal, som minder en del om Chris Cornell. Revsbech synger virkelig stærkt, og sætter på den måde et stærkt aftryk på begivenhederne.

Således også i track 2, ”Walk Alone”, som starter med Doomtunge guitarer i langsomt tempo, for derefter at øge tempoet og blive til et stærkt Grungenummer. Denne vekslen mellem det dystre, og det åbne og friske er ret interessant, og gør nummeret til EP’ens bedste.

Måske nummeret kostede den sidste inspiration, slutskæringen ”Desperation” er i hvert fald noget mindre interessant end de foregående numre. Det ændrer ikke på, at Franklin Zoo samlet set markerer sig med en personlig stil, og efterlader en vis nysgerrighed mht. deres kommende album.


Læs mere...

Papa Roach, Glamour Of The Kill, Franklin Zoo

I 2001 så jeg første gang Papa Roach live. Dengang var de på tour med deres debut album Infest (2000) og det var i selskab af Hedpe. Siden da, er det kun lykkedes mig at ramme bandet live én gang. Det var i Vega for nogle år siden hvor Buckcherry blandt andet opvarmede. Første gang var en fantastisk oplevelse. Der var langt fra udsolgt, men det var et spillevende band der stadig kæmpede for gennembruddet. Anden gang var knapt så interessant – men stadig energisk. Jeg havde flyttet mig rent musikalsk og det havde Papa Roach også – i hvert fald en lille smule. Genkendelsens glæde og følelsen af at være 19 år igen, kombineret med at bandet spillede en habil koncert, hjalp dog til at skabe en acceptabel oplevelse. 

 

12 år efter min Papa Roach live-mødom blev taget, er bandet så tilbage i Danmark. Denne gang i Amager Bio akkompagneret af engelske Glamour Of The Kill og danske Franklin Zoo. Tre bands og rig mulighed for at opleve ny lyd eller gense allerede kendte bands. 

 

Franklin Zoo

Forud for touren, var det annonceret, at det amerikanske band Middle Class Rut ville være del af lineup. Det blev dog hurtigt revideret og Papa Roach stod derved med et enkelt opvarmningsband i form af Glamour Of The Kill. Hvad gør man så? Man skaber lidt god omtale, ved at udskrive en konkurrence i de respektive land, hvor et lokalt band kunne vinde opvarmningen. I Danmark løb det Københavnske band Franklin Zoo med sejeren, i konkurrence med A Road To Damascus.

 

Den stod altså på Københavnsk grunged hard rock ala. midt 90’erne – og i særdeleshed ala Soundgarden. Ikke nok med, at det lød som om kvartetten havde fundet end del inspiration, forsanger Rasmus Revsbech’s fraseringer havde ligeledes en Cornellsk klang. Nuvel, der er absolut intet galt i inspiration, så længe man kan skrive sine egne kompositioner og fremstå med en individuel sound. Franklin Zoo har langt hen af vejen formået at bygge deres kompositioner op omkring deres egen lyd. Bandet er velspillende og især Revsbech har et glimrende scenetække og showmanship. Alt i alt en ganske positiv oplevelse. Det skal dog påpeges, at ikke alle af bandets fremførte kompositioner var lige interessante – og her har bandet et pænt grundlag for forbedring. Bandet udgav tidligere på året skiven Untamed (værd et give et lyt) og specielt nummeret ”Owerflown” derfra, fremstod live, voldsomt stærk. Dejlig tung og fandens groovie. Men det var absolut også højdepunktet og de efterfølgende numre, fremstod som de foregående en smule ensformige og kedelige til sammenligning. Misforstå mig ikke. Bundniveauet var højt, de andre numre havde på aftenen bare ikke samme intensitet.

 

Overordnet en velgennemført opvarmning, hvor den halvfyldte sal, blev godt underholdt. Franklin Zoo gjorde hvad de skulle og slog de amerikanske kollegaer i GOTK med flere længder, hvad angår rock’n’roll attitude og showmanship. Sammenlignet med Papa Roach, har danskerne langt igen (yes,yes - utaknemmelig sammenligning). 4 ud af 6.

 

Glamour Of The Kill

GOTK er dannet tilbage i 2007, var aftenens sidste opvarmning inden det efterhånden ventede hovednavn. Med en klassisk poppet metalcore sound, udgav bandet deres debut tilbage i 2011 og som aftenens forrige band, har GOTK ligeledes udsendt materiale i år – Savages.

 

På plade er bandets kompositioner plastret til med klicheer. Er man i tvivl så bare tag et lyt til nummeret ”Second Chance” fra Savages. Med lyrik som ”I don’t wanna live forever, but I don’t wanna die. I need something to believe in, I wanna live my life”, er det lige før klicheerne sidder så højt i halsen, at man får bræk på trøjen (forudsat man har en trøje på). Anyway det behøver jo ikke nødvendigvis betyde, at bandet ikke kan levere en god koncert. Kiss gør det gang på gang. 

 

En halv times tid efter Franklin Zoo forlod scenen, stod englænderne parat til at fyre deres metalcore tråd af. Med en voldsom pulserende bas kom bandet på scenen. Klædt efter forskrifterne og tusset langt op af halsen. Farligt så det ud - realiteten var stik modsat. Det viste sig ret hurtigt at forsanger Davey Richmond havde vokalproblemer. Trommer og bas overdøvede og Richmond havde samtidig lidt problemer med at huske, at holde mikrofonen for munden. Hertil ville min bedstefar nok have sagt noget ala. ”Hold den tunge inde i munden knægt” – og forståligt. Jeg har sjældent set en ”mand” fægte så meget med tungen. Stop det, du er ikke Gene Simmons! 

 

Heldigvis stod resten af bandet fint og vi blev da fulgt pænt igennem en pæn række af velspillede numre – inkl. cover af Kizz’s ”Love Gun” (Kan Kiss nævnes flere gange i denne anmeldelse?). ”A Freak Like Me” blev leveret energisk og velspillet. Det samme for ”If Only She Knew” og den afsluttende ”Feeling Alive”. Udmærket og godt spillet. Men for fanden hvor var det hele gennemsigtigt og falskt! Tager man en facade på når man går på scenen, er det essentielt at man overbeviser publikum om facaden – og det gjorde GOFK ikke! Det blev for overdrevet. Med en konstant forceret kontakt til publikum og utallige opfordring til sing along, gestikulering og et fantastisk mislykket forsøg på at skabe en Wall Of Death, faldt bandet simpelthen igennem. Det var desværre også tydeligt at det var en begrænset del af publikum der åd den stinker. Begejstringen var der momentvis, men trods de utallige forsøg, lykkedes det aldrig GOFK at få gang i publikum. 

 

GOTK løber med 3 ud af 6 og det gør de primært pga. deres materiale. Jeg ville ønske de ville droppe alt det klichepis og fokusere på det vigtige – musikken!

 

Papa Roach

Aftenens hovednavn kræver ingen yderligere introduktion, alligevel er det værd at påpege, at denne tour markere 20 års jubilæum for bandet, der udgav deres debut i 2000. Nogen må virkelig have goofet rundt de foregående 7 år. Anyway, lad os springe til det, det hele handler om – musikken. 

 

Den korte anmeldelse: Papa Roach blæste publikum af scenen. Leverede en fantastisk selist og langt hen af vejen en fantastisk koncert – 5 ud af 6.

 

De mere uddybende anmeldelse: Da først Papa Roach gik på var Amager Bio efterhånden tætpakket. Ikke udsolgt, men heller ikke langt fra. Til tonerne af ”Burn”, formåede kvartetten på et splitsekund at sætte gang i en kæmpe fest. Imponerende! Folk hoppede og havde hænderne så langt mod loftet, at scenen var svær at se. Den efterfølgende ”Silence Is The Enemy” og ”Blood Brothers” øgede intensiteten i salen og så kørte Papa Roach toget ellers sin sejersgang. 

 

Specielt forsanger Jacoby Shaddix, leverede som vanligt et voldsomt energisk sceneshow – der kunne gøre en hver anden forsanger til skamme. Indlevende og konstant på. En sand entertainer. Var det ikke på scenen, var det nede blandt publikum, hvor han leverede vokal, omringet af et tændt og tilstedeværende publikum. Bandet stod i særdeleshed stærkt, men Shaddix overskyggede på alle måder. Scenen bestod af 4,5 mand (Shaddix tæller for 1½) og 1 million vandflasker, der løbende blev kylet ud til publikum. Publikum havde brug for vand! Tempoet var højt i størstedelen af koncerten. Der blev hoppet, moshet og på alle måder tilkendegivet glæde for musikken. Amager Bio stank af sved og spildt fadøl, som det skal gøre til en god koncert. 

 

Publikum blev præsenteret fra et bredt udsnit af bandets materiale, herunder en naturlig overvægt af numre fra The Connection. En forunderlige rejse i bandets hits, lige fra ”Born With Nothing, Die With Everything” som eneste fra LoveHateTradigy, over ”Scars” - hvor selv de store tussede mænd blandt publikum fandt deres indre romantiker frem og sang med, til ”Last Resort” der naturligt lukkede festen i højt humør. Vi fik endda en lille bid af ”Infest”, da Shaddix skulle introducere sig selv og resten af bandet. En velvalgt setlist, med enkelte undtagelser. Det ellers høje energi niveau faldt enkelte gange, især når materiale fra The Connection blev leveret. ”Leader Of The Broken Hearts” og ”Still Swinging” formåede ikke helt at skabe samme intensitet blandt publikum som de ældre toner. 

 

Papa Roach var på og spillede langt hen af vejen en perfekt koncert. Lyden stod stærkt og endnu en gang må jeg fremhæve Shaddixs imponerende sceneshow. Svært ikke at være imponeret og nyde koncerten. Med undtagelse af enkelte numre, var koncerten en lang succes. 5 ud af 6.

 

Samlet set en lidt blandet aften. Det var en ruchetur der om noget afsluttede på toppen. Papa Roach fejre muligvis 20 år jubilæum, men der er sgu ikke noget aldrende over kakerlakkerne!

 

  • Papa Roach_9
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Papa Roach_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Papa Roach_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se flere billeder her!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed