fbpx

Destrage - The Chosen One

Jeg blev positivt overrasket, da jeg i 2014 stødte på Destrage; albummet ”Are You kidding Me? No.” blæste mig bagover med sin forrygende opvisning i teknisk Metal. Stilen fortsatte på ”A Means To No End” to år senere, og nu er italienerne ude med deres femte album ”The Chosen One”.

Her er det igen den tekniske side af musikken, der er i fokus, og igen viser italienerne en stor bredde i deres musikalske udtryk. Det betyder, at numrene generelt er sammensat af passager med teknisk udfordrende musik, vekslende rytmer, brølende vokaler og rene kor, hvor de sidste fremfører ret fængende melodier. Indholdet vægtes forskelligt i de enkelte tracks: Således er musikken i ”About That” gennemgående let kaotisk, men balanceres af omkvædet, mens de skæve guitarer i starten af ”Mr. Bugman” afløses af mere traditionel Metal. Endelig skrues der op for energien i ”Headache and Crumbs”, hvor lynhurtige guitarløb bygger op til vokalerne, inden slutnummeret ”The Gifted One” lukker og slukker med vokal og guitar som eneste elementer.

Når man betragter ”The Chosen One” som helhed, er det svært ikke at synes om bandets evne til at skabe teknisk udfordrende musik uden, at det ender i ren opvisning. Samtidig er der en fin balance mellem de hårde og de melodiske elementer, så tingene ikke bliver ensidige. Derfor er det et lille dyk i kvaliteten på et par numre, der giver en bedømmelse under forgængernes.

Tracklist:
1. The Chosen One
2. About That
3. Hey, Stranger!
4. At the Cost of Pleasure
5. Mr. Bugman
6. Rage, My Alibi
7. Headache and Crumbs
8. The Gifted One
Samlet spilletid: 39:33

Læs mere...

Destrage - A Means To No End

Mit første møde med Destrage var albummet ”Are You Kidding Me? No”, hvor den største udfordring var at finde på en dækkende betegnelse for indholdet. Nu er italienerne klar med nyt, og spørgsmålet er, om det denne gang er lettere at sætte betegnelse på.

Svaret kan jeg give med det samme, og det er et rungende NEJ – Destrage blander fortsat elementer fra mange forskellige typer af Metal til en helhed, som unddrager sig placering i de traditionelle genrekasser. Man kunne sagtens kalde stilen for progressiv, men da fællesnævneren igen er et stort teknisk overskud, har jeg valgt det som betegnelse.

Brugen af forskellige stilelementer skal ikke opfattes således, at der veksles fra nummer til nummer. I stedet blandes tingene indenfor grænserne af det enkelte track, så passager med Dødsmetal afløses af både groove og melodi. Det hele bindes sammen af sangeren Paolo Colavolpe, som primært leverer en skærebrændervokal, men varierer sin stemmeføring, så der også bliver plads til brøl og meget rene passager.

At det hele rundes af med en gennemført og flot produktion, er næsten en selvfølge - alt andet ville være helt forkert. Det samme ville fremhævelse af enkelte numre være, for der er ikke stor forskel i niveauet igennem albummet. Alligevel ligger det en smule under forgængerens, så "A Means To No End” må nøjes med en halv stjerne mindre.

Tracklist:
1. A Means to No End
2. Don't Stare at the Edge
3. Symphony of the Ego
4. Silent Consent
5. The Flight
6. Dreamers
7. Ending to a Means
8. Peacefully Lost
9. Not Everything Is Said
10. To Be Tolerated
11. Blah Blah
12. A Promise, A Debt
13. Abandon to Random
Samlet spilletid: 55:50

 

Læs mere...

Destrage - Are You Kidding Me? No

Som anmelder har jeg ofte klandret forskellige kunstnere for at mangle variation og alsidighed i deres musik. En gang imellem dukker der så et album op, hvor variationen er så stor, at indholdet kun vanskeligt kan placeres efter de gængse genreopfattelser. Et sådant er ”Are You Kidding Me? No”, som er det tredje udspil fra det italienske band Destrage.

Og titlen er bestemt relevant, for de her gutter mener det alvorligt, når de kaster sig ud et vildt mix af musikalske genrer; skulle jeg nævne alle byggeklodserne i genrefeltet, ville der blive trængsel. For ved siden af gængse genrer som Death- og Thrash Metal rummer numrene også elementer fra Nu Metal, Melodisk Metal og endda Electronica og Jazz! I de 5 første numre hvirvles de forskellige genrer rundt til en meget spændende og særdeles varieret cocktail, hvor de kun optræder kort tid ad gangen – det er lidt hektisk, men meget dynamisk.

Er der så ikke ”bare” tale Progressiv Metal? Nej, ikke som det normalt fortolkes. Alligevel lægges der meget vægt på det tekniske, og der er mange lækre tingat lægge mærke til, lige fra detaljer på trommerne, flotte basløb eller de nydelige vokalarrangementer, der støtter sangeren Paolo Colavolpe.

Strømmen af sammensmeltede stilarter afløses i et par numre med mere rendyrket Melodisk Metal, inden italienerne vender tilbage til deres udgangsstil, så de spansk / mexicansk klingende trompeter i slutnummeret ikke kommer som den store overraskelse.

Det har været en både spændende og udfordrende opgave at støde på Destrage, som efterlader mig med et lille dilemma: At tingene ind imellem bliver lige lovligt hektiske burde koste lidt i bedømmelsen, men italienerne klarer den vanskelige spagat mellem teknisk power og interessante numre flot, så jeg lader dem beholde 5 stjerner.

Tracklist:
1. Destroy Create Transform Sublimate
2. Purania
3. My Green Neighbour
4. Hosts, Rifles & Coke
5. G.O.D
6. Where the Things Have No Colour
7. Waterpark Bachelorette
8. Before, After and All Around
9. Obedience
10. Are You Kidding Me - No

Samlet spilletid: 49:26

Læs mere...

Destrage - The King is Fat’n’Old

Ak ja… Tit overrumples man af en skive, som man overhovedet ingen forventninger havde til. Titlen på denne i hånden værende skive fik mig til at trække på skuldrene, og sangtitlerne på albummet fremkvalte et nervøst ”åh-nej-nu-ikke-igen”-smil på mine i forvejen stramme læber. Det skulle dog vise sig at gå noget bedre, end jeg overhovedet havde turdet håbe på. Destrage er nemlig et dejligt og friskt bekendtskab med både teknisk kunnen, humor, flair for hooks og memorable inputs og til sidst; ikke rigtig nogen grænser.
Numrene er alle mere eller mindre små perler, og der lefles sgu ikke for masserne, men i stedet går Destrage sine egne veje og spiller op til dans med en solid omgang metal, der byder både på Van Halen-soli, ”hey”-kor, akustiske spader og ren sang. Og det bedste af det hele er, at det sgu virker! Jeg er faktisk blæst lidt omkuld her, men det er nok mine ringe forventninger til albummet der gør, at det virker stærkere. Nu har jeg dog gået og ruget på ”The King is Fat’n’Old” i en rum tid, og den holder sgu stadig vand. Jovist er overraskelsesmomenterne ligesom et overstået kapitel, men det piller ikke ved det faktum, at skiven er pissegod!
Det er jo en form for moderne metal, og derfor skal man nok tage mine lovprisninger med forbehold. Det leveres med et glimt i øjet og en stor finger i fjæset, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at opleve Destrage på de skrå brædder, da jeg er sikker på, at de smider en allerhelvedes fest!
Uden nogen videre form for sammenligninger er vi ovre i System of a Down- og Faith no More-pastoratet indenfor metal. Skævt og pissecharmerende!

Tracklist:
01: Double Yeah
02: Twice the Price
03: Jade’s Place
04: Neverending Mary
05: Back Door Epoque
06: Smell You Later Fishy Bitch
07: Collateral Pleasure
08: Home Made Chili Delicious Italian Beef
09: Tip of the Day
10: Panda Vs. Koala
11: Wayout

Samlet spilletid: 49:42
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed