fbpx

Manes - Slow Motion Death Sequence

Norske Manes har efterhånden været på banen i en del år, hvor stilen gradvist er blevet ændret fra den tidlige Black Metal over mod mere eksperimenterende musik baseret på brug af elektronik. Overgangen er sket i flere trin, da Manes har været stoppet og genstartet igen, alt efter hvordan det har passet ind i medlemmernes øvrige aktiviteter.

At metamorfosen er ved at være tilendebragt, viser bandets nyeste album, for her er det tangentinstrumenterne, der styrer begivenhederne – både rytmisk og melodisk. Alligevel optræder traditionel Metalinstrumenter som trommer og guitar, men de indtager en birolle. Et godt eksempel på rollefordelingen høres i ”Therapism”, hvor synthesizeren både skaber en tung grundrytme og en gennemgående melodi. Og selv om de ikke dominerer, giver guitar og trommer nummeret kant.

Der er også numre, hvor elektronikken træder i baggrunden, men det virker ikke som om, at Manes føler sig helt hjemme her; i både ”Building The Ship Of Theseus” og ”Night Vision” ender tingene i stedet som direkte uinteressante. Det er medvirkende til at gøre albummets første halvdel til den bedste.

Trods mine ankepunkter er dette faktisk det mest interessante album, jeg har hørt fra Manes; det er mere helstøbt og sammenhængende; alligevel formår nordmændene heller ikke denne gang at begejstre mig.

Tracklist:
01. Endetidstegn
02. Scion
03. Chemical Heritage
04. Therapism
05. Last Resort
06. Poison Enough For Everyone
07. Building The Ship Of Theseus
08. Night Vision
09. Ater
Samlet spilletid: 44:17

Læs mere...

Descendants Of Cain - Conversations With Mirrors

På vej mod deres tyve års jubilæum som band udsender Descendants of Cain (DoC) deres niende studiealbum, som de kalder ”Conversations With Mirrors”. Som på de foregående udgivelser er det gruppens hovedmand D M Kruger som har stået for materialet. Jeg kender ikke bandet på forhånd, så lad os se på, hvad Cains efterkommere har på hjerte.

De ser ikke særligt lyst på tingene, for albummet er fra start til slut indhyllet i en mørk stemning; kun det stille ”Defiance” afviger lidt på dette punkt. Ellers er det det dystre, der er i fokus, og det serveres uden dynamiske udladninger. Det er tydeligt, at DoC har lyttet en del til Depeche Mode, men desværre er det de mindst interessante sider herfra, man har taget til sig. Det betyder en overvægt af tristhed, men uden ret mange oplivende momenter. Der er ingen fikse melodier til at bløde tingene op, så den gennemgående tristesse gør numrene ret ensartede. Så på trods af, at der bruges mange forskellige instrumenteringer, så får numrene ikke den bredde, de fortjener. En ide som f.eks. kombinationen af dybe synthklange og Operavokal i starten af ”A Thousand Years” havde fortjent en bedre skæbne.

Det er en generel følelse, som albummet efterlader hos mig: Der er lagt rigtig mange kræfter i de enkelte numre, men en meget ensartet produktion gør det svært for de enkelte elementer at udfolde sig. Da dynamikken samtidig befinder sig på et maget lavt niveau, trænger albummet ikke helt ind hos mig; indsatsen burde have ført noget mere interessant med sig.

Tracklist:
1 Shapes In The Mist
2 These Hands
3 Lost In The Woods
4 Unbreakable
5 Scaring Crows
6 Shallow
7 Let Go
8 A Thousand Years
9 The Echo And The Voice
10 Defiance
11 Lost To the Noise
Samlet spilletid: 43:16

Læs mere...

Carpark North - Tinderbox 2015

Carpark North går på til en vild og heftig elektronisk intro, der springer direkte over i en meget anderledes udgave af "Shall We Be Grateful" – der bare ikke lyder særlig godt. Så fungerer de næste sange bedre, selvom der er ændret i dem (det er jo en del af det Carpark North gør, og ved tidligere møder med bandet har det fungeret glimrende).

Det utilregnelige vejr lægger dog til en start en dæmper på publikum, men det overvindes ganske effektivt af bandet, og snart er pladsen foran scenen godt fyldt, og hvor rigtig mange rækker danser, hopper, synger og lignende (bl.a. sid ned-hop op finten - igen igen igen...). Lyden er også rigtig god, og det hele går klart igennem – det er til gengæld noget nær umuligt, foruden trommerne og bassen, at vurdere hvad der er live og hvad der er playback.

Bassisten gør sig bemærket med en skæv persona, i og med at han til tider virker bevidst fjern og arrogant, og andre gange flyver rundt som en gal. Forsangeren er den ultimative indpisker, og det har både fordele og ulemper...

Fordelene er at folk aldrig får lov at slappe af, og derfor er i en konstant rus der aldrig ender. Dét er en euforiserende fællesskabsfølelse, og man når ikke at kede sig. 
Det negative er, at musikken på intet tidspunkt får lov at stå alene, og med alle de ændringer virker det som om man ikke tør gøre tingene som de "er" - eller var, om man vil.
Det ville nu engang være smukt at lytte til forsangerens skrøbelige og smukke vokal, uforstyrret, for nøj, hvor kan den mand altså synge (når han gider) ... For meget af tiden bliver det liret noget halvlunkent af, igen som om det ikke skal være FOR ekskluderende - alle skal kunne være med. Så er det åbenbart federe at råbe "fucking" og "Tinderbox" konstant, i stedet for at levere det med følelserne ude på tøjet, og med en nerve som tidligere præstationer vidner om.
En anden negativ ting er, at der bruges så lang tid på crowdcontrol, at ikke mere end 9 sange nås på en hel time - og det er altså sange der varer imellem 3 - 5 minutter.

Når ovenstående utilfredshed er blevet luftet, så kan der ellers ikke sættes en finger på showet; teknikken spillede, publikum var mere end på, og Carpark North selv spiller bare skide godt. 
Folk fik vel hvad de kom for, vil jeg tro, men – og nu kommer det til at lyde elitært – jeg savner de knap så folkelige Carpark North. 

Sætliste:
1) - Shall We Be Grateful
2) - Human
3) - Renegade
4) - Burn It
5) - Army Of Open Arms
6) – 32
7) - Save Me From Myself
Encore:
8) - Transparent & Glasslike
9) - Best Day

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed