fbpx

Gargoyl - Gargoyl

Nye bands opstår ikke sjældent ved tilfældige møder. I tilfældet Gargoyl var det de to guitarister Dave Davidson og Luke Roberts, der var på turné og fandt ud af, at de havde fælles idéer. Resultatet blev Gargoyl, hvis line-up afrundes af James Knoerl (Trommer) og Brett Leier (Bas).
At Gargoyl har en anderledes tilgang til musikken end de fleste, hører man allerede i åbneren ”Truth of a Tyrant”: Nummeret er rent a capella med flot arrangeret flerstemmig sang. Disse vokaler er et ret centralt element på albummet, og anvendes i mange numre.
Rent musikalsk har man valgt at skabe kontraster til vokalerne, og det sker ved at gøre tingene mere eller mindre skæve. I flere numre er det som om, at man bevidst bremser musikken, så den ikke får et egentligt drive, men i stedet kun bevæger sig langsomt afsted. Men Gargoyl har endnu et trin i deres opbygning af kontraster, for i ”Electrical Sickness” og ”Waltz Dystopia” kører guitaren nærmest bare skæve skalaer i baggrunden. Det ødelægger enhver fremdrift, og er bare enormt irriterende at lytte til. I ”Ophidian” og ”Nightmare Conspiracy” er det tydeligt, at musikken gøres skæv med det ene formål at være skæv og skurrende. Der er intet spændende ved disse tiltag, og jeg står helt uforstående overfor, hvad meningen er.
Musik udmærker sig bl.a. ved, at der findes noget til enhver stemning – men jeg kan ikke komme i tanke om en stemning, hvor jeg har lyst til at høre det her. Det er irriterende uden at skabe et ønske om at høre mere.

Tracklist:
1. Truth of a Tyrant
2. Plastic Nothing
3. Cursed Generation
4. Electrical Sickness
5. Wraith
6. Ophidian
7. Nightmare Conspiracy
8. Waltz Dystopia
9. Ambivalent I
10. Acid Crown
11. Asphyxia
Samlet spilletid: 54:27

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Igorrr

IGORRR_1”Har de mon et helt band med?”. Det er det første jeg spørger mig selv om inden en operasanger kommer til syne sammen med en trommeslager og manden bag Igorrr selv, Gautier Serre, der tager plads bag en DJ-pult. Så kommer en mandlig growler ind, der modsat de andre er krigsmalet – alligevel er det hurtigt den kvindelig operasangerinde der stjæler showet med hendes dyriske, vanvittige og ustoppelige bevægelser. Hun er et syn i sig selv når der nu hverken er en guitarist, violinist, pianist, eller hvad der nu ellers benyttes i studiet, med på scenen.

Og Igorrr er et usædvanligt foretagende, et genremix fra helvede dog altid båret af det elektroniske – og så af metallen. Om der så derudover smides dubstep, balkan, elektroswing eller lignende oveni, så er de to ting grundstenene. Og hele den eksperimenterede / legesyge tilgang til musikken ser ud til at have tiltrukket en god mængde. At det er projektets første gang i Danmark har nok også noget at skulle have sagt – og endnu engang vil jeg rose Copenhell for at turde, at booke det mærkelige og det usikre: om det er en succes eller ej, så fortsæt endelig med de satsninger.

Og selvom Igorrr kan siges at være en gimmick (jeg tror ikke, at der er en genre der endnu ikke er blevet proppet ind i musikken) kan det sagtens være interessant eller underholdende alligevel. Men er det så tilfældet her? Desværre ikke rigtigt nogen af delene. Når først ”hvad fanden...?”-faktoren har lagt sig, ja så sker der ikke rigtigt mere. De forreste rækker nyder det og giver den god gas, men resten ser klart ud til kun at være kommet for at se giraffen og intet andet, da mange er både uopmærksomme og snakkende en god del af tiden.

De rigtigt gode sange, som der desværre kun er en håndfuld af i dag, de kommer først hen mod enden. Hvis der havde været reelle instrumenter med på scenen havde det måske været noget andet – der er kun så meget underholdning operasangerinden kan levere, selvom hun altså er for vild (og trommeslageren derudover fortjener hæder og ære, sikke en præstation). Den noget spontane afslutning, hvor man ikke ved om de rigtigt er færdige eller ej, det gør heller ikke noget godt. Den sidste kvarters tid ER dog underholdende, men der er det for sent.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed